Gå til hovedindholdet
Radar Türkiye
Opdag begivenheder i appen
Åbn
Radar Türkiye

Jernbanen, der krydser Taurusbjergene, fra Varda til Belemedik.

Fra Adana og nordpå, i retning mod Pozantı, ser man et punkt, hvor Toros-bjergene stiger op som en mur.

Radar TürkiyeRadar Türkiye19 Ekim 2026
Ingen bedømmelser endnu

Log ind for at synes godt om og bedømme

Jernbanen, der krydser Taurusbjergene, fra Varda til Belemedik.

Fra Adana mod nordpå, i retning af Pozantı, ser rejsende et punkt, hvor Toros-bjergene stiger op som en mur. I dag krydser motorvejen disse bjerge let, men i begyndelsen af århundredet var det en af de mest udfordrende ingeniørarbejder at krydse disse samme bjerge med tog. Spor af dette arbejde kan stadig ses i dale mellem Karaisalı og Pozantı: en viadukt med stensøjler, der nærmer sig hundrede meter i højden, tunneler, der er hugget ind i stejle skråninger, og en landsby, der er en rest af byggepladsen. Denne tekst fortæller historien om denne strækning, der løber fra Varda-broen til Belemedik, og hvordan du kan opleve den i dag. Linjen til Bagdad

Jernbanen til Bagdad var et stort projekt, der startede i Konya og skulle passere gennem det sydlige Anatolien for at nå Bagdad og Basra. Den blev gennemført i henhold til aftaler mellem Det Osmanniske Rige og Tyskland, finansieret af tysk kapital, og det meste af byggeriet blev udført af firmaet Philipp Holzmann. Ruten gik fra Konya, gennem Karaman og Ereğli, over Toros-bjergene og ned i Çukurova, og fortsatte gennem Yenice og Adana mod Amanos-bjergene. Den mest udfordrende del af hele ruten var krydsningen af Toros-bjergene mellem Konya og Adana. På grund af tekniske vanskeligheder blev strækningen ikke færdiggjort i mange år; ifølge artiklen på den engelske Wikipedia manglede der stadig hundredvis af kilometer i 1915. Det første tog, der kørte uafbrudt fra Istanbul til Bagdad, kunne først starte i 1940. Trappen i Toros-bjergene

Tabellen over ruten på Wikipedia viser, hvordan denne strækning fungerede som en trappe, med tallene: Ulukışla ligger i en højde af ca. 1200 meter, Pozantı 780 meter, Belemedik 700 meter, og Hacıkırı 600 meter; når man ankommer til Yenice, falder højden til kun tredive meter. Denne nedstigning er opnået gennem en rute, der løber gennem smalle og dybe dale, med mange tunneler. Mellem Belemedik og Hacıkırı er der to lange tunneler, der er henholdsvis 3795 og 2102 meter lange. Ifølge engelske kilder måtte der i et område på tolv kilometer omkring Belemedik anlægges hele toogtyve tunneler i træk. Selv transporten af materialer til byggepladsen var en udfordring. Hovedmaterialer som stål og cement blev transporteret ad søvejen til Mersin og derfra til byggepladsen via Tarsus ved hjælp af kameler. Før den egentlige viadukt blev bygget, blev der bygget en midlertidig jernbanebro i nærheden for at transportere materialer til den anden side af dalen. Efter at viadukten var færdig, blev denne hjælpebro taget ud af drift, men dens søjler kan stadig ses i dag. Belemed Her tunnel blev gravet af to hold, der arbejdede fra hver sin ende, og det var forventet, at holdene ville mødes i midten. Ifølge en historie blev udtrykket "Belemedik" (som betyder "vi vidste det ikke") brugt af arbejderne, når de ikke kunne finde hinanden, og det blev udtalt på tysk. Samme kilde nævner også, at bosættelsens gamle navn var Karapınar. Dette er en folkehistorie, og den skal læses som en fortælling om området, snarere end som en fastlagt fakta. Efter at jernbanelinjen blev åbnet, forblev Belemedik en station. På grund af mangel på landbrugsjord og jordskredene i 1969 faldt befolkningen hurtigt. I dag er de stenbygninger, der er tilbage fra byggeperioden, Belemedik togstation og de gamle plataner, der er over 200 år gamle, de mest interessante steder i området. Ifølge TRT Haber er dalen, der er beskyttet som en naturpark, et populært sted for fotografer og vandrere, især om efteråret, når bladene skifter farve til gult og rødt. Den samme nyhed siger, at Belemedik også er kendt for sine sommerhuse, der er bygget af sten og træ, og at den ubeskadigede natur har gjort det til et populært sted for optagelser af film og tv-serier, både for lokale og internationale produktioner.

Varda-broen

Et symbol på jernbanelinjen er Varda-broen, der ligger cirka en kilometer sydvest for Hacıkırı, som er en del af Karaisalı. De lokale kalder den "Koca Köprü" (den store bro), og den er også kendt som "Alman Köprüsü" (den tyske bro). Ifølge Kulturportalen og Kulturinventaret er broen cirka 172 meter lang og 99 meter høj; nogle engelske kilder angiver en højde på 98 meter. Den er en murstenskonstruktion, der hviler på fire hovedsøjler, og den består af i alt elleve buer. I midten er der tre store buer, der hver er 30 meter brede, og mindre buer på siderne fuldender spændet. En af de mest interessante ting ved broen er, at den ikke er lige. Ifølge Wikipedia følger jernbanen, der løber over broen, en kurve med en radius på cirka 1200 meter, hvilket betyder, at broen er let buet over dalen. Der er trapper inde i broens søjler, der bruges til vedligeholdelse. Ifølge den engelske version af Wikipedia blev søjlerne først bygget af mursten, og derefter blev buerne konstrueret på et midlertidigt stålstillads, der blev placeret oven på søjlerne. Den tyske ingeniør Winkler var ansvarlig for design og ingeniørarbejde i første omgang; efter hans død overtog den græske ingeniør Nicholas Mavrogordato, der var underlagt det osmanniske rige, stillingen som chefingeniør. Kulturinventaret nævner, at broen også er kendt som "Karaisalı Köprüsü" og "Gavurdere Vi Kapıkaya-kløften

Et sted, som man ikke kan passere uden at stoppe op, er Kapıkaya-kløften. Ifølge den engelske Wikipedia ligger broen cirka to kilometer vest for kløften. Çakıt-floden, der udspringer i Niğde Ulukışla, løber gennem kløften mellem klippevægge, der er omkring 200 meter høje. Ifølge Adana Provincial Kultur- og Turismeafdeling er der en vandresti på 7250 meter i kløften, og en del af den, nemlig 400 meter, er sikret med gelændere. I den nordlige ende af kløften ligger Yerköprü-rekreatiområdet, som drives af kommunen i Karaisalı. Den bedste måde at forstå, hvorfor jernbanelinjen var så vanskelig at anlægge, er at se kløften på en dag ved hjælp af toget. Start fra Adana Station.

Historien om dette sted begynder ved Adana Station. Den første bygning på stationen blev åbnet i 1886 af et firma, der drev jernbanen mellem Mersin, Tarsus og Adana. Den nuværende bygning blev bygget af Baghdad Jernbaneselskab og åbnede den 27. april 1912. Den store ventehal med tre buer bærer præg af arkitekturen fra de år, hvor Toros-bjergene blev krydset. Firmaet, der byggede den første bygning, blev i 1906 opkøbt af Baghdad Jernbaneselskab, hvilket betød, at jernbanelinjen, der klatrede op ad Toros-bjergene, og den gamle jernbanelinje til Mersin blev samlet under ét selskab. I 1933 kom stationen under statens jernbaners kontrol. I dag omfatter hovedbygningen, boliger og værksteder et stort område i byens centrum. Et kort stop foran denne bygning, før man tager til Varda, giver en god start på turen.

Hvordan man besøger stedet i dag:
Man kan komme til Varda-broen fra Adana via landevej via Karaisalı; ifølge Wikipedia er afstanden cirka 64 kilometer. Med tog er broen 63 kilometer fra Adana Station. Kulturportalen nævner også offentlig transport til distriktet, men en bil er meget praktisk for at komme rundt mellem broen og kløften. Hacıkırı-stationen, der ligger tæt på broen, er cirka 500 meter væk, og linjen er stadig i drift. Da togforbindelserne ændrer sig, bør man tjekke de seneste oplysninger hos TCDD Taşımacılık. Man kan nå Belemedik ved at følge vejen, der kommer ned fra Pozantı; ifølge den engelske Wikipedia er landsbyen 12 kilometer fra Pozantı og 122 kilometer fra Adana. Det er muligt at tage afsted fra Adana på én dag, først besøge Varda og Kapıkaya, og derefter køre nordpå ad motorvejen for at se Belemedik, men start tidligt for at undgå at stresse på bjergvejene.

Praktiske råd:

Kommentarer

0/1000

Skriv den første kommentar