Gå til hovedindholdet
Radar Türkiye
Opdag begivenheder i appen
Åbn
Radar Türkiye

Broerne i Ankara: Fra Akköprü til Aynalı Köprü.

Vi er vant til at tænke på Ankara som en by, der enten er forbundet til havet eller en stor flod, men byen er faktisk grundlagt i et fladt område, hvor vandløb mødes.

Radar TürkiyeRadar Türkiye15 Ekim 20267
Ingen bedømmelser endnu

Log ind for at synes godt om og bedømme

Broerne i Ankara: Fra Akköprü til Aynalı Köprü.

Vi er vant til at tænke på Ankara som en by, der ikke er forbundet med havet eller en stor flod, men byen blev faktisk grundlagt i et fladt område, hvor vandløb mødtes. Çubuk Çayı, der springer ud fra Aydos-bjergene i Çankırı's centrale distrikt, og Hatip Çayı, der springer ud fra İdris-bjerget i Kalecik, løber sammen i Etlik-kvarteret og danner Ankara Çayı. Derudover løber İncesu-bækken til, og Ankara Çayı løber mod vest og udmunder i Sakarya-floden. Fordi disse vandløb krydsede gamle veje, blev der i århundreder bygget broer rundt om byen. I dag er nogle af disse broer en del af metrostationer, andre ligger i små gader, og nogle er kun bevaret i fotografier og i en inskription, der opbevares på et museum. Denne tekst beskriver, hvordan man finder de gamle broer, der strækker sig fra byens centrum til Kalecik og fra Sincan til Beypazarı, og hvad man skal kigge efter. Akköprü er byens ældste bro.

Den ældste bevarede bro i Ankara er Akköprü, der ligger i Varlık-kvarteret i Yenimahalle. Ifølge den arabiske inskription på broens vestlige side blev den bygget i 1222 under Sultan I. Alaeddin Keykubad fra Seljuk-dynastiet. Forskellige kilder giver forskellige oplysninger om, hvem der fik den bygget. I TDV Islam Encyclopedia skriver Semavi Eyice, at broen blev bygget af sultanen. Kulturinventaret og Wikipedia angiver derimod, at den blev bygget af Kızıl Bey, den daværende guvernør i Ankara, i sultanens navn. Broen ligger på det sted, hvor İncesu, Hatip og Çubuk-vandløbene løber sammen, og den ligger ved krydsningen af den gamle Baghdad-handelsrute. TDV beskriver den som den første bro på den gamle Ankara-Istanbul-vej. Under det osmanniske rige blev den brugt af karavaner, soldater og pilgrimme. Broen er bygget af omhyggeligt udskårne sten; TDV angiver, at materialet er andesit, mens Kulturinventaret angiver basalt og "Ankara-sten" i buerne. Begge kilder er enige om, at der blev brugt genbrugte sten fra antikken i konstruktionen, nogle af dem var dekorerede eller havde inskriptioner. Den har syv buer med spidse hvælvinger; ifølge TDV er den 77 meter lang, 7 meter bred, og den største bue i midten har en spændvidde på 10 meter. Buenene bliver mindre og lavere mod begge ender. Broen blev registreret den 8. august 1959. I 1960'erne blev den restaureret med beton, og den blev lukket for biltrafik; TDV skriver, at der i den sidste restaurering i 1970 blev forsøgt at genskabe dens oprindelige udseende. Det er også registreret, at de to buer i den sydlige ende senere blev dækket af jord. Ifølge Kulturinventaret er billedet på Forsvundne broer

Mange af de gamle broer af sten i byen er forsvundet i dag. Hatip-floden blev fra 1960'erne brugt til kloakering, og store dele blev ført under jorden; også dele af Ankara-floden blev dækket til. Da vandet forsvandt, forsvandt også broerne, der krydsede det. En af disse er Çankırıkapı-broen, der ligger langs Çankırı-vejen. Ifølge information på Wikipedia blev broen bygget i 1375 af Mehmet bin Laçin, og den blev bestilt af en arkitekt ved navn Hacı. Der er ingen rester af selve strukturen tilbage, men en inskription, der beskriver dens historie og bygherre, opbevares på Ankara Etnografiske Museum. Tabakhane-broen, der ligger i Hacı Bayram-kvarteret, er også kendt som Debbağhane-broen. Kulturinventaret anser den for at være en forsvunden kulturarv og dokumenterer den med fotografier fra 1926, 1928 og 1936. At læse inskriptionerne omhyggeligt, når man besøger det etnografiske museum, er den eneste måde i dag at få en fornemmelse af en forsvunden bro.

Aynalı-broen over Çubuk-floden

Aynalı-broen, der betragtes som søsterbroen til Akköprü over Çubuk-floden, ligger i den nordlige del af byen. Wikipedia viser broen i Keçiören, mens kulturinventaret placerer den i Yıldıztepe-kvarteret i Altındağ. Denne forskel kan skyldes, at broen ligger i grænseområdet mellem de to distrikter. Da der ikke er nogen inskription, er det ukendt, hvornår og af hvem den blev bygget. Baseret på dens design menes den at være bygget i den osmanniske periode. Tidligere førte vejen til Çankırı over denne bro; da nye veje blev anlagt, blev broen fjernet fra trafikken, og den bruges i dag kun af fodgængere. At gå langs bredden af Çubuk-floden for at nå broen er en god mulighed for at forestille sig det nordlige Ankara, før det blev urbaniseret, og hvor der var marker.

Zir-broen i Sincan

I vest, i Yenikent-området i Sincan, ligger Zir-broen over Zir-bækken. Kulturinventaret nævner, at den også er kendt som Zağar-broen og Yenikent-broen. Broen blev tidligere brugt til at nå Zir-landsbyen, som var distriktets centrum. Den er bygget af huggede sten og har fire buer samt stenmurværk på begge sider. Den midterste bue er højere end de andre, hvilket gør, at den midterste del af broen er mere buet end siderne. Der er ingen inskription. Kilden nævner, at Evliya Çelebi ikke nævnte broen, da han besøgte İstanos i 1648, og at ifølge en rapport fra Ankara-guvernøren Hulusi Bey, blev konstruktionen afsluttet i 1913. Den velbevarede bro Her Köprüsünün toplam længde er 136 meter, og den bredeste del er 14 meter. Lokale fortællinger forbinder broen til slaget ved Ankara i 1402. Ifølge disse fortællinger krydsede den osmanniske hær broen før slaget og marcherede ned i Çubuk-sletten. Broen blev senere ødelagt for at hindre Timurs styrkers fremrykning. Broen blev restaureret i slutningen af det 19. århundrede af Develioğlu Hacı İbrahim Agha, og fik sit navn fra denne restaurering. Ifølge Wikipedia står der et hammerrelief under en signatur fra hovedmanden bag restaureringen, Tirkuşlu, på den ene gelænder. Broen blev renoveret yderligere to gange i 1967 og 1987, og den forbinder vejen til Kırıkkale med vejen til Kalecik via İncirlik. Der er blevet rapporteret i pressen, at Kultur- og Turisme Ministeriet har iværksat en ny restaurering; tjek status for arbejdet, før du besøger. Det bedste man kan gøre ved denne bro er at lede efter det lille hammerrelief på gelænderet. Beypazarı: Hacılar-broen

Vest for Beypazarı, ved indgangen til byen, ligger Hacılar-broen, der spænder over İnözü-floden. Der findes ingen inskriptioner eller skriftlige dokumenter relateret til broen. Ifølge Wikipedia kan broen være bygget i slutningen af det 17. århundrede, da handlen i Beypazarı var livlig, for at give mulighed for, at karavaner kunne besøge byens handelssteder. Broen, der er bygget af sten og kalkmørtel, har et spidsbueformet hvælving med en spændvidde på 6,60 meter og en længde på 26 meter. Dækket blev udvidet med en betonkonstruktion i 1950'erne, så det er svært at bemærke, når man kører over den; for at se broen skal man gå ned til floden og se på hvælvingen nedenfra. Det er en kort, men værdifuld afstikker for dem, der besøger Beypazaris palæer. Kızılırmak-flodens Seljuk-broer

I de omkringliggende provinser af Ankara findes der to andre store Seljuk-broer over Kızılırmak-floden. Kulturinventaret registrerer Çeşnigir-broen i Karakeçili-distriktet i Kırıkkale som en anatolisk Seljuk-konstruktion fra det 13. århundrede. Den samme kilde skriver, at Kesikköprü blev bygget i 1248 i perioden under II. Gıyaseddin Keyhüsrev for at forbinde Kırşehir med Konya, og at den har tre buer med spidsbuer. Ifølge kilden har broen fået sit navn fra banditter, der i det 17. og 18. århundrede overfaldt karavaner på vejene. En separat rejseartikel, der beskriver disse to broer og deres omgivelser, findes også i afsnittet "Udforsk". Forslag til brobesøg

Start ruten inde i byen ved Kilder:

Kommentarer

0/1000

Skriv den første kommentar