Aslantaş ve Yılantaş

Aslantaş og Yılantaş er to frisiske klippegrave, der ligger side om side i Göynüş-dalen i distriktet İhsaniye, nær Afyonkarahisar. Dalen omtales også som Köhnüş og Kohnüş i forskellige kilder. Gravene ligger cirka 11 kilometer øst for byen İhsaniye og cirka 30 kilometer nord for Afyonkarahisars centrum. Ifølge Kultur- og Turismeafdelingen kan man nå dalen ved at forlade Afyon-Eskişehir-vejen og følge en kort vej. For at forstå baggrunden for området, er det vigtigt at kende historien bag de to monumenter. Ifølge Afyonkarahisar-guvernementet blev det frisiske rige genoprettet i det klippefyldte og skovklædte område omkring Yazılıkaya og İhsaniye, efter at det blev svækket omkring 660 f.Kr. på grund af Kimmer-angrebene og faldet af Gordion. Göynüş-dalen er et af de vigtigste områder fra denne anden periode. Udover Aslantaş og Yılantaş findes der også et udendørs helligsted kaldet Maltaş og en klippeformation i midten af dalen, kendt som Köhnüş Kale. Aslantaş er opkaldt efter de løveudskæringer, der findes på dens facade. Den er lavet af en enkelt klippe, der er cirka 11 meter høj, og dens sider og forside er blevet udjævnet. På hver side af den lille dør til gravkammeret står to store løver med forbenene løftet. Ifølge Kulturportalen er der små løveunger under løvernes fødder, men disse er i dag meget nedslidte. Over døren er der en udskæring, der ligner et livstræ, og over dette er der et solmotiv med vinger. I den øverste del af klippen er der udskårne trin. Indeni er der et let hvælvet loft, og på venstre side er der et lille kammer, hvor den afdøde blev placeret på en kline. Det menes, at Aslantaş tilhørte en vigtig frisisk konge. Kulturportalen daterer monumentet til det 7. århundrede f.Kr. Ifølge den engelske Wikipedia diskuteres der to datoer, fra begyndelsen af det 8. århundrede f.Kr. til slutningen af det 7. århundrede f.Kr., men den senere dato foretrækkes ofte på grund af den dekorative facade og den lille indgang. Yılantaş ligger vest for Aslantaş, i de samme klippeformationer, og er ifølge kilderne omkring 70 til 80 meter væk. Denne grav, der menes at tilhøre en adelsmand, var større og mere imponerende end Aslantaş. Men klippen, som den er udhugget i, er sandsynligvis blevet revnet og væltet af naturlige årsager, og den fremstår i dag som en fragmenteret blok. På et af klippestykkerne kan man stadig se hovedet og fødderne af en løveudskæring. Der er forskellige forklaringer på, hvorfor graven har fået sit navn. Ifølge Kultur Buernekonstruktionen i taget er udformet som en relief på loftet. Baseret på den palmelignende søjlehoved på Kulturportalen, daterer man gravstedet til omkring 700 f.Kr., mens den hollandske arkæolog C. H. E. Haspels foreslog det 6. århundrede f.Kr. Det første sted, man bør besøge i dalen, er facaden af Aslantaş. Undersøg nøje løvernes kroppe, solmotivet over døren og de flade udskæringer på siderne, både tæt på og fra lidt afstand. Gå derefter vestpå og find resterne af Yılantaş, og led efter fragmentet, der ligner en løveklø. Det svenske fotografi af Yılantaş, taget af Guillaume Berggren i 1870'erne, er et af de tidligste dokumenter, der viser, hvordan klippen så ud for 150 år siden. Hvis du har tid, kan du også besøge Maltaş, som ligger cirka 500 meter væk. Maltaş er en stor, udhugget facade med nicher i den sydvestlige del af dalen, og den er velbevaret, fordi den for nylig blev gravet frem. Göynüş-dalen ligger også på den frisiske vandrerute, der starter i Seydiler, nær Afyonkarahisar, og strækker sig til Yazılıkaya i Eskişehir. Denne rute, der er markeret med røde og hvide skilte, følger dalen og fortsætter nordpå i retning af Döğer. Der er ikke en vej, der fører til alle steder i dalen; man skal gå gennem markerne, så det er en god idé at have solide sko og tage vand med. Da der er begrænset skygge, er det mest behageligt at besøge om morgenen og om eftermiddagen, især om sommeren. For at få information om besøgsforhold og eventuelle arrangementer, skal du se de seneste meddelelser fra Afyonkarahisar Provincial Directorate of Culture and Tourism. Klatr ikke på monumenterne, og rør ikke ved reliefferne; det bløde tufsten er let at beskadige.