Sadabad ve Kağıthane Deresi Mesiresi

Sadabad er navnet, der blev givet til det flade område langs begge sider af Kağıthane-floden, der strækker sig mod Det Gyldne Horn, i det 18. århundrede. Ifølge TDV Islam Encyclopedia betyder navnet "et heldigt og velstående sted." Dalen har siden perioden under Sultan Suleiman den Storslåede været et af de mest populære rekreative områder for befolkningen i Istanbul. Evliya Çelebi beskriver, hvordan guldsmede og læderarbejdere slog lejr her, hvor de både morede sig og afholdt møder. Guldsmedene, boghandlere og læderarbejdere afholdt også ceremonier relateret til deres erhverv i disse områder. Om foråret var dette et af de steder, hvor folk flokkedes for at nyde det fri. I byzantinsk tid hed floden Barbysos, og det siges, at navnet Kağıthane stammer fra de papirfabrikker, der lå her. I perioden under Bayezid II blev der etableret et krudtfabrik i dalen, som fungerede i lang tid. I det 16. århundrede blev İmrahor-fontænen og İmrahor-paladset bygget, og i perioden under Murad IV blev der anlagt et palads og en have i persisk stil. Området opnåede sin største berømmelse i begyndelsen af det 18. århundrede. Det fortælles, at en udendørs fest, som storviziren Nevşehirli Damat İbrahim Paşa afholdt her i 1717, fik Sultan Ahmed III til at blive glad for dette område. I 1722 blev flodlejet foran paladset renset og omlagt til en lige kanal med marmorbeskyttelse på begge sider. Det er skrevet, at marmoren til denne kanal, der blev kaldt Cedvel-i Sim, eller Sølvfloden, blev hentet fra Kulelibahçe-paladset i Çengelköy. Der blev anlagt dæmninger, vandfald og bassiner langs kanalen, og vandet løb gennem små vandfald og samledes i marmorbassiner. Sommerpaladset blev færdiggjort i løbet af få måneder i sommeren 1722, og forskellige kilder angiver forskellige datoer for færdiggørelsen, enten i slutningen af juli eller i begyndelsen af august. Der blev tilføjet pavilloner, broer og springvand omkring paladset, og det blev opfordret til, at embedsmænd byggede paladser langs floden. Ifølge Kağıthane Kommune blev der opført 173 paladser på begge skråninger fra paladset til Det Gyldne Horn. Have- og kanaldesignet er ofte forbundet med planer, som Yirmisekiz Çelebi Mehmed Efendi bragte med sig, da han var ambassadør i Paris. Arkitekten Sedad Hakkı Eldem argumenterede i sin publikation fra 1977 for, at Sadabad ikke i væsentlig grad svarede til den franske havearkitektur. I disse år blev Nedims digte et symbol på Istanbuls glæde, og Sadabad blev et udtryk for denne glæde. Under Patrona Halil-oprøret i 17 I nærheden af rådhuset kan man se de få rester, der er tilbage af paladset. Sadabad-moskeen, der ligger ved floden, er en bygning med trætag og et minaret, bygget i 1863 for Sultan Abdulaziz, og den omtales også som Aziziye-moskeen. Ifølge distriktsadministrationen står nogle af stenresterne fra paladset, der blev bygget til Atiye Sultan, stadig tilbage bag busstoppestederne i Kağıthane. Den bedste tid til at besøge er foråret, som historisk set har været den mest besøgte sæson. Da området langs floden er fladt og kort, er en times gåtur tilstrækkelig til at se resterne og moskeen. Man kan komme til Kağıthanes centrum med offentlig transport; tjek de aktuelle metro- og buslinjer hos Metro İstanbul og İETT.