Fra Kızılırmak-flodens ler til keramik: Avanos-keramikken.

Avanos, Tyrkiets længste flod, Kızılırmak, deler byen fra øst til vest. Byens navn og det håndværk, der giver folk her til livets ophold, er begge forbundet med denne flod. Ifølge Avanos kommune mener mange historikere, at navnet "Avanos" stammer fra det seldsjukke periode og er relateret til ordet "evani", som betyder "beholder, kar, køkkenudstyr". Navnet kan derfor læses som "byen, der fremstiller keramik". Denne artikel beskriver, hvor keramikken i Avanos kommer fra, hvordan leret forvandles til mudder, og hvordan mudderet bliver til kar. Vi nævner ikke navnene på værkstederne; når du går rundt i byens gader, vil du støde på et værksted på næsten hvert hjørne. Et håndværk fra neolitikum til i dag.

Fremstillingen af lerkar i Avanos er ikke blot en tradition, der har eksisteret i et par generationer. Et registreringsdokument fra det tyrkiske patent- og varemærkekontor bekræfter, at keramikfremstilling har eksisteret i området siden neolitikum og har spredt sig i området omkring Avanos. Ifølge dokumentet blev leret sandsynligvis udvundet fra de samme bjerge omkring Avanos og fra den gamle flodseng af Kızılırmak allerede i den tidlige bronzealder. De første kar blev formet ved at vikle og dreje leret og blev brændt i åben ild. Fremstillingen blev revolutioneret, da drejeskiven blev opfundet i slutningen af bronzealderen. Under udgravningerne i Topaklı Höyük, i Topaklı-området i Avanos, blev der fundet keramikfragmenter i 24 forskellige lag, der spænder fra bronzealderen til byzantinsk tid. Kommunen oplyser, at disse udgravninger blev udført af et italiensk team i 1967. Kort sagt, den drejeskive, der bruges i dag, er en fortsættelse af en tradition, der går tusindvis af år tilbage. Kar på vej til Adana.

Ikke kun fremstillingen, men også salget af keramikken er en del af byens historie. Registreringsdokumentet beskriver, hvordan keramikken, der blev fremstillet i Avanos, blev pakket i sække og lastet på æsler, hvorefter den blev transporteret til markederne i de omkringliggende provinser og distrikter. Denne salgsform fortsatte i en periode under det osmanniske rige og i de tidlige år af republikken. Det er kendt, at mænd fra Avanos rejste i lange karavaner til Adana for at sælge keramik, potter og tæpper. Salget foregik ofte ved byttehandel, hvor køberen gav en mængde bulgur, ris, salt eller ost svarende til mængden af keramik. Æsler blev ikke brugt på disse rejser, da de er sky dyr. Det fortælles, at vejene, der forbinder Avanos med de omkringliggende byer, med tiden blev fyldt med knuste kar, da nogle blev tabt under transporten. Kızılırmaks hemmelighed.

Det, der adskiller keramikken fra Avanos fra andre I Gedik er jorden rød og blå, i Burabayır primært rød, i Cinderesi rød og blå, og i Kızılöz er jorden rød. Flodens navn er også relateret til denne farve. Ifølge Wikipedia-artiklen om Avanos, var området tidligere kendt for sin røde farve på grund af de vulkaniske og lerholdige jordarter, men denne egenskab er i stor grad forsvundet efter anlæggelsen af dæmninger. Fra jord til ler:

Produktionen begynder med, at den passende jord bringes til et værksted, der kaldes "işlik". Afhængigt af det, der skal fremstilles, blandes forskellige typer jord i forskellige proportioner. Dette trin kaldes "harmanlama" (blanding). Store partikler knuses med en hammer og finmales, hvorefter jorden sigtes. Den manuelle blanding kaldes i området "çamur çıkartmak" (fremstilling af ler), og der tilsættes cirka en tiendedel vand til leret. Det pressede ler hviler i en dag. Hvis denne hvileperiode udelades, vil leret revne, da vand og mineraler kun fordeles jævnt i leret, når det hviler. Det hvilende ler æltes i hånden og skal formes samme dag, ellers begynder det at størkne. Foddrevet drejeskive:

Formningen foregår på en drejeskive, der i Avanos kaldes "çıkrık". Ifølge Wikipedia beskrives det, hvordan leret dygtigt formes på denne drejeskive, der drives af fødderne. Der monteres forme på drejeskiven, afhængigt af størrelsen på det, der skal fremstilles. Der findes tre typer forme: en bundform, en flad form og en "ulak"-form uden bund. Til beholdere, der kan fremstilles i ét trin, er bund- og fladform tilstrækkelige. Ved store beholdere, der fremstilles i to trin, anvendes også "ulak"-formen. Ved siden af håndværkeren står en lille vandspand, og håndværkeren fugter leret med et stykke filt for at forhindre, at det tørrer ud. Hvis leret ikke placeres korrekt i midten, vil det vakle og ikke få den ønskede form. Når den grove form er færdig, går man videre til det finere arbejde. Inden leret tørrer, males overfladen. Når overfladen har opnået en læderagtig hårdhed, poleres den. Dette kaldes "perdahlama". Ifølge Wikipedia tørres beholdere først i solen og derefter i skyggen. Indersiden af den traditionelle ovn:

Det sidste trin er brænding. I dag anvendes også gas- og elovne, men i Avanos er de traditionelle ovne, der opvarmes med faste brændstoffer som træ, træspåner og halm, stadig meget udbredte. Ifølge registreringsdokumentet har næsten hvert værksted sin egen ovn. Disse ovne er opdelt i to sektioner. Den øverste sektion, hvor produkterne placeres, kaldes "koyacak" eller "kayacak", mens den nederste sektion, hvor ilden brænder og som delvist er under jorden, kaldes "ocak". De to Artiklen, som er blevet publiceret i tidsskriftet for Fakultetet for Fine Arts ved Ankara Universitet i 2022 af Serap Ünal og Erdem Aybar fra Süleyman Demirel Universitet, beskriver i detaljer denne struktur, der i regionen kaldes "sort ovn". Ovnen har en rektangulær prismatisk form, og der bruges "steril sten" i dens konstruktion. Den nederste del, hvor ilden brænder, kaldes "helvede", og øverst er der et afsnit kaldet "tagryggen", hvorfra man kan observere ovnen. Før ovnen antændes, røges og opvarmes den med træspåner. Ilden, der er forstærket med træspåner, brænder i ovnen i fire til otte timer. Udbruddet af "gnister", der kaldes "cıngı", indikerer, at tilberedningen er færdig. Derefter afkøles ovnen, og produkterne fjernes gradvist. Sort keramik, røgfarvning.

Samme artikel præsenterer Avanos som et centrum, hvor en sjælden tilberedningsmetode inden for anatolsk keramik stadig praktiseres. Ved denne metode, der kaldes røgfarvning, placeres keramikken i en dåse sammen med kul, træspåner og træ. Dåsens åbning lukkes med en sten. Dåsen placeres sammen med andre produkter i den sorte ovn. I dette miljø med lav iltindhold bliver keramikken sort indefra og ud. Under tilberedningen, som forskerne observerede på stedet, nåede temperaturen 850 til 900 grader, og der blev opnået en tydelig sort farve på hele overfladen af produkterne. Ved røgfarvet keramik bruges ingen glasur. Den naturlige glans kommer fra polering. Artiklen anser denne teknik som en af Avanos' truende kulturarv, og den fremhæver også, at håndværkerne stadig anvender den med succes. Nye ovne, nye søgninger.

Traditionen er ikke statisk. En rapport fra 2021, der er tilgængelig i det åbne arkiv ved Nevşehir Hacı Bektaş Veli Universitet, angiver, at sorte ovne stadig bruges i de traditionelle værksteder i byens keramikindustriområde. Ifølge den samme undersøgelse er der blevet bygget sodaovne, saltoovne og japanske Noborigama- og Anagama-ovne i forbindelse med keramiksymposier og -workshops i Avanos, og med støtte fra forskellige institutioner er der etableret et keramikmuseum. Nogle håndværkere har også begyndt at eksperimentere med alternative tilberedningsmetoder ved at bygge ovne af høj kvalitet i deres egne værksteder. Wikipedia nævner også, at Avanos er medlem af European Ceramic Route, hvis formål er at bevare den traditionelle keramikproduktion. Et geografisk beskyttet produkt.

Avanos-keramik er registreret som en geografisk betegnelse i henhold til lov nr. 6769 om industriel ejendomsret. Ansøgningen blev indsendt den 5. september 2017, registreringsdatoen er 25. december 2017, og det er Avanos Kommune, Hvor kan du se keramikken i Avanos?

Når du ankommer til byen, skal du først gå ned til floden. Ifølge kommunen er der fire broer, hvoraf to er en del af en omfartsvej, der forbinder de to sider af floden. Byggeriet af den stenhusbro begyndte i 1898, og broen blev åbnet i 1900. Den er 151 meter lang. Den træhængte bro, der kun er for fodgængere, er fra 1973, er 180 meter lang og svajer let over floden. Når du ser ud over broen mod byen, kan du se værkstederne gemt mellem de gamle huse, der ligger på skråningen. Ifølge den engelske Wikipedia er de gamle dele af Avanos udskåret i små underjordiske rum, og disse bruges i dag i vid udstrækning af keramikværksteder. Det er muligt at observere håndværkerne, der arbejder ved drejeskiven i mange af værkstederne. Du behøver kun at stoppe et par minutter for at se en skål tage form på drejeskiven.

Praktiske tips:

* Det er bedst at besøge keramikværkstederne om morgenen, når håndværkerne er i gang ved drejeskiverne. Dage, hvor der brændes, varierer fra værksted til værksted.
* Prøvedrejeskiver og kurser varierer fra værksted til værksted; spørg om betingelserne på stedet.
* Lokale produkter omfatter madbeholdere, vandkander, keramik til opbevaring af mad om vinteren og kuber.
* Farven på røde, uglaserede beholdere kommer fra hematit i leret; sorte og glansfulde beholdere kan være brændt ved hjælp af en reduktionsteknik.
* Når du køber et produkt, skal du kigge efter teksten "Avanos Keramik" og geografisk mærke.
* Avanos kan kombineres med et besøg til Özkonak Underjordiske By og Sarıhan Karavanserai.

Kilder:
* Türk Patent ve Marka Kurumu, geografisk mærke registreringsdokument (nr. 293), https://ci.turkpatent.gov.tr/Files/GeographicalSigns/293.pdf
* Serap Ünal, Erdem Aybar, En brændemetode i Avanos keramik: Reduceret keramik (DergiPark, 2022), https://dergipark.org.tr/en/pub/augsfd/article/1114863
* Avanos Kommune, Historie, https://www.avanos.bel.tr/avanos/tarihce-1
* Nevşehir Hacı Bektaş Veli Universitet, åbent arkiv, avancerede keramikovne med træbrændsel i Avanos (2021), https://acikerisim.nevsehir.edu.tr/handle/20.500.11787/3251
* Wikipedia, Avanos, https://tr.wikipedia.org/wiki/Avanos
* Wikipedia, Avanos, https://en.wikipedia.org/wiki/Avanos