Fra Termessos til Karain, derfra til Düden-vandfaldene og Kurşunlu-vandfaldene.

Start din turen ved at køre ad den private vej, der afgår fra Antalya-Korkuteli-vejen ved kilometer 24, og kør op ad Güllük-bjerget. Vejen fører gennem Güllük-bjerget-Termessos Nationalpark, og ruinerne er integreret i parkens skove. Byens spor begynder faktisk meget længere nede, nær Yenicekahve langs hovedvejen, med en hellenistisk mur, og strækker sig op til bjergtoppen. Parkér bilen ved parkeringspladsen øverst og fortsæt til fods. Vær forberedt på, at dette er mere en bjergvandring end en byvandring; stien er stenet, steder stejle og ujævn, så afsæt mindst tre timer. Fra parkeringspladsen følger du stien, og du vil snart se trinene og den monumentale indgang til et tempel i ionisk stil, der stammer fra kejser Hadrian. Fortsæt op ad bakken, og du vil passere mure og vandkilder; til venstre kan du se resterne af en gymnastiksal, hvoraf den nederste etage stadig står. Denne bygning, der består af mange rum og haller, har en søjlegang langs den sydvestlige side, hvor butikker lå. Mens du går, skal du kigge ned på jorden og se de åbne dræningskanaler; byens vandteknik er bedst forstået gennem disse detaljer. Når du når toppen af bakken, slutter stigningen, og til venstre for skovens udsigtssti begynder området, hvor byens officielle bygninger er samlet. Den første ruin på sletten er agoraen; den doriske stoa vest for den, ifølge Kulturportalen, blev bygget i perioden 159-138 f.Kr. under Attalos II. Øst for agoraen ligger et teater, der er bygget ind i skråningen, og som er et godt sted til en lang pause. Teatrets siddepladser er opdelt af en diazoma; der er otte rækker ovenpå og seksten rækker nedenunder. Ifølge Wikipedia har teatret en kapacitet på fire til fem tusinde mennesker. Gå op til de øverste rækker og nyd udsigten over Antalya-bugten, som teatret vender mod. Cirka 100 meter sydvest for teatret ligger et rådhus, hvoraf taget stadig står op til taglinjen. Ifølge Wikipedia stammer denne bygning fra det 1. århundrede f.Kr., og dets tag dækkede en afstand på 25 meter, og der var plads til 600-700 mennesker indeni. På sletten øst for agoraen er der fem cisterner, der er forbundet med hinanden; Kulturportalen beskriver dem som unikke på grund af deres dybde og bredde, så vær forsigtig, når du nærmer dig deres åbninger. I byens sydvestlige del ligger en romersk bolig med en dorisk facade, der er op til 6 meter høj, og den er kendt som "Grundlæggerens Hus" på grund af en inskription ved siden af dens dør. Termessos har mange templer og nekropoler fyldt med klippegrave, der strækker sig over byens syd-, vest Når du går, så kig jer også omkring; i nationalparken lever der blandt andet rådyr, bjerggedder og ørne. Güllük Dağı-Termessos Nationalpark er siden år 2000 på UNESCO's foreløbige liste over verdensarvssteder på grund af sine naturlige og kulturelle værdier. På vej tilbage skal I gå ned ad stien i et roligt tempo, da stenene kan være glatte under fødderne, og træthed mærkes mere under nedstigningen. Tjek de aktuelle åbningstider på Museumskortets hjemmeside, og husk at medbringe rigeligt med vand. Når I er tilbage ved parkeringspladsen, følg den samme private vej ned til hovedvejen og fortsæt mod Karain, som ligger langs den gamle Antalya-Burdur-vej. Kilde: Kulturportalen; Kulturarvs- og Museumsgeneraldirektoratet; Wikipedia.

Efter at have forladt Termessos, skal du køre ad den gamle vej mellem Antalya og Burdur. Karain-hulen ligger inden for grænserne af Yağca-kvarteret i Döşemealtı, omkring 5-6 kilometer fra denne vej. Kulturportalen viser hulen 30 kilometer nordvest for Antalya. Parkér bilen ved besøgscentret; hulen ligger 150 meter fra travertin-sletten foran den og 430-450 meter over havets overflade. For at nå indgangen skal du bestige en trappe med 470 trin fra besøgscentret. Tag dig god tid, da dine ben kan blive trætte efter gåturen, og hold pauser undervejs. Når du klatrer op, kig tilbage; du vil se, hvordan travertin-sletten foran hulen stiger op, og hvordan jorden åbner sig under dine fødder. Om sommeren kan disse trin føles tunge midt på dagen, så husk at tage vand og en hat med fra besøgscentret. Inkluder også Karain-museet, der ligger tæt på hulen, i din plan. En del af fundene fra udgravningerne er udstillet her, mens andre er i Antalya-museet. Hvis du kan besøge museet, før du går ind i hulen, vil du få en bedre forståelse af, hvad du ser inde i hulerne. Ifølge Museums-kortet omfatter fundene sten- og benredskaber, perler og rester af dyr som næsehorn, elefanter og flodheste. Når du når indgangen, skal du før du går ind, kigge på hulen fra forsiden og på de ydre vægge. Her finder du græske inskriptioner og nicher; dette er de mest synlige spor af, at hulen blev brugt i den klassiske periode. Karain er dannet ved karstisk erosion af kalksten fra kridttiden. Kılıç Kökten, der opdagede og begyndte udgravningerne i hulen i 1946, fastslog, at den består af tre klippeformationer, der er forbundet af smalle gange. Ifølge Wikipedia er Karain den største hule i Tyrkiet, hvor mennesker har boet. Gå ikke ind i udgravningsområderne inde i hulen, og følg alle anvisninger om beskyttelse; hulen har været et beskyttet arkæologisk område siden 1997. Udgravningerne har fundet sted med mellemrum siden 1946; ifølge Wikipedia var de vigtigste perioder 1946-1958, 1967-1973 og 1985-2008. Disse undersøgelser afslørede et lag af kulturlag inde i hulen, der er op til omkring elleve meter tykt. Lagene viser en bebyggelse, der starter med tidlig stenalder og fortsætter gennem mellemløb og sen stenalder, neolitikum, kalkolitikum og tidlig bronzealder, og helt op til den klassiske periode. Ifølge Kulturportalen var den længste og vigtigste bebyggelse i hulen i stenalderen. Kulturarvs- og Museumsgeneraldirektoratet understreger, at mens de fleste palæolitiske huler i Museets hjemmeside viser, at udgravningsstedet er åbent hver dag, men da åbningstiderne varierer afhængigt af sæsonen, bør du tjekke de aktuelle oplysninger der. Gå ned fra hulen via den samme trappe, vend tilbage til bilen og kør i retning af Antalya, til Kepez, som ligger i byens nordøstlige del, og videre til Yukarı Düden. Kilde: Kulturportalen; Antalya Provincial Kultur- og Turismeafdeling; Musekortet; Direktoratet for Kulturarv og Museer; Wikipedia.

Det tredje stop på dagen er den øvre Düden-vandfald, der ligger i Düdenbaşı-området i Kepez-distriktet. Vandfaldet omtales også som İskender-vandfaldet i nogle kilder. Ifølge Kulturportalen ligger det i Düdenbaşı Mahallesi, 21. Cadde, Kepez. Den nedre Düden, hvor floden løber ud i havet, ligger i Muratpaşa, nær Lara, og er ikke en del af denne rute. Vær opmærksom, når du får vejbeskrivelser, da de to vandfald ligger i forskellige dele af byen.

Floden Düden, der forsyner vandfaldet, springer ud fra Kırkgöz-Pınarbaşı-kilderne, ifølge Antalyas kulturarvsregister. Vandet løber gennem underjordiske huler i kalkstenen og kommer op til overfladen igen i Düdenbaşı-området. Længden af denne underjordiske rute varierer i forskellige kilder; Kulturportalen angiver 14 kilometer, mens registeret angiver 21 kilometer. Registeret kalder disse underjordiske huler for "düden"; både floden og vandfaldet har fået deres navn fra dette ord. Ifølge Kulturportalen kommer mindst 10 kubikmeter vand op til overfladen hvert sekund på dette sted, og den gennemsnitlige vandmængde er 15-16 kubikmeter per sekund.

Området blev omdannet til et picnic- og rekreatiomsområde af Statens Vandforvaltningsdirektorat, 13. distrikt, i perioden 1970-1972. Efter indgangen kan du følge lyden af vandet og gå ad stierne for at komme til vandfaldet. Det mest bemærkelsesværdige ved vandfaldet er den naturlige hule lige bag det. Du kan gå gennem tunnelerne inde i hulen og observere vandets strøm lige bagfra. I dette område kan jorden være våd og glat, så vær forsigtig med dine skridt, og beskyt din telefon eller dit kamera mod vandstænk. Efter at have set vandfaldet forfra, er det en unik oplevelse at se det bagfra, inde fra vandgardinet.

Ifølge legenden, i 334-333 f.Kr., da den makedonske konge Alexander den Store erobrede Pamfylia, vandt han sine heste, som han havde modtaget som tribut fra Aspendos, ved at lade dem drikke vand her. Denne fortælling, der falder sammen med belejringen af Termessos, som vi nævnte om morgenen, forbinder de to ender af dagen. Området omkring vandfaldet er indrettet med stier og hvileområder. Tag et halvt time til at sidde og hvile i et af disse områder efter at have gået ned fra Karain-trappen. Ifølge Wikipedia ligger området ca. 1 kilometer fra Varsak. Ifølge Kulturportalen kan man også komme til vandfaldet med offentlig transport, så hvis du vil dele ruten op, kan du besøge Düden på en separat dag med offentlig transport. Tjek adgangsforholdene og de aktuelle åbningstider, før du tager afsted. Fra her kan du tage mod øst, i

Dagens sidste stop er Kurşunlu-vandfaldsparken i Aksu-distriktet. Parken ligger 22 kilometer fra Antalya og nås ved at forlade hovedvejen mellem Antalya og Aksu ved Soğucaksu-broen og køre 7 kilometer nordpå. Parken er en del af de naturskønne områder, der administreres af Ministeriet for Landbrug og Skovbrug, Region 6. Det område, hvor vandfaldet og picnicområdet ligger, dækker et areal på 33 hektar. Hovedvandfaldet falder fra en højde af 18 meter, og vandet løber gennem syv små søer, der er forbundet af små kaskader, og strømmer gennem en kløft, der er cirka 2 kilometer lang.

Parkér bilen på parkeringspladsen og følg stien; den fører dig til vandfaldet, søbredden, broerne og en udsigtsplatform. De steder, som regionens administration anbefaler, at man besøger, er selve vandfaldet, vandliljerne i floden, den historiske vandmølle og udsigtsplatformen. Listen anbefaler også at tage billeder foran vandfaldet. Når du går over broerne, skal du kigge efter vandliljerne i vandet. Ifølge "Udenfor-skole-læringsmiljøer"-registret har den historiske vandmølle på stien en historie, der går tilbage til omkring år 200. Ved søbredden kan jorden være våd og glat, så vær forsigtig, især med børn, nær vandet.

Du kan også læse om områdets geologi på kløftens vægge. Ifølge regionens administration kan man her observere "Kurşunlu"-formationen, som består af sandsten, grus og ler i rød-brun og grå-grøn farve. Oven på disse lag findes "Antalya"-travertinerne, som man finder mange steder i Antalya-regionen. Skoven domineres af pinjetræer; ved vandet findes østlige plataner, laurbær, johannesbrød og vild oliven, mens der i de lavere områder findes tranebær, rønnebær og brombær. I parken og dens omgivelser er 261 plantearter blevet identificeret, og af disse er 14 endemiske.

Der er også et rigt dyreliv; regionens administration rapporterer, at der i parken er observeret 88 fuglearter, 22 pattedyr, 12 reptiler, 3 amfibier og 3 fiskearter. I søerne lever karper og vandskildpadder, mens der i skoven lever vildsvin, ræve og egern. Nogle af fuglene er lokale, mens andre er besøgende om sommeren eller vinteren; stop op og lyt i de stille dele af stien. Fodr ikke dyrene, og smid intet i vandet.

Parken tilbyder faciliteter som toiletter, legepladser, picnicborde og en restaurant; du kan sidde og slappe af her efter den lange tur. Ifølge Wikipedia er den bedste tid at besøge parken mellem april og december. Tjek adgangsforholdene og de aktuelle åbningstider på siden for "Naturbevarel