Anastasius Suru (Uzun Duvar)

Anastasiomuren er en lang defensiv linje, der straktes fra Sortehavet til Marmarahavet og skulle beskytte Istanbul mod angreb fra Thrakien under den byzantinske periode. Skribenter fra det 6. århundrede og senere kilder omtaler den som "Den Lange Mur." Muren er opkaldt efter den byzantinske kejser Anastasios I, der regerede fra 491 til 518. Ifølge kilderne blev muren enten bygget eller renoveret af kejseren mellem 507 og 512; Çatalca-distriktets arkiver angiver årene 507 til 511. Engelske kilder bemærker også, at der findes spor af en tidligere befæstning langs denne linje, fra kejser Leons tid i 469 og under Zenos regeringstid i 478. Ifølge Prokopios, der skrev i det 6. århundrede, var muren meget lang og lå omkring 65 kilometer fra byen. Den var ikke stærk nok, fordi den var bygget i hast, og det krævede en stor militær styrke at beskytte den. Kilder angiver forskellige længder for muren. Wikipedia på engelsk angiver, at den oprindeligt var omkring 56 kilometer lang. Feridun Dirimtekins beregning er omkring 52 kilometer. Çatalca-distriktets arkiver angiver en længde på 45 kilometer, og bemærker, at 22 kilometer af den stadig er intakt. Muren starter ved Evcik İskelesi ved Sortehavskysten, strækker sig et kort stykke mod vest, drejer derefter sydvest og når Hisartepe. Derfra passerer den nær Karacaköy, krydser flere vandløb og følger kanten af vejen mellem Kurfallı og Gümüşpınar. Den strækning, der går gennem Kurfallı, fortsætter vest for Fener-landsbyen og når Marmarahavskysten vest for Silivri, ved Karınca Burnu. Engelske kilder nævner, at ruiner af muren i dag kan ses ved Gümüşpınar-krydset nær Karacaköy, ved Hisartepe i Yalıköy, ved Pınarca i İhsaniye og i Kurfallı-landsbyen. Murens tykkelse var 3,3 meter, og højden var over 5 meter. De ydre flader var beklædt med huggede sten, mens det indre var fyldt med en blanding af sten og mørtel. Forskellige teknikker og materialer, der anvendes forskellige steder, anses for at være spor af reparationer foretaget i senere perioder. Langs linjen var der vagttårne, porte, fæstninger, grave og en militær vej. Da det ikke var muligt at have soldater stationeret hele tiden langs muren, blev der oprettet kaserner og lejre bag den; lejren nær Karacaköy er omkring 250 meter gange 300 meter. Ved portene var der rektangulære befæstninger, og adgang fra ydersiden var kun mulig gennem små gårde. Befolkningen kaldte disse portstrukturer, der havde tårne i hjørnerne, for "bedesten". En velbevaret sektion kaldet "Arabacı Kapısı" er blevet må I det 19. århundrede blev det sagt, at muren var forladt, men tyrkiske kilder angiver, at restaureringerne fortsatte indtil det 10. eller 11. århundrede. I løbet af århundrederne blev mange af stenene brugt i nye bygninger i de omkringliggende landsbyer. Evliya Çelebi beskriver i sin rejseskildring, at man stadig kunne se dele af murene, fundamenterne og grøfterne fra Silivri til Terkos, og at bygningerne i de omkringliggende landsbyer, herunder karavanserais og velgørenhedsinstitutioner, var bygget med sten fra denne mur. De portfortifikationer, som den tyske forsker Schuchhardt observerede i god stand i 1898, er siden forsvundet. Det bedst bevarede stykke af muren findes i dag i de nordlige skovområder. For at se muren i dag kræves en planlagt tur, da størstedelen af ruinerne ligger inde i skoven og er langt fra landsbyvejene. Det nemmeste udgangspunkt er, som kilderne også angiver, området omkring Karacaköy og Gümüşpınar. Her kan man se den del af muren, der er bygget af store, tilhuggede sten, selvom den er skjult af vegetation. Da ruinerne er en historisk struktur, der skal bevares, bør man undgå at klatre på muren og beskadige stenene. Det er muligt at tage bussen til Çatalca centrum og derfra tage lokale busser til landsbyerne, men for at nå ruinerne er det ofte nødvendigt med et køretøj og en vandretur. Det anbefales at tage vandresko, vand og et offline kort med, og at bære lange bukser for at beskytte sig mod tornebuske. De vandingsbuer, Kurşun Germe og Ballı Germe, som guvernøren nævnte, ligger også i nærheden af Gümüşpınar og kan ses i samme område. I nord ligger Yalıköy og Çilingoz's strande ved Sortehavet, tæt på kysten, hvor muren engang stødte op til havet.