Guider til kultur og kunst, anbefalede begivenheder og historier fra byen.
Når man besøger Çanakkale, forklarer mange ofte byens navn ved at referere til fæstningerne ved strædet. Men faktisk har den anden del af navnet noget at gøre med jorden.
Mange bøger om filosofiens historie starter på samme sted: Milet, som ligger ved kysten af Egeerhavet, tæt på Balat, som i dag er en del af distriktet Didim i Aydın. Det var omkring 6. århundrede før Kristus.
I dag står man på den øverste række af teatret i Milet og kigger mod vest, men man kan ikke se havet i horisonten. Foran sig strækker der sig et fladt sletteområde, dækket af bomuldsmarker, vandingskanaler og sumpområder.
I den nordøstlige del af Kırklareli, kun få skridt fra den bulgarske grænse, ligger en skov, hvor jorden om vinteren er dækket af vand.
På den gamle vejstrækning mellem Istanbul og Edirne, som går gennem Kırklareli, findes der tre store broer af sten, placeret med få kilometers mellemrum.
I Yalovas syd, i en smal dal, der strækker sig op ad de skovklædte skråninger af Samanlı-bjergene, springer varmt vand op fra jorden.
Mange kender Yalova for sine varme kilder, dens beliggenhed ved bugten og dens nærhed til Istanbul. Men byen har også en historie, der går længere tilbage: Det første kendte papirfremstillingsanlæg i statens regi blev etableret her midt i det 18. århundrede.
Alişar Höyüğü ligger i det flade område i Kanak Suyu-bassinet, sydøst for Sorgun. I dag er det en stille bakke, omgivet af marker, og der er ingen faciliteter for besøgende.
Den bedste måde at lære Yozgat at kende er ved at sætte sig til bords. Byen ligger midt i en stor, flad slette kaldet Bozok, og klimaet er præget af lange, hårde vintre og korte, tørre somre.
Safranbolu har sit navn fra en blomst. Denne blomsts røde knopper har i århundreder farvet byens madvarer gule og givet aroma til desserterne.
For dem, der besøger Safranbolu for første gang, fremstår husene først og fremmest som et maleri. De hvide facader, de mørke trærammer, de røde tagrender og de øvre etager, der stikker ud mod gaden, udgør et samlet billede.
I Ordu bor man sig væk fra kysten og op i højderne. Bagved den kystnære by stiger bjergene, og her åbner der sig store græsarealer, flade områder omgivet af skov og spredte bebyggelser i højder, der overstiger tusind meter.
I Ordu er maden den nemmeste måde at lære byen at kende.
Når man træder ind i de seldsjukiske bygninger i Konya, er det ofte farverne, der først fanger ens opmærksomhed, snarere end selve stenen.
Når man nærmer sig Konya med tog eller bil, afslører udsigten fra vinduet også byens karakter. Det flade og vidtstrakte sletteområde, markerne, der bliver gule efter høsten, og fåreflokke, der græsser imellem, fortæller en historie.
En person, der kun kender Trabzon fra kystvejen, har kun set halvdelen af byen.
I Trabzon er bordet sat mellem havet og bjergene. På den ene side er der sild, der fanges langs kysten om vinteren, og på den anden side er der smør og ost lavet af mælk fra dyr, der græsser på højene. Imellem de to er der majs, der vokser på skråningerne.
Hver sommer begynder lyden af trommer og shawmer at fylde luften i Sarayiçi, nord for Edirne, og de smurte brydere træder ud på den grønne plads.
Når man besøger Edirne, er det ofte det første spørgsmål, man stiller: Hvor kan man spise den bedste "ciğer" (lever)? Spørgsmålet er berettiget, da Kultur- og Turismeministeriets brochure om Edirne også beskriver byens mest kendte specialitet som "tava ciğer" (stegt lever).
Når du træder ind på gårdspladsen ved Taşhan i Erzurum, vil du se rækker af sorte, glatte sten udstillet. Navnet på denne sten varierer fra region til region; nogle kalder den "Oltu-sten", andre "Erzurum-sten", og igen andre "sort rav".
Når man besøger Erzurum om vinteren, er det først og fremmest kulden, og derefter maden, man husker.
Akarçay er en flod, der ikke når havet. Den springer ud i de høje områder vest for Afyonkarahisar, løber gennem byens centrum, vender mod øst, krydser en stor slette og ender sin rejse i Eber-søen mellem Bolvadin og Çay.
Alle, der besøger Afyonkarahisar, husker først og fremmest byen for dens søde smag.
En person, der kun kender Adana for dens kebab, varme og brede gader, vil opleve en helt anden by, når de går blot et par skridt op fra den vestlige ende af Taşköprü.
