Fra Yarımburgaz til Yalıköy: Çatalca, befolkningsudvekslingen og Sortehavet.

Vi starter ved foden af en klippefuld, lige nord for Başakşehirs bydel Altınşehir, tæt på vejen, der fører fra Halkalı til Altınşehir. Hulen ligger cirka en halv kilometer inde fra den nordlige bred af Küçükçekmece-søen, i en skråning, der vender ud mod Sazlıdere-dalen. Parkér bilen et passende sted og gå op til foden af klippen. Herfra kan du først observere hulens generelle udseende. Klippen består af kalksten fra eocæn-perioden, og hulen er blevet udhugget af grundvand, der løber gennem stenen. Du vil se to separate indgange i forskellige højder. Den øverste indgang fører til en stor hal, der er omtrent ti meter høj, og tilhører den såkaldte "Øvre Hule". Den nederste indgang er indgangen til den "Nedre Hule", en lang tunnel, der snor sig dybt ind i klippen. Ifølge registreringen i det tyrkiske projekt for arkæologiske steder, forgrener den nedre tunnel sig cirka to hundrede og fyrre meter inde, og en af grenene bliver smallere og ender. Forsøg ikke at gå ind i hulen på dette sted, da området i 2001 blev erklæret et beskyttet område af høj arkæologisk og naturlig værdi. Den egentlige værdi ved besøget ligger i at stå foran indgangen og overveje, hvorfor dette sted er så vigtigt. Hulen blev introduceret til videnskabelige kredse i midten af det 19. århundrede, og de første udgravninger blev gennemført i 1963 under ledelse af Şevket Aziz Kansu og Kılıç Kökten. I 1986 foretog Istanbul Universitet en redningsudgravning, og mellem 1988 og 1990 gennemførte universitetet et fælles projekt med University of California, Berkeley. Disse udgravninger viste, at den ældste bebyggelse i hulen strakte sig tilbage til den tidlige palæolitikum. I den nedre hule blev der fundet tusindvis af knogler fra hulebjørne sammen med flintværktøjer. I den øvre hule findes lag fra den neolitikum, den kalkolitikum og bronzealderen. Gennem hullerne i væggene kan man se, at den øvre hal blev ombygget i byzantinsk tid og brugt som en bygning. En del af fundene fra stedet udstilles i dag på Istanbul Arkæologiske Museer. Det bedste tidspunkt for fotografering er om morgenen, når lyset er blødt, da indgangene vender mod syd og ud over dalen. Gå fra indgangen nedad, mod Sazlıdere-dalen og søen, og du vil bemærke, at det landskab, som forhistoriske mennesker så, i dag er omgivet af boliger. Medbring vand, da der er lidt skygge omkring hulen. Det er kendt, at der findes flagermus på sådanne steder, så vær stille i nærheden af indgangene og rør ikke ved nogen sten eller jord. Opholdet er kort, men det giver en dybere forståelse af resten af dagen. Herfra fortsætter vi mod nord, i retning af Kayaba

Shamlar Naturpark kan nås via ruten der passerer gennem Kayabaşı-kvarteret og Shamlar-landsbyen, og som forbinder den gamle Edirne-vej med Arnavutköy. Ifølge beskrivelsen fra Başakşehir Kommune, når du nærmer dig Arnavutköy via Gaziosmanpaşa-vejen, fører en asfalteret vej, der drejer til venstre ved "Nokta"-området, til parken. Parken har seks indgange; selvom adressen i kommunens og distriktsadministrationens registre er angivet som Başakşehir, ligger nogle af indgangene tæt på Arnavutköys grænse. Området er registreret som en naturpark den 11. juli 2011 i listen fra Ministeriet for Landbrug og Skovbrug, Direktoratet for Naturbeskyttelse og Nationalparker. Når du træder ind, vil det første, der fanger din opmærksomhed, være de store, flade områder under pinjetræerne. Her er der opsat skilte, træborde, et legeområde, toiletter og håndvaske. I stedet for at holde picnic her, anbefales det at tage en kort vandretur i skoven. Følg stierne ned gennem træerne og ned mod dalen, og følg lyden af vandet. Parkens historiske struktur er Shamlar-dæmningen, der ligger over Shamlar-floden, en af de største bifloder til Sazlıdere. Ifølge registreringen fra Başakşehir Distriktsadministration blev dæmningen bygget i perioden 1826-1828 under Mahmut II. Den er lidt over ti meter høj, tolv meter bred ved toppen og over femten meter bred ved bunden. Stå foran dæmningen og observer, hvordan den udvides ned mod bunden; tykkelsen af væggen, der holder vandet tilbage, øges nedad. I den osmanniske periode blev en betydelig del af Istanbul's vandoplagring foretaget med denne type dæmninger, hvorefter vandet blev ledt ind i byen. Derfor repræsenterer Shamlar, efter grotten, det andet lag af ruten, og symboliserer byens forhold til vand. Kommunens hjemmeside nævner, at der lever vilde dyr som ræve og høge i skoven; vær opmærksom på trætoppene, mens du går. Prøv at tage et billede af dæmningen fra flodsiden, og inkluder refleksionen af vandet. I weekenden er området ofte fyldt med familier og grupper, så det er mere fredeligt at besøge om morgenen. Reglerne for at lave bål og grille i parken er fastsat af driftsorganisationen; følg skiltene og tag dit affald med dig. Hold en kort pause i skyggen og fyld din vandflaske, da det næste stop kræver en længere køretur. Kommunens hjemmeside fremhæver, at skoven udover pinjetræerne også huser mange forskellige træarter. Shamlar blev udpeget som naturpark samme dag som mange andre naturparker i Istanbul; det femte stop på ruten, Çilingoz, har også samme historiske status. Når du går tilbage mod indgangen i slutningen af vandreturen, lyt til lyden af jorden dækket af fyrrenåle;

De bedst bevarede dele af Anastasios-muren ligger i det nordlige, skovklædte område nær Çatalca, omkring Karacaköy. Den engelske Wikipedia-artikel nævner Gümüşpınar-krydset nær Karacaköy, Hisartepe i Yalıköy, Pınarca i İhsaniye og landsbyen Kurfallı som steder, hvor man kan se resterne. I dette område skal du køre mod skovområdet nær Karacaköy, da muren er bedst bevaret her. Parkér bilen et sikkert sted ved vejen og gå en kort tur for at komme tættere på muren. Først skal du observere sektionen af muren; ifølge tyrkiske kilder er de ydre flader beklædt med huggede sten, mens indersiden er fyldt med en blanding af sten og mørtel. Forskellige materialer og teknikker, der ses forskellige steder, anses for at være spor af reparationer, der blev foretaget i de efterfølgende århundreder. Ifølge kilderne er tykkelsen lidt over tre meter, og i et velbevaret stykke er højden målt til at være over fem meter. Muren er opkaldt efter den byzantinske kejser Anastasios I, og det menes, at den blev bygget eller renoveret af ham mellem 507 og 512. Den engelske kilde nævner, at der er fund, der tyder på, at befæstningen eksisterede tidligere, i perioden under kejserne Leon I og Zenon. Muren strakte sig fra Evcik-havnen ved Sortehavskysten til kysten af Marmarahavet vest for Silivri. Ifølge kilderne er længden mellem 52 og 56 kilometer. I midten af linjen, nær Karacaköy, lå en rektangulær kaserne på cirka 250 meter gange 200 meter. Det er et almindeligt notat i kilderne, at murens længde gjorde det vanskeligt at forsvare den med få soldater, og at den gentagne gange blev overvundet af angreb fra vest. Evliya Çelebi beskriver i sin rejseskildring, at man stadig kunne se tårnene, fundamenterne og voldgravene langs denne linje, der strakte sig fra Silivri til Terkos. Gå et par hundrede meter langs muren, og bemærk, at de huggede sten er blevet genbrugt i de omkringliggende landsbybygninger; det er skrevet, at mere end halvdelen af muren er blevet fjernet på denne måde. Ruinerne er beskyttede monumenter, så gå ikke op på muren og undgå at røre ved stenene. Vent på, at lyset rammer overfladen af muren fra siden, når du tager billeder i skyggen af skoven. Der kan være mudder på skovvejene efter regn, så det er en god idé at have vandtætte sko på. Når du passerer områder, hvor der græsses, skal du sørge for at lukke portene. Ifølge kilderne var der rektangulære portanlæg langs muren, og lokalbefolkningen kaldte dem "bedesten". Den tyrkiske Wikipedia skriver, at disse portanlæg, der

Udvekslingsmuseet ligger i centrum af Çatalca, i Kaleiçi-kvarteret, tæt på torvet. Ifølge hjemmesiden for Lozan Udvekslingsfonden består museet af tre dele: hovedbygningen, udvekslingspladsen og et kulturcenter. Start dit besøg på den lille plads og kig på hovedbygningens facade. Ifølge fonden blev bygningen brugt som et kommercielt sted af en græsk virksomhed i perioden 1913-1923. Efter udvekslingen blev den overtaget af staten, fungerede som en filial af Ziraat Bankası, blev solgt i 1961 og blev i en periode brugt som et skrædderkursus. I 1967 købte Ölçer-familien bygningen og donerede den senere til fonden med det formål at bruge den som museum. Restaureringsprojektet blev udarbejdet af fondens arkitektmedlemmer, og museet blev etableret i samarbejde med Çatalca Kommune som en del af Istanbul 2010, Europas kulturhovedstad. Museet åbnede den 20. december 2010 og er kendt som Tyrkiets første museum med fokus på udveksling. Inde i museet kan du se udstillingerne i rækkefølge, og start med tekstilerne. En stor del af samlingen består af håndvævede lagner, broderede gardiner, pudebetræk og bordduge. I musikafdelingen udstilles en ud, en mandolin og en notesbog, der tilhørte den født i Thessaloniki, komponisten Faiz Kapancı. Blandt køkken- og husholdningsartiklerne er der kobberfade, bakker, lerpotter, jernstrygejern og gaslamper. I afdelingen med fotografier og dokumenter er et kamera, der blev brugt af Hamza Rüstem Bey, en af de første fotografer fra Kreta, samt negativglas, der er særligt interessante. I samme afdeling findes også dokumenter vedrørende udvekslingen og kort fra den osmanniske periode. Ifølge Kulturinventaret udstilles både etnografiske genstande, som de græske beboere, der forlod Çatalca, efterlod sig, og genstande, som de græske beboere, der kom til Çatalca, bragte med sig. Denne tosidede fortælling gør museet til mere end blot en krigshistorie; det er historien om familier, der var tvunget til at forlade deres hjem. Tag dig tid til at læse de små skilte ved siden af genstandene; mange af dem bærer navnet på en familie og det sted, de kom fra. Museet er lukket om mandagen, og du kan finde åbningstiderne for de andre dage på fondens hjemmeside, før du besøger det. Efter dit besøg kan du tage en kort gåtur i de smalle gader i Kaleiçi; ifølge Wikipedia var dette det eneste kvarter, der overlevede en brand under Balkankrigen. Kulturportalen nævner, at museet også udstiller beklædningsgenstande, skriftlige dokumenter og mindeobjekter fra familiemedlemmer. Blandt dokumenterne er der også eksemplarer af Sabah-avisen, der

Çilingoz Naturpark ligger i en bugt ved Sortehavskysten i Çatalca, nord for Binkılıç. Ifølge den engelske Wikipedia-artikel kan parken nås fra to retninger: fra syd via Binkılıç ad en skovvej, eller fra øst ved at følge ruten via Terkos-søen, Ormanlı, Karacaköy og Yalıköy. Der er cirka ti kilometer fra Yalıköy til parken. Parken er registreret som en naturpark af Direktoratet for Naturbeskyttelse og Nationalparker med datoen 11. juli 2011. På grund af det rige planteliv og dyreliv blev området i 2005 udpeget som et vildtbevaringsområde, og jagt er derfor permanent forbudt. Parkér bilen ved indgangen og gå ned til stranden for at få et overblik over området. Nord for stranden ligger en to kilometer lang strand med fin sand. Çilingoz-floden løber mod nord og møder havet med en smal sandstrand, og bag stranden ligger en stor sø omgivet af siv. Det bedste ved dette sted er, at man inden for få hundrede meter kan opleve skov, flod, sø og hav. Gå fra stranden ned til flodudløbet og observer, hvor ferskvandet møder saltvandet. Bliv derefter stille ved søens bred og observer fuglene; i parken er der registreret fugle som grågås, stork, falk og spætte. Når du når skovkanten, vil du se østamerikansk ahorn, røn, bøg og eg, samt under dem syren, laurbær, tranebær og hvidtjørn. Planterne, der vokser i sandområderne, udgør også en unik samling; vær forsigtig med ikke at træde på sanddynerne. Kløfterne og klippevæggene på begge sider af bugten giver et godt fotomotiv; om eftermiddagen kommer lyset fra havet. Parken bruges til camping, fiskeri, vandreture og picnic; tjek de aktuelle forhold for adgang og camping på de officielle hjemmesider, da de varierer afhængigt af sæsonen. Hvis du vil bade, så gør det kun i roligt vejr og tæt på kysten. Når der blæser fra nord i Sortehavet, kan bølgerne hurtigt blive store, og strømmen kan blive farlig. Vi brugte to timer her, da en tur langs stranden, et besøg ved flodudløbet og en gåtur langs skovkanten nemt kan fylde den tid. Tag dit affald med dig og forstyr ikke fuglene, der bygger reder ved søbredden. Ifølge Wikipedia lever der sardiner, makrel, havørred og laks i kystvandet, mens der i floden og søen lever karpe og ål. Parkens pattedyr omfatter dådyr, ræve, grævlinger, egern og pindsvin. Den samme kilde nævner, at de nærmeste overnatningsmuligheder er i Yalıköy. Herfra fortsætter vi mod øst ad skovvejen til det sidste stop på ruten, Yalıköy.

Kilde: DKMP, Wikipedia.

Ruten slutter i Yalıköy, en af de mest afsidesliggende kystbyer i Istanbul på den europæiske side (Trakya), og som tidligere hed Podima. Landsbyen ligger ved kysten, omgivet af skove, der er en fortsættelse af Istranca-bjergene. Ifølge den engelske Wikipedia var dette historisk set en by, hvor grækerne boede, og under befolkningsudvekslingen i 1923 blev omkring halvtreds tyrkiske familier fra Grækenland genhuset i de ledige huse her. På den måde møder historien, som du læste om i museet, dig i virkeligheden på landsbyens gader. Parkér bilen i landsbyen og gå ned til stranden, og start med at observere strandens længde. Ifølge en nyhedskilde strækker strandens længde sig cirka tolv kilometer. På stranden finder du farverige sten, der er formet af bølgerne og kaldes "Podima-sten". Samme kilde fortæller, at disse sten tidligere blev sorteret efter farve og størrelse og transporteret til Istanbul, hvor de blev brugt til at belægge gårde og haver i huse og paladser. Sandet i området har også en økonomisk værdi; ifølge Wikipedia bruger det statslige vandværk Yalıköy-sandet i vandrensningen. Landsbyens primære levebrød er skovbrug og fiskeri. På dette stop anbefaler vi en lang gåtur langs kysten i stedet for at bade. Gå langs stranden, observer bølgernes bevægelser langs kysten, og mærk vindens skift. Foråret og efteråret er de mest rolige perioder på stranden, og ved solnedgang kaster lyset lange skygger på sandet. Hvis du ønsker at bade, så gør det tæt på kysten, når der ikke er nordenvind, og havet er roligt; havet kan pludselig blive dybt på visse steder. I området omkring Hisartepe i Yalıköy findes også ruiner af Anastasius-muren; hvis du har tid, kan du forestille dig, hvordan muren engang strakte sig ud til havet. På den måde indser du, hvor tæt den mur, du så i skoven tidligere på dagen, ender ved Sortehavet. Ifølge Wikipedia havde området 2022 en befolkning på 1484 personer. Nyhedskilden nævner, at de lokale er stolte af deres fine sand, der strækker sig ud i havet. Derudover udvindes der silica i nærheden af et anlæg, som bruges som råmateriale til glasindustrien. Saml ikke sten fra stranden, da disse sten bidrager til at bevare kystens karakter. Vejen tilbage er skovklædt og kan være mørk, så start din hjemrejse, inden det bliver helt mørkt, efter at have nydt solnedgangen. Der er også busforbindelser fra Yalıköy til Çatalca centrum og Yenibosna; hvis du skal bruge offentlig transport, skal du tjekke de sidste afgangstider på forhånd hos IETT. Dagen afsluttes her med en rejse fra byens ældste spor til Sortehavets kyst.

Kilde: CNN Türk, Wikipedia