Kazlıçeşme (Tarihi Kazlı Çeşme ve Kazlıçeşme Meydanı)

Kazlıçeşme er det største kvarter i Zeytinburnu og er en af de ældste bebyggelser uden for bymuren i Istanbul. Det strækker sig fra de gamle bymure og Yedikule i øst til Zeytinburnu togstation i vest. En forstadslinje løber gennem kvarteret i nord, mens kystvejen og Marmarahavet ligger i syd. Kvarteret har sit navn fra en historisk fontæne med en marmorstruktur, hvorpå der er udskåret en gæs. Distriktet Zeytinburnu har også sit navn, fordi dette område engang var dækket af oliventræer. Området lå på ruten af Egnatia-vejen, der i romertiden forbød Adriaterhavskysten med Istanbul. Ifølge kulturarvsregistret blev Kazlı Çeşme (fontænen) bygget i år 953 efter den islamiske kalender, hvilket svarer til 1546. Indskriften er skrevet i Thuluth-skrift og er inddelt i fem kartuscher, og det menes, at digtet tilhører Aşık Pir Mehmet Çelebi, en lærd og dommer, der døde i Üsküp i 1571. Selvom nogle kilder daterer fontænen til 1537, svarer år 953 i den islamiske kalender til årene 1546-1547 i den gregorianske kalender. Det er blevet dokumenteret, at der findes Janitsjar-symboler blandt stenene i fontænen. Gæs-reliefet, der gav kvarteret sit navn, blev stjålet i 2002. I 2010 fik Zeytinburnu kommune lavet en kopi af figuren og restaurerede fontænen. I dag kan man se denne gæs-figur inde i den buede niche, lige under indskriftpladen. Kazlıçeşmes historie begynder med læder. Efter Istanbuls erobring afsatte Sultan Mehmed II dette område uden for bymuren til slagtere og garvere. Zeytinburnu distriktsadministration fortæller, at Sultanen bragte garver fra Edirne og Anatolien hertil, og at området gradvist blev et centrum for læderindustrien. Den dårlige lugt fra garverierne var den primære årsag til, at denne industri blev placeret uden for bymuren. Der blev etableret slagterier og et stort antal garverier, op mod 360. Derudover var der stearinfabrikker, der fremstillede stearinlys af dyrefedt fra de slagtede dyr. I det 20. århundrede beskriver Evliya Çelebi dette område som et velstående kvarter, fyldt med moskeer, bedesteder, karavanserer, badeanstalter, vandfontæner og værelser til enlige, der arbejdede i garverierne. I det 20. århundrede blev traditionelle garverier suppleret med fabrikker, der anvendte ny teknologi. I 1843 blev der etableret en fabrik, kendt som Fabrika-i Hümayun, hvor der blev produceret en lang række produkter, lige fra jernrør til tekstiler. I republikkens æra blev der åbnet cement- og tekstilfabrikker, og Kazlıçeşme station ligger på Marmaray-linjen og er også et stop på en forstadslinje, der fører til Sirkeci. Derudover er der mange stoppesteder for forskellige IETT-buslinjer i området; tjek de aktuelle linjer på IETT's hjemmeside. Når du forlader stationen, skal du først finde springvandet og se nærmere på inskriptionen og relieffet med en gæs. Derefter kan du gå langs Demirhane Caddesi i retning af murene og få en fornemmelse af grænsen for det gamle garveriområde. I den østlige ende af området starter de sorte mure og Yedikule-fæstningen, så det er muligt at afslutte gåturen med udsigt til murene. Parkerne langs kystvejen er ideelle til at slappe af med udsigt over havet. Stenene foran springvandet kan være glatte i regnvejr, så vær forsigtig, når du tager billeder.