Fra Kumkapı til Yedikule: Mure og haver langs Marmarahavet.

Kumkapı bærer navnet efter en af portene i Marmaras mure; ifølge Wikipedia er det den femte byport langs kysten, når man bevæger sig fra Yedikule mod Ahırkapı. I byzantinsk tid hed den Kontoskalion, hvilket betyder "lille havn". En artikel om Eremya Çelebi nævner, at havnen her blev genopbygget i 1263 under Mikhail Palaiologos' regeringstid, og at Kumkapı var et af de mest befolkningstætte områder i byen. Efter erobringen forblev kvarteret et livligt område tæt på kysten; ifølge TDV Islam-encyclopædien blev moskéen, der tilhørte Karamani Mehmed Paşa, Fatih Sultan Mehmeds minister, bygget i 1465.

Ifølge Wikipedia er Kumkapı et af de områder i Istanbul, der er kendt for sine fiskere, og Kumkapı bevarer stadig denne identitet i dag. Kumkapı Fiskerimarked, der ligger langs kystvejen, blev renoveret af Istanbul Kommune (İBB) på grund af byggeriet af Eurasiatunnelen. Ifølge kommunens pressemeddelelse blev antallet af butikker ikke ændret under renoveringen, og de 25 fiskere blev genplaceret i deres oprindelige layout. Selvom fiskeperioden varer fra september til maj, er markedet åbent året rundt takket være sportsfiskeri. Det tilhørende engrosfiskemarked er blevet flyttet til Gürpınar i Büyükçekmece.

Kom tidligt om morgenen og se dagens fisk på boderne, og spørg sælgerne, hvilken fisk der er i sæson; en god rejsende spørger her om sæson, ikke om pris. Det er en god vane at spørge om tilladelse, før du tager billeder af de ansatte. Efter markedet skal du følge kystvejen mod vest. Vejen går forbi murene, og undervejs vil du se fragmenter af tårne og mure. Du skal gå cirka tre kilometer, før du når Samatya.

Kilder: Wikipedia; Yalova Social Sciences Journal (Kazancıoğlu); TDV Islam-encyclopædien; İBB Department of Agriculture and Fisheries.

Samatya's navn stammer fra det græske ord "Psamathion", der betyder "sand". Ifølge Wikipedia kan bydelen have fået dette navn på grund af de sandede jordarter, der tidligere var almindelige her. Der var også en havn ved Samatya-porten, der lå ved kysten. Ifølge en artikel, der undersøger kilder fra det 17. århundrede, lå der huse med haver omkring porten, og området lå ved en af byens vigtigste veje. Igennem mange år har Samatya været et kvarter, hvor forskellige befolkningsgrupper har boet sammen; indtil for nylig boede der også mange indbyggere af armensk afstamning her.

I dag er hjertet af Samatya det historiske marked og torvet, der ligger lige bag togbanen. Fiskerbutikkerne er et af de mest karakteristiske træk ved kvarteret, og på grund af den bevarede historiske atmosfære er det også et populært sted for optagelser af film og tv-serier. Både tv-serien "İkinci Bahar" og Nuri Bilge Ceylans film "Üç Maymun" er blevet optaget her. Torvet er hvert år vært for Istanbul Fiskefestival, som arrangeres af Şehristanbul Foreningen. I løbet af festivaldagene udleveres tilberedt fisk til befolkningen, og der arrangeres forskellige aktiviteter.

Tag dig god tid her. Efter en lang gåtur langs kysten fra Kumkapı, kan du tage en pause med en kop te på torvet og kigge på butikkerne i markedet og de små gader. Der er en stor forskel mellem den rolige morgenstemning på en hverdag og folkemængden under festivaldagene; vælg dagen, der passer bedst til dine præferencer. Efter torvet kan du gå nordpå mod Koca Mustafa Paşa-moskeen. Moskeen ligger et par hundrede meter fra torvet, og vejen stiger let opad.

Kilde: Wikipedia; Yalova Social Sciences Journal (Kazancıoğlu).

Koca Mustafa Paşa-moskeen er centrum for det kompleks, der har givet navn til kvarteret, og den er også kendt som Sümbül Efendi-moskeen; i gårdspladsen findes Sümbül Efendis grav. Bygningen stammer fra byzantinsk tid og blev omdannet til en moské i 1486 af Koca Mustafa Paşa, som var storvezir under Bayezid II. En arabisk inskription over en af indgangsdørene angiver datoen 891 (1486), mens en anden inskription nævner Bayezid II's navn.

Artiklen i TDV Islam Encyclopedia beskriver, hvorfor denne omdannelse er bemærkelsesværdig fra et arkitektonisk synspunkt. Den osmanniske arkitekt har ikke tvunget bygningen til at følge en buet plan for at orientere mihraben mod Mekka, men har i stedet etableret en ny, lodret akse og omdannet bygningen til en rektangulær moské, der strækker sig fra nord til syd. Der er blevet tilføjet to halvkupoler med vinduer over sidegangene, væggene er beklædt med en ydre facade af sten, og der er tilføjet et femkuppel-område til bøn, der hviler på seks søjler mod nord. Artiklen nævner også, at denne planlægning kan betragtes som en forløber for Bayezid-moskeen, da den blev bygget før den.

Der er tre ting, du bør bemærke i gårdspladsen. Minarets ottekantede platform, de snoede søjler og nicher udgør en udsmykning, som ifølge TDV ikke findes i nogen anden bygning i Istanbul i samme grad. I midten af gårdspladsen står en søjleformet fontæne, der blev opstillet i 1737 af Beşir Ağa, som var leder af Darüssaade. I det omkringliggende kirkegård ligger også gravstedet for den berømte kalligraf Hafız Osman. Et digt af Yahya Kemal, der er opkaldt efter dette kvarter, beskriver også dette område.

Moskeen er åben for besøgende. Undgå at besøge under bønnetider, tag dine sko af, og klæd dig passende med tøj, der dækker skuldre og knæ. Kvinder skal dække deres hoved. Vær stille inde i moskeen.

Kilde: TDV Islam Encyclopedia; Wikipedia.

Haveområderne omkring de gamle bymure er blandt de ældste landbrugsområder i Istanbul. Fatih Kommune beskriver Yedikule-haveområderne som en vigtig del af byens produktionskultur og byhistorie gennem århundreder. Ifølge en artikel i tidsskriftet DergiPark, der undersøger arkiver fra det 18. århundrede, var der 77 haveområder langs murene fra Yedikule til Ayvansaray i 1733. Blandt ejerne var både håndværkere og højtstående embedsmænd, og artiklen vurderer, at disse haveområder var en vigtig indtægtskilde for byens forsyning.

I dag er Yedikule-salaten det mest kendte produkt fra haveområderne. Ifølge kommunen er denne salat kendt for sine bløde og saftige blade, og den dyrkes fra frø. Den trives i køligt og fugtigt vejr og kræver især rigelig vand i de to uger før høst. Fatih Kommune arbejder sammen med forskere, Yedikule Havemændenes Forening og havemændene i et projekt, der har til formål at bevare haveområdernes historiske identitet og videreføre den til fremtiden.

Reglerne for besøg er simple: haveområderne er landbrugsarealer, hvor folk tjener tilværelsen. Gå ikke ind mellem rækkerne uden tilladelse, men kig fra gaderne og stierne omkring murene. Kommunen har en "Yedikule Have" på Hacı Evhaddin Caddesi i Yedikule-kvarteret, hvor der arrangeres aktiviteter for børn, som f.eks. salathøst. Haven er åben på bestemte dage i løbet af ugen. Tjek kommunens hjemmeside for at se, hvilke dage den er åben. Dette område er en del af "Kara Surları Koruma Alanı" (Området omkring de sorte mure), som UNESCO optog på Verdensarvslisten i 1985. At se murene og haveområderne sammen er den nemmeste måde at forstå, at byens forsvarslinje i århundreder også har fungeret som et landbrugsområde.

Kilde: Fatih Kommune; Türk Kültürü İncelemeleri Dergisi (Sönmez).

Imrahor İlyas Bey-moskeen er, ifølge TDV Islam-encyclopædien, den ældste religiøse bygning i byen, der stadig står. Den blev sandsynligvis bygget omkring 1460 af Studios, der deltog i et østligt råd i 454, og vakf (religiøse trust)-myndighederne beskriver den som cirka hundrede år ældre end Hagia Sophia. I perioden under Bayezid II (1481-1512) blev den omdannet til en moské af İlyas Bey, som var leder af paladsets stalde, og den blev opkaldt efter ham. Sammen med moskeen blev der også oprettet et kloster; TDV skriver, at dette sted var et center, hvor berømte kallografer blev uddannet i den osmanniske periode.

Bygningens tilstand forværredes i slutningen af det 18. århundrede. Den blev alvorligt beskadiget i en brand i 1782, restaureret i 1804 og 1821, beskadiget af et jordskælv i 1894, og i vinteren 1908 kollapsede det rådne trætag under sneens vægt. Efter denne dato var den åben i omkring hundrede år. I 2012 blev bygningen overdraget til Vakıflar Genel Müdürlüğü (direktoratet for religiøse stiftelser), og restaureringsprojekterne blev godkendt i 2019. I 2023 begyndte arbejdet, og bygningen blev dækket af et midlertidigt, rumlig tagkonstruktion. Vakf-myndighederne har til formål at åbne moskeen for tilbedelse, når restaureringen er fuldført.

Bygningen er bygget med en rektangulær plan med tre skibe, og søjlerne af grøn breccia er delvist bevaret. Ifølge TDV er marmorhovederne, vinduesbuerne og dekorationerne smukke eksempler på 5. århundredes stenhåndværk, da ingen af dem er genbrugte, men alle er udskåret specielt til denne bygning. Det kan være umuligt at komme ind i bygningen, mens der arbejdes på den; observer bygningens størrelse fra de ydre vægge, udspringningen mod øst og det bevarede minaret. Tjek den aktuelle situation, før du besøger.

Kilde: TDV Islam-encyclopædien; Diyanet Haber; Wikipedia.

Narlıkapı er den nærmeste port til de landbaserede dele af Marmaras mure; det er den første port, der strækker sig langs kysten efter Yedikule. I det 17. århundrede forbinder Eremya Çelebi, der beskriver Istanbul, portens navn med granatæbletræerne, der engang voksede i nærheden. En artikel, der undersøger Eremya Çelebis beskrivelser, oplyser, at porten i osmannisk tid også var kendt som "Bab-ı Atik," hvilket betyder "den gamle port," og at den ifølge inskriptionen på det tilstødende tårn blev bygget i perioden under den byzantinske kejser Manuel Komnenos (1143-1180). Den samme artikel angiver, at Narlıkapı er den syvende og sidste port i en liste over portene langs Marmarakysten; Eremya Çelebi begynder sin beskrivelse af byens porte netop her.

Porten ligger bag den gamle Yedikule-togstation. Ifølge Wikipedia blev der under udgravninger i nærheden fundet marmorblokke med indskrifter, som nu kan ses i det grønne område foran porten. Koç Universitetets projekt, der dokumenterer Istanbuls mure, bemærker, at det ikke er muligt at komme tæt på portens facade mod havet eller byen. Det betyder, at man i stedet for at gå igennem porten, vil se den fra de omkringliggende gader og fra kysten.

Det er et kort stop, men et godt sted at få overblik over ruten. Her slutter de kystnære mure, som du startede ved Kumkapı, og et par hundrede meter længere vestpå begynder de landbaserede mure. Forestil dig, at hver af de porte, du er passeret siden Kumkapı, fører til en kaj eller en havn, og at de kystnære kvarterer er vokset op omkring disse porte. Herfra kan du gå parallelt med kysten og komme til Yedikule-fortet; det tager kun et par minutter at nå fortets port.

Kilde: Yalova Sosyal Bilimler Dergisi (Kazancıoğlu); Koç Universitetets projekt om Istanbuls mure; Wikipedia.

Yedikule-fortet står i det hjørne, hvor landmurene møder Marmarahavet. Fortet, der blev bygget omkring 1457-1458 på ordre fra Sultan Mehmed den Erobre, omfatter de to tårne fra triumfbuen Altınkapı, som stammer fra romertiden under kejserne Theodosius I og II. Til denne del af muren blev der tilføjet tre osmanniske tårne, og området blev lukket, hvilket resulterede i en indre fæstning med syv tårne. Fortets oprindelige formål var at beskytte statens kasse; i tårnene blev der opbevaret værdifulde genstande, dokumenter, ammunition og guldmønter. Senere blev fortet kendt som et statsligt fængsel. Den unge sultan II. Osman blev myrdet af janitsjarer her i 1622. I 1895 blev bygningen omdannet til et museum.

I dag drives fortet af Fatih Kommune, som også udfører restaureringsarbejde. Ifølge kommunens hjemmeside er fortet lukket om mandagen. Kommunen tilbyder også guidede ture i løbet af dagen, hvor man kan høre om fortets byggeproces, murene, portene og fængslingerne. Den udendørs teaterplads i fortets gård bruges til kulturelle arrangementer og koncerter. Kommunen udfører også vedligeholdelse og restaurering af de historiske træhuse på Hacı Piri Sokak og İmrahor İlyas Bey Caddesi, som man kan gå forbi, når man besøger fortet.

Når du træder ind, skal du først finde tårnene fra Altınkapı og se, hvordan den romerske triumfbue er blevet integreret i det osmanniske kassefort. Derefter kan du vælge en af stierne, der fører op til murene; kommunens beskrivelser af de guidede ture fremhæver, at man fra de højere punkter kan nyde et bredt panorama over byen og havet. Vær forsigtig, når du går op ad murene, især hvis du er sammen med børn. Når du har tilbragt dagen her, kan du gå til Kazlıçeşme Marmaray-stationen og tage toget tilbage til byens centrum.

Kilde: Fatih Kommune; Wikipedia.