I Silkehandlernes fodspor: Bursa's karavanserajer og markedsplads.

Start din rute ved Irgandı-broen, der ligger over Gökdere-dalen, da denne struktur er et af de mest markante spor, som silkehandlen efterlod i byen. Broen blev bygget i 1442 af en købmand ved navn Hoca Muslihiddin. Ifølge Bursa's områdeafdeling tjente han sin formue ved at sælge silke fra Aserbajdsjan til italienske købmænd. Kilder nævner, at Abdullah, søn af Timurtaş, var broens arkitekt. Så allerede i starten af din rute befinder du dig ved et sted, hvor en handelsmand, der var involveret i silkehandlen mellem Tebris og Middelhavets havne, har investeret i byen. Det, der adskiller Irgandı-broen fra en almindelig stenbro, er, at den er en overdækket bro med butikslokaler på begge sider. Kilder beskriver den som den eneste overdækkede bro, der blev bygget af osmannerne. Osmangazi Kommune præsenterer også broen som et af de få eksempler af sin slags i verden. Ifølge områdeafdelingen havde broen i alt 32 butikslokaler, og indtægterne fra fem af butikkerne i den nordøstlige ende var øremærket til fondens ansatte. TDV Islamisk Encyklopædi nævner, at Ahmed Çelebi, Hoca Muslihiddins barnebarn, i et dokument fra 1559 omdannede en af disse fem butikker til en moské. Evliya Çelebi skriver i det 17. århundrede, at han så omkring 200 vævere i butikkerne på broen, men en byplan fra 1861-62 viser mellem 32 og 35 butikker. Den engelske Wikipedia nævner, at broen i osmannisk tid blev lukket om natten for at kontrollere trafikken mellem de to bydele. Det er også vigtigt at vide, hvor nye butikslokalerne er. Jordskælvet i 1855 forårsagede store skader på broen. Den græske hær, der besatte Bursa under befrielseskrigene, ødelagde broen, da de trak sig tilbage fra byen i 1922. Kommunen restaurerede broen i 1949, men butikslokalerne blev ikke genopbygget, og broen mistede sin oprindelige funktion. De nuværende butikslokaler blev genoprettet i forbindelse med en restaurering, som Osmangazi Kommune gennemførte i 2004. Efter denne restaurering blev broen omdannet til en "kunstbro", og butikslokalerne blev omdannet til værksteder. Start med at stå ved den ene ende af broen og kig over til den anden side mellem de to rækker af butikslokaler; dette gadesyn, der får dig til at glemme, at du står på en bro, er selve essensen af strukturen. Gå derefter langsomt forbi butikslokalerne og kig på de håndværksmæssige produkter, der fremstilles i de åbne værksteder. Det er især vigtigt at spørge om tilladelse, før du fotograferer Gå herfra mod vest, i retning af Heykel; den anden seværdighed er Bursa By Museum, som ligger syd for Atatürk-monumentet, ved siden af guvernørbygningen. Kilde: Bursa Regionalt Kontor; TDV Islamisk Encyklopædi, Irgandı-broen; Kulturportalen.

Bymuseet er et godt sted at starte, før man udforsker de historiske bygninger, da det giver et overblik over byens historie samlet på ét sted. Museet er beliggende i en bygning med en symmetrisk facade og udhæng, som blev opført i 1926 som en domstol. Ifølge kilder er arkitekten bag bygningens design Kemalettin Bey, mens Ekrem Hakkı Ayverdi stod for konstruktionen. Efter at domstolen flyttede til en ny bygning i 1999, blev bygningen restaureret i perioden 2001-2004, og museet åbnede for offentligheden den 14. februar 2004. Tag et øjeblik til at beundre facaden, inden du går ind; fremhævelsen af indgangen i midteraksen og brugen af både buede og rektangulære vinduer viser, at bygningen afspejler arkitekturen fra 1920'erne. Besøg museet fra stueetagen, da dette niveau følger en kronologisk rækkefølge. Den første galleri strækker sig fra forhistorisk tid til den osmanniske periode og Befrielseskrigen. Samme galleri indeholder også information om de katastrofer, byen oplevede i det 18. og 19. århundrede. Vær opmærksom på dette afsnit, da mange af de handler og bygninger, du vil se senere, er blevet genopbygget efter jordskælv og brande. Den anden galleri fortæller om republikperioden, byens vækst, migration og Uludağ-bjerget. Museet har også en topografisk model af byen; brug et par minutter på at studere den for at få et overblik over placeringen af handlerne, Gökdere-dalen og bjerget. Første sal er tematisk opdelt og beskriver byens dagligdag, fra badehusene til madkulturen og traditionen med Karagöz og Hacivat. Ifølge Wikipedia afholdes der også skiftende udstillinger på dette niveau, så det, du ser, kan variere afhængigt af, hvornår du besøger museet. Museet udstiller også seks voksfigurer af osmanniske sultaner. Det vigtigste afsnit for denne rute er markedet i kælderen. Markedet er indrettet til at genskabe et 18. århundredes marked i Bursa, og ifølge Wikipedia består det af seksten butikker. Museets egen beskrivelse nævner, at indretningen er baseret på gamle fotografier af markedet, taget af europæiske rejsende, der besøgte Bursa. Blandt butikkerne findes håndværkere, der beskæftiger sig med tekstiler, læder, saddelmagere, skomagere, knivsmede, kobbersmede, uldhandlere, kurveflettere og porcelænsmalere. Silkeafdelingen er designet separat, og museet fremhæver den som en af de mest interessante afdelinger. Stop ved denne afdeling, før du besøger handlerne, da silkehandlen var central i mange af disse bygninger. Silkens betydning for byen fortsatte også i de osmanniske tider. TDV Islamic Encyclopedia nævner, at dampkraft blev indført i den lokale Der er særlige betingelser for reservationer til grupper, og du bør tjekke den officielle hjemmeside for de seneste oplysninger om besøgsdage og -tidspunkter. Når du forlader museet, gå vestpå ad Atatürk Caddesi; det tredje stop er Koza Han, som ligger nord for Orhan Moské og mellem Ulu Moské. Kilde: Bursa Storbykommunes Museer; Bursa Afdeling for Turisme, Dombygningen; Wikipedia, Bursa By Museum.

Gå ind i Koza Han gennem porten ved siden af Orhan-moskeen. Ifølge Kulturportalen fører en dør i kælderen til Orhan-moskeen, mens den anden fører mod nord til markedet; altså fungerede hanen som en forbindelse mellem byens to handelsområder. Hanen blev bygget af II. Bayezid; ifølge TDV Islam-encyclopædien begyndte byggeriet i marts 1490, og hanen åbnede den 29. september 1491. Arkitekten var Abdülula bin Pulad Şah, og Kulturportalen nævner Şuca bin Karaca som ansvarlig for byggearbejdet. De fleste kilder angiver, at hanen blev bygget for at generere indtægter til II. Bayezids kompleks i Istanbul, men TDV bemærker, at denne forbindelse er omstridt. I dokumenter omtales hanen under andre navne, såsom Yeni Han, Beylik Han og Simkeş Han, men det nuværende navn stammer fra silkevæveriet, der dominerede handlen. Betragt hanen her som en handelsmaskine snarere end et arkitektonisk monument. Ifølge Bursa-afdelingen er gården cirka 46 meter lang og 38 meter bred og omkranset af verandaer, der er cirka 3,5 meter brede i to etager. De fleste kilder angiver, at der er femti værelser i kælderen og femti-en værelser på øverste etage, men disse tal varierer lidt fra kilde til kilde. Ifølge Wikipedia lejede handlende værelser oven på hinanden, hvor det øverste værelse blev brugt til arbejde og overnatning, og det nederste til opbevaring af varer. Hvert værelse på øverste etage har to vinduer, der vender udad, hvilket indikerer, at disse værelser var beregnet til at blive boet i og arbejdet i. Det, der gjorde hanen til et centrum for silkehandlen, var de mennesker, der boede der. Ifølge TDV Islam-encyclopædien husede hanen handlende fra Aserbajdsjan og Iran, og her var også "silkeinspektørens" kontor, som opkrævede told af silkehandlende. Altså blev kontrollen med handlen, hvor råsilke fra Tebriz-ruten mødte køberne, også udført fra denne gård. Ifølge den engelske version af Wikipedia havde Medici-familien fra Firenze også et kontor i hanen i begyndelsen af det 16. århundrede. Start med at gå en tur rundt i gården, først langs verandaerne i kælderen, og læg mærke til antallet af døre. Gå derefter op til øverste etage og se ud over gården fra verandaen. I midten står en oktagonal pavillon, der fungerer som et bederum og er placeret på otte søjler, hvilket udgør gårdens centrale punkt. Ved siden af hanen, på østsiden, ligger İç Kozahan, som tidligere blev brugt som stald og er forbundet med hovedhanen via en stor åbning i den østlige mur. Dyr og tunge laster, der ankom med karavaner, blev opbevaret i denne separate, etage Hvis du ønsker at købe silke, så forhast dig ikke; det at besøge flere butikker og sammenligne teksturer og mønstre er som at genskabe håndværkets fem hundrede års historie i din egen skala. For et billede er det en god idé at tage et bredt billede fra et hjørne af den øvre etage, der viser både gården og moskeen. Gå ud af den nordlige indgang til handlen og gå ind i markedet; det næste stop, Bedesten, er tæt på. Kilde: TDV Islamisk Encyklopædi, Koza Hanı; Bursa Regionalt Kontor; Kulturportal; Osmangazi Kommune.

Bedesten er en solid bygning, der står midt i de overdækkede markedspladser og handler, og den kan lukkes med porte. Den blev betragtet som regionens "bank". Ifølge Bursa's administrationskontor udgjorde den i sin tid kernen af bank- og børsaktiviteter, og landets mest værdifulde varer blev opbevaret, købt og solgt her. Yıldırım Bayezid lod bygningen opføre i slutningen af det 14. århundrede, og ifølge vakf-registrene, som citeres i TDV (Türk Dünyası Vakfı - Tyrkisk Verdensfond), blev den færdiggjort i år 1400. Kilder refererer til den som den første bedesten i det osmanniske rige. Da Orhan Bey's embedsmand Emir Han tidligere havde udført denne funktion, fik bygningen også navnet Bezzazistan-ı Cedid, hvilket betyder "Den Nye Bedesten". Vær opmærksom på porten, når du går ind. Ifølge TDV har hver af bygningens fire sider en port i midten, og Evliya Çelebi beskrev i det 17. århundrede bedestenen som en stor bygning med fire jernporte. Kulturportalen nævner, at der over indgangsporten er en inskription, hvor kufi- og nesih-skrifter er blandet, mens inskriptionen over den vestlige port nævner, at bygningens navn er Bazestan. Indenfor er der et rektangulært rum, der er opdelt i fjorten sektioner af seks tykke søjler, og ifølge TDV er hver sektion dækket af en kuppel. For at se rækken af kupler, skal du gå langsomt langs den lange akse inde i bygningen og kigge op; du vil bedst forstå, hvordan søjlerne fordeler kuplerne under denne gåtur. Butikkerne inde i bygningen er placeret langs væggene, så gangen i midten forbliver åben hele vejen. Ifølge kilderne er der 32 butikker inde i bygningen og 68 butikker udenfor. Ifølge Bursa Storbykommune gik indtægterne fra tolv af de udvendige butikker til Orhan Gazis vakf, mens resten gik til Yıldırıms vakf. Det betyder, at vakfer fra to forskellige perioder indsamlede penge side om side i det samme marked. Artiklen af Özer Ergenç om denne bygning beskriver bedestenen som et sted, der forener øst og vest. Denne beskrivelse opsummerer, hvorfor en bygning, der skulle opbevare værdifulde varer, var så vigtig i en tid, hvor en iransk silketræder og en italiensk køber mødtes i samme by. Den bygning, du ser i dag, er blevet påvirket af en stor brand. Ifølge Salih Budakoğlus arbejde var branden, der brød ud i Kapalıçarşı den 24. august 1958, den største katastrofe, byen oplevede siden det store jordskælv i midten af det 19. århundrede. Branden påvirkede også bedestenen sammen med de overdækkede markedspladser og handler. Bedestenen blev restaureret i Gå ud af Bedesten og gå i retning af Ulu Camii; den sidste destination, Emir Han, ligger i den nordøstlige del af moskeen. Kilde: TDV Islamisk Encyklopædi, Bedesten og Büyük Çarşı; Bursa Regionalt Kontor; Kulturportalen; Bursa Storbykommune.

Ruten slutter ved Emir Han, det første osmanniske karavanserai, der blev bygget i Bursa. Karavanseraen blev bygget af Orhan Bey efter erobringen af Bursa for at generere indtægter til sit kompleks. En inskription i moskeen i det samme kompleks angiver datoen 1339-40. Det betyder, at du befinder dig i en handelsorden, der blev etableret mere end et århundrede før Koza Han. Ifølge kilderne er den kendt under navne som Bezzaz-ı Atik, Eski Bezzazistan, Bey Hanı og Sultan Hanı. Ifølge Kulturportalen blev navnet Emir Bey Han først brugt efter 1522. Da Yıldırım Bayezid fik bygget en ny bedesten (overdækket marked), blev stedet i en periode kaldt Eski Bedesten; det betyder, at bygningen, du lige har set, overtog en del af denne karavanserais funktion.

Når du træder ind i karavanseraen, skal du først bemærke størrelsen af gården; ifølge Bursa's afdeling for bevaring er den indre gård 46 meter bred og 50 meter lang. Afdelingen angiver 36 enheder i stueetagen og 38 på første sal, mens Kulturportalen angiver 37 værelser på første sal. Værelserne i stueetagen blev brugt som lagerrum, mens værelserne på første sal, med vinduer og ovne, blev brugt af handlende til at bo og arbejde. Afdelingen skriver, at karavanseraen betjente silke- og silkehandlen, og at der også var et område til at opstalle dyrene.

Sammenlign denne struktur med det, du så i Koza Han: I begge er der en toetagers arkade, der omkranser gården, og en adskillelse mellem lagerrummene i stueetagen og opholdsrummene ovenpå. Led efter forskelle i materialer og detaljer. Emir Han er bygget af huggede sten og mursten, og de hvælvede lofter hviler på tykke sten- og murstenssokler. Bemærk, at de fire hjørner af den nederste arkade er dækket af kupler.

Historien om Emir Han er en række af brande og reparationer. Ifølge den engelske Wikipedia blev bygningen beskadiget af brand i 1544, 1788 og 1958, og af jordskælv i 1674 og 1855. Den samme kilde angiver reparationerne i 1634 og 1963. Bursa's afdeling for bevaring understreger også, at karavanseraen er blevet brændt eller ødelagt adskillige gange og er blevet repareret for store summer hver gang. Derfor skal du ikke antage, at hver væg, du ser, er fra det 14. århundrede; den nuværende struktur er et karavanserai, der er blevet renoveret gennem århundreder, mens den har holdt sig tro mod den oprindelige plan.

Karavanseraen er stadig i drift med sine butikker; vær forsigtig med ikke at forstyrre handlende, mens du går i arkaden. Sæt dig et