Dalvadi-dalen, fra Afyon-siden til Döğer Han-bygningen.

Start din ved foden af den sorte klippe, der rejser sig midt i byen; Afyonkarahisar kommune oplyser, at borgen kan nås til fods fra centrum, og at man skal følge skiltene og de markerede stier. I dag tager du turen op til borgen ikke for at nyde udsigten, men for at få en forståelse af konteksten for de frigiske monumenter, du vil se senere på dagen. Ifølge kommunen og Kulturportalen er klippen en vulkansk formation, der rejser sig 226 meter over terrænet. TDV Islamisk Encyklopædi skriver, at byen blev grundlagt ved foden af denne klippe, i en højde af 1010 meter over havets overflade. Trapperne er blevet restaureret, så det er muligt at bestige klippen i dag, men stigningen er stejl, og du bør have behagelige sko og vand med. Det første lag, du skal have i tankerne, når du stiger op, er den hittitiske periode. Ifølge kilderne blev klippen brugt som en befæstet position under kong Muršilis II's kampagne mod Arzava omkring 1350 f.Kr., og den blev kaldt Hapanuva, hvilket betyder "det høje bjerg". Den engelske Wikipedia nævner, at den første struktur også blev bygget i Muršilis II's periode, hvilket betyder, at klippen allerede var et observationspunkt før de frigiske. Når du når toppen, er det de spor fra den frigiske periode, du leder efter. Kulturportalen skriver, at der er fundet spor af den frigiske kultur, som levede i Anatolien mellem 1200 og 700 f.Kr., og at der findes fire store cisterne her. Vær forsigtig, når du nærmer dig cisternernes åbninger, og gå ikke uden for det afspærrede område. Disse udskæringer i klippen er det første eksempel på stenhuggerarbejde i byen, som du vil se senere på dagen i Göynüş-dalen. Murene er fra en senere periode; klippen blev omgivet af mure i romersk og byzantinsk tid og fik et borglignende udseende. Den tyrkiske Wikipedia skriver, at borgen i denne periode blev kaldt Akroenos, og TDV Islamisk Encyklopædi nævner, at det menes, at Akroinon-borgen fra byzantinske kilder var placeret her. Søg efter spor fra seljuk-perioden i murene, da Kulturportalen skriver, at murene blev restaureret i 1235 under sultan Alaeddin Keykubad I af Mimar Bedrettin Gevhertaş. Den samme kilde nævner også, at tårnene, cisternerne og tårnet blev restaureret i 1573 på ordre af sultan Selim II. TDV Islamisk Encyklopædi skriver, baseret på Evliya Çelebi, at der i osmannisk tid var omkring 200 vagter og et fængsel i borgen. Den tyrkiske Wikipedia bemærker, at det historiske udseende af borgen ikke er blevet bevaret i stor udstrækning, men at resterne er bevaret; du skal være forberedt på at se lag på lag af historie, Efter at have besøgt citadellet, skal du stige ind i dit køretøj og køre nordpå ad landevejen mellem Afyonkarahisar og Eskişehir, i retning af afkørslen til Göynüş-dalen. Kilde: Kulturportalen, Afyonkarahisar-citadellet; Afyonkarahisar kommune, Afyonkarahisar-citadellet; TDV Islamisk encyklopædi, Afyonkarahisar.

Ifølge Afyonkarahisar Kultur- og Turismestyrelse kan Göynüş-dalen nås ved at dreje til venstre fra den 32. kilometer af vejen mellem Afyon og Eskişehir og køre 1,5 kilometer. Den engelske Wikipedia placerer området 11 kilometer øst for İhsaniye og cirka 30 kilometer nord for byen, tæt på motorvejen D-665. Dalen ligger inden for grænserne af Kayıhan-kvarteret i İhsaniye-distriktet, og Kulturportalen beskriver den som en del af det bjergrige Frigien-område. Efter at have parkeret bilen, skal du først gå til Aslantaş, da de to monumenter ligger på samme klippeformation og er meget tæt på hinanden. Se på forsiden af Aslantaş fra en afstand, så du kan få hele monumentet med i billedet. Ifølge den engelske Wikipedia er monumentet en enkelt klippe på 11 meter i højden, hvor siderne og forsiden er blevet udjævnet. Du vil se to udskårne løver, der står på deres bagben og vender mod hinanden. Kulturportalen nævner, at der er en løveunge under hver løves fødder, men disse detaljer er slidte og er bedst synlige, når lyset rammer dem fra siden. Se på den masse, der ligner et livstræ, øverst på monumentet, og på det solmotiv med vinger, der er udskåret på hver side af det. Wikipedia nævner også, at der er trin på toppen af klippen, men det er skadeligt at kravle op på dem; observer dem fra jorden. Indgangen til gravkammeret kan ses gennem en lille åbning. Kulturportalen beskriver det let buede loft i kammeret og en lille niche til venstre. Kilder er ikke enige om monumentets alder: Kulturportalen daterer det til det 7. århundrede f.Kr. som gravstedet for en vigtig Frigisk konge, mens den engelske Wikipedia angiver et interval fra begyndelsen af det 8. århundrede til slutningen af det 7. århundrede. Derefter skal du gå til Yılantaş, som Kulturportalen placerer omkring otteogtyve meter vest for Aslantaş, mens Wikipedia angiver syvoghalvtreds meter. Her finder du ikke en stående facade, men en kæmpe klippeblok, der er væltet og brudt. Kulturportalen skriver, at væltningen sandsynligvis skyldtes naturlige årsager, mens den engelske Wikipedia nævner et jordskælv eller en anden naturkatastrofe som en mulig årsag. Søg efter hoveder og kløer af løveudskæringer på ydersiden af klippestykkerne. Ifølge Wikipedia kaldes klippen Yılantaş, fordi de lokale tror, at de udslidte kløer ligner et slangehoved. Kulturportalen nævner derimod to udskårne slanger, der er viklet ind i hinanden, øverst på indgangen, og at disse er skjult under den væltede klippe. De bageste og venstre sidevægge af det kollapsede gravkammer kan stadig ses. Kilder nævner, at der er stenbæn I dalen er der begrænset sollys, så det er en god idé at medbringe hat og vand, især om sommeren. For at tage et godt billede af Aslantaş, prøv at fotografere facaden i det skrå lys, hvor skyggerne fra relieffet fremhæver detaljerne. På vej tilbage skal du køre ud på hovedvejen og fortsætte nordpå i retning af Döğer, og ved kilometer 36 skal du dreje nordvest. Kilde: Kulturportalen, Aslantaş, Yılantaş og Maltaş monumentet; Afyonkarahisar Provincial Kultur- og Turismedirektorat, Gravsteder og Templer; Wikipedia, Aslantaş-Yılantaş.

Ifølge beskrivelsen på Kulturportalen kan man nå Aslankaya ved at dreje nordvest fra den 36. kilometer af vejen mellem Afyonkarahisar og Eskişehir, og derefter følge en vej, der er cirka 2 kilometer lang. Monumentet ligger i nærheden af byen Döğer, som er en del af Ihsaniye, og ved bredden af Emre-søen. Den tyrkiske Wikipedia angiver afstanden fra Döğer til monumentet som 4 kilometer. Frig-dalene beskriver, at monumentet er let at se fra vejen, når man kører fra Üçlerkayası til Emre-søen, hvilket betyder, at der ikke er behov for en lang gåtur. Parkér bilen et sikkert sted og betragt monumentet først på afstand, sammen med det omkringliggende åbne område. Frig-dalene understreger, at Aslankaya adskiller sig fra mange andre Frig-monumenter ved at være placeret i et åbent område, og ikke inde i en klippe eller ved foden af et bjerg. Den samme kilde bemærker også, at monumentet er beliggende i et område, der fungerede som et ceremoniområde i nærheden af bebyggelser. Ifølge Kulturportalen er monumentet en facade med et trekantet tag, udhugget i en høj og stejl klippe, og det menes at være bygget i det 7. århundrede f.Kr. Når du nærmer dig, skal du først se på taget, da der på hver side af den trekantede fronton er relieffer af to sfinkser. Derefter skal du se på den ene side; her er der et stort løverelieff, der er afbildet i en truende stilling. Forskellige kilder beskriver, hvor løven er placeret: Kulturportalen siger, at det er på nordsiden, mens Frig-dalene viser det på højre side i forhold til facaden. Find derfor selv ud af det ved at gå rundt om monumentet. Frig-dalene beskriver, at der på den anden side er en meget mindre figur af et firbenet dyr, hvis type er svær at bestemme på grund af skader. De geometriske mønstre på den centrale facade er, ifølge den samme kilde, beslægtede med dekorationerne på Maltaş- og Midas-monumenterne. Det er værd at bemærke de udskæringer, der er modelleret som trædøre på hver side af nishen. Kulturportalen skriver, at der i nishen er et billede af Kibele, den vigtigste gudinde for Frigierne, mellem to løver; men Afyonkarahisar kommune påpeger, at dette relief ikke er bevaret. Frig-dalene skriver, at det meste af den store skade i bunden af monumentet er forårsaget af sprængning, og derfor ser man i dag en manglende del af bunden af nishen. Den samme kilde oplyser, at monumentet blev opdaget i 1884 af W. M. Ramsay, og at der på det tidspunkt kunne læses gamle Frigiske inskriptioner på hovedbjælken. Frig-dalene oplyser også, at de ulæselige inskriptioner kunne genfindes ved hjælp af et særligt teknik, der blev brugt til at tage billeder kort efter sol Herefter skal I vende tilbage til køretøjet og køre til centrum af byen Döğer. Karavansaraen ligger kun få kilometer derfra. Kilde: Kulturportalen, Aslankaya; Frig-dalene, Aslankaya-monumentet; Wikipedia, Aslankaya-templet.

Döger Karavansarai, ifølge Kulturportalen, ligger på grænsen mellem provinserne Afyon, Kütahya og Eskişehir, langs den gamle Hijaz-rute, og inde i byen Döğer. Du kan hurtigt nå frem til byen fra Aslankaya via vejen, da afkørslen fra hovedvejen er den samme for begge destinationer. Start med at observere bygningens ydre og følg den lange facade fra ende til anden. Ifølge den tyrkiske Wikipedia er den rektangulære bygning, der strækker sig i øst-vestlig retning, omkring 56 meter lang og 13 meter bred. Du vil se to monumentale porte i facaden; den ene fører til den toetages del af karavansaraen, og den anden til den eneetages del. Kulturinventaret beskriver disse porte som "iwan"-formede portaler. Da der ikke er nogen inskriptioner over portene, er det ikke muligt at fastslå, hvem arkitekten var. Bygningen blev opført i 1434 af Murad II, og ifølge den tyrkiske Wikipedia, overnattede sultanen i Döğer under sin kampagne mod Karamanoğullari. Kulturportalen beskriver bygningen som et unikt eksempel fra den tidlige osmanniske periode. Se nærmere på væggene, da de ydre overflader, taget og kuplernes spir er beklædt med huggede blokke af tufsten, et materiale, der er typisk for regionen. Ifølge den tyrkiske Wikipedia er klippen, hvor Aslankaya er udskåret, også lavet af tuf. Med en forskel på omkring to tusinde år har sten fra samme område først været brugt til et monument og senere til en karavansarai. I karavansaraens afdeling er det nederste niveau indrettet til hvile og fælles brug, mens det øverste niveau er beregnet til overnatning for rejsende. Kulturinventaret angiver, at to af værelserne på øverste etage har kupler, det tredje har et hvælvet loft, og at "iwanen" i midten blev brugt som et bederum. Kulturportalen tilføjer, at værelserne på øverste etage har vinduer og pejse. Afdelingen for husdyr er et stort, højt rum med kun én åbning, beregnet til at huse, fodre og pleje dyr. Ifølge den tyrkiske Wikipedia er der kun pejse i den ydre facade af denne afdeling, og lys og luft kommer ind gennem gittervinduer. Hvis du har mulighed for at komme ind, skal du kigge efter de smalle lysstråler, der kommer ind gennem gittervinduerne. Tjek forholdene for besøg i det indre af bygningen, før du tager afsted, hos det lokale Kultur- og Turismekontor. Direktoratet for Stiftelser restaurerede bygningen i perioden 1991-1993, og i 2007 blev der foretaget en omgivende udretning, hvor de indre og ydre vægge blev understøttet. Kulturinventaret bemærker også, at den tyske forsker Robin Wimmel besøgte og undersøgte bygningen i 2008 og dokumenterede den. Ifølge den tyrkiske Wikipedia er bygningen et avanceret eksempel på anatolisk