Fra Gülhane til Cağaloğlu: Bøger, villaer og gader.

Fra Sirkeci, følg kystvejen, drej ind på Kennedy Caddesi og vend ansigtet mod Sarayburnu; den stenvæg, der ligger til højre for vejen, overfor Topkapı-paladsets havvemure, er Sepetçiler Kasrı. Paladset bruges i dag som hovedkontor for Yeşilay, så dette stop er primært til at se det udefra; forsøg ikke at åbne dørene, da facaden i sig selv fortæller historien. Alligevel er dette det mest præcise udgangspunkt for ruten, da paladset er den eneste del, der er bevaret fra paladsets kystliv. Paladset blev bygget i 1643 af sultan Ibrahim i perioden under arkitekten Kasım Ağa, og det er placeret oven på de byzantinske mure, der vender ud mod Det Gyldne Horn. I det 17. århundrede var der flere pavilloner langs murene, der omgav paladsets ydre have; kun dette er bevaret. Navnet kommer fra de kurveflettere, der arbejdede i området; ifølge legenden bidrog de til byggeudgifterne, da sultanen var interesseret i kurvefletning. En anden teori forbinder navnet med de høje pavilloner i Edirne-paladset, som også blev kaldt "kurvefletter". Begge fortællinger findes i kilderne. Se først paladset på afstand, og kom derefter tættere på: de buede hvælvinger og kupler i stuen bærer etagen ovenover, så paladset i virkeligheden er bygget oven på en tidligere kaj. Her lå sultanens både; fra her kunne han se flådeparader, og det menes, at befolkningen i haremet også kunne se ceremonier fra vinduerne på etagen ovenover. De buede åbninger i stuen tilhørte denne kaj. Planen for etagen ovenover er kubisk, med et centralt rum dækket af en kuppel, og tre udgange, der strækker sig udad; der er også et rektangulært rum ved siden af indgangen. Læg mærke til vinduerne: i den nederste række er der rektangulære marmorrammer, og i den øverste række er der spidsbuede hvælvinger; denne forskel mellem de to etager er tydelig, selv på afstand. Ifølge oplysninger fra Yeşilay er den røde marmor fra Darıca og Rusçuk, fliserne er fra İznik, og jernarbejdet er fra Samakov og Thessaloniki. Det bedste tidspunkt at fotografere bygningen er om morgenen, når solen kommer fra øst; i billedet kan man se taget på Sirkeci-stationen i baggrunden og både, der sejler ind i Det Gyldne Horn i forgrunden. Fra paladsets vinduer kan man se Galata-broen, Galata-tårnet og Karaköy; man kan nyde det samme udsigt fra fortovet. Ifølge kilderne blev bygningen renoveret igen i 1739 under sultan Mahmud I; de næste to århundreder var ikke så skånsomme. I de første år af republikken blev den brugt som apotek for medicinskolen, og den blev restaureret i 1960 Ved spidsen af Sarayburnu mødes Marmarahavet, Bosporosstrædet og Det Gyldne Horn på ét sted. Stop et øjeblik og oplev, hvorfor dette område i århundreder blev valgt som placering for paladset. Ifølge Kulturportalen er Atatürk-monumentet, der er placeret ved spidsen af bugten og stammer fra 1926, Tyrkiets første Atatürk-monument. Herfra er der kun få skridt til indgangen til Gülhane Parken, der vender ud mod havet, og næste stop starter ved den indgang. Kilder: TDV Islamisk Encyklopædi, Sepetçiler Kasrı; Yeşilay; Kulturportalen.

Vi går ind i Gülhane Parken denne gang ikke gennem hovedporten, men gennem porten ved havsiden i Sarayburnu; denne indgang åbner parken i den modsatte retning af, hvad de fleste besøgende ser, fra bunden og op. Umiddelbart efter indgangen står en enkelt marmorsøjle, omgivet af træer, som er kendt som "Goternes Søjle"; den ligger tæt på vejen, så den er let at overse, når man passerer hurtigt. Søjlen stammer fra romertiden, sandsynligvis fra det tredje eller fjerde århundrede, og er hugget ud af en enkelt blok marmor fra Prokonnesos, det vil sige Marmaraøen. Den har en korintisk hoveddel, dekoreret med akantusblade, og på soklen er der en latinsk inskription, der fejrer en sejr over goterne. Ifølge Wikipedia er dette det ældste monument, der er bevaret uændret fra romertiden; det er stadig omdiskuteret, hvilken kejser der fejres i inskriptionen. Brug et par minutter på at stå ved foden af søjlen og prøv at finde inskriptionen på soklen; bogstaverne er slidte, men kan ses i morgensolen. Herfra går du op ad stien mod hovedporten, og du vil gå under træerne, der udgør parkens kerne; ifølge den engelske Wikipedia er nogle af disse træer fra 1800-tallet. Parkens areal er cirka 9,7 hektar; i osmannisk tid var dette en del af Topkapı-paladsets ydre have, og den var lukket for offentligheden. I paladsets have, der vender ud mod Marmarahavet, var der en plads, hvor der blev spillet polo, og oven på den lå Gülhane-paladset; Sultan Abdulmecid overværede oplæsningen af Gülhane-dekretet, som indledte Tanzimat-reformerne, den 3. november 1839, fra dette palads. Paladset blev revet ned af Sultan Abdulaziz i 1865, og i dag kan du ikke se nogen spor af det; men parkens navn kommer fra dette palads, nemlig "paladsets rosehave". Haven blev åbnet for offentligheden i 1912 under byminister Cemil Paşa, og den blev til en park; i 1926 blev det første Atatürk-monument i Tyrkiet opstillet her. Ifølge guvernørens hjemmeside præsenterede Atatürk de nye bogstaver for offentligheden for første gang i denne park den 24. november 1928. Mens du går op ad bakken, vil du på din højre side, langs parkens vestlige kant, se en række lange og lave bygninger; disse var tidligere paladsets stalde, og siden 2008 huser de Islamisk Videnskabs- og Teknologihistorie Museum. Længere oppe, på samme side, ligger Prof. Dr. Fuat Sezgin Videnskabshistorie Bibliotek, som åbnede i 2017; vi går ikke ind i nogen af disse bygninger på denne rute, men det er godt at huske, at de oprindeligt var bygget som stalde, når du går forbi. Området Før du forlader porten, vend dig om og se ned mod Sarayburnu. Herfra får du det bedste overblik over parkens hældning og hvordan paladset er placeret i forhold til byen. Det næste stop er få skridt derfra, inde i pavillonen i samme hjørne. Kilde: TDV Islamisk Encyklopædi, Gülhane Paladset; Istanbul Guvernørkontor; Wikipedia, Goternes Søjle.

Man kan komme til Alay Kösk fra parken via en bred rampe, der ligger lige ved siden af hovedporten. Gå ikke ud af porten, men gå direkte til indgangen, som er på parkens side af bygningen. I bunden af rampen kommer man først ind i et stort rum, der fører til en veranda og derefter til den runde sal, som er bygningens centrale rum. I dag er dette Ahmet Hamdi Tanpınar Litteraturmuseum og Bibliotek, som blev åbnet af Kultur- og Turisme Ministeriet den 12. november 2011. Indgangen er åben, ligesom en offentlig bibliotek, men der forventes stilhed. Den oprindelige form af bygningen var en træstruktur, der blev bygget i slutningen af det sekstende århundrede. Den nuværende marmorbygning blev genopbygget i perioden under Sultan II. Mahmud, angiveligt i 1819, ifølge ministeriets oplysninger. Forskere, der har beregnet datoen ud fra et digt i den historiske inskription, skriver, at byggeriet fandt sted mellem 1810 og 1819, og at stilen minder om Krikor Amira Balyan fra Balyan-familien. Bygningen er placeret oven på et hjørnetårn af muren, som Sultan Mehmet den Erobrederen lod bygge for at adskille paladset fra byen. Den har en facade i empirestil, beklædt med marmor, og vender ud mod Alemdar Caddesi. Den runde sal har syv buede vinduer. Rammerne er lavet af sort marmor, og over dem er der vers fra et digt, som Keçecizade İzzet Molla skrev om paladset. Stå foran vinduerne og kig ud på gaden: lige overfor ser du porten til Bab-ı Ali, og under dig ligger sporvognslinjen. Sultanerne så gennem disse samme vinduer håndværkeroptog, militæret, der drog ud på kamp, og byens parader. Som TDV skriver, var paladset den eneste del af paladset, der havde direkte kontakt med byen. Ministeriets hjemmeside citerer Evliya Çelebi: Sultan Murad IV så et optog af 40 hvide kameler, der passerede forbi, fra dette palads, før han drog ud på sin kampagne til Bagdad. Efter Tanzimat-perioden blev ruten for de officielle arrangementer flyttet til Dolmabahçe, og paladset mistede sin funktion. I 1855 blev det omdannet til et telegrafkontor, i 1926 blev det overdraget til Foreningen for Smukke Kunster ved en beslutning fra Atatürk, og i 1938 blev det knyttet til Topkapı-paladset. I de følgende år var Eminönü Folkets Hus og det gamle monumentbeskyttelsesudvalg også placeret her. Før biblioteket blev etableret, blev Topkapı-paladsets samling af folkekunst udstillet her. I dag udstilles over hundrede genstande og dokumenter, der tilhører 33 forfattere i salene. Genstande, der tilhørte Tanpınar og Yahya Kemal Beyatlı, er i centrum af disse udstillinger. Gå gennem udstilling Forfatterens liv, værker, personlige tekster og artikler fra tidsskriftet Varlık er samlet i en separat sektion; hvis du har en Tanpınar-bog med dig, er dette det bedste sted at læse. Undgå at forstyrre andre læsere, når du tager billeder, og brug ikke blitz ved udstillingsmontrene. Biblioteket er lukket om søndagen; tjek den officielle hjemmeside for åbningstiderne, før du besøger det. Under dette ene timers besøg kan du bruge tyve minutter på udstillingen, resten af tiden på at læse og kigge ud af vinduet. Når du forlader stedet, gå ned ad rampen og tilbage til parken, gå ud gennem hovedporten og drej til venstre i retning af Sultanahmet. Efter et par skridt kommer du til den smalle gade, Soğukçeşme Sokağı, der stiger op langs muren, og næste stop er der. Kilder: Kultur- og Turisme Ministeriet, Alay Köşkü; TDV Islamisk Encyklopædi, Alay Köşkü; Fatih Kommune; Istanbul Kommune.

Når du forlader Gülhanes hovedport, skal du ikke krydse Alemdar Caddesi, men drej til venstre. Den brostensbelagte gade, der ligger lige foran porten og afgår til venstre, er Soğukçeşme Sokağı, og den følger muren hele vejen op til bagenden af Hagia Sophia. Den marmorfont, der giver gaden sit navn, ligger i enden tæt på Gülhane, så du starter din gåtur der. Ifølge Wikipedia stammer fontenen fra perioden under Selim III, omkring år 1800. Selve gaden er ældre: Den menes at være formet i det 18. århundrede, og ejendomsregistre fra 1784 viser, at der var huse her. Mens du går op ad bakken, vil du til venstre for dig se Fatih-sultanens paladsmur, og langs den står tolv træhuse i to eller tre etager med balkoner og gelændere. Disse huse var osmanniske huse med fire til ti værelser, der stammer fra det 19. og 19. århundrede; i begyndelsen af 1980'erne var de i ruiner. Çelik Gülersoy, formand for Türkiye Turing og Otomobil Kurumu, fik gaden fuldstændig renoveret og lukket for trafik i 1985 og 1986; det udseende, du ser i dag, er resultatet af det projekt. Ifølge den engelske Wikipedia blev renoveringen udført med beton i stedet for træ, og facaderne blev beklædt med træ. Istanbul-bibliotekets hjemmeside bekræfter også, at den største bygning blev genopbygget i beton og beklædt med træ på ydersiden. Vær opmærksom på dette: proportionerne af balkonerne, gelænderne og farverne er baseret på gamle fotografier af gaden, men materialerne er nye. De fleste af husene bruges som overnatningssteder; du kan ikke komme ind i dem, da gaden er designet til at blive oplevet udefra. Kig på facaderne i stedet for skiltene; hvert hus har et lidt anderledes antal etager og en anden balkonindretning, og det er denne forskel, der skaber rytmen i gaden. I den nederste del af gaden, ved foden af muren, ligger en byzantinsk cisterne. Ifølge Wikipedia er den cirka 16 meter lang, 11 meter bred og 12 meter høj, og den indeholder seks marmorsøjler. Cisternen blev restaureret mellem 1985 og 1987 og overdraget til en virksomhed; hvis døren er åben, kan du kigge ind over tærsklen for at se søjlerne. Det største hus i gaden er et tre-etagers hus på 775 kvadratmeter, og det er Istanbul-biblioteket, hvor Çelik Gülersoy donerede de Istanbul-bøger, han havde samlet i fyrre år. Det blev åbnet den 24. januar 1990. Biblioteket samler kun bøger om Istanbul: romersk, byzantinsk og osmannisk historie, rejseskildringer, graveringer og fotoalbummer er organiseret under tretten kategorier, I den øvre ende af gaden, drej til højre, og du vil se Ayasofias bagmur. Længere fremme åbner der sig en plads, hvor Topkapı-paladsets "Bab-ı Hümayun"-port og Ahmed III-fontænen ligger. Brug halvdelen af de fyrre minutter på at gå langsomt op ad bakken, og den anden halvdel på at besøge biblioteket og cisternen. Der er ingen bænke i gaden, så vent til du når pladsen i den øvre ende for at hvile. Derfra kan du gå forbi Ayasofia og videre til Sultanahmet-pladsen, og derefter gå vestpå langs Divanyolu Caddesi, og følg sporvognslinjen. Den sidste destination, Pressemuseet, ligger ti minutters gang væk på højre side af gaden, før du når Cemberlitas. Kilder: Wikipedia, Soğukçeşme Sokağı; Çelik Gülersoy Foundation Istanbul Library; Wikipedia, Soğukçeşme Sokağı.

Mens du går langs Divanyolu, finder du på højre side, lige før du når Çemberlitaş, en fireetagers, symmetrisk bygning i neoklassisk stil. Dette er Tyrkiets Journalisterforenings Pressemuseum. Bygningen blev opført i 1865 af Safvet Paşa, minister for uddannelse, og blev oprindeligt brugt af Ministeriet for Uddannelse og Istanbul Universitet, hvilket var det osmanniske riges ministerium for uddannelse og universitet. Ifølge Wikipedia blev Tyrkiets anden kunstudstilling afholdt her den 1. juli 1875, og værker af Şeker Ahmet Paşa var også udstillet. I perioden under Abdülhamid II blev bygningen overdraget til et censurudvalg; det er en ironisk detalje, at stedet, hvor pressen blev overvåget, i dag er et pressemuseum. I 1908 blev bygningen overdraget til Istanbul Kommune, og indtil 1983 husede den forskellige afdelinger af kommunen. I 1983 blev der indgået en aftale mellem kommunen og Journalisterforeningen om at omdanne bygningen til et museum. Efter en restaurering, der varede fra 1984 til 1988, blev museet åbnet den 9. maj 1988. Ifølge Wikipedia er museet det første i Tyrkiet og det fjerde i verden. Først og fremmest skal du se på facaden: arrangementet af vinduerne, etagerne og stenhåndværket afspejler perfekt forståelsen af offentlige bygninger i det 19. århundredes Istanbul. Hvis museet er lukket, slutter oplevelsen her, og du kan kun se bygningen udefra. Foreningen oplyser, at den er åben om eftermiddagen på hverdage, og at adgangen er gratis. Tjek den aktuelle information på foreningens hjemmeside, før du besøger. Hvis det er åbent, venter fire gallerier inde i museet, og turen begynder med galleriet for pressehistorie. Den første del af galleriet er en nøjagtig model af trykkeriet, der blev grundlagt af İbrahim Müteferrika i 1729; dette er det eneste sted, hvor du kan se det første skridt i den osmanniske presse i 3D. På samme etage udstilles også avisen "Vekayi-i Mısriye" fra 1828, samt dokumenter fra perioden under den anden konstitutionelle æra og fra de tidlige år af republikken. Sætte- og trykkemaskinerne er den mest tidskrævende del af udstillingen: her finder du en stenpresse fra 1870, en typesætningsmaskine fra 1892, en offsetmaskine fra Leipzig, en klichéanstalt og maskiner, der blev brugt af Anadolu Agency. Skrivemaskiner, telexmaskiner og telefotoapparater viser trin for trin, hvordan nyheden kom til avisen; læs forklaringerne ved siden af maskinerne. I afsnittet med personlige genstande finder du personlige ejendele fra journalister som Abdi İpekçi, Sedat Simavi, Burhan Felek og İlhan Selçuk; blandt de donerede genstande er Efter at have forladt museet, kan man gå lidt videre og finde Çemberlitaş, også kendt som Konstantin-søjlen, som står midt på gaden i vest. Det er en god idé at afslutte ruten der, ved foden af et af byens ældste monumenter. For at komme tilbage kan man tage sporvognslinje T1 fra Çemberlitaş-stationen, som ligger ved siden af søjlen. Efter få stop kommer man til Sirkeci eller Kabataş. Kilde: Türkiye Gazeteciler Cemiyeti (Tyrkisk Forening for Journalister), Pressemuseet; Kulturportalen; Wikipedia, Pressemuseet for Tyrkiske Journalister.