Gå til hovedindholdet
Radar Türkiye
Opdag begivenheder i appen
Åbn

At læse Safranbolu-huset: Liv, balkon og sommerhus.

For dem, der besøger Safranbolu for første gang, fremstår husene først og fremmest som et maleri. De hvide facader, de mørke trærammer, de røde tagrender og de øvre etager, der stikker ud mod gaden, udgør et samlet billede.

Radar TürkiyeRadar Türkiye25 Ekim 202615
Ingen bedømmelser endnu

Log ind for at synes godt om og bedømme

At læse Safranbolu-huset: Liv, balkon og sommerhus.

Når man for første gang besøger Safranbolu, virker det som om man står foran et maleri. De hvide facader, de mørke trærammer, de røde tagrender og de øvre etager, der stikker ud mod gaden, udgør et samlet billede. Men hvert hus er en registrering af en livsstil, der har udviklet sig over århundreder. Ifølge Safranbolu Turistinformationscenter findes der omkring 2000 traditionelle huse i byens centrum, som er bygget i det 18. og 19. århundrede samt i begyndelsen af det 20. århundrede, og omkring 800 af disse er underlagt lovlig beskyttelse. Denne tekst beskriver, hvad man skal kigge efter, når man står foran et af disse huse, hvilken rækkefølge man skal følge, når man træder ind, og hvad man skal lede efter i et museumshus.

**Forståelsen af et Safranbolu-hus begynder med dets placering.** Byen er historisk set opdelt i to områder. "Byen" er et vinteropholdssted, der ligger i to lavtliggende dale og omfatter fæstningen, markedet og kvarterne Akçasu, Gümüş, Musalla, Kalealtı og Tabakhane. Her er husene tæt på hinanden, og gaderne er smalle. "Vinmarkerne" ligger et par hundrede meter højere oppe, er mere udsatte for vind og har større arealer, og fungerede som sommeropholdssted. Ifølge Turistinformationscenteret havde næsten alle både et vinter- og et sommerhus, og familierne flyttede til deres sommerhuse, når vejret blev varmere, men produktionen og handlen på markedet fortsatte hele sommeren. En af de mest karakteristiske træk ved byen er respekt for naboerne. Ifølge Karabük Kultur- og Turismeafdeling er ingen af husene placeret, så de blokerer for udsigten til de andre, og alle husene er orienteret mod de mere centrale offentlige bygninger og monumenter. Facaderne er lukkede på den ene side, mens de er åbne på den anden. Man kan selv opleve denne orden ved at kigge ned fra fæstningsbakken eller Hıdırlık-bakken. Næsten hvert vindue har en udsigt. Selve gaden er også et arkitektonisk element. Vejene, der fører ned til pladsen, gårdene omkring monumenterne og selve pladsen er belagt med sten. Ifølge kilder reducerer denne belægning fugtigheden, modstår oversvømmelser og tillader træernes rødder at få vand. I hjørnehusenes vægge kan man se afskårne kanter og undertiden "fundamenter" kaldet "ayıbacağı". Disse er små, men omhyggelige løsninger, der tilpasser huset til gadeforløbet.

**Sten og træ:** Når man står foran et hus, bør man kigge opad. Ifølge en undersøgelse af 47 husplaner, udført af professor Dr. Nigan Bayazıt fra ITÜ (Istanbul Technical University), er de nederste etager bygget af stenvægge og følger ofte den ujævne grund. Disse etager er helt I nogle af de smalle og lange vinduer er der stadig trægitre, der kaldes "muşabak". Se også udhængene. De udhæng, der stikker ud mod gaden, er ikke kun dekorative. Bayazıt forklarer, at fordi grundene ikke har rette vinkler, stikker værelserne ud, hvilket giver dem en mere firkantet eller rektangulær form, samtidig med at der skabes udsigt i andre retninger. Hvis værelserne ikke stikker ud, så stikker gårdspladserne (eyvan) i stedet ud. Med andre ord er udhænget en kompromisløsning mellem en skæv grund og et regulært rum.

Man træder ind i husene gennem store, dobbelte døre. Det område i stueetagen, hvor døren åbner, kaldes "hayat", og hvis gulvet er belagt med sten, kaldes det "taşlık". Her findes også "gliste", som er gitterværk lavet af udskårne, lodrette brædder, der tillader lys og luft. Ifølge Karabük Provincial Directorate of Culture and Tourism placeres brændetræ i dette område, og "gliste" fungerer om sommeren som ventilation og om vinter som isolering mod kulde. Fra "hayat" går man ind i stalden. I stueetagen findes der også store ovne, skure og spisekamre. Kort sagt er stueetagen husets arbejdsområde. Her samles husdyr, brændsel, proviant og tunge køkkenopgaver. I et museumshus bør du lægge mærke til gulvet i "hayat", ovnens placering og det striber af lys, som "gliste" skaber. Det er her, du bedst forstår, hvor stor en del af husets liv, der foregår på dette delvist åbne, delvist lukkede område.

Sofa, gårdsplads (eyvan) og værelse.

Man kommer op til de øvre etager via trætrapper. Ifølge Turistinformationskontoret er det andet etage mere afdæmpet end de andre, og der er et køkken, der også kan bruges som soveværelse. Hverdagen foregår på mellemetagen, fordi det er nemmere at varme op om vinteren. Det tredje etage er husets mest udsøgte etage, med højere lofter. I midten af planen er der en "sofa". Ifølge Bayazıt kalder folk i Safranbolu "sofa" for en veranda. "Sofa" kan være udvendig, indvendig eller central. I huse med en central "sofa" er værelserne placeret på begge sider af "sofa". De rum, der ligger mellem værelserne og er en forlængelse af "sofa", kaldes "eyvan". Antallet af "eyvan" varierer fra én til fire. Tomme "eyvan" er ofte hævet med et par trin, og nogle gange adskilles de fra "sofa" med søjler, og der placeres en bænk foran vinduet. Bayazıt skriver, at "eyvan" er et sted, hvor kvinderne sidder og udfører huslige opgaver, snakker og hvor der er et hyggeligt opholdsrum med puder og tæpper. I de mest udsmykkede huse er "sofa Bryllupsgaven til sønnen var ikke et nyt hus, men bruden kom til det eksisterende hjem. Hver familieenhed havde sit eget rum, hvor de opfyldte alle deres behov. Det mest prestigefylde rum i huset var "başoda" (stuen). Bayazıt beskriver, hvordan lofterne i dette rum og den tilhørende sofa var omhyggeligt dekoreret. I nogle huse var væggene i "başoda" prydet med billeder og mønstre, og sofaen havde et udsmykket loft, der lignede en omvendt båd. Når du besøger et museumshus, skal du huske at kigge op og beundre loftet. De dekorerede trælofter fortæller stille om husets ejers smag og status. Pejs, grill og lampe.

I disse huse blev opvarmningen sikret med en pejs. Kulene fra pejsen blev flyttet til en grill og derefter til de forskellige rum. Turistinformationskontoret forklarer, at det var svært at bevare varmen i et træhus, og derfor var det vigtigere at varme menneskerne end selve rummet. Ifølge Karabük Provincial Kultur- og Turistdirektorat kom pejsen først til regionen i slutningen af det 19. århundrede og begyndelsen af det 20. århundrede. Til belysning blev der brugt lamper, der brændte med petroleum, og senere mere luksuriøse lamper. Elektricitet blev først udbredt i forbindelse med etableringen af stålfabrikker i 1937. Værelser med bassin.

Det mest overraskende rum i et Safranbolu-hus er værelset med et bassin. Doç. Dr. A. Esra Bölükbaşı Ertürk fra Karabük Universitet beskriver i sin artikel i magasinet "Erdem", at byen fik sit vand fra kilder som Bulak og Hızar, samt fra floder, og at den store vandmængde førte til en diversificering af vandstrukturer. I nogle huse var bassinet et separat rum ved indgangen, mens det i andre var placeret i midten af sofaen på første sal, og værelserne åbnede op til dette bassin. I eksemplerne i artiklen er bassinerne omgivet af bænke fra tre sider. I nogle af dem løb vandet fra en kanal med en dragehovedformet kurve. Ertürk påpeger flere funktioner af bassinet. Vandet gav rummet en kølig atmosfære, det hjalp med at bevare fødevarer, og det fungerede som en brandreservoir i en træbygning. Lyden af vandet gjorde det også sværere at høre samtaler udefra. I nogle haver i Bağlar var bassinrummet bygget som en lille pavillon, adskilt fra huset og med udsigt over landskabet. Der var et bassin i midten, omgivet af bænke, et kaffeområde og et skab ved siden af indgangen. Disse strukturer, der lokalt kaldes "bassin-salongpavilloner", er i dag stort set ikke i brug, og mange af dem er i forfald, ifølge kilder. Hvorfor er et sommerhus anderledes?

Et sommerhus og et vinterhus taler det samme sprog, men bruger forskellige sætninger Dette er et hus, der menes at være bygget i begyndelsen af århundredet, og som tilhørte Hacı Mehmet Efendi, der var kommandant for kasernen i Safranbolu. Huset er opkaldt efter den titel, som kommandanten blev tildelt, nemlig "Oberst". I 1979 blev huset nationaliseret og restaureret af Kulturministeriet. I 1981 blev det åbnet som et uddannelsescenter, og i dag fungerer det som et museum. Når du besøger huset, bør du følge denne rækkefølge: Først skal du se på husets facade og udhæng fra gaden. Derefter skal du finde brændeovnen og kedlen indeni. Gå op ad trappen til den øvre etage, sæt dig på en bænk i en af de overdækkede terrasser og nyd udsigten fra vinduet. Til sidst skal du se op på loftet i hovedrummet. Da besøgstiderne kan variere, anbefales det at tjekke de aktuelle oplysninger på Safranbolu kommunes hjemmeside, før du besøger huset. De fleste huse i området er privatejede og beboede. Vær venlig at respektere privatlivet, når du tager billeder, og undgå at fotografere ind i vinduer eller gårde. Safranbolu blev i 1994 optaget på UNESCOs verdensarvsliste som nummer 614, ifølge Kulturarvs- og Museer Direktoratet. Grunden til optagelsen var ikke de enkelte huse, men den sammenhængende bystruktur, som de skaber. Når du lærer at forstå et hus, begynder du også at forstå resten af byen.

Kilder:

Kommentarer

0/1000

Skriv den første kommentar