Uden for bymuren, tre storme: Fra Kağıthane til Kazlıçeşme.

M7-metroens Kağıthane-station er direkte bygget oven på Kağıthane-floden, så det første skridt på ruten er at stige ud af stationen og kigge ned i floden. Denne flod, der i byzantinsk tid blev kaldt Barbysos, løber ud i Det Gyldne Horn, og hele Sadabad-historien foregår langs dens bredder. Efter at have forladt stationen, gå langs floden i dens naturlige forløb, altså mod sydvest. Denne gåtur på omkring en kilometer viser, hvordan området så ud i Tulip-perioden, hvor der lå en række palæer. Vær opmærksom på flodens bund, da den i 1722 blev renset og omgivet af lige kajer, og omdannet til en kanal kaldet Cedvel-i Sim, også kendt som Sølvfloden. Ifølge kilder blev marmoren til denne kanal hentet fra Kulelibahçe-paladset i Çengelköy. Kanalen var prydet med diger, vandfald og marmorbassiner, hvor vandet løb gennem vandfaldene og samlede sig i bassinerne. Sultan III. Ahmed beordrede, at hundredvis af træer, herunder plataner, lindetræer, sortpoppel, hassel og kastanjer, blev flyttet fra Yoros-bjergene med rødderne for at blive plantet i denne have. Ved slutningen af gåturen ankommer du til det nuværende Kağıthane Kommune-bygning, som er det oprindelige sted for Sadabad-paladset. Det er vigtigt at forstå, at der på dette sted har stået flere palæer oven på hinanden. Det første palads blev hurtigt færdiggjort under ledelse af Damat İbrahim Paşa i 1722, og digtere gav det navnet Sadabad, som betyder et frugtbart og velstående sted. Under Patrona Halil-oprøret i 1730 blev de omkringliggende palæer plyndret og ødelagt; Sultan I. Mahmud forhindrede, at paladset blev brændt ned, men kunne ikke forhindre skaderne. Sultan II. Mahmud lod det forfaldne palads blive revet ned i 1809 og genopbygget af Krikor Amira Balyan. Sultan Abdülaziz lod i 1862-1863 et tredje palads, kaldet Çağlayan-paladset, blive bygget på stedet for det andet palads af Sarkis og Agop Balyan. Ifølge Kağıthane Kommune blev paladset revet ned i 1943, og i 1952 blev der bygget en militær forsyningsskole på stedet. Denne bygning bruges i dag som kommunalt servicecenter. Ifølge en artikel på Wikipedia kan man stadig se nogle få rester af paladset i nærheden af kommunebygningen som en udendørs udstilling; hold øje med disse stenstykker i området. Sadabad-moskeen, der ligger i samme område, er også kendt som Aziziye-moskeen, da den blev genopbygget i Abdülaziz' tid; du kan tage et kig på dens arkitektur og fortsætte din vej. Sadabads sande berømmelse kommer ikke fra dens bygninger, men fra livet, der foregik Det bedste sted at tage et billede er fra broerne over floden, med udsigt i retningen af, hvor vandet strømmer. Morgenlyset får floden til at se blød og smuk ud. Efter at have gået rundt her i en time, kan du tage M7-linjen til Mecidiyeköy og derfra skifte til M2 og M1A for at komme i retning af Davutpaşa. Kilde: TDV Islamisk Encyklopædi, Sadabad og Kağıthane; Kağıthane Distriktskontor, Sadabad Paladserne; Wikipedia, Det Første Sadabad Palads.

M1A-linjen, Davutpaşa-YTÜ-stationen ligger på viadukten, på Güngören-siden, og er cirka en halv kilometer fra Otağ-ı Hümayun. Fra stationen skal du gå mod Yıldız Teknik Üniversitetets Davutpaşa-campus og følge anvisningerne fra sikkerhedspersonalet ved indgangen. Området, hvor campusen ligger, omtales i osmanniske kilder som "Davutpaşa-sletten" og er opkaldt efter Koca Davut Paşa, som var storvezir under Bayezid II. Dette var det første sted, hvor hæren samledes og overnattede, når den drog på felttog mod vest. Hvis sultanen ikke deltog i felttoget, blev hæren vinket af herfra, og ved tilbagevenden blev den modtaget her. Når du nærmer dig bygningen, skal du først bemærke dens størrelse, da TDV Islamic Encyclopedia beskriver den som en toetagers bygning i fint tilhugget sten. De vestlige indgangspaviljoner er beskyttet af spidse buer, der hviler på en enkelt søjle, og oven over disse pavilloner er der terrasser. Encyklopædien fremhæver især, at der fra terrasserne er en bred udsigt mod øst; selvom dette område i dag er fyldt med byens struktur, er synsvinklen uændret. Hvis bygningen er tilgængelig, skal du være opmærksom på det firkantede rum i stueetagen; dette rum, med sider, der overstiger ti meter, er dækket af et krydset hvælvet loft. I den indre væg i dette rum er der en pejs og en fontæne, der bærer en digtet inskription skrevet af Sultan Ahmed I under pseudonymet Bahti. Det store rum på øverste etage er dækket af en kuppel med en diameter på omkring ti meter, der hviler på pandantiver. De to rækker af vinduer fylder begge etager med masser af lys; stå inde og observer, hvordan lyset reflekteres på stenvæggene. Kilder giver forskellige oplysninger om bygningens historie. Den traditionelle fortælling daterer bygningens oprindelse til det femtende århundrede, mens TDV, baseret på et arkivdokument, skriver, at den nuværende bygning blev bygget af Dalgıç Ahmed Ağa, den kejserlige arkitekt under Sultan Murad III, og færdiggjort under Sultan Ahmed I. I et dokument fra 1603 blev der anmodet om, at flisemagere fra İznik skulle færdiggøre manglende fliser til denne bygning. Det siges, at paladset oplevede sin storhedstid under Sultan Murad IV, som var kendt for sin interesse for jagt, og at der i denne periode blev tilføjet mange bygninger omkring det. Encyklopædien nævner, at der på pladsen foran paladset var skydeskiver, der blev brugt af Sultan Murad III og Sultan Ahmed I. Du kan bemærke gamle sten på campusens åbne områder. Efter nedlæggelsen af Janitsjar-korpset i det nittende århundrede blev der bygget en stor Davutpaşa-kaserne her, og Kilde: TDV Islam-encyklopædien, Davud Pasha-paladset; Esenler Kommune, Esenlers historie; Wikipedia, Otağ-ı Hümayun.

Bahçelievler metrostation ligger ved siden af motorvejen D-100; villaen ligger nordvest for stationen, i en gåafstand på lidt over en kilometer. Dit mål er parken ved siden af Bahçelievler kommune og distriktskontor, da villaen er beliggende i det område, som kommunen i dag har omdannet til en park. Når du træder ind i parken, skal du først kigge på bassinet, ikke på bygningen, da det er et bassin i midten, der adskiller denne villa fra lignende bygninger i Istanbul. Ifølge Hamza Gündoğdus analyse, der er publiceret i DergiPark, er bassinet cirka 25 gange 20 meter og 1,5 meter dybt. Selve villaen er placeret i midten af bassinet, på et rektangulært område, der er cirka 13 gange 8 meter. Terrænet hælder fra øst til vest, så bassinkanten er tæt på jorden i øst, mens den i vest udvikler sig til en mur, der er mere end to meter høj. Gå til den østlige facade, hvor indgangen er, og følg den bro, der går over bassinet. Der er to trapper med gelændere på hver side, der fører op til indgangen, hvor der er to spidse buer og en hvileplads. Se nøje på den lave bue af hvid og rød marmor, der danner indgangen, og på den udskårne inskription over den. Det lille, sekskantede vindue med marmornetværk til venstre for indgangen og det smalle ventilationsvindue ved siden af det, giver spor om bygningens indre funktion. Gå derefter hen til den østlige side af bassinet og se efter den fine vandkanal, der er udskåret i den hvide marmor. Gündoğdu skriver, at der ved, hvor kanalen er forbundet til bassinet, er et lille bassin med en form som en østersskal. Gå rundt til den vestlige facade og se på hjørnerne af muren; her kan man se balkoner og alkover, der er placeret på stenconsoler. Den nuværende tagkonstruktion på villaen, nemlig kuplen i nord og hvælvingen i syd, er resultatet af en restaurering udført af Mualla Eyüboğlu i 1973. I den restaurering blev et tårn, der menes at være tilføjet i begyndelsen af det 19. århundrede, fjernet, og den oprindelige tagkonstruktion, hvis tilstand er omstridt, blev rekonstrueret med en omtrentlig rekonstruktion. Villaens bygherre, Siyavuş Paşa, var en statsmand, der blev rekrutteret fra området omkring Kanije, uddannet i Enderun og fungerede som storvezir tre gange i perioden under Murad III. TDV Islamic Encyclopedia nævner, at navnet på godset, der omfatter også Siyavuş Paşas villa, i dag lever videre som et bynavn. Der er ingen bygningsinskription på villaen; Gündoğdu daterer villaen til samme periode som en fontæne, der ligger cirka 100 meter nordøst, baseret på dens inskription fra 1571-1 Området omkring Köşk er åbent eller lukket afhængigt af perioden; selv hvis det er lukket, kan det være tilfredsstillende at sidde ved poolen og udforske bygningen fra alle sider. Derefter kan du vende tilbage til Bahçelievler station, tage M1A-linjen til Yenibosna og tage en af İETT-linjerne, der kører til Kazlıçeşme. Kilde: DergiPark, Gündoğdu, Nogle observationer om Siyavuş Paşa Köşkü; TDV Islamisk Encyklopædi, Siyavuş Paşa; Wikipedia, Siyavuşpaşa Paladset.

Når du ankommer til Kazlıçeşme, enten ved den sidste station på IETT-linjen eller ved Kazlıçeşme-stationen, som bruges af Marmaray og forstadsbanen Sirkeci-Kazlıçeşme, er dit mål den fontæne, der ligger et par hundrede meter væk mod vest. Fontænen ligger på Abay Caddesi, som deler Kazlıçeşme-kvarteret, og som tidligere hed Demirhane. Den var engang en vægfontæne, men på grund af vejen, der løber bag den, står den i dag som en selvstændig fontæne på pladsen. Se først på fontænen forfra: Den er lavet af hugget sten og har en rektangulær facade, der er indrammet af udskæringer, og i midten er der en flad, spidsbueformet niche. Inde i nichen er der et spejl, og på spejlet er der en tyrkisk inskription skrevet i *sülüs*-skrift. Ifølge Kulturinventaret angiver inskriptionen årstallet 1546 ifølge *ebced*-systemet og nævner Mehmed Bey som den, der fik fontænen bygget. Det menes, at Mehmed Bey i inskriptionen var den lærde Aşık Pir Mehmed Çelebi. Gå tættere på den hvide marmor under inskriptionen; her finder du den buede udskæring af en and, som er navnet på kvarteret. Foran anden er der også en stilket gren med stjerneformede blade; du skal gå et par skridt tættere på for at se detaljerne. Denne marmor er faktisk et genbrugsstykke fra byzantinsk tid og dateres til det femte århundrede. Ifølge Wikipedia blev udskæringen beskadiget i 2002 af skattejægere, og da de knuste stykker blev undersøgt, viste det sig, at marmoren var blevet vendt om i det osmanniske periode, og at anden var blevet udskåret. Den udskæring, du ser i dag, er en nøjagtig kopi, der blev lavet i 2010 af Zeytinburnu Kommune. Evliya Çelebi beskrev anden som så smuk, at den ikke kunne beskrives med ord. Se også på de buede nicher på hver side af fontænen; de minder om, hvordan vandet engang blev brugt. Ifølge legenden fandt en spurv, der ledte efter vand under erobringen, en kilde her ved at følge efter en flok gæs, der fløj. Denne historie fortælles som en myte. Når du har set fontænen, kan du dykke ned i kvarterets historie. Ifølge Wikipedia afsatte Fatih Sultan Mehmed dette område uden for murene til slagtere og garvere efter erobringen, og her blev der oprettet hundredvis af garverier. Zeytinburnu Kommune fortæller også, at Fatih bragte garverne fra Edirne og Anatolien hertil. I det nittende århundrede blev der tilføjet nye industrivirksomheder, såsom en jernfabrik, og i republikperioden kom cement- og tekstilfabrikker. I 1990'erne, da garverierne blev fly