Guider til kultur og kunst, anbefalede begivenheder og historier fra byen.
Akarçay er en flod, der ikke når havet. Den springer ud i de høje områder vest for Afyonkarahisar, løber gennem byens centrum, vender mod øst, krydser en stor slette og ender sin rejse i Eber-søen mellem Bolvadin og Çay.
Alle, der besøger Afyonkarahisar, husker først og fremmest byen for dens søde smag.
En person, der kun kender Adana for dens kebab, varme og brede gader, vil opleve en helt anden by, når de går blot et par skridt op fra den vestlige ende af Taşköprü.
Fra Adana og nordpå, i retning mod Pozantı, ser man et punkt, hvor Toros-bjergene stiger op som en mur.
I Adana er mad mere end bare et måltid; det er en vane, der sætter rytmen for dagen.
Når man vandrer i Kappadokiens dale, vil man helt sikkert støde på de små huller, der er udskåret i skråningerne, og de røde og hvide striber, der er malet omkring nogle af dem. Det er ikke vinduer til huse, men indgange til duvehuse.
Kızılırmak, Tyrkiets længste flod, deler byen Avanos i to, fra øst til vest. Både byens navn og det håndværk, som befolkningen lever af, er forbundet med denne flod.
Alle, der besøger Kappadokien for første gang, stiller det samme spørgsmål: Hvordan er disse "stensopper" blevet dannet – disse slanke søjler med en mørk top? Svaret ligger ikke i én enkelt begivenhed, men i to forskellige historier, der strækker sig over millioner af år.
Sakarya-floden og Sakarya-provinsen deler det samme navn, og det er ikke tilfældigt. Floden springer ud nær Çifteler-distriktet i Eskişehir, danner en stor bue i det centrale Anatolien og vender derefter nordpå for at nå Sortehavet.
For en person, der ankommer til Sakarya fra Istanbul, er det ofte det første man oplever, et rigt bord med mad. Provinsen ligger, hvor de flade og frugtbare sletter, der bliver næret af de sedimenter, som Sakarya-floden transporterer, mødes med skovklædte højland og kysten af Sortehavet.
Mens du står foran et udstillingsvindue i Eskişehir og betragter et udskåret billede af en vinhøst på en kridhvid sten, ser du faktisk et materiale, som ikke findes i denne kvalitet nogen andre steder i verden.
Eskişehir er en af de få byer i Tyrkiet, hvor man kan ankomme med tog og udforske den til fods.
Ankaras vinter er en ægte vinter. Ifølge målinger foretaget af Det Tyrkiske Meteorologiske Institut siden 1927, er den gennemsnitlige temperatur i januar i byen lige over nul grader, mens den gennemsnitlige laveste temperatur er under nul grader.
En af de faktorer, der bidrog til at Ankara blev en hovedstad, var jernbanen. Da jernbanelinjen fra Istanbul nåede byen i slutningen af 1892, var Ankara en anatolisk by, der primært handlede med uld og korn.
Ankaras gennemsnitlige højde er 938 meter, og byen er beliggende i et område med bakker og skråninger, snarere end i en flad slette. Derfor er den nemmeste måde at få et indtryk af byen at klatre op på en af bakkerne og se ned.
En person, der bor i Ankara, passer ofte forbi flere gravhøje hver dag, og de fleste gange er de ikke klar over det.
Vi er vant til at tænke på Ankara som en by, der enten er forbundet til havet eller en stor flod, men byen er faktisk grundlagt i et fladt område, hvor vandløb mødes.
Ankara, der er beliggende midt i stepperne, er en hovedstad, og det meste af byens grønne områder og vand er blevet skabt senere gennem planlægning og hårdt arbejde.
Bornova er for mange indbyggere i Izmir kendt som den østlige endestation af metroen, et område med mange studerende og en vej, der fører til hospitalet.
Izmirs historie bliver ofte fortalt gennem byerne Smyrna, Efes og Bergama. Denne tekst kigger på perioden før og omkring disse store navne.
Når man tænker på Urla, kommer man ofte i tanke om moler, vinmarker og Klazomenai. Men i de indre områder af distriktet, mellem oliventræerne og fyrreskoven, findes der to landsbyer, der har skabt deres egen kultur med deres egne hænder.
Man behøver ikke at rejse langt for at tage på vandretur i Izmir.
Mange kender Izmir for Kordons grønne områder og bugtens blå farver. Men for dem, der bor i byen, er det ofte lidt længere inde fra kysten, i de områder hvor folk faktisk bor, at de finder ro og afslapning i weekenden.
Vejen fra Istanbul mod vest, til Edirne og Balkanerne, har i århundreder stået over for det samme problem.
