Çamlık Buharlı Lokomotif Müzesi

Det frie museum, der ligger cirka 7 kilometer syd for Selçuk i Çamlık, er opbygget på sporene fra en gammel togstation og er Tyrkiets største jernbanemuseum. Stedet er Aziziye-stationen på den første jernbanelinje i Anatolien, nemlig linjen mellem Izmir og Aydın. Ifølge Wikipedia åbnede stationen den 1. juli 1866. I 1991 blev linjen ombygget, og stationen blev lukket. Samme år opstod ideen om at samle dampmaskiner her. Kilder er uenige om åbningsåret; Visitizmirs hjemmeside angiver, at museet åbnede den 28. september 1991, mens Tyrkiets Turistencylopædi og Wikipedia skriver, at samlingen blev åbnet for offentligheden i sin nuværende form i 1997. Museet blev oprettet for at bevare og udstille dampmaskiner, som er i stigende grad sjældne i verden. Området, bygningerne og samlingen tilhører TCDD (Tyrkiets Statsbaner), og Atilla Mısırlıoğlu driver museet i henhold til en 99-årig lejekontrakt. Ifølge Tyrkiets Turistencylopædi er området 160 dekar stort og huser en af Europas største samlinger af dampmaskiner. Der er over tredive dampmaskiner på området; kilderne angiver et antal mellem 30 og 37. Produktionsårene spænder fra slutningen af 1880'erne til 1950'erne; den ældste er fra det britiske Robert Stephenson-værk. Der er maskiner fra Tyskland (Henschel, Krupp og Maffei), Sverige (NOHAB), USA (ALCO, Lima og Vulcan), samt fra Frankrig og Tjekkoslovakiet. Ifølge Wikipedias beskrivelse er otte af de atten tyske maskiner fra Henschel, og tre er fra Krupp. Der er fire fra England, fire fra Frankrig, tre fra USA, to fra Sverige og én fra Tjekkoslovakiet. Halvdelen af dampmaskinerne er placeret i en vifteform omkring en 18-sporet drejebro; dette er museets mest fotograferede område. En dampmaskine, der kører på træ, er ifølge kilderne et af kun to eksempler, der findes i verden. Ifølge Tyrkiets Turistencylopædi indeholder samlingen også en trecylindret dampmaskine, der blev produceret i Tyskland under Anden Verdenskrig. Dampmaskinen nummer 45501, der trak Orientekspressen i ulykken i Yarımburgaz i 1957, er også udstillet her. Samlingen omfatter ni personvogne og syv godsvogne; to af personvognene har trækarrosserier. Fire kraner, vandpumper, et vandtårn, en dieselolietank, en vandmølle og et reparationsværksted viser andre dele af jernbanevirksomheden. Ifølge Selçuk kommunes hjemmeside findes der også et toilet fra 1850 og en gammel tunnel, der er 900 meter lang, på området. Museets mest specielle genstand er salong Dette område er som en legeplads for børn, men trapperne er høje, og metaloverfladerne kan blive varme om sommeren, så hold øje med dem. Om morgenen er lyset blødt, og området er stille; det er et godt tidspunkt at fotografere området omkring den roterende bro. Turen tager cirka en time, men hvis man vil gå ind i vognene og læse alle skiltene, kan det tage to timer. Området ligger under fyrretræerne, men er åbent, så husk hat og vand om sommeren. Museet er åbent alle dage i ugen; tjek museets eller Selçuk kommunes hjemmeside for aktuelle åbningstider og entrépriser. Adressen er Çamlık Mahallesi, Atatürk Caddesi; det tager cirka ti minutter i bil fra Selçuk. Ifølge Wikipedia kan man også komme dertil med regionale tog fra TCDD; bekræft, om togene stopper i Çamlık, inden du tager afsted. Museet er et populært sted for både lokale og udenlandske turistgrupper på grund af dets nærhed til Efes, Marias Hus og Kuşadası. Når man kommer fra Selçuk, fortsætter vejen i retning af Aydın; Belevi-mindesmærket ligger i den modsatte retning, mod İzmir, og det er muligt at besøge begge steder på samme dag i bil.