En dag i Selçuk, uden for Efes.

Start din besøg ved Efes-museet, som ligger i nærheden af Selçuk station. Museet ligger i Atatürk Mahallesi, på Uğur Mumcu Sevgi Yolu, og er åbent året rundt. Det er en fordel at komme tidligt om morgenen, da du undgår folkemængderne og kan nyde de udendørs udstillinger i ro og mag. Museets historie går tilbage til 1929, hvor det blev etableret som et lager. Bygningen blev åbnet som museum i 1964, udvidet i 1976, lukket i slutningen af 2012 og genåbnet i november 2014 efter en omfattende renovering. I dag er udstillingerne organiseret efter tema: Informationssalen, Fund fra Fontænen, Fund fra Husene på Skråningen, Mønter, Efes Gennem Tiderne, Den Centrale Have, Kybele-kulten, Fund fra Artemis-templet og Kejserkulten. Hvis du følger ruten på kortet, kan du forbinde dit besøg med andre seværdigheder i Selçuk. Start med den centrale have: her finder du søjlehoveder, relieffer, statuer, sarkofager og stelae fra den arkaistiske periode til den østromerske periode. I haven kan du finde arkitektoniske elementer fra Belevi-mindesmærket; her kan du studere marmorarbejdet på mindesmærket, som du vil se senere på din tur. Sarkofagen fra mindesmærket blev flyttet til denne have i 1963 og udstillet her i 60 år. Ifølge Aktüel Arkeoloji blev den i 2023 flyttet til İzmir Kultur og Kunst Fabrik, så du skal lede efter kassetter, søjler og relieffer i haven i stedet for sarkofagen. Ifølge Wikipedia er der også eksempler på løve-grif-statuer fra tagkanten af mindesmærket i museet; spørg personalet om, hvor du kan finde dem. Derefter kan du gå til salen "Efes Gennem Tiderne". Denne sal fortæller byens historie fra 7000 f.Kr. til det 7. århundrede e.Kr. med fund fra forskellige perioder; fund fra Çukuriçi-højen fra den neolitiske periode markerer begyndelsen af denne historie. Et af højdepunkterne i salen er den "Hvilende Kriger"-statue, der blev fundet under udgravningerne af Polio-fontænen; statuen er afbilledet, mens den hviler, og bærer et skjold og et sværd. Disse tidlige lag hjælper dig med at forstå, hvorfor Ayasuluk-højen anses for at være byens første beboelsesområde, som du vil besøge senere. I salen "Fund fra Fontænen" kan du se de skulpturelle programmer fra to monumentale fontæner: fra Laecanius Bassus-fontænen er der Aphrodite, Hera, tre Tritoner og en satir; fra Trajanus-fontænen, der er i to etager, er der Dionysos, Aphrodite og Androklos, byens grundlægger, sammen med hans hund. I salen "Fund fra Husene på Skråningen" kan du se fresker og små genstande fra Efes' r En statue af Artemis, der dateres til det første århundrede, står med sin tempelformede hoved og symboler på frugtbarhed. Dette er museets mest kendte udstilling, så giv den blot et hurtigt blik denne gang. I kejserkultsalen kan man se fragmenter af en statue fra Domitianus' tempel, hvilket illustrerer omfanget af kejserkulten i byen. Museet tilbyder en audioguide; spørg personalet om betingelserne for at benytte den. Den centrale gårdhave er bedst til fotografering i morgensolen; brug ikke blitz i udstillingslokalerne. Tag en kort pause i haven og fyld din vandflaske, da næste stop kræver en stigning. Når du forlader museet, kig mod nord: Ayasuluk-højen og murene er synlige over byen. Indgangen til fæstningen er via porten til St. Jean-området; denne indgang ligger omkring ti minutters gang fra museet. Undervejs vil du se silhuetten af İsa Bey-moskéen med sine to minareter; denne bygning er et stop på en anden rute, så gå forbi den og fortsæt op ad bakken. Kilde: Kultur- og Turisme Ministeriet, Tyrkiske Museer; KVMGM Google Arts & Culture; Aktuel Arkæologi; Wikipedia, Ephesus Archaeological Museum.

Indgangen til citadellet er ved indgangen til St. Jean-området, hvor billetkontoret er placeret. Da adgangen til citadellet kun er mulig inden for et begrænset tidsrum, bør du tjekke de aktuelle åbningstider på muze.gov.tr, og undgå at planlægge dette besøg til sent på dagen. Efter indgangen skal du følge den stenede sti, der fører op ad bakken, og du vil passere ruinerne af en basilika. Citadellet ligger nord for basilikaen, på toppen af bakken. Ifølge Selçuk kommune ligger citadellet oven på det område, der efter de seneste undersøgelser menes at være Efes' første bebyggelse. De mure, du ser i dag, er fra tre forskellige perioder: et byzantinsk fundament, samt restaureringer fra Aydınoğulları- og osmanniske perioder. Murene er bygget af sten, mursten og mørtel, og de er understøttet af femten tårne. Det er nemmest at se, hvilken del af citadellet der er blevet restaureret i hvilken periode, ved at tælle tårnene. Der er to porte, der fører ind i citadellet, en fra øst og en fra vest. Disse porte fører direkte ud, uden at være forbundet til den ydre mur. Besøgsruten vil føre dig til en af disse porte. Når du går gennem porten, vil du se smalle trapper, der fører op til skydeskår og udkigsposter langs den indre mur. Klatr ikke op, hvor der ikke er gelænder. Indenfor citadellet finder du brostensbelagte gader, forskellige størrelser cisterne, en moské og ruinerne af en kirke på det højeste punkt. Følg gaderne, og du vil først komme til Kale Moskéen i midten. Denne bygning er en påmindelse om perioden, hvor Aydınoğulları gjorde dette område til hovedstad mellem 1348 og 1390, og hvor der blev bygget mange moskéer, badehus og klostre på toppen. På denne rute betragtes den blot som en historisk bygning. Ifølge kilder blev restaureringen, der startede i 2008, først fokuseret på den vestlige indgang og minareten af denne moské. Der er også fundet ruiner af en bygning vest for moskéen, som menes at have været et badehus tilhørende citadellet. Museumsregistrene nævner en citadel-pavillon og et badehus her. Gå op til ruinerne af kirken på toppen af bakken: apsiden er blevet omdannet til en cisterne i Aydınoğulları-perioden, så du kan se arbejdet fra to forskellige perioder i den samme mur. Bygningslisten i museumsregistrene kan bruges som en tjekliste for dit besøg: byzantinske og tyrkiske cisterne, byzantinske vandbuer, huse på den sydlige terrasse og basilika-cisterne. Gå ikke for tæt på åbningerne og kanterne af cisternerne, da nogle er dybe og uden gelænder. Udgravningerne i citadellet er blevet udført af Afdelingen for Arkæologi ved Pamukkale Universitet siden 2007. En artikel, der blev ud Mens du går langs muren, viser udsigten resten af ruten: lige nedenfor ligger den 1375-årige bygning af Isa Bey-moskeen, sletten hvor Artemis-templet lå, og dalen, der strækker sig sydpå mod Efes. Hvis du ankommer om formiddagen, vil solen være bag dig, og moskeens facade, der vender mod dig, vil være oplyst. For det bedste overblik skal du stå foran de vestvendte tårne på toppen. Indenfor murene er der mindre skygge, så husk at have vand med dig, og hold fast i din hat på blæsende dage. Ayasuluk-bjerget er en af de fire komponenter, der udgør UNESCOs verdensarvssted Efes, sammen med St. Jean-basilikaen, Isa Bey-moskeen og Artemision. Derfor må du ikke flytte nogen sten eller skrive på væggene. Brug den samme rute ned igen og forlad St. Jean-området. Herfra kan du gå tilbage mod togstationen; distriktets centrum er udgangspunktet for minibusser eller køretøjer, der kører til Çamlık. Çamlık ligger cirka 7 kilometer syd for Selçuk, og vejen fører dig ned i en dal, hvor den gamle İzmir-Aydın-jernbane løber. Det er mest praktisk at holde frokostpause i distriktets centrum; om eftermiddagen er der tilstrækkeligt lys i Çamlık til at fotografere lokomotiver. Kilde: Selçuk Kommune, Selçuk (Ayasuluk) Slot; Kultur- og Turismeministeriet, Tyrkiske Museer, Ayasuluk Slot; Kulturportalen; TDV Islamisk Encyklopædi, Ayasuluk; DergiPark, Büyükkolancı 2023.

Du kommer til Çamlık med minibus eller bil fra Selçuk centrum. Museet ligger i byen og er beliggende langs den gamle jernbanelinje. Der er entré, og du kan finde aktuelle åbningstider og priser på Ministeriets hjemmeside for tyrkiske museer eller direkte på museet. Dette er Tyrkiets største friluftsmuseum for jernbaner, og historien begynder i 1866 med åbningen af landets første jernbane, linjen mellem İzmir og Aydın. Çamlık var et sted langs denne linje med en station og reparationsværksteder. Stationen, der oprindeligt hed Aziziye, blev lukket, da linjen blev ombygget i 1991. Museet blev etableret samme år og åbnede for besøgende i 1997. Området, bygningerne og lokomotiverne tilhører TCDD (Tyrkiets Statsbaner), mens driften er blevet udliciteret til sønnen af den tidligere stationsmester i 99 år.

Når du træder ind, skal du først se den gamle stationsbygning. Spor fra den oprindelige linje fra 1866 er stadig til stede, og lokomotiverne står på disse originale spor. Hovedattraktionen er det roterende underlag: dette underlag med otte arme har cirka halvdelen af lokomotiverne arrangeret som en vifte, og det er herfra du får det bedste billede af museet. Gå til midten af underlaget og drej dig et helt omgang; ved enden af hvert arm står en maskine fra et forskelligt land. Antallet varierer i forskellige kilder, mellem 33 og 37, men det er sikkert, at det er en af de største samlinger i Europa, og maskinerne er fra 1890'erne til 1950'erne. Lokomotiverne er fra Tyskland, Sverige, England, USA, Frankrig og Tjekkoslovakiet. Det er en god aktivitet for børn at læse produktionspladerne på siderne af kedlerne og sortere dem efter land. Den ældste er en dampmaskine fra det britiske firma Stephenson, og ifølge Tyrkiets Turistencyklopædi er der kun to eksemplarer tilbage i verden. En anden bemærkelsesværdig maskine er lokomotiv 45501, som var involveret i togulykken i Yarımburgaz i 1957; historien står stille her. Du kan komme op i kabinerne på nogle af lokomotiverne; trapperne er stejle og af metal, så vær forsigtig på våde dage, og undgå at dreje håndtagene. Derefter kan du gå videre til vogningerne: museet har ni personvogne og syv godsvogne, og to af personvognene er af træ. Den mest specielle er salongvognen, som Atatürk brugte; du kan gå ind i den, og interiøret er bevaret med soveværelse, køkken og badeværelse. Rør ikke ved noget inde i vognen, og gå forsigtigt i den smalle korridor. Omkring området er der også udstillet stationsudstyr som vandtårn, kraner og en hånddrevet lokomotiv, som fortæller om, hvordan dampl På vej tilbage skal I passere centrum af Selçuk og fortsætte nordpå mod motorvejen mellem İzmir og Aydın. Monumentet ligger cirka 16 kilometer nordøst for centrum af Belevi, lige ved siden af motorvejen. Turen fra Çamlık tager cirka en halv time. Der afgår også minibusser til Belevi fra byens centrum; hvis I ikke har bil, kan I skifte transport ved ankomsten til Çamlık. Prøv at ankomme til monumentet i det sene eftermiddagslys, da de udskårne detaljer i stenen og marmortrinnene er bedst synlige i det aftagende sollys. Kilder: Wikipedia, Çamlık Damplokomotivmuseum; Wikipedia, Çamlık Jernbanemuseum; Tyrkiske Museer (Ministeriet for Kultur og Turisme); Tyrkisk Turismeleksikon.

I Belevi, beliggende nord for området, ligger et enkelt lille plateau, tæt ved motorvejen İzmir-Aydın, og hviler mod nordskråningen af Aydın-bjergene. De lokale kalder det "Yatık Kale" (det liggende fort). Du kan nå det ved at følge en afkørsel fra motorvejen; hvis du ankommer med minibus, skal du stige af i Belevi centrum og gå cirka en kilometer mod nord. Dette er et åbent arkæologisk område; tjek de aktuelle besøgsforhold på Ministeriets hjemmeside for Tyrkiske Museer, og besøg stedet sent på dagen, før det bliver for mørkt. Foran dig står det andet største gravmonument i Anatolien, efter Halikarnassos' mausoleum, og det er bygget som en efterligning af et af de syv vidundere. Start med at betragte monumentet på afstand, fra foden af plateauet: Det består af en firkantet platform, en etage med søjler, og alt er skabt ved at udhule naturlig sten, som er beklædt med marmor. Platformens kant er omkring 30 meter, og højden overstiger ti meter, og den hviler på en tretrins sokkel. På øverste etage var der otte søjler på hver side; de fleste kilder beskriver dem som korintiske søjler. Den samlede højde var, ifølge "Aktüel Arkeoloji", 23 meter; nogle forskere mener, at det ville have været højere, da monumentet aldrig blev fuldført. Det blev længe antaget, at taget havde en pyramideform, men undersøgelser mellem 1998 og 2000 fandt ingen beviser for dette, og afløbskanaler antyder, at øverste etage måske var åben. Mens du går rundt om den klippefyldte kerne, skal du kigge på de marmorblokke, der ligger på jorden: De er fragmenter af beklædning, søjler og tagplader; undgå at sidde på dem eller flytte dem. Led efter gravkammeret, der er udhugget i klippen på sydsiden; det var forseglet udefra, og på nordsiden er der en ufuldstændig døråbning. I sarkofagen, der blev fundet i kammeret, lå en mandlig figur, barfodet, skægløs, med en krans og en skål i hånden, liggende på en kline; ved siden af ham stod en statue af en østlig tjener. Sarkofagen blev fundet i 1930'erne, flyttet til haven ved Efes-museet i 1963, og ifølge "Aktüel Arkeoloji" blev den i 2023 flyttet til İzmir Kultur og Kunst Fabrik. De arkitektoniske fragmenter, du ser på museet om morgenen, er netop beklædningen fra dette monument. Der var løve-grif-statuer, der kiggede på stenvaser langs tagkanten, hestetrukne vogne i hjørnerne, og malede paneler i tagpladerne; reliefferne på nordsiden viste begravelsesritualer, mens de på den anden side viste kentaur-kampe. Dele af disse fragmenter udst Siden begyndelsen af århundredet har dette monument tiltrukket sig opmærksomhed fra østrigske forskere; den første omfattende publikation er af Praschniker og Theuer. Overvej også monumentets placering: det står på en skråning, tæt på den antikke Efes-Sardes-vej, hvor det kan ses på afstand af forbipasserende. Ved solnedgang fremhæves solens stråler de udskårne trin og marmurdekorationerne; set fra vejen ses monumentet som en silhuet på toppen af bakken. Bestig ikke selve monumentet eller trapperne; stenen er løs, marmoren er glat, og monumentet er en kulturarvsattraktion, der skal beskyttes. Der er ingen skygge eller vand i nærheden, så hold besøget kort om sommeren. Ruten slutter på denne bakke. Dem, der vender tilbage til Izmir i bil, fortsætter nordpå ad vejen. Dem, der vender tilbage med IZBAN, tager en minibus fra Belevi tilbage til byens centrum og tager toget fra Selçuk station med et skift i Tepeköy. Sammenlæg nu dagens fire stop: marmorerne fra museet stammer fra denne skråning, byens første bebyggelse, den første jernbane, der krydsede sletten, og intet af dette blev set, før man trådte ind gennem Efes' porte. Kilder: Aktüel Arkeoloji, Belevi Gravmonument; Wikipedia, Belevi Mausoleum; Wikipedia, Belevi Monumentgrav; DergiPark, Bora 2019; Selçuk Kommune; Visit İzmir.