Fra Poyrazlar-søen til Beşköprü: Museer og broer i Adapazarı.

Start din tur ved Poyrazlar-søen, mens morgensolen stadig er blid. Kulturportalen skriver, at søen ligger nord for Adapazarı, nær Poyrazlar-landsbyen, og er otte kilometer fra byens centrum. Ifølge Wikipedia kan søen nås fra den gamle Sakarya-Karasu-vej efter ti kilometer, og fra den nye Karasu-vej efter fem kilometer fra Güneşler-krydset. Da det er en naturpark, opkræves der entré ved indgangen; tjek de aktuelle oplysninger hos Direktoratet for Naturbeskyttelse og Nationalparker. Start med at gå ned til bredden og få et overblik over hele søen, da dette er det vigtigste punkt: at forstå, hvordan søen er opstået. Wikipedia beskriver søen som en sedimentationssø, der er dannet som følge af, at Sakarya-floden har ændret sit løb, og at floden kun ligger 350 meter fra søen. Når floden oversvømmer, blandes vandet med søen gennem en passage, mens floden i normale perioder forsyner søen med vand gennem sige. Ved dagens sidste stop vil du se en bro, hvor floden ikke længere løber under den, fordi den har ændret sit løb; dette er det første tegn på denne ændring. Kultur- og turistdirektoratet skriver, at søen dækker et område på 67 hektar, med en kystlinje på 2.400 meter og en dybde på mellem tre og otte meter. Disse mål viser, at søen nemt kan udforskes med en morgentur. Gå langs kysten og bevæg dig mod søens sydlige ende. Ifølge Wikipedia er de sydlige områder lavvandede og dækket af sumpområder, hvor der findes et lille sumpområde, der er et vigtigt område for vandfugle til fodring og yngling. Direktoratet oplyser, at der indtil videre er registreret 154 forskellige fuglearter i søen, hvoraf 65 er hjemmehørende, 47 er sommergæster og 36 er vintergæster. Derfor kan en kikkert eller et teleobjektiv være nyttigt på dette sted. Den engelske version af Wikipedia nævner også, at der i begyndelsen af maj kan observeres mange forskellige sommerfuglearter. Vær også opmærksom på skoven omkring søen; ifølge direktoratet findes der både naturlige bøg- og egskove samt senere plantede områder med sortfyr og lærk. Den samme kilde nævner også, at der lever arter som ræv, egern, muldvarp, sort skildpadde og plettet salamander i området; hvis du går stille på stierne, kan du måske se spor af dem. Området blev i 1993 udpeget som et område af særlig naturlig værdi, og søens vestlige kyst blev i 2011 udpeget som en naturpark. Husk, at du befinder dig i et beskyttet område, og hold dig til stierne. Direktoratet oplyser også, at der kan lejes cykler i parken; at cykle rundt om søen er en nem måde at se hele kystlinjen på. For at tage gode billeder, vent på de tidlige morgentimer, når

Når du ankommer til centrum, skal du først besøge Jordskælvs- og Kulturmuseet. Ifølge KÜRE-encyclopædien ligger museet i Cumhuriyet-kvarteret i Adapazarı, på Kavaklar Caddesi. Byens turistbrochure oplyser derimod, at bygningen er placeret på området, hvor Ordu Evi (et militært center) tidligere lå. Før du går ind, træd et par skridt tilbage og kig på bygningens ydre. Ifølge Wikipedia er bygningen designet til at ligne en kollapset struktur med ødelagte vægge og skæve søjler. KÜRE beskriver, at de skæve søjler, de knækkede bjælker og de ødelagte vægge på facaden er bevidst brugt, og at arkitekturen har til formål at give besøgende en direkte oplevelse. Altså starter museets fortælling med selve bygningen, før man overhovedet træder ind. Museet drives af Adapazarı Kommune, og byggeriet startede i 2000. Museet åbnede for offentligheden i 2004. Brochuren opsummerer museets formål som at opretholde bevidstheden om jordskælv i samfundet og at mindes dem, der mistede livet i jordskælvet den 17. august 1999. Dette er et mindested, så vær forsigtig med at tale højt indendørs, og tag dig god tid til at se udstillingen. Start med fotoudstillingen. Ifølge KÜRE fylder udvalgte fotografier fra Anadolu Ajans' arkiv, der dokumenterer virkningerne af jordskælvet i 1999, en vigtig del af udstillingen. Wikipedia nævner også, at museet indeholder fotografier fra jordskælvene i 1967 og 1999, der viser før og efter billeder. At se disse to begivenheder sammen giver dig en forståelse af, at byen er blevet ramt af jordskælv to gange på samme forkastningslinje. Derefter kan du gå videre til afsnittet, der beskriver byggeteknikkerne og byggematerialerne, der blev brugt i de bygninger, der blev ødelagt af jordskælvet. Dette forvandler udstillingen fra et mindested til et sted, hvor man kan få information. Den mest omtalte del af museet er jordskælvs-simulatoren. KÜRE og Anadolu Ajans rapporterer, at platformen genskaber de cirka 45 sekunder af det 7,4-magnitude jordskælv, der ramte den 17. august 1999 kl. 03.02. Det er valgfrit at deltage i simulationen, og det kan være en god idé at springe den over, hvis du har hjerteproblemer, balanceproblemer eller er et lille barn. Museet har også et område med glasstrukturer, hvor navnene på dem, der mistede livet i katastrofer, er indgraveret. Brug lidt tid her, og husk at vise respekt for de andre besøgende, før du tager billeder. KÜRE nævner, at museet i samarbejde med AFAD (Katastrofe- og Nødhjælpeorganisationen)

Når du ankommer til Sakarya Museum, skal du først bemærke bygningens udseende og placering. Ifølge museets hjemmeside ligger museet i Semerciler-kvarteret, på Milli Egemenlik-gaden, overfor stationen; hvilket gør det til et let tilgængeligt sted for dem, der ankommer med lokaltoget Adaray. Museet drives af Kultur- og Turisme Ministeriet, og adgangen er gratis. Bemærk, at museet er lukket om mandagen. Tjek museets hjemmeside for de aktuelle åbningstider. Bygningen kan beskrives som en fortsættelse af historien, du så på Jordskælvmuseet. Ifølge ministeriets beskrivelse blev boligen bygget i perioden 1910-1915 af major Baha Bey, der var chef for militærdistriktet på det tidspunkt, og den bestod af tre etager inklusive stueetagen. Huset blev alvorligt beskadiget under jordskælvet i 1967 og blev derefter registreret som et eksempel på civil arkitektur. Ministeriet overtog bygningen og bevarede det ydre udseende, mens det indvendige blev genopbygget i beton. Museet åbnede den 21. juni 1993. Det blev lukket efter jordskælvet i 1999, som forårsagede skader på udstillingerne, og genåbnede den 28. juni 2003. Således har de to jordskælv, du har set billeder af, også sat deres præg på denne bygnings historie. Huset har en anden vigtig betydning: ifølge kilder overnattede Mustafa Kemal Atatürk her i juni 1922 og mødte sin mor, Zübeyde Hanım, i dette hus. Start din tur i haven, da den fungerer som en udendørs udstilling. Ifølge det lokale Kultur- og Turisme Direktorat udstilles her arkitektoniske fragmenter fra romersk og byzantinsk tid, gravsten, altere, inskriptioner, en ostekrukke af brændt ler og søjlebunde, der stammer fra regionen. Brug lidt tid foran de inskriptioner; du ser stykker af en verden, der er samtidig med den romerske bro, du vil se senere på dagen. Gå derefter ind og tag trappen til udstillingssalen på første sal. Ministeriet oplyser, at salen er på omkring 85 kvadratmeter, så du har tid til at se udstillingerne grundigt. I de arkæologiske udstillinger finder du flade økser, kar af brændt ler, duft- og tåreflasker samt genstande af metal og glas. I kommunens brochure nævnes det også, at mønter fra de græske, hellenistiske, romerske og sene romerske perioder udstilles. I den etnografiske sektion findes der skydevåben og knive fra osmannisk og republikansk tid, kobberkar, segl og broderier. Ifølge ministeriet er disse genstande udvalgt fra etnografiske museer i Bursa, Amasya, Konya, Tokat og Ankara og bragt hertil. I denne sektion kan du også finde udstillingen med genstande

Den sidste destination for dagen er Justinianus-broen, som lokalbefolkningen kalder "De Fem Broer". Kommunens brochure angiver, at broen i dag ligger inden for grænserne af Serdivan-distriktet. Kulturportalen oplyser, at den ligger otte kilometer fra bymidten, mens Wikipedia angiver cirka fem kilometer. Når du ankommer, skal du først se, hvad broen egentlig ligger over. Ifølge provinsministeriet for kultur og turisme ligger broen over Çark-strømmen, som tidligere hed Melas-strømmen, og som leder vandet fra Sapanca-søen til Sakarya-floden. Ifølge Wikipedia krydsede broen, da den blev bygget, Sakarya-floden, men flodens leje er siden flyttet cirka tre kilometer mod øst. Historien om flodens forflytning, der begyndte ved Poyrazlar-søen om morgenen, afsluttes her: en gigantisk bro, hvorunder en lille strøm løber i dag. Broen blev bygget i perioden under den østromerske kejser Justinianus I, men kilderne er forskellige med hensyn til dato og dimensioner. Ministeriet og Kulturportalen angiver byggeperioden til 558-560 e.Kr., en længde på 365 meter, en bredde på 9,85 meter og i alt 12 buer. Wikipedia, der henviser til moderne kilder, skriver, at byggeriet begyndte i efteråret 559 og blev afsluttet i 562, og at broen med støttekonstruktionerne i begge ender er 429 meter lang. Husk denne forskel, når du vurderer broen visuelt. Uanset hvilket tal du anslår, ser du et af de mest imponerende monumenter fra denne æra i Anatolien. Ifølge Wikipedia var broen et strategisk knudepunkt på vejen, der forbinder Konstantinopel med rigets østlige provinser, og Prokopios beskriver, at den blev bygget i stedet for en pram, der ofte blev revet over af strømmen. Wikipedia skriver, at broen er bygget udelukkende af kalksten, og når du nærmer dig støttekonstruktionerne mellem buerne, kan du også se detaljerne i blokkenes bearbejdning. Se nøje på støttekonstruktionerne mellem buerne. Wikipedia skriver, at støttekonstruktionerne er spidse på den side, der vender mod strømmen, og afrundede på den anden side, og at denne egenskab adskiller broen fra de fleste kendte romerske broer. Gå derefter hen til den østlige ende og se efter den apsis-formede struktur. Ministeriet oplyser, at der i den østlige ende af broen er rester af en apsis-formet struktur og en hvælving, mens der i den vestlige ende er spor af en triumfbue; ifølge Wikipedia stod triumbuen i den vestlige ende frem til det 19. århundrede. Wikipedia nævner også, at broen var dekoreret med et græsk digt af Agathias, men at digtet ikke er bevaret, selvom teksten findes i skrifterne af kejser Konstantinos Porphyrogennetos. Historien om navnet er også interessant. Ifølge ministeriet blev Ruten slutter her, og for at vende tilbage til byens centrum bruger man igen enten bil eller offentlig transport. Kilde: Sakarya Provincial Kultur- og Turismekontor, Den historiske Justinianus-bro; Kulturportalen, Justinianus-broen; Wikipedia, Justinianus-broen.