Odunpazarı Evleri

Odunpazarı er den første bebyggelse i Eskişehir og ligger ved foden af bakkerne syd for byen. Navnet kommer fra markedet, hvor handlende fra de omkringliggende landsbyer solgte træ. Byen blev kaldt Dorylaion indtil middelalderen, og da tyrkerne bosatte sig i området, kaldte de det "den gamle by" efter at have set ruinerne af den antikke by. Ifølge en lokal fortælling, som kommunen i Odunpazarı har videreformidlet, hængte de første bosættere lammelever på hver sin side af Porsuk-floden og på den bakke, hvor Odunpazarı ligger i dag, for at finde det bedste sted at bosætte sig. Da leveren på toppen af bakken rådnede langsommere, siges det, at den første bebyggelse blev etableret der. De huse, man ser i dag, repræsenterer den osmanniske civilarkitektur, og Kultur- og Turisme Ministeriet anser dem for at være nogle af de fineste eksempler på civilarkitektur fra det 19. århundrede. De snoede gader, blindgyderne og de sammenhængende huse med karnapper og træudsmykninger bevarer områdets karakter. Facaderne, der vender ud mod gaden, er udskårne og har konsoller, hvilket betyder, at de øverste etager stikker ud over de nederste etager. Nogle af husene er bemærkelsesværdige for deres hvide vægge og brune vinduesrammer, mens andre er malet i indigo eller terrakotta. Boligerne er typisk bygget i to typer: i den ene type har indgangen direkte fra gaden, og haven ligger bagved, mens i den anden type ligger huset inde i haven, og haven ligger foran. Husene er typisk et, to eller tre etager høje, og værelserne er arrangeret omkring en central stue. I stueetagen findes typisk et køkken, en stald, et vaskerum eller et depot, mens familielivet foregår på de øvre etager. Hjørneværelset, der har vinduer mod to retninger, er det største og vigtigste værelse i huset. Ifølge den tyrkiske Wikipedia har disse huse fælles arkitektoniske træk og motiver med boliger i Safranbolu, Beypazarı og Göynük. Området mistede sin betydning som boligområde i det 20. århundrede. TDV Islamic Encyclopedia nævner, at da Şeyh Şehabeddin Caddesi, der forbinder Odunpazarı med byens centrum, blev anlagt, blev nogle historiske og arkitektonisk værdifulde huse fjernet. Da værdien af husene blev genkendt, blev området optaget på listen over historiske monumenter, og det bevares i dag som et "historisk og urbant område". Som en del af Odunpazarı Kommunens projekt for at bevare Odunpazarı-husene, er 300 huse, 3 moskeer, 1 kompleks, 2 karavansarajer, 15 springvand og 1 handelssted blevet restaureret eller genopbygget i henhold til deres oprindelige udseende. Ifølge beskrivelsen af Odunpazarı Modern Museum Et eksemplar af værket "Gül Asa", som er skabt af mesteren Hafız Ahmet Efendi, udstilles i dag på Anıtkabir-museet. Oven på Yağcızade-gården findes en udsigtsplatform kaldet "cihannüma", og bygningen bruges i dag som Ataol Behramoğlu-biblioteket og -museet. Atatürk-gymnasiet er også registreret som en historisk bygning i henhold til bevaringsplanen for Odunpazarı. Området er også et knudepunkt for traditionelt håndværk, herunder kobberarbejde, blikarbejde, antikviteter og træudskæringer. Du kan se den karakteristiske pibetsten, som er et symbol på Eskişehir, både på museet og i værkstederne i de gamle handelsgårde og markedspladser. Da gaderne er belagt med brosten og nogle steder skrå, er det en god idé at bære behagelige sko. De fleste af husene er boliger eller institutioner, og kun dem, der er åbne som museum eller galleri, kan besøges. De bedste tidspunkter for at fotografere de farverige facader er tidligt om morgenen og sent om eftermiddagen. Du kan komme til området til fods fra byens centrum via Hamamyolu Caddesi. For dem, der ankommer med sporvogn, viser EsTram-siden for Odunpazarı Modern Museum, at Atatürk-gymnasiet er stoppestedet, og derfra er der en kort gåtur til gaderne. Tjek de officielle hjemmesider for museerne i området for at finde ud af, hvilke dage og tidspunkter de er åbne, før du besøger dem.