Langs Ceyhan-floden, fra Misis til Kurtkulağı.

Start ved den gamle stenhusbro over Ceyhan-floden, cirka 27 kilometer øst for Adana. Broen har ni buer, og da den stadig er i brug, er det bedst at betragte den fra kysten, lidt på afstand. Herfra kan man se hele rækken af buer i ét enkelt billede. Den midterste bue er den bredeste, med en spændvidde på omkring 11 meter, og de to buer på hver side er mindre. Denne symmetri gør det nemt at se broens længde, som overstiger 130 meter, fra kysten. Bemærk, at buerne er spidse, og selvom broen stammer fra romertiden, bærer dens nuværende udseende spor af restaureringer, der har fundet sted over århundreder. Kilder tilskriver broens opførelse til forskellige imperier; Kulturportalen tilskriver den kejser Constantius II i det 4. århundrede, mens nogle forskere foreslår en tidligere dato. Det er kendt, at den byzantinske kejser Justinianus restaurerede broen i det 6. århundrede. I den osmanniske periode blev broen ubrugelig i 1736, da den midterste bue kollapsede, og den blev restaureret igen i 1766. TDV Islamisk Encyklopædi nævner også, at broen blev ødelagt igen i 1832. Den struktur, du ser i dag, er resultatet af en restaurering, der blev gennemført i 1998.

Gå derefter op på broen og gå fra den ene ende til den anden, men vær forsigtig, da der er trafik. Fra midten af broen kan du se, hvordan Ceyhan-floden deler sletten. Floden springer ud nær Elbistan og løber cirka 509 kilometer, før den når Middelhavet og danner en bred delta i Çukurova. Ifølge TDV kunne skibe tidligere sejle helt til Misis, før flodens udløb blev fyldt med sediment. Den armenske hersker Levon II gav også handlende fra Venedig og Genova tilladelse til at handle her. Den bro, du står på, har derfor i århundreder været et knudepunkt for både landevejen og flodhandlen. Der findes også en historie om broen, som den lokale befolkning fortæller: Det siges, at Lokman Hekim skrev formlen til en eliksir for evigt liv på et papir, som han tabte her, og som faldt i floden.

Efter broen skal du kigge op ad bakken bag bebyggelsen, mod ruinerne af det antikke Mopsuestia. Byens grundlæggelse tilskrives den legendariske spåmand Mopsos, og navnet betyder "Mopsos' hjem". Adana Provincial Kultur- og Turismeafdeling skriver, at bebyggelsens historie sandsynligvis begyndte med denne bakke, der kan dateres tilbage til den neolitiske periode. Rester af murene på akropolis og det i 1542 opførte karavanserai, Havraniye, er blandt de bygninger, der stadig står i Misis. Evliya Çelebi beskrev i

I Sirkeli løber Ceyhan-floden langs foden af Misis-bjergene, også kendt som Nur-bjerget, gennem en smal passage, og bakken rejser sig præcis ved denne passages vestlige side. Når du stiger ud af bilen, bemærker du først bakken: den er cirka 400 meter lang, 300 meter bred og 30 meter høj. Det siges, at bebyggelsen, inklusive den nedre by, strækker sig over et område på omkring 80 hektar, og at det er en af de største bakker i Kilikia. Floden løber på begge sider, og bjergryggen beskytter naturligt bakken, mens man fra toppen kan se hele flodsletten mod øst, vest og nord. Dit primære mål er den klippefyldte del af bakken mod nordøst, hvor den hitittiske konge II. Muwattallis relief er udskåret i klippen, vendt mod floden. Relieffet er bedst at se fra kysten, da det er placeret cirka fem meter over vandstanden og vender mod floden. Kongen er afbildet i en lang kjole og med en ceremoniel stav med en buet ende. En inskription til højre for ham identificerer ham som søn af den store konge Muršili, den store konge og helten Muwattali. Det menes, at II. Muwattali regerede i første halvdel af det 13. århundrede f.Kr., og dette relief betragtes som det ældste daterbare hitittiske kongerelieff. Denne konge er også den, der mødte den egyptiske farao II. Ramses i den berømte Kadesh-kamp i Syrien. Ifølge forskere var Sirkeli et af de vigtigste overfartssteder for Ceyhan-floden på vejen til Syrien. Et par meter til højre for Muwattali-relieffet er der spor af et andet relief, men det kan kun ses med det blotte øje, når solen rammer det i den rigtige vinkel. Det menes, at dette andet billede bevidst blev udskåret i oldtiden. En 3D-scanning udført i 2017 viste, at den slettede inskription sandsynligvis mindes Muwattalis søn, III. Muršili. Det antages, at sletningen blev foretaget i perioden under III. Hattušili, som overtog tronen fra ham, eller hans efterfølgere. Mellem de to relieffer er der også en udjævnet overflade, som muligvis tilhører et tredje billede, men det er ikke sikkert, om det nogensinde blev fuldført. De lave fordybninger, der er udskåret i klippen over reliefferne, er forbundet med væskeofringer. Disse fordybninger fortolkes som en del af et kultkompleks dedikeret til den hitittiske konge, sammen med en struktur, der ligger vest for reliefferne. Den første udgravning på bakken blev udført af John Garstang i 1936, og i 1990'erne arbejdede teams fra universiteterne i München og Innsbruck. Fra 2006 fortsatte universiteterne i Tübingen og Çanakkale Onsekiz Mart ud Murene, der seser sig på toppen af den modsatte bred, er murene omkring Yılankale, den næste destination. Efter at have krydset floden, kan I nå frem til foden af borgen med en kort køretur. Kilde: Hittitiske monumenter, Sirkeli; LMU München, Sirkeli-projektet.

Yılankale er en kalksten borg, der ligger på toppen af en bakke, der rejser sig alene langs den østlige bred af Ceyhan-floden og ud over sletterne. Borgen har udsigt over Sirkeli Höyüğü, og hvor I tidligere så murene fra den anden side, befinder I jer nu inde i dem. Start bestigningen ved borgens hovedport i syd, hvorfra der fører stentrapper op til terrasserne. Stien er stejl og ujævn, så det er vigtigt at have skridsikre sko, vand og en hat. Når I nærmer jer porten, skal I kigge op mod portåbningen. Her er en udskæring af en siddende konge, omgivet af to løver. Denne udskæring blev i lang tid tilskrevet Kong Levon I, men senere undersøgelser har antydet, at det er enten Hetum I eller II. Kilder er uenige om borgens byggetidspunkt. Både den engelske og den tyrkiske Wikipedia angiver, at borgen blev bygget i slutningen af det 12. århundrede og begyndelsen af det 13. århundrede, i perioden under det armenske kongerige Kilikia, og tilskriver den Kong Levon I. Kulturportalen skriver derimod, at borgen blev bygget af byzantinerne i Çukurovas korsfarerperiode. På bygningens overflade kan man se spor af reparationer fra byzantinske, korsfarer- og armenske perioder, og de armenske reparationer er tydelige i vinduer, buer og portåbninger. Undersøg murene nøje: de omhyggeligt tilskårne sten er lagt, så de følger kalkstenens konturer. Borgen består af tre gårde, og hver gård har en enkelt indgang. De to nederste gårde er designet til at beskytte den sydøstlige flanke, mens den øverste del er den største og bedst beskyttede, og hvor garnisonen boede. Man når frem til borgens plads gennem tre porte, og de bærebroer, der forbinder portene, gjorde det meget svært at erobre stedet. Læg mærke til de hesteskoformede tårne, der er placeret langs murene, og til de små åbninger mellem dem. De fleste cisterne er placeret i den øverste og nordligste del, da det var nødvendigt at opsamle vand på toppen for at overleve en lang belejring. Når I når toppen, vend blikket mod sletterne. Anavarza, Tumlu og Kozan-borgene ligger også inden for denne borgs synsfelt. Fra toppen kan man se Ceyhan-flodens sving, Sirkeli Höyüğü og Misis-bjergene, og dette landskab forklarer naturligt, hvorfor borgen blev bygget her. Borgens gamle navn var Kovara eller Govara, mens det nuværende navn stammer fra legenden om Şahmeran i området. Evliya Çelebi omtalte stedet i det 17. århundrede som stedet, hvor Şahmeran boede, og han nævnte slangerne, der boede inde i borgen. Der findes også en fortælling om, at slanger, Herfra følger I Ceyhan-floden og fortsætter sydøst til Kurtkulağı, som er den sidste destination på ruten. Kilde: Kulturportalen, Yılan Kale; Wikipedia, Yılankale.

Ruten slutter ved Kurtkulağı Karavansarai, der ligger i Kurtkulağı-kvarteret, sydøst for Ceyhan, og ligger langs den gamle handelsrute mellem Adana og Aleppo. Når du nærmer dig bygningen, skal du først bemærke tykkelsen af de ydre mure. Karavansaraen er bygget med solide stenvægge, næsten som en fæstning. Stærke søjler, der strækker sig op til tagkanten på tre sider, understøtter væggene og giver bygningen et næsten militært udseende. Karavansaraen har en stor, rektangulær plan på cirka 46 meter gange 24 meter, og indgangen er på den østlige side. Den østlige facade adskiller sig fra de andre facader med sine udspring, så det er her, du bør starte dit fotografering. Da den østlige facade modtager morgensolen, er det bedst at fotografere indgangen før middag. Kig op over indgangsdøren, hvor der skulle være en inskription, da svaret på spørgsmålet om bygningens historie findes der. Ifølge den tyrkiske Wikipedia er der en inskription i Adana Museum, der tilskriver bygningen til Hüseyin Paşa i 1659, og arkitekten var Mehmed Ağa. En artikel af Hayriye Akıl, udgivet i 2006, nævner, at der er en plads til en inskription ved indgangen, men at selve inskriptionen mangler. Derfor daterer Akıl bygningen til 1704, baseret på et dekret fra Sultan Ahmed III fra 1704 og et stiftelsesdokument for Karamort-komplekset. Den engelske Wikipedia bemærker, at inskriptionen blev fjernet mellem 1919 og 1922, og at nogle kilder angiver årstallet 1693, og understreger, at bygningen ikke kan være bygget efter 1704. Når du træder ind, vil du straks forstå, hvad en karavansarai uden gårdsplads betyder, da hele bygningen består af en stor, overdækket sal. To rækker af søjler, der løber på tværs, er forbundet med hvælvede buer, og de lange, krydshvælv danner det øverste tag. Stå midt i salen og kig langs hvælvene; rytmen i søjlerne afslører logikken i denne plan. Karavansaraen var i osmannisk tid et "menzil hanı", et hvilested for rejsende, hvor heste og tjenestemænd blev placeret, passagerer overnattede, og hvor nyheder blev udvekslet. Ifølge provinsdirektoratet for kultur og turisme fungerede stedet også som en form for postkontor. Kilder nævner, at bygningen blev restaureret i 1712, og at der blev udstationeret en vagtgruppe på 50 mand. Den tyrkiske Wikipedia nævner, at bygningen blev restaureret i 2006, og TRT Haber rapporterer, at restaureringen blev udført af Vakıflar Bölge Müdürlüğü (provinsdirektoratet for stiftelser). Efter restaureringen blev Besøgsreglerne kan ændre sig, så det er bedst at tjekke den aktuelle situation hos den lokale myndighed, før du tager afsted. Når du er på vej tilbage, kan du køre ad motorvejen via Ceyhan og komme til Adana. Kilde: DergiPark, Akıl 2006; TRT Haber, Kurtkulağı Karavanserai.