Hjertet af Seljuk-imperiets hovedstad: Alaeddin-højen og det omkringliggende område.

Start ruten ved foden af Alaeddin-højen, der ligger midt i byen. Ifølge Wikipedia omgives højen af en sporvognslinje, så det er nemt at komme hertil med sporvogn. Før du begynder at gå op, skal du bemærke formen på højen, da det ikke er en naturlig bakke, men en høj, der er dannet af lag af bebyggelse gennem tusinder af år. Ifølge Wikipedia er højen cirka 450 meter lang, 350 meter bred og 20 meter høj, og den har en oval form. Udgravninger foretaget af det Tyrkiske Historieinstitut i 1941 viste, at den første bebyggelse på højen blev etableret i det tidlige bronzealder i det 3. årtusinde f.Kr. Højen oplevede senere herredømmet fra hittitterne, frygierne og lydierne. Det menes, at højen blev kaldt Kawania i frygisk tid, og at byens antikke navn, Ikonion, stammer fra dette navn på grund af ligheden i udtalen. Mens du vælger en af vandrestierne og klatrer op ad skråningen, skal du huske, at de fleste af disse lag ligger under dine fødder, i jorden. TDV Islam-encyclopædien skriver, at den første bebyggelse i Konya var på denne lille høj, og at da tyrkerne overtog byen, lå den inden for murene, der omgav højen. Efter 1097, da byen blev hovedstad, voksede den hurtigt, og i 1221 omgav Sultan Alaeddin Keykubad I den med en meget større mur. Ifølge encyklopædien var der i alt 108 tårne placeret med 30 meters mellemrum langs disse mure, og navnene på de embedsmænd, der havde fået bygget dem, var indgraveret i tårnene. Antikke skulpturer og relieffer var strategisk placeret på murenes tårne og porte, som om de blev udstillet; du vil kunne se nogle af dem på rutenes andet stop. I dag er der ingen synlige spor af murene på toppen af højen, men gaderne, der stråler ud fra toppen, afslører stadig placeringen af det gamle centrum. TDV Islam-encyclopædien beskriver dette arrangement som et radialt gadesystem, som er sjældent i tyrkiske byer; stå ved kanten af højen og se, hvordan gaderne spreder sig ud i landskabet. Derefter skal du gå til den nordlige side af højen, da det seldsjukiske palads var placeret der. Her finder du ruinerne af paladsets pavillon, der vendte ud mod byen; ifølge Kulturportalen var pavillonen to etager høj og havde vægge dekoreret med fliser og indgraveringer. Det er omstridt, hvem der fik bygget pavillonen; ifølge TDV Islam-encyclopædien tilskriver de fleste forskere den til perioden under Kılıçarslan II, og den er opkaldt efter Alaeddin Keykubad I, som restaurerede den. Pavillonen var placeret oven på et af paladsets tårne og fungerede som et udsigtstårn. Bygningen På toppen af bakken, ved den nordlige side, ligger Alaeddin-moskeen, som blev færdiggjort i 1220 og var byens store moské i Seljuk-perioden. Denne rute refererer blot til toppen som et vartegn. På toppen kan man også se en stenhusbygning, der blev åbnet i 1902 og opsamler vand fra kilden i Çayırbağı, samt mindesmærket for de faldne, der blev opført i 1936. Bakken, der blev registreret som et arkæologisk, historisk og naturområde i 1982, blev beplantet med træer fra 1910'erne og er blevet et populært rekreativt område i byen. Tag en kort pause på en af bænkene under træerne, og observer fra hvor du sidder, hvor stor en rolle bakken spiller i hverdagen for byens beboere i dag. Derefter kan du gå ned ad den vestlige side; Kulturportalen nævner, at den lille minaret-moské ligger lige overfor bakken, og gåturen tager kun få minutter. Kilde: TDV Islamisk Encyklopædi, Alaeddin-pavillonen.

Når du ankommer til madrasen, bør du bruge et par minutter på at betragte facaden, for dens største skatte findes udenfor. Ifølge Kulturportalen blev madrasen bygget af viziren Sahib Ata Fahreddin Ali i perioden under Seljuk-sultan II. İzzeddin Keykavus, med det formål at undervise i hadith-videnskab. Byggeåret varierer i forskellige kilder; TDV Islam-encyclopædien nævner, at der i en stiftelse fra 1265 tales om bygningen, hvilket indikerer, at madrasen sandsynligvis var færdiggjort før dette år. Den dekorative port, der er et fremtrædende element på facaden, er placeret centralt og stikker mere end fem meter ud fra den primære mur. TDV Islam-encyclopædien beskriver den som en af de mest imponerende dekorative porte, der er bygget i Seljuk-perioden i Anatolien. Læg mærke til de tekstbånd, der omgiver porten på begge sider og strækker sig op til toppen. Kulturportalen beskriver denne port som et sjældent eksempel, hvor tekst er brugt i så stor udstrækning. Bemærk også, at tekstbåndene er afskåret øverst; ifølge encyklopædien indikerer dette, at porten er ufuldstændig i dag, og at toppen oprindeligt var højere. Se nærmere på de to medaljoner over buen; Kulturportalen nævner, at den ene viser "Amel-i Kelük", og den anden "bin Abdullah", hvilket tilsammen angiver arkitektens navn. Derefter kan du se minaretten, der giver bygningen sit navn; den er bygget af mursten og står på en firkantet base af hugget sten og er dekoreret med glaserede mursten og fliser. Oprindeligt havde minaretten to balkoner og var meget høj i forhold til bygningen. I 1901 blev minaretten ramt af lyn, hvilket ødelagde den øverste del, og den korte del, du ser i dag, er det, der er tilbage fra den tid. TDV Islam-encyclopædien rapporterer, at den buede del af minaretten på gamle fotografier strakte sig op til den anden balkon i samme form. Ved at følge det zikzakmønster af de turkisglaserede mursten i den buede del, kan du bedst forestille dig, hvor høj minaretten oprindeligt var. Når du træder ind, kommer du først gennem en hal med krydshvælv; ifølge encyklopædien er denne hal bygget for at skabe symmetri med den store hvilegård på den anden side. Derefter når du den firkantede gård, der er omkring 11 meter i bredden. TDV Islam-encyclopædien nævner, at dette er en af de tre madraser i Konya, der har en gård dækket af et kuppel. I midten af gården er der en brønd; fra gamle fotografier kan man se, at der engang var en stor lysarmatur på toppen af kuppelen, men i dag er åbningen dækket af glas. Løft blikket og se på kuppelen; den ydre del er lavet af sten, mens den ind De mest bemærkelsesværdige elementer er de detaljerede udskæringer, der stammer fra Konya-borgen; her kan du komme tæt på de sten, der pryder tårnene i murene, som nævnt ved det første stop. Kulturportalen oplyser, at dette museum også huser de største og smukkeste marmorudskæringer af den dobbelthovedede ørn, der er et symbol på Seljuk-imperiet, samt af vingede figurer. Efter at have set udskæringerne, bør du igen betragte porten; du vil her kunne se to sider af den samme periode, hvoraf den ene er en del af arkitekturen, og den anden er et selvstændigt kunstværk. Medresen (religiøs skole) er en af de bygninger, der i 2014 blev optaget på UNESCO's foreløbige liste over verdensarv under overskriften "Anatolian Seljuk Medreses". Tjek åbningstiderne på Kultur- og Turisme Ministeriets hjemmeside; det er også en god idé at spørge en medarbejder, før du tager billeder af udstillingsgenstandene. Når du forlader stedet, kan du gå til Karatay Medrese ved at følge bunden af bakken; turen mellem de to medreser tager kun et par minutter. Kilde: Kulturportalen, İnce Minareli Medrese.

Man kan komme ind til Karatay-madrasen gennem den østlige port. Ifølge TDV Islam-encyclopædien er porten placeret i et hjørne, ikke præcis i midten af facaden. Kulturportalen skriver, at bygningen blev opført i 1251 af Emir Celaleddin Karatay under Sultan II. İzzeddin Keykavus fra Seljuk-dynastiet. Den store inskription øverst på porten, ifølge encyklopædien, angiver byggeåret og Karatay's navn. Porten er lavet af marmor i himmelblå og hvid farve. Læg mærke til det tofargede stens design med et knudemotiv og de geometriske paneler, der minder om kilim-mønstre. Kilder er uenige om arkitekten; Kulturportalen nævner Muhammed bin Havlan som en mulig kandidat, mens TDV Islam-encyclopædien skriver, at arkitekten er ukendt. Når man går gennem porten, kommer man ind i et åbent område, der i dag ligner en have. Ifølge encyklopædien var dette oprindeligt et kvadratisk rum på omkring 7,6 meter med et kuppel. Spor af de trekantede elementer, der findes på øvre niveau af hovedbygningen, bekræfter tilstedeværelsen af et tag. Søg efter dem på væggen, før du går ind. Fra dette område kommer man gennem en lille dør til det centrale rum, der er hjertet af bygningen. Det centrale rum er omkring 12 meter i diameter, og alle bygningselementer og dekorationer er bevaret. Stå et øjeblik og kig op; de turkise og mørkeblå fliser, der dækker kuplen, sammen med de hvide gipsstrimler imellem, minder, som encyklopædien skriver, om himlen. Kompositionen er opbygget af tyvefire-armede stjerner, der er arrangeret i rækker fra bunden til toppen. Disse stjerner er forbundet med forskellige knudemønstre. De trekantede elementer, der udgør de vifteformede overgange i hjørnerne, bærer kuplens vægt. Disse elementer er både bærende og samler farverne fra kuplen og fordeler dem til de fire hjørner. Under åbningen i toppen af kuplen findes et vandarrangement bestående af en firkantet dam, en rund skål og en snoet vandkanal. Ifølge encyklopædien har nogle mennesker, på grund af denne åbning og dam, tillagt bygningen en observatorie-lignende karakter; dette er en fortolkning, ikke en sikker viden. Bygningen blev forladt i slutningen af det 19. århundrede, restaureret i 1954 og åbnede som Çini Eserleri Müzesi (Museum for flisekunst) den 17. december 1955. TDV Islam-encyclopædien forklarer, at den primære årsag til, at museet blev etableret i denne bygning, er, at selve bygningen med sine fliser udgør et museum i sig selv. Gå først hen til den store vestvendte veranda; i udstillingerne her vises fliser, der blev fund I palæets haller er der afbildet scener med jagt, dobbelthovedede ørne, sfinkser, sirener og en lang række dyr, fra jagthunde til bjerggedder. Læg mærke til de ovale ansigter, de store mandelformede øjne og de små munde på figurerne; encyklopædien hævder, at denne ansigtstype har sin oprindelse i Centralasien. Kulturportalen oplyser, at museet også udstiller fajance og keramik fra Seljuk-perioden, perioden med små kongedømmer og det osmanniske rige, samt gipsdekorationer, fajanceplader og lysekroner. Karatay-madrasen blev i 2014 optaget på UNESCOs foreløbige liste over verdensarv under overskriften "Anatolisk Seljuk-madraser". Salen med kuplen kan blive overfyldt i løbet af dagen; hvis du ønsker at studere fajancerne i ro og mag, er det en god idé at ankomme tidligt. Tjek åbningsdage og -tider på Kultur- og Turisme Ministeriets hjemmeside. Når du forlader museet, kan du gå langs bakkens omkreds og gå mod syd; du når det arkæologiske museum i Sahibata-kvarteret efter en kort gåtur på under en kilometer. Kilde: TDV Islam-encyklopædien, Konya Karatay Madrasen Museum for Fajance.

Konya Arkæologiske Museum, beliggende i Sahibata-kvarteret i Meram-distriktet, er ifølge Kulturportalen tæt på Atatürk-monumentet, et kendt vartegn i byen. Museets historie er ældre end selve bygningen. Kulturportalen skriver, at museet åbnede for første gang i 1901, mens Wikipedia, baseret på dokumenter fra den tid, angiver åbningen til den 10. december 1899. Samlingen blev oprindeligt udstillet i et enkelt rum i en skolegård, senere i andre bygninger, og i 1962 flyttede den til den nuværende bygning. Wikipedia beskriver museet som det første arkæologiske museum, der blev etableret i Anatolien. Ved indgangen mødes du af byzantinske arkitektoniske elementer fra Sille og byens centrum, samt romerske gravsten. Gå først ind i salen med forhistoriske genstande; her udstilles neolitiske fund fra udgravninger i Çatalhöyük, Erbaba og Süberde. Ministeriets museumsiden daterer denne periode til mellem 6500 og 5300 f.Kr. og fremhæver formstøbte lerkar, obsidian- og flintpile. Se nærmere på obsidian-spidserne; disse små redskaber, udskåret af vulkansk glas, er de mest konkrete beviser på, hvor langt tilbage livet i Konya-sletten går. Genstandene i vitrinerne fra den tidlige bronzealder stammer primært fra udgravninger i Sızma og Karahöyük; her findes også dekorerede lerkar fra området omkring Beyşehir-søen. Afsnittet om den midterste bronzealder viser fund fra udgravninger i Karahöyük, som har pågået siden 1952, og som var en del af det handelsnetværk, som assyrerne etablerede. Her kan du se drejede kar, kar i dyreform, lysekroner i form af druer og cylinderstempler. I salen for jernalderen kan du finde dekorerede fragmenter af frygiske kar fundet i Alaeddin Tepesi; dermed får du mulighed for at se genstande, der stammer fra den bakke, du måske har gået på om morgenen. I samme sal udstilles også dekorerede frygiske og lydiske kar fra Kıcıkışla nord for Karapınar, samt bronzenåle, der tilhørte urartierne. Når du går ind i den romerske sal, vil du se museets mest berømte genstand: Herakles-sarkofagen. Sarkofagen blev fundet i 1958 i landsbyen Yunuslar, der tilhører Beyşehir, blandt ruinerne af den antikke by Tiberiopolis, mens man pløjede et mark. Wikipedia daterer sarkofagen til midten af det 3. århundrede e.Kr. og skriver, at den vejer omkring otte tons inklusive låget. Gå rundt om de fire sider af sarkofagen; de høje relieffer fortæller i rækkefølge de tolv gerninger af Herakles, fra slaget med løven i Nemea til stjælingen af æblerne fra Hesperiderne. Det kræver flere omgange rundt om sark Efter besøget i udstillingen kan du gå ud i haven, hvor der udstilles romerske statuer, sarkofager, gravstensløver, urner, søjlehoveder og inskriptioner i det fri. Haven er også et godt sted at sætte sig ned og hvile efter ruten. Konya's guvernørkontor oplyser, at museet er åbent for besøgende alle dage undtagen mandag; tjek de aktuelle åbningstider og adgangsforhold på ministeriets hjemmeside. Hvis du planlægger at besøge Çatalhöyük, kan du også betragte museet som en forberedelse, da en del af fundene fra udgravningerne er udstillet i disse sale. Når du forlader museet, kan du gå tilbage til byens centrum eller tage sporvognen, der omgiver bakken. Kilde: T.C. Ministeriet for Kultur og Turisme, Konya Arkæologiske Museum.