Gå til hovedindholdet
Radar Türkiye
Opdag begivenheder i appen
Åbn
Radar Türkiye

Kırkpınar: Et århundredes tradition for mandlige sportsudøvere.

Hver sommer begynder lyden af trommer og shawmer at fylde luften i Sarayiçi, nord for Edirne, og de smurte brydere træder ud på den grønne plads.

Radar TürkiyeRadar Türkiye19 Ekim 2026
Ingen bedømmelser endnu

Log ind for at synes godt om og bedømme

Kırkpınar: Et århundredes tradition for mandlige sportsudøvere.

Hver sommer begyndelse høres trommer og fløjter i Sarayiçi, nord for Edirne, og smurte brydere træder ud på græsbanen. Kırkpınar, som Kultur- og Turisme Ministeriet beskriver det, er Tyrkiets mest langvarige kultur- og sportsevenement, og det blev i 2010 optaget på UNESCO's liste over immaterielle kulturarvsrepræsentationer. Denne tekst fortæller om brydningens myte, arenaens skiftende placering, traditionens elementer, fra "kıspet" til den gyldne bælte, og hvad man bør vide, hvis man ønsker at opleve Kırkpınar i dag. Kırkpınar: De fyrre helte og en kilde.

Navnet Kırkpınar er baseret på en legende. Ifølge den mest udbredte historie, som er beskrevet i ministeriets brochure, erobrer Orhan Gazi, under hans felttog i Rumelien, Domuzhisar med fyrre soldater. Den forreste enhed holder pause i Samona, som i dag ligger i Grækenland, på vej tilbage, og her begynder de fyrre helte at bryde. To brødre, hvis navne siges at være Ali og Selim, kæmper i timevis uden at kunne finde en vinder. Ifølge historien kæmper de to igen på en græsplæne nær Ahıköy, tæt på Edirne, på en Hıdrellez-dag. Kampen varer hele dagen, og fortsætter om natten i lyset fra stearinlys og lanterner; til sidst dør de to brydere af udmattelse på stedet. Deres venner begraver dem under et figenræ. Årene senere ser folk, der kommer til det samme sted, en rigelig kilde, hvor gravene ligger, og befolkningen giver området navnet Kırkpınar. Ifølge historiske kilder varierer historiens datering; Wikipedia angiver år 1346, mens TDV Islam Encyclopedia's artikel om brydning forbinder traditionen med Orhan Beys periode og de fyrre helte, der krydsede til Rumelien med Suleyman Pasha.

Fra marked til arena.
I begyndelsen var Kırkpınar en del af et marked. Ifølge TDV's artikel om brydning blev de fleste brydningskonkurrencer i osmannisk tid afholdt på markeder, under helligdage og ved bryllupsfester, og den vigtigste af disse markedsbrydninger var Kırkpınar. Wikipedia beskriver Kırkpınar-markedet som en tre dage lang begivenhed, hvor der blev købt og solgt dyr og forskellige varer, og udover brydning blev der også afholdt hestevæddeløb og løb. Den oprindelige Kırkpınar-græsplæne var, ifølge Wikipedia, et græsareal mellem landsbyerne Simavina og Sarı Hızır, langs vejen, der forbinder Edirne med Ortaköy. Efter Balkankrigene lå dette område på den anden side af grænsen, og brydningerne blev i en periode afholdt på en græsplæne kaldet Virantekke, mellem Edirne og Mustafapaşa. Der var perioder under krigene, hvor det ikke var muligt at afholde brydning. Ifølge Ağa, lam og røde lys

Det, der adskiller Kırkpınar fra andre brydningskonkurrencer, er "aga"-titlen. Ifølge TDV (Türk Dil Kurumu) organiseres konkurrencerne af en person, der kaldes "Kırkpınar ağası". På konkurrencens sidste dag går en af deltagerne foran publikum med et lam i armene; den person, der byder højest på lammet, bliver næste års aga. Agaen inviterer fra begyndelsen af marts måned brydere, gæster og tilskuere. Wikipedia-artiklen beskriver mere detaljeret agas opgaver: at invitere brydere til konkurrencen, at modtage de besøgende, at sørge for mad og overnatning, at sikre, at konkurrencen foregår i overensstemmelse med traditionerne, og at uddele præmier. I dag dækker de fleste udgifter kommunerne, men traditionen med agaen fortsætter. Ifølge UNESCO åbner hver festival med en ceremoni, hvor et orkester med fyrre trommer og fløjter spiller, og agaen åbner den. Et guld-bælte paraderes i byen. Symbolet på Kırkpınar er et rødt lys. Ifølge Wikipedia-artiklen blev disse lys hængt op i caféerne i byerne og landsbyerne, og på den måde blev folk inviteret til Kırıpınar. Kıspet, olie og "peşrev"

Den mest kendte beklædning i oliebrydning er "kıspet". Ifølge et ministerie-brochure er kıspet et håndværk, der er unikt for Edirne, og som er fremstillet af specielt behandlet bøffel-, okse- og kalvelæder, og som kræver omhyggeligt håndværk. Wikipedia-artiklen beskriver dens dele: taljen er fire fingre bred og tyk, og der trækkes et tykt reb igennem den; dette område kaldes "kasnak". Det område, der dækker lårene, er "paça"; mellem benene placeres en filt, der kaldes "paçabent", og læderet trækkes over filten og fastgøres stramt med reb. Efter brydningen opbevares det olierede kıspet i en kurv, der er vævet af siv, og som kaldes "zembil". Det siges, at en bryder, der stopper med at bryde, hænger sin zembil op på væggen. Bryderne bliver smurt ind i olie for at gøre det sværere for modstanderen at få fat i dem. Ifølge UNESCO smører "yağcı" (oliesmøreren) bryderne med hjælp fra et håndklæde; Wikipedia-artiklen nævner, at der er gryder med olie og vand i et hjørne af arenaen, og at man kan få mere olie og vand, når man beder om det under brydningen. Brydningen begynder med en "peşrev". Peşrev er både en opvarmningsøvelse og en hilsen til publikum. Bryderne kommer ind på arenaen med synkroniserede bevægelser, går tre gange frem og tre gange tilbage, sætter sig ned og rejser sig, og tjekker hinandens bukser og nakker, før de begynder Her er en liste over sejrsmåder, som inkluderer at få modstanderen til at falde, rive eller fjerne tøjet, holde benene fast som søm, tvinge modstanderen til at opgive, løfte kroppen i luften ved at fjerne fødderne fra jorden, tvinge modstanderen til at forlade arenaen eller få modstanderen til at falde på siden eller bagover og blotte maven. Wikipedia-artiklen tilføjer også, at man kan vinde ved at omfavne modstanderen og tage mindst tre skridt.

Brydere kæmper efter højde. TDV nævner fem hovedkategorier: letvægt, mellemvægt, tungvægt, "baş altı" og "baş". Ved store turneringer som Kırkpınar kæmper alle par i samme kategori samtidig; den tabende bryder forlader arenaen, og vinderne kæmper videre. I de første dage kæmper letvægtsbrydere, og de sidste dage afholdes kampe i de tungere kategorier. Ifølge Wikipedia er der en mere detaljeret liste over kategorier, der spænder fra "minik" til "baş", og der uddeles priser til den bedste "peşrev" (opvarmningsrutine) og den mest gentleman-agtige bryder.

Den bryder, der vinder i kategorien "baş", kåres som "başpehlivan" (mesterbryder) og modtager et guld-bælte. Ifølge TDV bliver den bryder, der vinder "baş" tre år i træk, den permanente ejer af bælte; Wikipedia angiver derimod, at bælte kun gives for et år ad gangen. Ifølge Wikipedia blev titlen "başpehlivan" kun tildelt den, der vandt Kırkpınar, selvom der blev afholdt oliebrydning mange steder i det osmanniske rige. UNESCO fremhæver, at Kırkpınar er åben for mænd i alle aldre, kulturer og regioner, og at bryderne er eksempler på gavmildhed, ærlighed, respekt og loyalitet over for traditionen, og at de alle er blevet trænet i et mester-lærling-forhold. Det er dette, der opretholder traditionen: en bryder vokser op hos en mester og lærer "peşrev", hvordan man binder "kıspet" og arena-etikette af ham.

**At opleve Kırkpınar:**

Brydekampene afholdes hvert år i starten af sommeren, typisk i første halvdel af juli ifølge TDV, og mellem slutningen af juni og starten af juli ifølge Wikipedia, og varer i tre dage. Brydekampene ledsages af festivalaktiviteter i hele byen. Da de præcise datoer annonceres hvert år, skal du tjekke de officielle meddelelser fra Edirne Kommune for det aktuelle program og adgangsforhold. I disse dage er byen meget overfyldt, så det er nødvendigt at booke overnatning i god tid. Arenaen ligger i Sarayiçi og kan nås til fods fra byens centrum. Ruten nordpå fra Selimiye-området, langs Tunca-floden og over Kanuni-broen til øen, er både kort og smuk. Da brydekampene kan vare Kilder:

Kommentarer

0/1000

Skriv den første kommentar