I Zeytinburnu, uden for bymuren, fra Kazlıçeşme til Topkapı.

Fra Marmaray-stationen Kazlıçeşme skal du gå mod Abay Caddesi (tidligere kendt som Demirhane Caddesi). Fontænen ligger på denne gade og er kun få minutters gang fra stationen. Ifølge Wikipedia starter Demirhane Caddesi ved murene og strækker sig i retning af Zeytinburnu-stationen, og den deler kvarteret i to store dele. Når du når frem til fontænen, skal du først se på den som en helhed: Den er lavet af hugget sten og er en enkeltstående struktur. På den rektangulære overflade, der er indrammet af udskæringer, er der en lav, spidsbuet niche. Kig efter den lille rosette-relief på nøglestenen i buen – den kan være svær at se ved første øjekast. Insriptionen i marmor over buen er ikke original; den gamle insription, der ses på fotografier fra 1930'erne og 1940'erne, er forsvundet, og den nuværende insription blev genskrevet af en kalligraf i 1990'erne. Det vigtigste er at se på spejlet inde i nichen. Under den kursive insription, der er skrevet på en femdelt kartouche, er der en figur af en tyk and på hvid marmor, og foran den er en gren med stjerneformede blade. Datoen, som insriptionen angiver i henhold til abjad-systemet, er 953 i den islamiske kalender, hvilket svarer til årene 1546-1547, og navnet på den, der fik fontænen bygget, er Mehmed Bey. Det menes, at denne Mehmed Bey er den samme som Aşık Pir Mehmed Çelebi, en lærd, der døde i Skopje. Selve ande-reliefet er meget ældre end fontænen. I 2002 knuste skattejægere marmoren i håb om at finde guld, og da de resterende stykker blev undersøgt, viste det sig, at det var en byzantinsk marmor fra det 5. århundrede. Da stykkerne blev vendt og samlet, dukkede et kristogram-motiv op, hvilket betyder, at en osmannisk håndværker havde vendt den byzantinske sten og udskåret et motiv på bagsiden. Marmoren blev restaureret i 2010 i overensstemmelse med dens oprindelige udseende. Evliya Çelebi skriver i sin rejseskildring, at han fandt ande-motivet under buen af denne fontæne, der ligger uden for Yedikule, så smukt, at det var ubeskriveligt. På de to sider af fontænen er der runde, buede nicher, og ved siden af hver af dem er der en velgørenhedssten; overser ikke disse. Se nu på kvarteret bag dig. Ifølge Wikipedia beordrede Sultan Mehmed den Første opførelsen af Yedikule-fæstningen, og efterfølgende blev området uden for murene afsat til slagtere og garvere. Der blev etableret et stort antal garverier i området, op mod 360. Der opstod også stearinfabrikker i nærheden, der fremstillede stearinlys af dyrefedt fra Kilde: Wikipedia, Kazlı Çeşme; Wikipedia, Kazlıçeşme; Zeytinburnu Kommune, Områdets historie; Budak, Marmara Universitetets tidsskrift for statskundskab.

Når du kommer fra Kazlıçeşme, nærmer du dig murene udefra, fra vest. På dette sted ser du ikke ind i fæstningen, men til den ydre overflade. Først skal du prøve at forstå, hvordan muren er opbygget. De ydre mure, der blev bygget i Theodosius II's regeringstid, består af tre lag: den tykkeste, inderste mur, en lavere ydre mur foran den, og forrest en bred voldgrav. Den inderste mur er 4,5 til 6 meter tyk og omkring 12 meter høj, mens den ydre mur er 8,5 til 9 meter høj. Læg mærke til de røde murstensbånd, der løber mellem stenene; de er ikke kun dekorative, men forstærker også muren ved at binde stenene sammen med mørtel. Voldgraven var 20 meter bred og steder op til 10 meter dyb; du kan stadig se de tværgående mure, der delte den i afsnit. Derefter skal du rette blikket mod Guldporten. Guldporten, der var byens ceremonielle indgang, var det sted, hvor kejserne ankom til byen ved deres triumfer og ved statslige ceremonier som kroningen. Det er omdiskuteret, hvornår porten blev bygget; forskere er opdelt mellem Theodosius I og Theodosius II, men den mest udbredte opfattelse er, at den blev bygget under den sidstnævnte. I de senere byzantinske perioder blev portåbningerne tilmuret og indsnævret; du kan stadig se den store, tilmurede bue over de marmorkolonner, der flankerer porten, udefra. En gravering fra 1685 viser, at den ydre facade af porten var dekoreret med reliefpaneler; fragmenter af disse skulpturer befinder sig i dag på Istanbul Arkæologiske Museer. I 1458 grundlagde Fatih Sultan Mehmed Yedikule-fæstningen ved at tilføje tre store tårne til de fire tårne på den indre mur. Fæstningen mistede sin funktion som port og blev i store dele af det osmanniske rige brugt som et statsligt arkiv, et fængsel og et kornmagasin. Kig også efter den lille Yedikule-port, der ligger lige ved siden af fæstningen; forskere er uenige om, hvorvidt denne port er byzantinsk eller osmannisk. Nu skal du kigge ned mod murenes fod og de grønne områder, der omgiver voldgraven og vejen. Ifølge Kultur- og Turisme Ministeriets hjemmeside er Yedikule-haverne, der ligger langs murene mellem Mevlanakapı og Yedikule, et levende kulturarv, hvor der har været dyrket grøntsager i over 1500 år. Ifølge kilder, der er citeret af Wikipedia, var der i 1735 registreret 344 haver, mens et kort fra 1835 viser 102 haver. Disse marker er stadig dyrket af familier, så du bør ikke gå ind i dem, men blot betragte dem udefra. Hvis du også ønsker at se ind i fæst Du kommer til Topkapı efter en gåtur på cirka tre kilometer; hvis du bliver træt, kan du tage buslinje MR11, som kører i samme retning. Kilde: Wikipedia, Konstantinopels mure; GoTürkiye, Istanbuls mure; Wikipedia, Yedikule; Wikipedia, Yedikules fængsler.

Når du ankommer til Topkapı fra ydersiden af murene, ligger det store, grønne område overfor dig, som er Topkapı Kulturpark. Museet ligger inde i denne park. Ifølge museets officielle hjemmeside lå der tidligere en busstation, Trakya Otogarı, på dette område. Efter at busstationen blev flyttet, blev parken anlagt, og museet åbnede for besøgende i 2009. Ifølge Wikipedia startede anlæggelsen af parken i 1999, og parken strækker sig over et område på 354.000 kvadratmeter. Før du går ind i museet, så stå et øjeblik foran indgangen og kig dig omkring, for museets placering er en del af fortællingen. Ifølge den officielle hjemmeside, hvis du ser ud fra museets placering, kan du se Edirnekapı-murene til venstre, Topkapı-murene foran og Silivrikapı-murene til højre. Topkapı var i byzantinsk tid kendt som "Sankt Romanos Porten", og det tyrkiske navn kommer fra den store kanon, der blev placeret der under belejringen i 1453. Indenfor starter besøget med en udstilling. Denne sektion, som er udarbejdet af historikerne Erhan Afyoncu og Coşkun Yılmaz, fortæller historien fra byens grundlæggelse til belejringen, erobringen og Fatih Sultan Mehmeds byggeprojekter, illustreret med miniaturemalerier, graveringer og malerier. Gå ikke for hurtigt igennem udstillingen; konteksten for det billede, du vil se på platformen ovenover, findes her. I slutningen af udstillingen går du gennem en kort, mørk korridor og kommer op til platformen med det panoramiske billede. Billedet er malet på indersiden af en halvkugle med en diameter på 38 meter og dækker et todimensionelt område på 2.350 kvadratmeter. Det område på 650 kvadratmeter mellem billedet og platformen er faktisk tredimensionelt; her står der kopier af kanoner, kanonvogne og krudttønder. Ifølge den officielle hjemmeside er der omkring 10.000 figurer i billedet, og figurerne er i menneskestørrelse i starten og bliver mindre, jo længere væk de er. Når du først kommer op på platformen, så løft hovedet: himlen fortsætter i en kuppelform fra toppen af billedet, så du kan ikke se, hvor det slutter. Museet forklarer den korte forvirring, som besøgende oplever i disse første øjeblikke, med, at billedet ikke har nogen begyndelse eller ende. Gå derefter langsomt rundt og kig på hullerne i murene. Ifølge Wikipedia er de beskadigede dele af murene og deres størrelse baseret på en rapport om restaurering af murene, som blev udarbejdet til Istanbul's første byadministrator, Hızır Bey. Billedet er et fælles projekt af otte kunstnere, der blev udført fra 2005 til 2008, og ideen til projektet kommer fra maleren og tegnefilmsinstrukt

Moskéen ligger uden for bymuren i Topkapı, ved krydset mellem den gamle Davutpaşa Caddesi, Topkapı-kirkegården og motorvejen E-5; den er kun få minutters gang fra Panorama. Ifølge TDV Islamisk Encyklopædi er bygningen også kendt som Takyeci İbrahim Çavuş, Arakiyeci İbrahim Ağa og Takkeci Moské. Den blev bygget af Takkeci İbrahim Ağa; hans navn stammer fra "arakiyeci," en betegnelse for en person, der producerede en type spiritus, som var hans levebrød. Før du går ind i gården, skal du kigge på vandfontænen i hjørnet. Denne vandfontæne, som er den ældste del af komplekset, blev ifølge inskriptionen, der er bevaret inde i moskéen, bygget af İbrahim Ağa i 1578. Inskriptionen på marmorfontænen overfor fortæller, at den blev tilføjet i 1820 af Sadrazam Derviş Mehmed Paşa; den er den sidste bygning, der blev tilføjet til komplekset. Inskriptionen over moskéens dør viser, at bygningen blev færdiggjort i 1592, mens den anden vandfontæne ved den østlige port i gården stammer fra 1593-1594. Udefra vil du bemærke, at moskéen er ret beskeden: det er en lille bygning med et saddeltag, lavet af skiftevis sten og mursten, med et lille, overdækket område til de sidste rækker af bedende, der er understøttet af træsøjler. Tæl de 18 træsøjler udenfor og de 10 træsøjler indeni; TDV fremhæver, at på trods af moskéens beskedne størrelse, er den vigtig på grund af dens byggeteknik og den rige indretning, hvor detaljer, der ikke er tydelige i lignende bygninger, let kan observeres her. Minaretten, lavet af hugget sten, er placeret i det nordvestlige hjørne; den har en firkantet base, en sekstkantet krop og et enkelt balkon. Vælg et tidspunkt uden bøn for at besøge, tag dine sko af, klæd dig passende (med tøj, der dækker skuldre og knæ) og vær stille. Når du træder ind, skal du først kigge op. Ifølge TDV dækker et trækuppel med en diameter på ca. 5,5 meter det indre rum; den er ikke synlig udefra og er skjult under taget, hvilende på en ottekantet ramme med træmukarnas. Det indre rum er næsten firkantet; TDV angiver, at siderne er ca. 11,2 og 11,7 meter, og højden er ca. 6,2 meter. Balkonen hviler på 10 træsøjler og løber langs hele den nordvestlige væg. Vend derefter opmærksomheden mod væggene. Størstedelen af vægfladerne er dækket af 16. århundredes İznik-fliser, udført i "sgraffito Ifølge teksten blev bygningen restaureret i Mahmuds tid. I 1985 afslørede et arbejde udført af Generaldirektoratet for Stiftelser detaljer i trækonstruktionerne. Bygningen blev derefter gennemgribende restaureret efter 2005. Ved ankomst kan man tage sporvogn T1 fra Topkapı eller tage bussen MR11 til Kazlıçeşme og derfra skifte til Marmaray. Kilde: TDV Islamisk Encyklopædi, Takkeci İbrahim Ağa Komplekset; Wikipedia, Takkeci İbrahim Ağa Komplekset.