Fra Kaleiçi til Karaağaç, mod Meriç.

Start din besøg ved Makedon-tårnet, som ligger nord for Kaleiçi. Tårnet er et af hjørnetårnene i de mure, der omgav Hadrianopolis, grundlagt af den romerske kejser Hadrian. Det er den eneste del af disse mure, der stadig står. Kulturportalen omtaler det som "Edirne Slotts Makedon-urværk," og det er også kendt som det gamle urværk i byen. Ifølge kilder blev tårnet bygget i Hadrian-perioden, i det 2. århundrede efter Kristus. Start med at gå en tur rundt om tårnet, da haven i dag er omformet til en arkæologisk park. Udgravninger her har afsløret romerske keramikovne og murstenskonstruktioner, der menes at have været brugt som kornlagre. Senere udgravninger har også afsløret tilbygninger til et kapel, der stammer fra det 10. århundrede, samt en keramikovn fra den byzantinske periode. I haven kan du også finde rester af en osmannisk ishus fra 1908 og fundamenter af boliger fra den sene osmanniske periode. Når du betragter tårnet, skal du lægge mærke til sten- og murstensmønsteret i den nederste del af muren. Her kan du se, hvordan bygningen er blevet restaureret i forskellige perioder. I 1867 tilføjede guvernøren Hacı İzzet Paşa træetager og et ur på toppen af tårnet. Fra det tidspunkt blev tårnet kendt som "Urværket" eller "Folkets Ur." Den øverste del af tårnet blev alvorligt beskadiget under et jordskælv i 1953 og blev senere revet ned. Derfor er silhuetten, du ser i dag, uden ur. Kultur- og Turisme Ministeriet restaurerede tårnet i slutningen af 2021, og efter en lang proces åbnede det i sommeren 2026 som "Makedon-tårn Museet." Indenfor kan du tage elevatoren op til toppen af tårnet og udforske de forskellige etager. Udstillingen omfatter keramik, glasvarer, lamper, mønter og hverdagsgenstande fra romersk, byzantinsk, osmannisk og republikansk tid. Et af de mest bemærkelsesværdige stykker i samlingen er en skulpturhoved, der forestiller Odysseus, fundet under udgravninger i Kaleiçi i 1977. Der er også en brandslange, der minder om de år, hvor tårnet blev brugt som et brandtårn. Den øverste udsigtsplatform giver dig mulighed for at se Kaleiçis tage og minareterne fra Selimiye-moskeen i samme billede. For at tage et godt billede, gå til den sydlige side af platformen. Derfra kan du også se retningen af Karaağaç-vejen, som du snart vil gå ned ad. Tjek de aktuelle besøgstider og adgangsforhold for museet på de officielle hjemmesider, før du tager afsted. Når du forlader tårnet, gå et par skridt sydpå, langs med Kaleiçi. Historiske kilder angiver, at Ali Paşa Bazaar starter lige uden for T

Gå ind i Ali Paşa-basaren fra tårnets side, gennem den indgang, der tidligere blev kaldt "Tårnporten". Du vil bruge denne basar mere som en passage mellem den gamle bydel og den nye by, end som et traditionelt shoppingområde. Ifølge TDV Islam-encyclopædien har basaren to ender: Tårnporten og Fiskemarkedets port. Derudover er der fire andre porte, der fører til sidegader. Gå ned ad den lange korridor og tæl de sideporte, og kig ud gennem hver af dem. Encyklopædien nævner, at Tårnporten og sideportene ikke er placeret præcist på samme linje, men snarere inden for områder, der er forskudt. Denne uregelmæssighed viser, at basaren blev bygget for at passe ind i gadenes layout i den periode, og det er et typisk træk ved den gamle osmanniske byplanlægning. Porten, der vender mod vest, var ifølge gamle kilder placeret i linje med borgens midterste port, hvilket betød, at basaren forbinder den befæstede by med den omkringliggende handelsverden. Evliya Çelebi beskriver den gamle bydel med sine lige, krydsende gader, der ligner et skakbræt. Gå ud gennem en af sideportene og se, hvor meget af dette gittermønster, der stadig kan ses i dag. Den gamle bydel var engang kendt for sine toetagers træhuse med haver, men meget af dette er forsvundet efter brande og jordskælv. Du kan stadig finde facader, der giver et indtryk af den gamle skala, i de smalle gader. Når du vender tilbage til basaren, fortsæt din tur til det centrale, firkantede område. Her finder du et bedested, der understøttes af fire søjler, og som ifølge encyklopædien er et resultat af, at basaren er anlagt i en lige linje. Stop her og kig i begge retninger langs korridoren; her kan du bedst se rytmen i hvælvingerne, der er opdelt af buer. Læg igen mærke til de farverige, indfældede sten og de udskårne stenframing ved de store porte, når du forlader basaren. Det menes, at dette er den overdækkede og velholdte basar, som Lady Mary Wortley Montagu beskrev i et brev fra Edirne i begyndelsen af det 18. århundrede. Basaren mistede sin glans i det 19. århundrede, blev kraftigt restaureret i 1947 og genopblivede igen i 1960'erne. I dag er den stadig livlig, så vent i udkanten af korridoren, væk fra butikkernes indgange, i stedet for at stå midt på den. Hvis du er cyklet, så gå med cyklen i hånden inde i basaren. Hvis der er meget trafik, så gå hele vejen igennem basaren på én gang og udforsk sidegaderne, hvis du vil stoppe op og kigge. Når du forlader basaren ved Fiskemarkedets port, drej sydpå mod Karaağaç. Herfra følger vejen den sydlige kant af den gamle bydel og

Efter markedet skal du gå ad vejen mod Karaağaç og fortsætte sydpå. Vejen krydser først floden Tunca via Tunca-broen; en bro med fjorten buer, bygget i begyndelsen af det syttende århundrede, og som har et lille tårn i midten. Kort efter at have krydset Tunca, ankommer du til Meriç-broen. De to floder løber sammen lige syd for disse broer, så du har krydset begge Edirnes to store floder inden for få hundrede meter. Byggeriet af Meriç-broen begyndte i 1842 under Sultan Abdulmecid og blev ifølge Kulturportalen færdiggjort i 1847. Prøv først at se broen fra kysten, fra siden; de tolv spidse buer, der hviler på tretten søjler, kan kun opleves i sin helhed på denne måde. Broens midte er høj, mens enderne er lavere; denne profil er meget tydelig, når man ser den fra kysten. Se på de åbninger mellem søjlerne; de blev åbnet for at reducere belastningen på broen under oversvømmelser. Gå derefter op på broen og gå hen til marmorbygningen i midten. Indeni findes der inskriptioner, der beskriver broens konstruktion. Det er kendt, at der findes vægmalerier med udsigt over Edirne inde i kuplen, og at der engang var en jernbeskyttelse med et solmotiv på toppen af kuplen. Stå ved bygningen og vend dig mod nord; Selimiye-moskéens minareter stiger op over vandet og træerne. På begge sider af broen blev der bygget kajer af hugget sten, hvor både, robåde og pramme kunne lægge til. Disse kajer er et minde om den flodhandel, der førte ind i Balkan via Meriç-floden. Meriç-floden springer ud i Bulgarien, løber ind i Tyrkiet ved Edirne og udgør en del af grænsen til Grækenland. Rekreatiområderne, der strækker sig langs kysten, ligger åbne mod floden og tilbyder smukke steder at sidde og slappe af. Kultur- og Turisme Ministeriets brochure om Edirne fortæller, at man kan sejle på Meriç-floden i traditionelle Kancabaş-både, der er malet i "Edirne-rød". Samme brochure anbefaler at man ser solnedgangen ved Meriç-floden om aftenen, og dette sted er perfekt til det. Når solen går ned mod vest og rammer Karaağaç, er refleksionen af buerne i vandet smukkest. På grund af broens smalle bredde og trafikken, skal du være forsigtig og holde dig tæt på gelænderet, når du tager billeder. Hvis du vil tage billeder fra kysten, giver de flade områder ved broens vestlige ende mulighed for at fange hele rækken af buer. Når du krydser broen og ankommer til den anden side, er du ankommet til Karaağaç. Vejen fortsætter her i en lige linje mod den gamle togstation.

Kilde: Kulturportalen

Efter Meriç fortsætter vejen i en lige linje ind i Karaağaç og fører dig foran den gamle togstation. Start med at udforske området, for denne stations betydning er indlejret i dens historie. Karaağaç nævnes sjældent i kilder før det 16. århundrede; på grund af sin beliggenhed, højt oppe og omgivet af skove og floder, blev det gradvist et populært tilflugtssted for beboere i Edirne. Da jernbanestationen blev etableret her i det 19. århundrede, voksede byen hurtigt, og silkevævning og kokonfabrikker blomstrede blandt morbærtræerne. I begyndelsen af det 20. århundrede blev Karaağaç kendt som "Lille Paris" på grund af sine biografer og teatre. Gå nu hen til togstationens facade. Bygningen er designet i neoklassisk stil af arkitekten Kemaleddin, inspireret af Sirkeci Station. Bygningen, der er tre etager høj, rektangulær og omkring otteogtyve meter lang, blev stort set færdiggjort i 1914. På grund af Første Verdenskrig ændredes ruten, og stationen kunne ikke åbne, og tog begyndte først at ankomme i 1930. Da en del af strækningen lå på den anden side af grænsen, måtte tog fra Istanbul passere gennem nabolandenes territorium i mange år for at nå hertil. I 1971, da Edirnes nye togstation åbnede, blev Karaağaç Station lukket. Bygningen blev senere overdraget til Trakya Universitet, restaureret i sin oprindelige form og brugt som rektorat i mange år. I dag huser bygningen Trakya Universitets Fakultet for Fine Arts, så fokuser på facaden og haven i stedet for at gå ind i bygningen. Mindesmærket for Lausanne i haven blev opført til minde om Lausanne-traktaten, der blev underskrevet i 1923, og det blev indviet i 1998. For at se mindesmærket fra den bedste vinkel, gå til midten af pladsen. Tre betonkonsoller, der stiger i en vinkel på fyrre grader fra jorden, bærer tre søjler. Den højeste søjle repræsenterer Anatolien, den næste repræsenterer Thrakien, og den korte søjle imellem repræsenterer Karaağaç. Den betonring, der forbinder søjlerne, symboliserer enhed. Foran ringen står en statue af en ung pige, der holder en due i den ene hånd og et dokument i den anden. Den halvcirkelformede dam, der ligger ved foden af mindesmærket, repræsenterer havene, der omgiver Tyrkiets tre sider. Da området omkring mindesmærket blev omdannet til en park, blev der plantet et træ for hvert år af republikken. Derefter kan du besøge Lausanne-museet, der ligger i en tilbygning til stationen. Museet, der består af to rum, udstiller dokumenter og fotografier relateret til traktaten, personlige ejendele fra den tyrkiske delegation, anført af İs