Gå til hovedindholdet
Radar Türkiye
Opdag begivenheder i appen
Åbn
Radar Türkiye

Çanakkale-keramik: Fra dekorerede tallerkener til vaser med hestehoveder.

Når man besøger Çanakkale, forklarer mange ofte byens navn ved at referere til fæstningerne ved strædet. Men faktisk har den anden del af navnet noget at gøre med jorden.

Radar TürkiyeRadar Türkiye4 Kasım 2026
Ingen bedømmelser endnu

Log ind for at synes godt om og bedømme

Çanakkale-keramik: Fra dekorerede tallerkener til vaser med hestehoveder.

Her besøgende til Çanakkale forklarer ofte byens navn i forbindelse med fæstningerne ved Bosporus. Men byens navn har faktisk en anden oprindelse, der relaterer sig til jorden. Ifølge en artikel af Serap Işıkhan fra Dokuz Eylül Universitet, blev byen oprindeligt kendt som Kale-i Sultaniye, men begyndte gradvist at blive kaldt Çanakkale, både på grund af produktionen af keramik og på grund af fæstningen. Denne artikel følger sporene af den pågældende keramik. Den undersøger først, hvordan produktionen blev genoplivet, derefter ser den på leret, glaseringen og dekorationerne, og til sidst giver den forslag til, hvor man kan se disse keramiske genstande i dag, og hvordan man kan forstå denne arv i byen.

**Værksteder med byens navn**

Ifølge en artikel af Belgin Demirsar Arlı og Şennur Kaya fra Istanbul Universitet, var det osmanniske keramik kunst baseret på tre store centre: İznik, Kütahya og Çanakkale. Forfatterne hævder, at det, der adskiller Çanakkale fra de to andre, er en enkel, folkelig tilgang, der ses i teknikken, formen og dekorationerne. Den samme artikel beskriver, at keramikproduktionen i regionen går tilbage til antikken og fortsatte i romersk og byzantinsk tid. Værkstederne, der blev etableret i beylik-perioden, kunne ikke konkurrere med İznik og blev lukket. Produktionen blev genoptaget fra slutningen af det 17. århundrede. En registrering på Çanakkale Provincial Kultur- og Turisme Direktorats "Kultur Portal" bekræfter, at undersøgelser har dateret Çanakkales keramik tilbage til det 17. århundrede. Fordi byen var en havn, blev disse kar også transporteret til andre steder i Anatolien via handel. Işıkhan nævner, at den engelske rejsende Richard Pococke, der besøgte byen i 1740, sammenlignede den lokale keramik med "Delftware" fra Holland, og at befolkningen levede af handel med silke, sejl og keramik. I anden halvdel af det 19. århundrede var keramik den vigtigste indtægtskilde for byen. Ifølge den samme artikel bemærkede Şemseddin Sami, at der i denne periode var tolv værksteder i Çanakkale, der var store nok til at blive betragtet som fabrikker. Salget strakte sig til Cypern, Grækenland og Rumænien. I 1890 blev der solgt mere end 1,5 millioner kar, og i 1899 blev der alene solgt 1.431.566 stykker til udlandet, hvoraf Egypten købte 389.750.

**Ler, grundlak og glasur**

Farven på disse kar blev i første omgang bestemt af leret. Ifølge de oplysninger, som Işıkhan har samlet, hentede håndværkerne primært ler, farve og glasur fra lokalområdet. I Eceabat-området på Gelibolu-halvøen blev der udvundet en gulbrun ler, men da halvøen er Grundfarven ændrer beholderens farve og skaber et rent grundlag for mønsteret. Håndværkerne påførte grundfarven ved at dyppe beholderen i den eller ved at hælde den over. Når forskellige farver af grundfarve blev hældt oven på den våde grundfarve, opstod der naturligt bølgende mønstre. I beholdere i dyreformer blev dette grundfarvelag undertiden skrabet for at skabe detaljer som fjer eller skæl. I et eksempel, som Işıkhan nævner, var skallen på en skildpaddeformet kasse skrabt, så den lignede fiskeskæl. I teknikken, der kaldes "ebru" eller "alaca", blev farvede grundfarver i striber påført den roterende beholder, så de kunne flyde ud. Før plastikbeholdere blev almindelige, var disse "alaca"-tallerkener og -skåle almindelige i hverdagsbrug. Den mest anvendte farve i glaseringen var grøn, brun og gul. Kulturportalen nævner, at de vigtigste farver udover hvid grundfarve var mørkebrun, "Çanakkale"-grøn og "Çanakkale"-gul. Ifølge Işıkhan brugte de gamle håndværkere fire typer glasering. Disse var blyholdige glaseringer, borholdige glaseringer, dækkende hvide glaseringer og transparente farvede glaseringer. For at opnå grøn farve blev malakit brugt, for nogle nuancer blev kobberpulver fra kobbersmedene i Biga brugt, og for andre blev skaller fra jernstænger, der var blevet oxideret i ovnen, brugt. I 1960'erne, da bly blev dyrt og lerforbruget faldt, begyndte værkstederne at bruge borax i stedet for bly. Borax gav en glansfuld overflade, men den flagede, når den blev udsat for fugt.

Hvor blev mønstrene lavet?

I mange beholdere fra anden halvdel af det 19. århundrede kan man se, at mønstrene er malet oven på glaseringen. I den forbindelse nævner Işıkhan en interessant observation fra keramiker og akademiker Erdinç Bakla. Ifølge Bakla forlod de fleste beholdere værkstedet uden mønstre, og mønstrene blev malet i hånden med oliebaseret maling i omkring tyve butikker på pladsen ved klokketårnet. Derfor blev disse mønstre med tiden tørre og flagede. Når du går forbi klokketårnet, kan du huske denne information, og det vil give dig et indtryk af, at byens marked engang var et keramikmarked. I ældre eksempler er mønstret under glaseringen. Işıkhan skriver, at beholdere fra det 18. og første halvdel af det 19. århundrede viser en avanceret kunstnerisk vision med stiliserede og imponerende kompositioner. De mest dygtige mønstre findes i de mange skålformede beholdere. På en cremefarvet grundfarve er der malet mønstre i brun, lilla, orange, gul og blå, ofte med et enkelt penselstrøg. Disse møn Kroppene blev ofte dekoreret med teknikken, der kaldes "barbotin", hvor der blev påført udskæringer, blomster og rosetter. Kubler, skåle med låg, sukkerdåser, vaser og grill blev også fremstillet i disse værksteder. Efter midten af det 19. århundrede blev der produceret flere og flere beholdere i dyreformer. Arlı og Kaya beskriver, hvordan beholdere i form af løver, heste, kameler, bjørne og endda kænguruer blev brugt, enten som pynt, kasser eller sukkerdåser. Proportionerne i disse beholdere var bevidst forvrængede. Forfatterne tilskriver dette enten til håndværkernes hurtige og praktiske arbejde, eller til et ønske om at skabe en humoristisk effekt. I vandbeholdere i form af en knælende kamel var kroppen stor, mens benene var uforholdsmæssigt korte. En af de mest slående ideer i artiklen er, at disse former kan være en fortsættelse af en meget gammel tradition. Forfatterne nævner, at en slangeudsmykket beholder med to håndtag, der blev fremstillet i Çanakkale i det 19. århundrede, på bemærkelsesværdig vis ligner en beholder, der blev fundet i den antikke by Assos. Beholdere med fugleformet tud, beholdere med ringformet krop og spædekopper med dyrehoveder er også kendt fra udgravninger i Anatolien. Et eksempel er en beholder fundet i Kültepe, nær Kayseri, med en spædekop i dyreform. Ifølge forfatterne kan denne kontinuitet forklares med, at produktionen blev overført fra mester til lærling, uafhængigt af den officielle kunst.

Hvorfor lukkede værkstederne?

Fra begyndelsen af det 20. århundrede begyndte værkstederne at forsvinde én efter én. Işıkhan nævner flere årsager til dette. Efterspørgslen på billige plastikbeholdere steg, og værkstederne, hvor både tyrkere, grækere og armeniere arbejdede, havde svært ved at betale lønningerne. Arlı og Kaya påpeger også, at håndværkere, der emigrerede i slutningen af det 19. århundrede og i begyndelsen af det 20. århundrede, bragte denne tradition til nogle af de græske øer, hvor den fortsatte. Det sidste værksted i byen, der holdt stand, måtte i omkring 1965 flytte uden for byen, fordi det producerede for meget røg. Værkstedernes kunder forsvandt også, og dermed lukkede de. Websiden for Çan-distriktet på Kulturportalen skriver også, at der var et fald i kvaliteten af Çanakkale-keramik i det 19. og tidlige 20. århundrede, men at samlere og museer fortsat var interesserede.

At genskabe traditionen i dag

Akademisk forskning fortsætter for at bevare traditionen. Işıkhans artikel beskriver resultaterne af et projekt, der blev gennemført ved Dokuz Eylül Forfatterne nævner desuden, at disse former findes i maleren Feyhaman Durans stillebens, og at moderne tyrkiske keramikere genfortolker vaser med hestehoveder og beholdere med runde kroppe i deres værker.

Hvor kan man se disse keramikker?

Historiske eksempler på Çanakkale-keramik er i dag spredt i forskellige samlinger i forskellige byer. Forfatterne skriver, at en af disse samlinger, der afspejler keramikkenes historiske udvikling, findes på Suna og İnan Kıraç-museet i Antalya Kaleiçi. Eksemplerne i artiklen af Arlı og Kaya stammer også fra samlingen på Istanbul Universitetets Feyhaman Duran Kultur- og Kunstcenter, fra Çinili Köşk-museet i Istanbul og fra Etnografisk Museum i Ankara. Hvis du besøger et af disse museer, skal du huske at kigge efter vaser med hestehoveder, dekorerede tallerkener og beholdere i dyreform. Fotografiet på forsiden viser Çanakkale-keramik, der udstilles på Benaki-museet i Athen.

Her er nogle forslag til, hvor du kan opleve denne arv i Çanakkale: Når du går rundt i centrum af byen omkring klokketårnet, kan du forestille dig, at der tidligere lå gamle butikker her. Hvis du ser en vase med heste- eller andehoved i en keramikbutik, skal du være opmærksom på, om den er lavet af rød ler, om glasuren er påført ved at dryppe den, og om dekorationen er under eller over glasuren. At kigge på bunden af vasen viser ofte farven på leret. Du kan få oplysninger om aktuelle værksteder og udstillinger fra Kultur- og Turismeafdelingen i provinsen og fra universitetets forskningscenter. Når du betragter en vase, vil du måske huske, at den er lavet ved Bosporus' bredder, af ler fra området og med en viden, der er blevet videregivet fra mester til lærling. På den måde vil du måske også forstå, hvorfor byens navn begynder med "çanak" (som betyder skål eller beholder).

Kilder:

Kommentarer

0/1000

Skriv den første kommentar