I Odunpazarı, i det gamle Eskisehir, fra lærk til glas.

Start din besøg ved den ydre gård til Kurşunlu-komplekset. Kompleksets bygninger er arrangeret i en U-form langs de østlige, sydlige og vestlige sider af det centrale moské, og de er forbundet med mure, hvilket skaber en ydre gård. Der er en port på hver side af gården, så du nemt kan komme ind uanset hvilken vej du kommer fra. Husk, at komplekset blev bygget af vizir Çoban Mustafa Paşa, og ifølge fondsregistrene blev størstedelen af bygningerne opført mellem 1517 og 1525. Ifølge kilder er det sandsynligt, at arkitekten var Acem Ali, som var chefarkitekt før Mimar Sinan. Mens du går rundt i gården, skal du bemærke, at bygningerne ikke er på samme niveau; på grund af terrænets hældning er der trin mellem bygningerne. Lületaşı-museet ligger i den del af komplekset, der kaldes "hanikah" eller "medrese", og det ligger højere end moskéen. Du kommer op til det kuppelformede rum og cellerne via trapper, og den overdækkede gang, der løber langs facaden mod gården, er blevet restaureret. Før du går ind i museet, så stop et øjeblik under denne overdækkede gang og kig ud over gården og de blybelagte kupler. Indenfor udstilles værker, der er indsamlet fra internationale lületaşı-festivaler, håndværkskonkurrencer og udstillinger, som Eskişehir-guvernementet har arrangeret siden 1998. Disse værker er blevet købt af provinsadministrationen, og museet blev åbnet af Odunpazarı kommune i 2008. Samlingen består af omkring 400 værker af 60 kunstnere. Mens du går rundt i udstillingerne, skal du først se på stenens farve; lületaşı er en hvid eller næsten hvid, porøs og blød substans. Håndværkerne udskærer den, mens den er fugtig, da den blødgøres, når den er våd, og hærder, når den er tør, og dermed får en permanent form. Derfor skal du nøje undersøge de fine udskæringer, de meget små ansigter og de kurver, der er blevet skabt med stor tålmodighed ved hjælp af en knivspids. Du kan finde information om, at stenen også kaldes "Deniz Köpüğü", "Meerschaum" og "sepiyolit", og at navnet "sepiyolit" blev givet af en tysk mineralog i det 19. århundrede. Du kan også læse, at stenen findes i dybder på op til 150 meter under jorden, og at den ifølge arkæologiske undersøgelser har været kendt i omkring fem tusinde år. Lületaşı brænder ikke, og den får en betydelig modstand, når den er tør, hvilket er grunden til, at de fine udskæringer kan holde i århundreder. Tør lületaşı er så let, at den flyder i vand, hvilket forklarer, hvorfor den er så eftertragtet til Museet er lukket om mandagen. Tjek adgangsforholdene og åbningstiderne på museets officielle hjemmeside. Herfra kan du tage en kort gåtur nordpå til Atlıhan, hvor stenen, som du så på museet, er blevet bearbejdet. Kilde: Eskişehir Provincial Kultur- og Turismedirektorat, Lületaşı Museet og Kurşunlu Komplekset; TDV Islamisk Encyklopædi, Kurşunlu Komplekset; Wikipedia, Lületaşı.

Når du ankommer til Atlıhan, skal du først stoppe foran indgangen og betragte hele bygningen. Denne han blev bygget i 1850'erne af Takattin Bey, en af de store jordejere i Eskişehir. Formålet var at give indkvartering til handlende, rejsende og bønder, samt deres dyr, fra de omkringliggende landsbyer, byer og regioner. Det siges, at handlende, der kom til træmarkedet, som gav området sit navn, også boede her, hvilket betyder, at denne gård lå midt i Odunpazarı's daglige handel. Fordi der var en tebod inde i hanen, blev bygningen mere end blot et sted at overnatte; den blev et mødested for lokalbefolkningen, hvor man diskuterede aktuelle emner. Med tiden blev den også kendt under navne som Tavafçı Hanı og Odunpazarı Hanı. Efter midten af det 20. århundrede mistede han sin oprindelige funktion og forfaldt. Den bygning, du ser i dag, blev genopbygget i 2006 som en del af Odunpazarı kommunes projekt for at bevare de traditionelle huse, og den blev genopbygget med respekt for den oprindelige arkitektur og fik navnet Atlıhan. Derfor, når du ser på væggene, skal du huske, at du ser en rekonstruktion, ikke en original bygning. Hanen er beliggende på et område på 768 kvadratmeter og består af to etager: stueetagen og første sal. Start med at gå en tur rundt på stueetagen, og gå derefter op på første sal for at se de forskellige butikker. I dag er Atlıhans primære funktion at huse butikker, hvor der både produceres og sælges pibesten. Stop foran en af værkstederne og observer, hvordan håndværkeren håndterer stenen, og hvilke værktøjer der bruges og i hvilken rækkefølge. At sammenligne de færdige produkter, du ser i pibestensmuseet, med de rå stykker, der er under bearbejdning, er den bedste måde at forstå, hvor meget arbejde der ligger bag. Kilden til stenen er heller ikke langt væk; ifølge Wikipedia findes næsten alle kommercielt udnyttelige pibestensforekomster i provinsen Eskişehir, og der er over 300 miner spredt over et område på 100 kvadratkilometer omkring byen. Den samme kilde bemærker også, at den købte pibesten kan ændre farve over tid, da stenen absorberer nikotin og bliver gul. Udover pibesten findes der også sølv-, keramik- og glasværksteder i hanen, så du kan se flere traditionelle håndværk side om side på samme gård. Hvis du ønsker at fotografere håndværkerne, mens de arbejder, skal du først spørge om tilladelse, da du ikke ønsker at forstyrre dem i deres arbejde. Hvis du overvejer at købe noget, skal du huske, at pibestenen blødgøres, når den er våd, så du skal holde den væk fra fugt. I myldretiden kan gården være overfyldt, så det er bedre at besøge den tidligt om morgenen, Kilde: Eskişehir Provincial Kultur- og Turismestyrelse, Atlıhan Håndværksmarked; Kulturportalen, Atlıhan Håndværksmarked; Odunpazarı Kommune, Rejseguide.

Denne rute er ikke en bygning, men en times gåtur gennem et charmerende kvarter. Odunpazarı ligger på bakkerne syd for byen, og ifølge en legende valgte de første samfund, der ønskede at bosætte sig i Eskişehir, disse bakker, fordi det var her, hvor maden holdt sig bedst. Start gåturen fra kvarterets torv og bevæg dig derefter ud i de snoede, smalle gader. De snoede veje og blindgyder er karakteristiske for dette område, så gå uden at kigge for meget på kortet, og lad dig overraske af, hvad der ligger for enden af hver gade. Wikipedia skriver, at disse huse har lignende arkitektoniske træk og motiver som dem i Safranbolu, Beypazarı og Göynük, mens Go Türkiye beskriver dem som nogle af de fineste eksempler på civilarkitektur fra det 19. århundrede. Kvarterets atmosfære strækker sig sydpå til området, der kaldes Bademlik. Læg mærke til, at husenes facader, der vender ud mod gaden, ofte har udhæng og konsoller, og at de øverste etager stikker ud over gaden. Nogle huse er kendetegnet ved deres brune rammer mod hvide vægge, mens andre er malet i dybblå eller terrakotta. Følg med i, hvordan farverne skifter fra gade til gade. I disse huse findes der typisk et køkken, en stald, et vaskerum eller et depot i stueetagen, mens familielivet foregår på de øvre etager. Kilder beskriver to typer huse: dem, hvor indgangen er direkte fra gaden og haven ligger bagved, og dem, hvor haven ligger foran og huset er placeret inde i haven. Prøv at skelne mellem disse to typer, mens du går; de huse, der ligger bag en havemur, er mere afskærmede fra gaden. Husene består typisk af en stue og tilstødende værelser, og hjørneværelset med vinduer på begge sider af facaden er det største og vigtigste værelse. Udhængenes hjørner indikerer disse værelser, og du kan tælle dem ved at kigge op. Læs skiltene på gaderne, velvidende at fem af de gader, der er nævnt i Evliya Çelebis rejseskildringer, stadig har de samme navne i dag. Evliya Çelebi skrev, at byen bestod af 17 kvarterer og at husene havde lukkede gårde. I de 30 gader, der har den mest intakte atmosfære, blev 300 huse og 15 springvand restaureret som en del af "Odunpazarı Hus-projektet"; hold også øje med springvandene langs vejen. TDV Islamic Encyclopedia fortæller også, at nogle huse blev revet ned, da Şeyh Şehabeddin Caddesi blev anlagt, og at kvarteret derefter blev beskyttet som et bevaringsområde. Yachthuset, der blev bygget af tobaksmesteren Hafız Ahmet Efendi i 1717, ligger også i disse gader, og et eksempel på hans tobakspibe er i dag udstillet på An Kilde: Eskişehir Provincial Kultur- og Turismestyrelse, Odunpazarı-husene; Wikipedia, Odunpazarı-husene; TDV Islam-encyklopædien, Eskişehir; Odunpazarı Kommune, Rejseguide.

Før du går ind, tag et par minutter til at betragte bygningen udefra, fra pladsen. Bygningen er designet af det japanske arkitektfirma Kengo Kuma and Associates og realiseret af den eskiriske arkitekt og samler Erol Tabanca. Ifølge kilder besøgte Kuma og hans team Eskisehir, studerede byens karakter og lærte, at området var et centrum for træhandel, og det var udgangspunktet for designet. Læg mærke til, hvordan træbjælkerne på facaden refererer til områdets træhandel, og hvordan bygningsmasserne er grupperet uden at følge en enkelt linje. Firmaet er kendt for at bruge så lidt beton som muligt og i stedet fokusere på naturlige materialer som træ, sten og papir; det samme princip gælder for stadionet, der blev designet til de Olympiske Lege i Tokyo i 2020. Museet beskriver firmaets filosofi som en fusion af natur og arkitektur, der skaber en stærk forbindelse mellem bygningen og dens omgivelser. Museet fremhæver fire hovedelementer i sin arkitektur: geometri, lys, gruppering og træ. Designet kombinerer elementer fra den lokale civile arkitektur i Odunpazarı, osmannisk kuppelarkitektur og traditionel japansk arkitektur. Træet, der er brugt i bygningen, er ifølge kilderne udvalgt fra bæredygtige og industrielle skove i Rusland, hvor træerne har nået deres naturlige levetid. Museet åbnede den 7. september 2019 og udgør sammen med andre lokale museer et museumsområde. Indenfor rummer den tre etagers bygning, der har et areal på omkring 4.500 kvadratmeter, udstillingsområder, eventlokaler og værksteder. Når du går rundt i udstillingerne, skal du ikke kun fokusere på selve værkerne, men også på det lys, der strømmer ind i rummet gennem trækonstruktionen; museet beskriver lyset som en af sine vigtigste inspirationskilder. Museet udstiller moderne og samtidskunst fra Tyrkiet og resten af verden, og ud over værker fra samlingen er der også skiftende udstillinger af kunstnere fra forskellige discipliner. Museet beskriver sig selv som et mødested, hvor værker af kunstnere fra Tyrkiet og verden udstilles med et universelt perspektiv. Installationen, der er designet af den japanske bambusekspert Tanabe Chikuunsai IV til museet, nævnes også; spørg personalet, hvor den er placeret, da udstillingsopstillingen kan ændre sig. Da de skiftende udstillinger ofte ændres, bør du tjekke museets program på den officielle hjemmeside, før du besøger det. Museet tilbyder også guidede ture på bestemte dage og tidspunkter; hvis du kan deltage i en tur, får du mulighed for at høre mere om værkerne. Derudover tilbyder museet workshops, seminarer og møder med kunstnere for børn, unge og voksne. Det er tilladt at tage billeder i museet, men læs reglerne ved indgangen og tag billeder i de tilladte områder. Gå roligt rundt mellem udstillingsetagerne; et halvt år er Efter udgangen skal du gå et par skridt i den retning, der vender mod Atatürk Boulevard, og fortsætte til det sidste stop på ruten: Museet for Moderne Glaskunst (Çağdaş Cam Sanatları Müzesi). Kilde: OMM, information om OMM-bygningen og besøg; Eskişehir Provincial Kultur- og Turismestyrelse, OMM; Wikipedia, Odunpazarı Moderne Museum.

Ruten slutter ved Çağdaş Cam Sanatları Müzesi, som ligger tæt på OMM, og som er placeret blandt bygninger, der ligner de traditionelle huse i Odunpazarı. Museet åbnede den 1. december 2007 og er kendt som det første moderne museum for glaskunst i Tyrkiet. Det er et resultat af et samarbejde mellem Eskişehir Storbykommune, Anadolu Universitet og Cam Dostları Grubu. Ifølge Wikipedia er museet en del af Odunpazarı Evleri By Museum-komplekset, og bygningen er skabt ved at samle tre restaurerede huse fra Odunpazarı. Kultur- og Turismeafdelingen understreger, at museet blev etableret for at imødekomme et behov for kulturel og kunstnerisk udvikling i byen. Guiden fra Odunpazarı Kommune fremhæver, at med dette museum er Eskişehir blevet en af de få byer i verden, der har et museum for glaskunst. Guiden understreger også, at det er vigtigt, at museet er placeret i Anatolien, som er stedet, hvor glaskunsten opstod. Museet består af tre sale, hvoraf to er dedikeret til den permanente samling, og den tredje bruges til skiftende udstillinger. Når du går rundt i sale, skal du være opmærksom på de teknikker, der er blevet brugt til at skabe værkerne. Samlingen omfatter værker, der er skabt med forskellige teknikker, lige fra traditionel glasblæsning til moderne formgivning. Det er let at se forskellen mellem de to teknikker ved at sammenligne et blæst glasværk med et, der er sammensat af stykker. Læs etiketterne for at finde ud af, hvilke kunstnere, både lokale og internationale, der har doneret værkerne til museet. Samlingen omfatter også værker af kunstnere fra Japan, Polen, Letland og Tyskland. Kulturportalen nævner, at der er værker af 58 lokale og 10 udenlandske kunstnere udstillet, mens Wikipedia taler om 42 kunstnere og 125 værker. Antallet af kunstnere og værker varierer i de forskellige kilder, så det er bedst at få det mest opdaterede overblik over samlingen direkte fra museet. For at opleve glassets forhold til lyset, skal du betragte værkerne fra forskellige vinkler og observere, hvordan skyggerne falder på væggen. I 2022 erklærede FN året som det internationale år for glas, og museet deltog i et samarbejde med platformen "Museums Without Borders", som involverede 39 lande. Gennem dette projekt kan du se udvalgte værker fra museet online, så du kan se dem igen, efter du har besøgt museet. Det er tilladt at tage billeder på museet, men det anbefales at undgå brug af blitz og i stedet tage billeder fra en vinkel, der minimerer refleksioner. Museet er lukket om mandagen, så tjek de officielle hjemmesider for at få information om åbningstider og adgangsforhold. Vær opmærksom på, at der også findes et separat museum for glaskunst, der er drevet af Odunpazarı Kommune, og som Når du forlader museet, kan du gå ned til Atatürk Boulevard og tage sporvognen fra Atatürk Lisesi-stationen, eller du kan gå hen mod Porsuk-flodens bred. Kilde: Eskişehir Provincial Kultur- og Turismestyrelse, Museum for Moderne Glaskunst; Kulturportalen, Museum for Moderne Glaskunst; Wikipedia, Museum for Moderne Glaskunst.