Flødeost, pølse, tyrkisk delight, Afyonkarahisars kulinariske traditioner.
Alle, der besøger Afyonkarahisar, husker først og fremmest byen for dens søde smag.
Log ind for at synes godt om og bedømme

Afyonkarahisar erindrer de fleste først og fremmest med sin smag. For nogle fremkalder byens navn billeder af et fort på en sort klippe eller varme kilder, men for mange er det en kasse med lokum eller en skive sucuk, der simrer på panden, der er den første forbindelse til byen. I denne artikel beskriver vi, baseret på oplysninger fra provinsens kultur- og turistministerium, kommunen og UNESCO, hvilken madkultur der findes i byen, og vi giver derefter forslag til, hvordan du kan opleve denne madkultur, når du besøger byen.
Afyonkarahisar ligger, hvor det centrale Anatolien møder Ege-regionen, og er en by, hvor veje krydser hinanden, der forbinder nord og vest med syd og øst. Provinsens kultur- og turistministeriums side om gastronomi fremhæver, at byens økonomi er baseret på landbrug og husdyrhold, og at dette er en afgørende faktor for madkulturen. Supper, kød- og grøntsagsretter, risretter, bagværk og desserter udgør kernen i denne madkultur, og brugen af lokale produkter beriger udvalget. Byen blev den 31. oktober 2019 optaget i UNESCO's netværk af kreative byer inden for gastronomi. UNESCO's side om byen viser også det økonomiske grundlag for denne beslutning. Ifølge siden er fødevareproduktionssektoren en af de største arbejdsgivere i regionen med over 800 virksomheder, og den udgør den næststørste økonomiske sektor, der står for 26 procent af byens eksport. Den samme tekst fremhæver også, at husdyrhold spiller en central rolle i økonomien, og at dette afspejles i, at charcuteriprodukter har en vigtig plads i byens madkultur. De to produkter, der fremhæves af UNESCO i forbindelse med Afyonkarahisar, er lokum og fløde. Listen over geografiske betegnelser fortæller den samme historie. Provinsens kultur- og turistministeriums side nævner Afyon-fløde, Afyon-pølse, Afyon-sucuk, fløde-ekmek kadayif, kartoffelbrød, kirsebær fra Çay-distriktet og Şuhut-kesk. Ifølge Wikipedia er "Afyon böreği" også en registreret vare, registreret af det tyrkiske patent- og varemærkekontor den 29. april 2021.
Fløde er i centrum for denne madkultur. Kommunens side om madkultur beskriver, at fløde kan fremstilles af både bøffel- og komælk, men at bøffel-fløde er mere populær, da den er mere velsmagende, hvidere og mere holdbar. Den kan spises alene, men bruges også i morgenmad med honning og syltetøj, og den tilsættes til frugtdesserter og ekmek kadayif. For at få et indtryk af, hvor udbredt fløde er i byen, er det nok at se på menuen ved festlige lejligheder; ifølge kommunens registre er der endda fløde i de retter, der serveres til nybagte Først koges en sirup af sukker, citronsaft og vand. Kadayıf (en slags filodej) lægges i en form og fugtes med lunkent vand, hvorefter overskydende vand drænes, og den lægges i ovnen. Mens den bages, hældes varm sirup over kadayıfen, og sirupen fordeles gentagne gange over kadayıfen med en ske, indtil den har absorberet al siruppen. Til sidst vendes den, lægges i en mindre form, og når den er afkølet, toppes den med flødeskum. Altså, det er den tålmodigt absorberede sirup, der bestemmer dessertenes tekstur; flødeskummet kommer først, oven på den afkølede dej. Flødeskumssukker og tyrkisk delight.
Historien om flødeskumssukker, som sælges ved byens togstation og langs vejene, går mere end hundrede år tilbage. Ifølge byens administration blev flødeskumssukker første gang produceret i 1901 af en slikmester i byen, og det blev hurtigt et af Afyons symboler. Fremstillingsprocessen beskrives også på samme side: en mørk sukkersirup piskes, indtil den bliver hvid, og derefter tilsættes flødeskum og vanilje, og det æltes sammen. Byens geografi spillede en afgørende rolle i udbredelsen af produktet til hele landet. Byens administration skriver, at Afyonkarahisars beliggenhed som et knudepunkt for både landeveje og jernbaner, samt det faktum, at tog passerede gennem byens station, og at rejsende, der rejste fra vest til syd og fra øst til nord, var nødt til at stoppe i byen, resulterede i et stort forbrug af flødeskumssukker hver dag. Selve tyrkisk delight er en ældre tradition. Den samme kilde fortæller, at navnet "tyrkisk delight" kommer fra et osmannisk udtryk, der betyder "lindrer halsen", og at det har været kendt i Anatolien siden det femtende århundrede og blev udbredt i hele imperiet i det syttende århundrede. Mens tyrkisk delight oprindeligt blev lavet med honning eller tahin og mel, har fremstillingsprocessen og smagen ændret sig med introduktionen af raffineret sukker og stivelse. Afyonkarahisar er en af de byer, hvor denne dessert produceres i stor stil, og flødeskumssukkeret kombinerer byens to berømte produkter i én mundfuld. Sucuk og pastırma.
Den vigtige rolle, som landbruget spiller i byens økonomi, afspejles i kødprodukterne. Byens administration fortæller, at sucuk, sammen med pastırma og kavurma, er kødprodukter, der har været forbrugt siden det centrale Asien, og at de er forbundet med Afyon-regionen. Grundlæggende i fremstillingen af sucuk er det at modne råt kød med salt og krydderier. Ifølge samme kilde er den mest egnede periode til fremstilling oktober og november, og sucuk fremstilles ofte af mindre stykker kød Kommunen understreger, at valnødder er en uundværlig ingrediens i dette køkken, og at de bruges i særdeleshed i bagværk. Valnøddepide, börek, åben pide og lagkage er nogle af de mest populære retter. I regionen dyrkes valnødder i tre farver: gul, hvid og sort; farveforskellen gør ingen forskel i brugen. Valnødder, der sås i oktober, kaldes "vinter"-valnødder, mens dem, der sås i marts og april, kaldes "sommer"-valnødder, og høsten begynder i slutningen af juni. Nødderne adskilles og bruges til at lave valnøddeolie og -pasta, eller de tilsættes direkte til dejen uden yderligere behandling. Bagværk er tæt forbundet med disse nødder. Ifølge kommunen er börek, åben pide, lagkage, surdejsbrød og kartoffelbrød de mest almindelige retter; de indeholder typisk ost, kartofler og hakket kød, ofte med linser som hovedingrediens. Fedtet i börek bidrager væsentligt til smagen, og margarine foretrækkes ikke i dette køkken. Også ingredienserne til kartoffelbrødet kommer fra regionens egne marker. Ifølge kommunens registre dyrkes gule kartofler i Şuhut og hvide kartofler i Sandıklı, og disse kartofler er eftertragtede i mange dele af landet.
**Festmåltider og "række"-måltider**
Det er utilstrækkeligt kun at beskrive Afyonkarahisars køkken med enkelte retter, da dette køkken er kendetegnet ved en bestemt måde at dække bord på. Ved særlige lejligheder dækkes lange borde, hvor mange mennesker spiser sammen, og dette kaldes et "række"-måltid. Kommunen og provinsdirektoratet fortæller, at ved forlovelser og bryllupper kan der være op til 15-20 personer ved bordet, og at der typisk serveres op til 15 forskellige retter, hvoraf fire er kødretter og fire er desserter. Kokkeassistenten arrangerer rækkefølgen, hvormed retterne serveres, og dette kaldes "madredning". Ved besøg, hvor man kysser hænder og giver brudgaver, kan antallet af retter nå op på 40. En af de mest kendte detaljer ved "række"-måltidet er slutningen. Ifølge kommunen er det typisk for Afyonkarahisar at servere sur grønkål til sidst, da det hjælper fordøjelsen. "Gezek"-sammenkomster, som har en vigtig plads i byens sociale liv, blev engang afholdt ved disse borde. "Gezek" er sammenkomster, der er kendetegnet ved en bestemt måde at samles på, samt samtaler, mad og regler. Provinsdirektoratet fortæller, at i 1930'erne og 1940'erne blev der slagtet kalkun ved "gezek"-sammenkomsterne, og den bagte kalkun blev dækket med filodej, hvilket gav retten navnet "duvaklı Kirsebær er et produkt med geografisk oprindelsesbetegnelse, og tidligere blev kirsebærkompot serveret som en del af traditionelle måltider. Hvordan genkender man denne ret i byen?
Den nemmeste måde at lære Afyonkarahisars køkken at kende er at starte dagen med "kaymak" (fløde). At smage "kaymak" med honning eller alene til morgenmad er en måde at opleve produktet, der bærer byens navn, i sin mest autentiske form. Til frokost kan du vælge mellem forskellige bagværk; "haşhaşlı bükme" (valnøddbrød) eller "ağzı açık" (åben) er et godt udgangspunkt for dem, der for første gang skal smage valnødder. Kultur- og turistdirektoratet anbefaler at besøge byens historiske "Uzun Çarşı" (langt marked) og "Bedesten" i Sandıklı for at finde lokale specialiteter. Mens du går gennem det historiske marked, vil du se butikker, der sælger "sucuk" (krydret pølse), "pastırma" (lufttørret oksekød) og "lokum" (tyrkisk delight). Det bedste tidspunkt at smage "sucuk" er sent på efteråret og om vinteren, da produktionen er mest intens i oktober og november. Gem "kaymaklı ekmek kadayıfı" (flødebagt filodej) til slutningen af måltidet, og vær opmærksom på, hvordan siruppen trænger ind i dejen. UNESCO's hjemmeside fortæller også, at der afholdes festivaler i byen, der er dedikeret til lokale smagsoplevelser. Da datoerne ændrer sig hvert år, bør du tjekke kommunens og direktoratets seneste meddelelser, før du tager afsted. Når du skal med hjem, skal du overveje kølekæden for "kaymaklı lokum" eller "sucuk"; flødeprodukter skal opbevares køligt. Et sidste tip: Prøv ikke at opleve hele køkkenet i et enkelt måltid. Afyonkarahisars bord er for dem, der ikke har travlt, og som sætter pris på langtidstilberedt kød, søde sager, der er tålmodigt gennemvædet i sirup, og retter, der serveres i rækkefølge. Efter at have besøgt citadellet og kigget ud over byens tage, vil et måltid på en restaurant være den perfekte afslutning på dagen.
Kilder:
- Afyonkarahisar Kultur- og turistdirektorat, "Gastronomi-byen Afyonkarahisar", https://afyon.ktb.gov.tr/TR-63518/gastronomi-sehri-afyonkarahisar.html
- Afyonkarahisar kommune, "Afyonkarahisars madkultur", https://www.afyon.bel.tr/afyonkarahisar/yemek-kulturu
- UNESCO Creative Cities Network, Afyonkarahisar, https://www.unesco.org/en/creative-cities/afyonkarahisar
- Kulturportalen, "Kaymaklı Ekmek Kadayıfı" (flødebagt filodej), https://www.kultur
Kommentarer
Skriv den første kommentar
