På den asiatiske side af Istanbul, mod øst, finder man haver, slotte, dæmninger og skove.

Start din haven ved indgangen i Ataşehir, da det er den mest logiske måde at opleve haven på. Så snart du træder ind, vil du høre lyden af motorvejen, og den lyd er en del af havenes historie. Nezahat Gökyiğit Botaniske Have er beliggende på øer, der er omgivet af motorveje, hvor Atatürk-broen og Fatih Sultan Mehmet-broen mødes med motorvejen i retning af Ankara. Ifølge havenes officielle historie består området af otte øer, og projektet blev realiseret gennem en protokol mellem Generaldirektoratet for Veje og ANG-fonden. Mens du går, skal du være opmærksom på overgangene mellem øerne; hver ø repræsenterer en anden gruppe af planter eller et andet havekoncept. Start med at gå til Centraløen. Her finder du mange af havenes udstillingsområder: et område med efterfølgende beplantning, hvor naturlige og kultiverede planter vokser i mønstre, plantekasser og en kanal, hvor der hvert år plantes med en anden farvekombination. Da de sæsonbestemte områder ofte ændres to gange om året, vil du opleve to forskellige haver på samme sted, afhængigt af om du besøger dem om foråret eller efteråret. Tag dig god tid i dette område, og stop foran hvert område for at se, hvordan beplantningen er arrangeret. Efter Centraløen kan du gå videre til Anatolienøen. Her finder du et område, hvor kultiverede planter vises over tid, og et andet område, hvor den samme teknik med efterfølgende beplantning kun bruges med naturlige arter. Ved at sammenligne de to områder får du et indblik i, hvordan en gartner tænker. Derefter kan du fortsætte langs stierne, der fører til øerne, der er opkaldt efter Istanbul, Thrakien og Eg. Mens du oplever haven, så husk dens begyndelse. Området blev etableret i 1995 af Ali Nihat Gökyiğit som en mindepark til hans kone, Nezahat Gökyiğit, og først blev den jord, der var stærkt beskadiget af vejbyggeri, forbedret. Ifølge den officielle historie blev der plantet omkring 50.000 træer og buske på et område på 46 hektar. Formålet ændrede sig senere, og i 2002 blev området åbnet for offentligheden, og i 2003 fik det sit nuværende navn. Den park, du ser i dag, var for 30 år siden en gold jordvold. Vælg på forhånd, hvad du vil se, afhængigt af årstiden. Havenes galleriside fremhæver for eksempel påske liljer, syrener og hyacinter om foråret, og om efteråret fremhæves løgplanter som efterårs krokus og bittersød krokus. Hvis du besøger haven i oktober, skal du bøje dig ned ved kanterne af græsplænerne og ved træerne for at finde krokusser. Haven er også en forskningsinstitution. Herbariet, der blev grundlagt i 2004, blev registreret internationalt i 2010 og fik koden NGBB, og ifølge Wikipedia opbevarer det omkring 8.500 tørrede For at komme til Aydos-slottet, skal du tage afsted i sydøstlig retning, mod Sultanbeyli. Kilde: Nezahat Gökyiğit Botanisk Have, Historie og Udstillingshaver; Wikipedia, Nezahat Gökyiğit Botanisk Have.

Aydos-borgen ligger på toppen af en bakke på den nordøstlige side af Aydos-bjerget, som er dækket af skov, i Mehmet Akif-kvarteret i Sultanbeyli. Ifølge borgens officielle hjemmeside ligger toppen 325 meter over havets overflade, 36 kilometer øst for Istanbul centrum og 8 kilometer nord for Marmarahavet. Da borgen ligger på toppen af en bakke, skal man forvente en stigning i den sidste del af ruten, så tag det roligt. Når du når toppen, bør du først stoppe op og kigge dig omkring. Fra udsigten kan man forstå, hvorfor borgen er blevet bygget her. Ifølge kommunens beskrivelse kan man herfra se det meste af dalen, og borgen lå langs den gamle hærvej, der strakte sig fra Üsküdar til Anatolien. Borgens navn stammer fra det græske ord "Aetos", der betyder ørn, og navnet er blevet bevaret med en lille ændring. Ifølge kommunens beskrivelse blev byggeriet påbegyndt i det 11. og 12. århundrede, og med senere tilføjelser fik borgen sit endelige udseende i det 13. og 14. århundrede. De fleste af de fundne ruiner stammer fra denne seneste periode og afspejler borgens mest intense brug. Under de samme udgravninger blev der også fundet stenøkser og flintflis fra den tidlige bronzealder, hvilket viser, at bakken har været brugt meget tidligere. Når du går gennem porten, kan du udforske det store område, der er omgivet af de ydre mure. Borgens samlede areal, inklusive de ydre mure, er cirka 26.000 kvadratmeter, og forsvaret er opdelt i to lag af mure, både indvendigt og udvendigt. Borgens officielle hjemmeside nævner tolv tårne, seks indvendigt og seks udvendigt. Der er en mindre forskel i kilderne, da Wikipedia nævner syv tårne i den ydre mur. Når du nærmer dig murene, kan du se, at de halvcirkelformede tårne er bygget af mørtel, lokal sten og i nogle tilfælde mursten. Det vigtigste sted på ruten er det første tårn. Borgens originale port er inde i dette tårn, og dets konstruktion er anderledes end de andre mure, da det er bygget med en byzantinsk kasseteknik. Da denne teknik primært er kendt fra det 13. og 14. århundrede, menes det, at tårnet er blevet tilføjet senere. Dele af den snoede trappe, der fører op til tårnet, og resterne af en platform, som soldaterne brugte på toppen af tårnet, er også bevaret i deres oprindelige form. Derefter kan du se borgens vandforsyning. Den første cisterne, der ligger mod nord, er bygget med en skiftevis teknik, hvor mursten og sten er lagt i et mønster, og den kan indeholde cirka 300 kubikmeter vand ifølge målinger. Den anden cisterne, der ligger mod øst, er rekt Ved slutningen af turen kan du besøge Aydos Slot-udstillingshallen. Ifølge kommunens meddelelse udstilles her søjler, baser, stykker af buer, relieffer og sten med jernbeslag, som er fundet under udgravninger og restaureringsarbejde. Genstandene dateres til den tidlige og midterste byzantinske periode. I hallen findes også fotografier og korte film, der dokumenterer de tolv års restaureringsarbejde. Museet er lukket om mandagen, så tjek de aktuelle åbningstider på den officielle hjemmeside. Derfra fortsætter du nordpå mod Ömerli-dæmningen, som ligger i retning af Çekmeköy. Kilde: Sultanbeyli Kommune, Aydos Slot-promoveringsside og Aydos Museums meddelelse.

Kom til Ömerli-dæmningen fra Ömerli-kvarteret i Çekmeköy. Ömerli er en gammel landsby, der har fået sit navn fra den dæmning, der ligger ved dens kystlinje, og som i dag er en del af Çekmekøy. Ifølge Çekmekøy kommunes historie optræder landsbyens navn i retsarkiver fra 1520'erne. Ifølge de samme oplysninger stammer navnet sandsynligvis fra, at jorden i landsbyen blev tildelt en person ved navn Ömer. Ifølge en befolkningsregister fra 1832 var der omkring 57 husstande i landsbyen det år.

Her kan du opleve søen og forstå, hvad den betyder for byen. Dæmningen er bygget over Riva-floden, der springer ud nær Gebze-distriktet i Kocaeli og løber ud i Sortehavet. Ifølge İSKİ's (Istanbul Water and Sewerage Administration) side om vandressourcer blev dæmningen taget i brug i 1972 og er med en årlig kapacitet på 220 millioner kubikmeter Istanbul's største vandkilde. Næsten hele den asiatiske side af Istanbul får sit vand herfra. Ifølge İSKİ er dæmningens opland 621 kvadratkilometer. Ifølge Wikipedia er dæmningen en jorddæmning, der er 52 meter høj over flodlejet, og søens areal er på omkring 23 kvadratkilometer.

Når du ankommer til kysten, skal du være opmærksom på skoven omkring søen. Dæmningens opland er et beskyttet område, der bevidst er holdt fri for bebyggelse. Den vegetation, du ser, er beskyttet for at sikre, at drikkevandet forbliver rent. Søen er ikke et sted til badning eller picnic, men et reservoir for drikkevand. Derfor må du ikke gå i vandet, tænde bål ved kysten og tag dit affald med dig. Overhold skiltene og forbudszonerne ved kysten.

Det er også godt at vide, hvor vandet fra søen ender. Ifølge İSKİ's data tappes der årligt i gennemsnit 600 millioner kubikmeter vand fra Ömerli til Ömerli drikkevandsrensningsanlæg. Dette kompleks, der består af fire anlæg, er Istanbul's største renseanlæg med en daglig kapacitet. Det første anlæg, Orhaniye, blev taget i brug i 1978. Det rensede vand distribueres til distrikterne på den asiatiske side, samt til dele af Fatih og Bakırköy på den europæiske side, samt til Zeytinburnu og kystområderne i Beşiktaş og Sarıyer. Så vandet, du bruger til at lave te om morgenen, kommer sandsynligvis fra denne sø.

Mens du ser ud over søen, så tænk også på den anden ende af den samme flod. Efter dæmningen løber Riva-floden nordpå gennem skovene og når Sortehavet i Çayağzı-kvarteret i Beykoz. Du behøver ikke at blive her længe; 45 minutter er tilstrækkeligt til at se

Når du ankommer til Polonezköy, parkér bilen et passende sted og tilbring resten af dagen til fods. Landsbyen ligger i de skovklædte bakker i Beykoz, cirka 20 kilometer fra Sortehavskysten og cirka 15 kilometer fra Bosporusstrædet, ifølge Wikipedia. De to og et halvt timer, du afsætter til dette sidste stop, skyldes hovedsageligt skoven. Området omkring landsbyen ligger inden for Polonezköy Naturpark, som blev udpeget af Miljø- og Skovministeriet i 1994. Ifølge listen over Naturreservater og Nationalparker blev parken udpeget den 15. juli 1994.

Start med en kort gåtur langs hovedvejen i landsbyen, og husk, hvorfor dette sted bærer navnet Polonezköy. Landsbyen blev grundlagt i 1842 som et resultat af initiativet fra Prins Adam Czartoryski, der var flygtet til udlandet efter det polske opstand i 1830. Landsbyens oprindelige navn, Adampol, stammer fra grundlæggerens navn. Michal Czajkowski, Czartorskis repræsentant, købte det skovklædte område, hvor landsbyen senere skulle oprettes. Ifølge Wikipedia boede der oprindeligt kun tolv mennesker i landsbyen, og selv i dens mest befolkede periode oversteg befolkningstallet aldrig to hundrede og tyve. De første indbyggere levede af landbrug, husdyrhold og skovbrug.

Mens du går gennem landsbyen, skal du finde ud af, hvor Zofia Rizi Mindestuen ligger. Dette lille hus bevarer fotografier, bøger og dokumenter, der tilhørte Ryży-familien, samt gamle møbler. Ifølge landsbyens arkiver besøgte komponisten Franz Liszt landsbyen i 1847, og forfatteren Gustave Flaubert besøgte den i 1850. I 1938 blev landsbyens beboere tyrkiske statsborgere, og i 1968 erhvervede de ejerskabsrettighederne til de jordstykker, de dyrkede. I dag afholdes der hvert år en festival i landsbyen, der fejrer båndene til Polen.

Efter at have set landsbyen, kan du gå videre til hovedaktiviteten: en vandretur i skoven. Ifølge Wikipedia er naturparken den første og største naturpark i Istanbul med et areal på omkring 3.004 hektar. I parken er der en cirka fem kilometer lang sti til vandreture, cykling og løb, samt observationstårne. Gå langs stien i dit eget tempo og kig ud over skoven fra et af observationstårnene. Bland træerne finder du blandt andet fyr, eg, kastanje, ahorn, bøg og lind. Om efteråret bliver kastanje- og ahornbladene gule, og om foråret genopstår skovbunden.

Hold øje med skovens beboere, mens du går. I parken er der registreret pattedyr som dåhjort, vildsvin, egern og ræve, samt fugle som ørne, fasaner, storspover og ugler. Hvis du går stille, vil du høre