Gå til hovedindholdet
Radar Türkiye
Opdag begivenheder i appen
Åbn
Radar Türkiye

Skoven i vandet: Iğneada-skoven.

I den nordøstlige del af Kırklareli, kun få skridt fra den bulgarske grænse, ligger en skov, hvor jorden om vinteren er dækket af vand.

Radar TürkiyeRadar Türkiye25 Ekim 2026
Ingen bedømmelser endnu

Log ind for at synes godt om og bedømme

Skoven i vandet: Iğneada-skoven.

I den nordøstlige del af Kırklareli, kun få skridt fra den bulgarske grænse, findes en skov, der om vinteren er dækket af vand. Dette økosystem, der på det lokale sprog kaldes "longoz" og i videnskabeligt sprog "subasar skov", strækker sig langs begge sider af İğneada og har været beskyttet som nationalpark siden 2007. Kırklareli's provinsadministration understreger, at denne type skov er meget sjælden i verden. Denne tekst beskriver, hvordan longoz-skoven er opstået, hvilke træer den består af, hvordan søer og sanddyner passer ind i dette miljø, hvilke fugle og dyr der lever her, dens historie og hvordan man kan besøge området. Hvad betyder "longoz"?

Kırklareli's provinsadministration definerer longoz som et skovområde, der er dækket af vand i løbet af vinteren og foråret, når nedbøren er høj. Provinsadministrationens side om naturturisme beskriver disse skove som træer, hvor rødderne er i jorden, stammen er i vandet og grenene strækker sig mod himlen. Kort sagt er det et miljø, hvor en sø og en skov eksisterer på samme sted, og skifter mellem de to tilstande afhængigt af årstiden. Ifølge Kırklareli's statistikårbog er disse "subasar"-skove fuldstændigt dækket af vand om vinteren og foråret, mens vandstanden falder delvist om sommeren og efteråret, men grundvandet forbliver højt. Jorden er rig på organisk materiale og er sur. Klatreplanter, der klamrer sig til træerne, giver skoven et udseende, der minder om tropiske skove. Vandet, der danner skoven.

Kilden til dette vand er Istranca-bjergene, også kendt som Yıldız Dağları. Årbogen nævner, at longoz er dannet af aflejringer fra floder, der løber fra bjergene til Sortehavet, og at området er oversvømmet i løbet af året. Provinsadministrationens side om naturturisme nævner de floder, der fører vand til longoz: Böğürtlen, Paspala, Şahin, Efendi, Çavuşköprü, Madra, Bulanık og Yavuz, samt vand fra undergrunden. Ifølge årbogen dækker den tyrkiske side af Istranca-bjergene et område på 197.000 hektar, og det højeste punkt er Mahya Dağı med en højde på 1031 meter. De løvskove, der findes på bjergernes skråninger mod Sortehavet, begynder ved kysten og stiger op til 1000 meter. Longoz er den laveste og mest fugtige del af denne fugtige skovzone. Årbogen nævner også, at Istranca-bjergene er en af de fem vigtigste områder i Centraleuropa og Østeuropa, når det gælder beskyttelse af Europas naturlige arv. Ifølge den samme kilde findes den eneste fyrreskov i Thrakien vest for Kastros-bugten, og Saka-sø Provinsen beskriver, at der findes 671 plantearter samt 637 dyrearter bestående af fugle, insekter, krybdyr, fisk og pattedyr i de løvskove. Nærlilierne, der blomstrer på vandoverfladen om foråret, er særligt fremhævet på provinsens hjemmeside.

Der er fem søer i nationalparkområdet, og hver af dem har en unik rolle i økosystemet. Ifølge Wikipedia er arealerne for Erikli 43 hektar, for Mert 266 hektar, for Hamam 19 hektar, for Pedina 10 hektar og for Saka 5 hektar. Ifølge statistikbogen er Hamam og Pedina søer, der ligger inde i skoven, mens Erikli, Mert og Saka er lagunesøer, der på bestemte tidspunkter af året forbindes med havet. Erikli-søen adskilles fra havet i de tørre sommermåneder, mens Mert-søen er dannet der, hvor Çavuşdere-floden når havet. Denne åbne og lukkede forbindelse mellem lagunerne er af stor betydning for fisk, der migrerer mellem havet og ferskvand for at yngle, fodre sig eller søge beskyttelse. Provinsens hjemmeside nævner også, at nationalparken består af to områder: et i syd, der omfatter Saka-, Deniz-, Hamam-, Pedina- og Mert-søerne samt de omkringliggende sumpområder, og et i nord, der omfatter Erikli-søen og de omkringliggende løvskove.

Mellem søerne og sumpområderne og havet strækker der sig, ifølge statistikbogen, en sandklitstrækning, der er cirka 10 kilometer lang. Ifølge Wikipedia kan disse sandklitter lokalt nå en bredde på 50-60 meter, og de deler bebyggelsen i İğneada i to. I sandklitterne findes planter, der er karakteristiske for den sydvestlige del af Sortehavet og er beskyttet i henhold til internationale aftaler. Ifølge statistikbogen er vegetationen langs kysten, i de forreste sandklitter og i de faste sandklitter i fremragende stand. Sandklitterne fungerer som en barriere, der adskiller det ferskvandsekosystem fra det salte hav, og derfor påvirker det hele økosystemet, hvis man kører på stranden eller tramper i sandklitterne.

Området ligger på en vigtig rute for trækfugle.

En feltundersøgelse, som Mustafa Kaya udførte i İğneada-løvskoven og det omkringliggende område mellem oktober 2011 og september 2014, registrerede 227 fuglearter fra 52 familier i løbet af 27 dages observation. Af disse var 75 hjemmehørende, 78 sommergæster, 54 vintergæster, og det blev fastslået, at 122 arter yngler i området. Kaya understreger, at området ligger på en rute, som trækfugle bruger, når de migrerer fra nord til syd og omvendt, og at søerne og de omkringliggende sumpområder fungerer som Samme paragraf nævner, at ferske vandarter som hav, ørred og sølvfisk lever i ferskvand, mens sild, fladfisk, makrel, rødspætte og lange kan ses i havet om vinteren, henholdsvis sommeren. Vejen til beskyttelsesstatus var lang.

Det nuværende nationalparkområde blev ikke etableret på én gang. Ifølge Kaya's artikel er området på listen over vigtige fugleområder; en stor del blev i 1978 udpeget som et 5399 hektar stort vildtreservat, mens den sydlige del på 1345 hektar blev et naturområde i 1988. I 1990 og 1991 blev hele området udpeget som et beskyttet område i to faser. Disse områder med forskellige beskyttelsesstatusser blev i 2007 samlet i en nationalpark på 3155 hektar. Ifølge guvernørens beslutning blev dette offentliggjort i Rigstidende den 13. november 2007, og området blev landets 39. nationalpark. Kaya påpeger, at området har et sårbart økosystem, og at udvidelsen af bebyggelse til skoven og kysten, affald og køretøjer, der kører i sandklitterne, er blandt de største trusler. Forslag til løsninger omfatter forbud eller regulering af jagt i sumpområderne og de omkringliggende vådområder, kontrol af landbrug på arealer i skoven og forhindring af adgang for køretøjer til sandklitterne mellem søerne Mert og Bulanık Dere. Ifølge den tyrkiske Wikipedia kommer byens navn fra İne Bey, som knytter området til det tyrkiske land, og navnet udviklede sig over tid til İğneada. Ifølge statistiske årbøger findes der udover denne nationalpark også et naturområde, en naturpark, 16 beskyttede naturområder, 28 monumentale træer og 25 registrerede huler inden for provinsens grænser. Årbogen opregner også de omkringliggende sumpområder omkring søerne Erikli og Mert som henholdsvis et område med streng beskyttelse, et område med naturlig beskyttelse og et område med kontrolleret brug.

At udforske sumpområdet

Ifølge guvernøren ligger İğneada 27 kilometer fra Demirköy, 97 kilometer fra centrum af Kırklareli og 237 kilometer fra Istanbul. Det første stop på turen bør være Nationalparkens administrations- og besøgscenter ved indgangen til byen. Ifølge den statistiske årbog kan man her se live-billeder af vådområderne, studere udstoppede dyr og en model af området, få brochurer og få information fra personalet. Den samme kilde nævner også, at man kan vandre, observere naturen og tage billeder på stierne i området, helst i grupper. Hvis man virkelig ønsker at opleve sumpområdet fra vandet, er slutningen af vinteren og foråret de bedste tidspunkter; om sommeren trækker vandet sig tilbage, hvilket gør det lettere at gå i skoven, og søbredderne er ideelle til Kilder:

Kommentarer

0/1000

Skriv den første kommentar