Gå til hovedindholdet
Radar Türkiye
Opdag begivenheder i appen
Åbn
Radar Türkiye

Kongerne under byen: Ankara's gravhøje.

En person, der bor i Ankara, passer ofte forbi flere gravhøje hver dag, og de fleste gange er de ikke klar over det.

Radar TürkiyeRadar Türkiye15 Ekim 2026
Ingen bedømmelser endnu

Log ind for at synes godt om og bedømme

Kongerne under byen: Ankara's gravhøje.

I Ankara borger passer dagligt forbi flere gravhøje, ofte uden at vide det. De runde bakker langs boulevarderne, ordet "bakke" i gadenavne, og endda bakken, hvor byens mest kendte monument står, er alle forbundet med begravelsestraditionen hos frygierne, som levede i denne slette for omkring tre tusinde år siden. Denne artikel beskriver, hvad denne tradition indebærer, hvad der er sket med de underjordiske grave på disse bakker, og hvor du kan se dem i dag.

**Hvad er et gravhøj?**

Et gravhøj er et kunstigt anlagt høj, der indeholder en grav eller et gravkammer, og som er dækket af jord. I Anatolien kaldes det også en "höyük", og i Centralasien kaldes det en "kurgan". De tidligste kendte eksempler på traditionen med at markere en grav med et høj findes i de eurasiske stepper. Fra jernalderen antog disse høje en mere spids form, og der blev foretrukket høje rygge og skråninger, der kunne ses på afstand. I det centrale Anatolien var det frygierne, der opretholdt denne tradition. Ifølge udgravningerne i Gordion er det tidligste kendte gravhøj i Anatolien dateret til omkring 850 f.Kr. og blev af udgraverne kaldt "grav W". Da denne type grav ikke var set i Anatolien før, menes det, at traditionen kom med frygierne. Den afdøde blev normalt placeret i et rum, der var udgravet i jorden og beklædt med træ, og derefter blev der lagt en stor jordhøj ovenpå.

**Gordion og det store gravhøj**

Det mest imponerende eksempel på denne tradition findes i Yassıhöyük, nær Polatlı, og i den frygiske hovedstad Gordion. Der er over hundrede gravhøje omkring byen; antallet varierer afhængigt af kilden. Den største af disse er det store gravhøj, også kendt som Midas' gravhøj. I dag er det over femti meter højt og har en diameter på omkring tre hundrede meter. Bakken blev udgravet i 1957 af et team ledet af Rodney Young. Inde i det blev der fundet et intakt trægravkammer; dette kammer er et af de ældste eksisterende trækonstruktioner i verden. Personen, der var begravet i graven, var en mand i midten af halvtredserne. Der blev fundet træmøbler med indlægninger, bronze gryder og kar ved siden af ham. Datering af træet viste, at graven var bygget omkring 740 f.Kr. Derfor menes det i dag, at graven tilhører ikke Midas, men sandsynligvis hans far, Gordias. Gordion blev i 2023 optaget på UNESCOs verdensarvsliste. Gordion-museet i Yassıhöyük blev grundlagt i 1963 og udstiller genstande i kronologisk rækkefølge. Udstillingerne omfatter alt fra artefakter fra den tidlige bronzealder til jernredskaber og tekstilværktøjer fra den tidlige frygiske periode, en rekonstru Vi har en separat rejseartikel, der beskriver turen til Gordion med tog; i denne artikel fokuserer vi primært på byen selv. Inden for byen findes en nekropol.

Ankara selv er også en frigisk bosættelse, og bakkerne omkring byen var fyldt med frigiske grave. Ifølge en artikel i "Yetkin Report" er der kendetegn på mere end tredive tumuli (gravhøje) inden for byen. Ifølge registreringer fra "Kulturinventaret" blev disse bakker første gang afbildet på et kort i 1910 af R. C. Thompson. Den første kontakt med kongelige grave under byen var tilfældig. I 1932, under udgravning til en dam i Gazi Skovplantagen, blev der fundet en frigisk grav. I jordmassen lå spredte stykker af bronze, og under disse var der en rund mur bygget af små sten uden mørtel. Der blev ikke fundet knogler eller aske i graven. Da fundene lignede de grave, der findes i Gordion, daterede Hamit Zübeyr Koşay graven til det 8. århundrede f.Kr. Det egentlige store arbejde begyndte i 1967 med redningsudgravninger, der blev iværksat af ODTÜ (Middelhavstekniske Universitet). Ifølge registreringer fra "Kulturinventaret" blev en af bakkerne, İkiztepeler, der ligger vest for vejen fra Söğütözü til Atatürk Skovgård, udgravet i denne undersøgelse; bakken var syv meter høj og seks meter i diameter. Et tumulus i midten af rækken af fem bakker i Beştepe blev også åbnet det samme år. Navnet på Beştepe-kvarteret kommer fra disse fem gravhøje. De samme registreringer viser også et sørgeligt billede. Med byens vækst forsvandt mange af tumulierne. Mange af tumulierne i Yücetepe, Emniyet, Emek og Beştepe er i dag markeret som forsvundne. Nogle var allerede forsvundet, da redningsudgravningerne begyndte, mens andre blev fjernet efter udgravningen. Fra Rasattepe til Anıttepe

Den bakke, hvor Anıtkabir ligger i dag, hed tidligere Rasattepe, og også denne bakke var et område med tumuli. I 1939 blev det besluttet at bygge monumentet her, og grundstenen blev lagt den 9. oktober 1944. Under den indledende fase af byggeriet foretog Turkish Historical Society udgravninger på bakken i juli 1945. Ifølge "Kulturinventaret" blev udgravningerne ledet af et team under ledelse af Nezih Fıratlı, og to tumuli blev åbnet. Under udgravningerne blev der fundet artefakter fra den frigiske periode. Disse tumuli er ikke længere på stedet. Når du besøger Anıtkabir, er det en god måde at forstå byens lag på at huske, at bakken under dine fødder engang var hjemsted for frigiske grave. Yumurtatepe eller Hatıralar Tepesi (Hukommelsens Bakke)

Det mest kendte eksempel Her i denne tekst er der også en interessant fortælling om toppen: Ifølge minderne fra Münir Hayri Egeli viste Atatürk en dag i efteråret denne lille top på Orman Çiftliği og sagde, at der kunne bygges en simpel grav her. Toppen blev senere kendt som "Mindetoppen". Ifølge teksten blev disse toppe også bevaret som "Heltenes Top" i Ernst Eglis landbrugsplaner fra 1930'erne. Tumulusen blev registreret i 1972 og erklæret som et førsteklasses arkæologisk område i 1991. Galater-gravene i Karalar

Tumulus-traditionen stoppede ikke med frygierne. I landsbyen Karalar i Kahramankazan findes der gravtoppe og rester på klipper, der tilhører galaterne, som bosatte sig i området fra det 3. århundrede f.Kr. Remzi Oğuz Arık foretog udgravninger her i 1933. Ankara Universitet identificerede i 2021 en central galatisk bosættelse i Asarkaya-området gennem overfladeundersøgelser. Nogle kilder beskriver bosættelsen som Blucium, slottet tilhørende galaterkongen Deiotaros, men denne identifikation er omstridt. Forskere påpeger også den skade, som skattejægere har forvoldt på området.

Hvor kan man se det i dag?

Det bedste sted at se fund fra tumulierne er Anatolien Civilisationsmuseum i Ulus. En stor del af museets frygiske afdeling består af fund fra den kongelige tumulus i Gordion. Her udstilles en rekonstruktion af gravkammeret, møbler i træ med indlægninger, hængslede nåle, ceremonielle kar og afbildninger af løver, bukke og ørne. Man kan gå op til museet fra Ulus. Det andet stop er ODTÜ Arkæologimuseum. Museet, der blev grundlagt i 1969, indeholder fund fra udgravningerne i Koçumbeli og Yalıncak inden for campusområdet, samt artefakter fra frygiske nekropoler i centrum af byen. Da museet ligger inden for campusområdet, skal du tjekke besøgsforholdene på museets hjemmeside på forhånd. Fra Demetevler kan man nemt se Yumurtatepe udefra, uden for hegnet, der omgiver det beskyttede område. Husk, at du befinder dig i et førsteklasses beskyttet område; det er forbudt at bestige toppen eller grave i jorden, og den nemmeste måde at bevare fortiden på er at efterlade intet spor. Hvis du vil besøge Gordion, skal du afsætte en hel dag; den store tumulus og museet ligger side om side.

En dagsplan for tumulierne:

Start dagen med Anatolien Civilisationsmuseum; se rekonstruktionen af gravkammeret i den frygiske sal og skriv målene for den store tumulus ned. Om eftermiddagen skal du besøge Anıtkabir og se dig omkring, mens du husker det gamle navn på toppen. Afslut dagen med at tage til Demetevler og se Yumurtatepe udefra; denne runde top, der rejser sig fra et fladt område, vil hjælpe Kilder:

Kommentarer

0/1000

Skriv den første kommentar