Gå til hovedindholdet
Radar Türkiye
Opdag begivenheder i appen
Åbn
Radar Türkiye

Akarçay-flodens rejse: Fra Altıgöz til Eber-søen.

Akarçay er en flod, der ikke når havet. Den springer ud i de høje områder vest for Afyonkarahisar, løber gennem byens centrum, vender mod øst, krydser en stor slette og ender sin rejse i Eber-søen mellem Bolvadin og Çay.

Radar TürkiyeRadar Türkiye19 Ekim 2026
Ingen bedømmelser endnu

Log ind for at synes godt om og bedømme

Akarçay-flodens rejse: Fra Altıgöz til Eber-søen.

Akarçay er en flod, der ikke når havet. Den springer ud fra de høje områder vest for Afyonkarahisar, løber gennem midten af byen, vender mod øst, krydser en stor slette og ender sit løb i Eber-søen mellem Bolvadin og Çay. Under denne korte strækning finder man en bybro fra Seljuk-perioden, en lang karavanebro, der bærer sten fra forskellige perioder – fra Byzantinsk til Ottomanisk – og en sø, der er kendt for sine fugle, sine siv og sin tørke. I denne artikel følger vi floden fra dens kilder til søen, og vi fortæller dig, hvad du skal være opmærksom på undervejs. En flod, der giver navn til et vandskel.

I Wikipedia-artiklen om Akarçay står der, at floden giver navn til et vandskel i det centrale Anatolien og løber ud i Eber-søen. Den samme artikel nævner også, at flodens gamle navn var Kokarçay. Selvom det generelt menes, at floden, der omtales som Aştarpa i Hittitiske tekster, normalt refererer til den store Menderes-flod, hævder nogle akademikere, at dette navn i virkeligheden refererer til den nuværende Akarçay; altså er selv flodens navn stadig et diskussionsemne. Akarçay springer ikke ud fra en enkelt kilde, men vokser i takt med, at dens tilløb forenes. Ifølge Wikipedia er dens vigtigste kilde Aksu-bækken, også kendt som Araplı-bækken. Først løber Seyitler-bækken, der kommer fra nord, ud i den; derefter følger Çayözü-bækken fra nord, og til sidst Kali-bækken fra syd, og floden når Eber-søen med disse vandmængder. Da området er omgivet af høje bjerge, når havets fugtige luft ikke hertil. Derfor varierer vandstanden i floden betydeligt mellem forår, sommer, efterår og vinter. En person, der ser Akarçay om foråret, vil derfor opleve noget anderledes end en person, der ser den sent på sommeren. I byen: Altıgöz-broen.

Det ældste spor, som floden efterlader i Afyonkarahisar, er Altıgöz-broen. Ifølge Kulturportalen ligger broen i byens centrum, i Çetinkaya-kvarteret, lige nord for Cirit Kayalığı, og krydser Akarçay. Broen ligger på den gamle vej, der fører fra Afyonkarahisar til Han-landsbyen, derfra til Gazlıgöl og videre til Eskişehir. Den får sit navn fra sine seks "øjne" – to runde og fire spidse buer. Dens krop er fyldt med grus og dækket af store, tilhuggede sten, og der er brugt genbrugte sten forskellige steder. Disse genbrugte sten er broens mest interessante detalje. Ifølge Kulturportalen stammer de gamle gelændere sandsynligvis fra teatertrinene i den antikke by Prymnessos, som i dag er kendt som Sülün. På broens nordvestlige facade, på stedet hvor bølgebryderne er placeret, er der også en Den oprindelige inskription, der blev fundet i floden og flyttet til et museum i 1980, er blevet genplaceret på sin oprindelige placering. En historiker, der talte med Anadolu Agency, påpegede, at broen også blev restaureret i 1891 under det osmanniske rige. Kilder er ikke enige om broens præcise byggeår. Kultur- og Turismeafdelingen angiver, at broen stammer fra 1214 og er forbundet med Akkoyunlu-dynastiet, mens teksten på Kulturportalen angiver, at forbindelsen til Akkoyunlu er registreret i retsarkiver, og at inskriptionen angiver de ovennævnte datoer. I denne tekst lægger vi vægt på inskriptionen, men når man står foran broen, er det vigtigt at vide, at disse århundreder overlapper hinanden. I dag bruges broen ikke meget, hvilket gør den til en bygning, der kan betragtes roligt ved flodens bred. Vejen ud til sletten.

Akarçay-floden, der løber ud af byen, vender mod øst og åbner sig ud i en bred slette. Ifølge Wikipedia-artiklen om Eber-søen er det område, som floden løber igennem, et sedimentområde med en længde på omkring hundrede kilometer og en bredde på omkring femogtyve kilometer, der løber i en nordvest-sydøstlig retning. Emir-bjergene i nord og Sultan-bjergene i syd omgiver denne slette. Flodens lyd aftager her, og den løber langsomt gennem markerne og videre mod den anden store bro, der bærer spor af gamle handelsruter. I Bolvadin, Kırkgöz-broen.

Kırkgöz-broen ligger omkring syv kilometer sydøst for Bolvadin, ved Akarçay-floden, der løber ud i Eber-søen. Ifølge en nyhedsartikel fra Anadolu Agency blev broen bygget med fyrre buer af den byzantinske kejser Manuel I Komnenos omkring år 1150. En historiker fra Afyon Kocatepe Universitet, citeret i artiklen, forklarer, at broen var et vigtigt knudepunkt på handelsruten, der forbinder Istanbul med sydlige områder fra romertiden, at den blev brugt som hovedrute i seljuk-perioden og at den var et konstant brugt knudepunkt i det osmanniske rige. Mimar Sinan var den, der udvidede broen til sin nuværende længde. Ifølge Kultur- og Turismeafdelingen er den sydlige del af broen den del, der blev bygget af Manuel, og er lavet af marmor og bearbejdet basalt, mens den nordlige del blev udvidet af Mimar Sinan til at omfatte halvfjerds buer. Anadolu Agency skriver, at dette arbejde blev udført under Sultan Süleymans kampagner til Bagdad og Persien. Sinan tilføjede også en bønneplads, en marmortrappe ned til vandet og en inskription til broen. Ifølge Wikipedia udvidede Sinan broen omkring to hundrede meter mod nord og tilføjede toogtyve buer. Broens struktur er som en stenbog. Ifølge Wikipedia skriver, at nogle af broens søjler blev ødelagt under ændringen af flodens løb, mens andre blev begravet i jorden. Broen blev også beskadiget under Befrielseskrigen, og inskriptionen faldt i floden. Den blev senere fundet og flyttet til et museum. I dag står broen uden for hovedvejen, midt i markerne, og set fra luften skærer den gennem slettelandskabet som en lineal. Rejsens slutning: Eber-søen

Akarçay-floden ender i Eber-søen. Ifølge Wikipedia er Eber Tyrkiets ellevte største sø, og den ligger omkring 967 meter over havets overflade. Det er en ferskvandssø med et vådområde. Den beskrives som en rest af en meget større og dybere sø fra den sidste istid. Den har fået sit navn fra en avsharske stamme, og det nævnes også, at den engang var en enkelt sø sammen med Akşehir-søen. I dag forsyner Eber-søen Akşehir-søen med vand via en kanal. Kultur- og turistministeriet oplyser, at søen ligger inden for grænserne af Çay- og Bolvadin-distrikterne, og at den forsynes med vand fra kilder fra Sultan-bjergene og Akarçay-floden. Søens overflade er dækket af rør. Ifølge Wikipedia kan rørnålene nå en højde på op til fem, endda seks meter, og derfor ligner det meste af den store sø mere en eng end vand. Der findes hundredvis af flydende øer i søen, som de lokale kalder "kopak". "Kopak" dannes, når tykke rødder af rør slår rod i jorden og dækkes af jord, der blæses hen af vinden. En del af befolkningen i landsbyerne ved søen lever af at arbejde med rør og siv. Eber er også en vigtig sø for fugle. Wikipedia nævner, at der kommer trækfugle til søen for at fiske, rede i rør eller overvintre, herunder grågås, skede, dalmatinerpelikan, purpurskovstær, stær, rødben og skarv. Søen blev den 22. juni 1992 udpeget som et beskyttet naturområde af første grad. Denne beskyttelsesstatus er en god påmindelse om, at man ikke bør gå ind i rørskoven, når man går langs kysten, og at man ikke bør forstyrre fuglene. Men der er en vigtig ting, man skal vide, før man besøger Eber. Søens overfladeareal varierer meget fra år til år. Wikipedia oplyser, at det højeste vandstand var i maj 1969, og det laveste i oktober 1991, og at søens areal i denne periode faldt fra 164 kvadratkilometer til 62 kvadratkilometer. Hürriyet Daily News rapporterede i oktober 2018, med henvisning til lokale medier, at søen var udtørret på grund af tørke, og at bønderne, der levede af rør og fisk, var i store vanskeligheder. Det betyder, at søen ikke altid præsenterer det samme syn; det Når du går over broen, prøv at skelne mellem stenene fra forskellige perioder. Det er en af de største fornøjelser ved dette sted at se forskellen mellem den nordlige del, som Sinan tilføjede, og den sydlige del, der stammer fra den byzantinske periode. Afsæt de sidste timer af dagen til Eber-søen. Medbring en kikkert til fugleobservation og vær stille ved bredden; søen er mest livlig i løbet af migrationssæsonerne. Tag vandresko på, da stierne langs kysten og omkring broen ofte er af jord og nogle steder mudrede. Begge broer er udendørs, så der er ingen specifikke åbningstider, men planlæg at vende tilbage inden solnedgang for at få bedre lys og for sikkerhedens skyld. Denne korte flod, der bringer vand til byen, vander sletterne og til sidst bliver til en sø, giver dig mulighed for at opleve Afyonkarahisar ikke kun for sit slot, men også for sit vand.

Kilder:

Kommentarer

0/1000

Skriv den første kommentar