Oltu-sten: Fra mine til arbejdsbord.
Når du træder ind på gårdspladsen ved Taşhan i Erzurum, vil du se rækker af sorte, glatte sten udstillet. Navnet på denne sten varierer fra region til region; nogle kalder den "Oltu-sten", andre "Erzurum-sten", og igen andre "sort rav".
Log ind for at synes godt om og bedømme

Når du træder ind på gårdspladsen ved Taşhan i Erzurum, vil du se rækker af sorte, glatte sten i udstillingsvinduerne. Navnet på denne sten varierer fra region til region; nogle kalder den "Oltu-sten", andre "Erzurum-sten", og igen andre "sort rav". Alle kommer de fra de samme steder, nemlig bjergene i Oltu-distriktet, der ligger nordøst for Erzurum. Denne artikel beskriver, hvordan Oltu-stenen dannes, hvordan den udvindes, og hvilke processer den gennemgår hos håndværkeren, baseret på dokumenter fra det tyrkiske patent- og varemærkekontor, turistguider fra Erzurum Kultur- og Turismeafdelingen og registre fra Oltu Kommune. Derefter foreslår vi, hvor du kan opleve dette håndværk i Erzurum.
En blød slægtning af lignit.
Det tyrkiske patent- og varemærkekontors registreringsdokument beskriver Oltu-stenen som en typisk sedimentær formation. Ifølge dokumentet findes stenen i et lag af skifer, der er omkring 70-80 centimeter tykt, i neogene lag. Her findes den i linser, der er få centimeter tykke og strækker sig flere meter vandret. Disse lag er delvist forgrening og brudte; dokumentet angiver, at det menes, at linserne er blevet bøjet og brudt af kraftige tektoniske bevægelser. I de miner, der er blevet udgravet for at udvinde stenen, findes der også mange fossiler af planter og træer. Oltu Kommunes informationsside følger den samme spor. Ifølge siden menes det, at stenen er dannet af en blanding af træharpiks, ler og lignit, baseret på de fundne plantefossiler. Den tyrkiske Wikipedia beskriver stenen som en tæt, bituminøs type lignit. Den engelske Wikipedia klassificerer den derimod som en del af jet-familien. Det betyder, at denne sten er af samme familie som den kul, vi kender, men er tæt og glansfuld nok til at blive brugt til smykker. Den mest bemærkelsesværdige egenskab ved stenen er dens blødhed under jorden. Registreringsdokumentet angiver, at Oltu-stenen er meget blød, når den udvindes fra jorden, og at den bevarer sin blødhed, så længe den ikke er i kontakt med luft. Når den kommer i kontakt med luft, hærder den. Derfor er den let at bearbejde, den bliver hårdere, når den bearbejdes, og den bliver mere skinnende, når den bruges. Dens farve er normalt sort, nogle gange mørkebrun, og sjældent grå eller grønlig. Den bliver elektrisk ved gnidning og tiltrækker lette genstande. Ifølge de værdier, der er angivet i dokumentet, er dens hårdhed på Mohs-skalaen tre, og dens specifikke vægt er 1,26. Dokumentet nævner også enkle måder at identificere stenen på. Da den har små årer, ser den ikke helt glat ud. Når man rører ved den, føles den som fløjl. Antallet af minerforekomster varierer, men alle udvindes i små, underjordiske gange. Ifølge distriktsadministrationen er adgangen til disse miner meget vanskelig, og udvindingen foregår med simple værktøjer som skovle, hakker, mursave og hamre. Diameteren af de udgravede miner er typisk omkring 70-80 centimeter. Mineralet findes i tynde lag, typisk 3-5 centimeter, i form af fragmenterede og knækkede årer. Den lave mængde og den vanskelige udvinding øger mineralets værdi. Registreringsdokumentet bemærker også, at mineralet med stor omhu udvindes af mennesker i de små miner, der kaldes "gallerier". En nyhedsartikel fra Anadolu Agency beskriver, at mineralet udvindes af lokale beboere under vanskelige forhold fra forekomsterne i bjergene i distriktet. Distriktsadministrationens hjemmeside oplyser også, at Oltu-mineralet er registreret som et værdifuldt mineral i henhold til lov nr. 3213 om miner. Den samme side beskriver mineralet som et symbol på Oltu og som levebrød for hundredvis af familier. En lokal guide skriver, at denne bearbejdning er blevet videregivet fra far til søn og repræsenterer et stort kulturelt og økonomisk potentiale.
Fra minen til værkstedet:
Mineralets rejse slutter ikke ved minens åbning. Ifølge registreringsdokumentet køber håndværkerne den rå mineral i dåser eller efter vægt. De købte mineraler begraves i jorden igen, indtil de skal bruges, for at forhindre, at de hærder ved kontakt med luften. Med andre ord overlader håndværkeren mineralet en gang til til jorden for at bevare dets blødhed. Når det er tid, vælger håndværkeren mineralet i forhold til størrelsen og formen på det perlekæde, smykke eller dekorative genstand, der skal fremstilles. Ved dette valg tages også mineralets indre urenheder og revner i betragtning. Det valgte mineral splittes i små firkanter eller rektangulære prismer ved hjælp af en sav på en træstamme. Dokumentet understreger, at denne proces kræver dygtighed og at der lægges stor vægt på at minimere spild. De splittede stykker får fjernet de skarpe kanter med en specielt fremstillet stålkniv, så de er klar til bearbejdning. Disse stykker begraves igen i en fugtig pose for at forhindre, at de revner, indtil de skal bruges. Når det er nødvendigt, udtages mineralerne fra jorden og lægges i vand, hvorefter de bearbejdes individuelt i deres bløde tilstand. Hullerne til perlekæden laves symmetrisk og med skarpe kanter. Det sidste trin er polering. Dokumentet opremser de værktøjer, der bruges til dette formål: en poleringsmaskine med et stofdæksel, trækul fremstillet ved afbrænding af cypresser, pulveriseret kridt, visse vegetabilske og animalske olier og groft lærred. Ved manuel polering påføres olie Inspektionen udføres af en komité bestående af undervisere fra Atatürk Universitetets afdeling for jordvidenskab i Oltu og Oltu Tekniske Højskole, samt medlemmer af foreningen af håndværkere. Komitéen kan, om nødvendigt, tage prøver af stenen for at undersøge dens struktur og sammensætning. Den tyrkiske Wikipedia bemærker, at der i markedet også sælges sten med lignende egenskaber, men som er mere skrøbelige, og som også kaldes "Oltu-sten"; registreringen sikrer derfor produktets oprindelse. Fra bønnekæder til mansjetknapper.
Ifølge den lokale guide bruges Oltu-stenen typisk til bønnekæder og smykker. Guiden nævner blandt andet bønnekæder, halskæder, armbånd, kaffekoppesæt, ringe, mansjetknapper og slipsenåle som eksempler på gaver lavet af denne sten. Den tyrkiske Wikipedia beskriver bønnekæden som et symbol på stenen, og nævner, at sølv- og endda guldbelagte bønnekæder har vundet popularitet i de seneste år. Denne dekoration er et særligt håndværk. En artikel fra Anadolu Ajansı beskriver processen i en samtale med en kunstner fra Erzurum. Først skærer kunstneren det ønskede mønster i overfladen af bønnekædeperlerne med en boremaskine, derefter indsættes sølvtråd i de udskårne områder. Til sidst følger drejning og slibning, og til sidst sættes perlerne på snor. Artiklen nævner også, at Oltu-stenen også kaldes "sort diamant", "sort perle" og "sort guld" i folkemunde. Hvor kan man se Oltu-sten?
Det nemmeste sted at se Oltu-sten er i Rüstem Paşa Karavansaray, også kendt som Taşhan, i centrum af Erzurum. Ifølge Kulturportalen blev karavanseraien bygget i 1561 af Rüstem Paşa, den daværende storvizir under Sultan Süleyman den Store. Bygningen har to etager, og omkring den rektangulære gård er der placeret 32 værelser. Kulturportalen skriver, at karavanseraien i dag bruges af håndværkere, der producerer og sælger Oltu-sten, og at der sælges mange forskellige typer souvenirs, herunder bønnekæder, ringe og armbånd. Du kan komme til gården ved at gå fra Cumhuriyet Caddesi og Gürcü Kapı. Tag dig god tid i Taşhan. Da karavanseraien også er et produktionssted, kan du støde på håndværkere, der arbejder med stenen under portikkene. Hvis du overvejer at købe en sten, skal du ikke tøve med at spørge håndværkeren om stenens oprindelse og om den har et registreringsmærke. Du kan selv mærke den silkebløde tekstur og den let årede overflade, som registreringsdokumentet beskriver. Hvis du vil se, hvor stenen kommer fra, kan du tage til Oltu. Ifølge den lokale guide ligger Oltu-slottet på en høj kli Priserne varierer meget afhængigt af stenens kvalitet, håndværket og udsmykningen, så tag dig god tid, før du træffer en beslutning. Ifølge registreringsdokumentet er Oltu-stenen ikke let at knække eller gå i stykker, og den er holdbar. For at bevare dens glans, bør du dog undgå at udsætte den for hårde overflader. Den lille sorte sten, du tager med dig fra Erzurum, vil være et minde om den lange rejse, der begyndte dybt inde i et bjerg og sluttede i en kunstners hænder.
Kilder:
- Türk Patent ve Marka Kurumu, Oltu Taşı geografisk mærke registreringsdokument (192), https://ci.turkpatent.gov.tr/Files/GeographicalSigns/192.pdf
- Erzurum İl Kültür ve Turizm Müdürlüğü, Erzurum turistguide, https://erzurum.ktb.gov.tr/Eklenti/149997,turizm-rehberi---trpdf.pdf?0=
- Oltu Kaymakamlığı, Oltu-sten, https://www.oltu.gov.tr/oltu-tasi
- Kültür Portalı, Rüstem Paşa Karavansarai (Taşhan), https://www.kulturportali.gov.tr/turkiye/erzurum/gezilecekyer/rustem-pasa-kervansarayi-tashan
- Anadolu Ajansı, Perler af Oltu-sten fremstillet af en kunstner fra Erzurum vækker interesse i udlandet, https://www.aa.com.tr/tr/yasam/erzurumlu-nakkasin-oltu-tasindan-isledigi-tespihler-yurt-disindan-da-ilgi-goruyor/2362529
- Küre Ansiklopedi, Oltu-sten, https://kureansiklopedi.com/tr/detay/oltu-tasi-fa320
- Wikipedia, Oltu-sten, https://tr.wikipedia.org/wiki/Oltu_ta%C5%9F%C4%B1
- Wikipedia, Oltu stone, https://en.wikipedia.org/wiki/Oltu_stone
Kommentarer
Skriv den første kommentar
