Fra kanten af plateauet til karavanruten, fra klippebyen til Obruk-søen.

Kilistra kan nås fra Konya via to forskellige ruter, og valget af rute afgør dagens forløb. Ifølge Kulturportalen er den første rute en 34 kilometer lang asfaltvej til Hatunsaray, hvorefter man drejer sydøst ad en 15 kilometer lang vej til Gökyurt. Den anden rute er en cirka 9 kilometer lang vej, der starter ved kilometer 36 på statsvejen mellem Konya og Antalya, hvor man drejer til venstre ved afkørslen Kayalı. Det er en fordel at bruge vejen til Hatunsaray på udrejsen og vejen til Antalya på hjemrejsen, da det giver variation og sparer tid. Hvis man ankommer fra Hatunsaray, kommer man ind i området langs den gamle Kongerute, hvor de oprindelige brosten stadig er intakte. Når man har parkeret bilen, bør man bruge et par minutter på at gå langs disse brosten, da de bedst fortæller, hvorfor bebyggelsen blev etableret her. Ifølge Kulturportalen viser de fundne keramikfragmenter, at områdets historie går tilbage til den sene bronzealder. Kilistras klippeformationer er vulkaniske tuf, der blev dannet for 11 til 3 millioner år siden, og de blev valgt på grund af deres lette bearbejdelighed. Start din vandretur fra det flade område foran den største klippeformation, og betragt først klippeoverfladerne på afstand. Disse masser, der ser ud som naturlige klippeformationer udefra, er udhugget med store rum indeni. Ifølge ministeriets kilder blev hemmeligholdelse prioriteret i etableringen af byen. Vær opmærksom på de små huller, som du måske forveksler med vinduer; lys og luft blev ført ind gennem disse skjulte åbninger. Bebyggelsen var spredt over fem forskellige klippeområder i den tidlige byzantinske periode, så undgå at blive på ét sted, men bevæg dig langs stierne mellem de forskellige områder. Søg efter spor af det daglige liv, såsom brønde, værksteder, arbejdsrum, springvand og grave, der ligger ved siden af boligerne. Den store vandbrønd er den mest imponerende struktur, der viser, hvor værdifuldt vand var i et tørt steppeområde. De høje klippeformationer med observationsposter og skjul indikerer, at bebyggelsen også fungerede som en udpost. Kapellet, der er hugget ind i en af klipperne og har et korsformet plan, er den mest kendte udskæring i området; du kan betragte det som et eksempel på arkitektonisk udskæring og gå videre. Når du går ind i klippeområderne, skal du bøje dig, da døråbningerne er lave og gulvene er ujævne. Husk, at nogle af disse hulrum stadig bruges af beboerne i Gökyurt som opbevaringsrum til mad, og gå ikke ind i rum, der er lukket med en dør. I tidligere år har nogle besøgende vakt opsigt ved at spraymale på væggene; tuf er et let nedbrydeligt materiale, så undgå at røre ved væggene og efterlad ingen spor. Det bedste sted at tage billeder er fra åbningen overfor den største klippe Kilde: Kulturportalen, Kilistra (Lystra); NTV (AA), Den antikke by Kilistra; CNN Türk, Kilistra, de "fehåbstårne" i Konya; Wikipedia, Kilistra.

Sille ligger cirka syv kilometer fra byens centrum, og det er nemt at komme dertil med bus, minibus eller bil. Når du er på vej tilbage fra Kilistra, vil du bemærke, at vejen pludselig bliver smallere, hvilket indikerer, at du nærmer dig ådalens udmunding. Det er bedst at parkere bilen ved indgangen til bebyggelsen og udforske Sille til fods, da byens værdi ligger i helheden af gaderne og skråningerne, og ikke kun i enkelte bygninger. Bebyggelsen er beliggende på begge sider af en dyb og smal dal, der er delt af floden Sille Çayı, der løber fra nord til syd. Dalens bund ligger omkring 115 meter over havets overflade, og den er omgivet af Küçük Gevele og Büyük Gevele. Oprindelsen af navnet Sille er omdiskuteret; nogle mener, at det stammer fra Silen i græsk mytologi, mens andre forbinder det med "Sylla", der betyder vandnymfer. Start med at gå langs floden og observer de to skråninger; herfra kan du bedst se, hvordan husene er bygget op ad klippen og støtter op ad hinanden. De gamle broer over floden forbinder de to sider og giver de bedste udsigtspunkter til at fotografere dalen. Se nærmere på stenen i husenes mure; den vulkaniske og andesitiske Sille-sten, der udvindes i området, er meget varmebestandig og er blevet brugt i konstruktionen af mange gamle bygninger i Konya, samt til at bygge ovne. Ifølge Wikipedia blev denne sten engang udvundet i 27 forskellige brud, men produktionen er i dag begrænset til kun få. Søg efter Hacı Ali Ağa-badet, der blev bygget i 1884, i centrum af byen. Både herre- og dameafdelingerne, samt vandreservoir og den osmanniske inskription, er i vid udstrækning blevet restaureret, selvom de er delvist nedbrudte. Efter badet kan du gå ind i de smalle gader, der fører op ad skråningerne, og beundre de traditionelle Sille-huse, der afspejler områdets historie. De omkring fyrre huler, der er hugget ind i skråningerne på den sydlige side, er udskårne strukturer, som Kulturportalen anser for at være nogle af Silles vigtigste historiske monumenter; du kan tælle dem, mens du står ved floden. Indtil 1920'erne var Sille et multikulturelt sted, hvor forskellige samfund levede side om side, men efter befolkningsudvekslingen i 1924 ændrede byen karakter; husk, at du befinder dig et sted, hvor der er spor af denne lange fælles historie, når du går rundt i gaderne. Ifølge kilder havde Sille en befolkning på 18.000 før republikken, og i 1907 bestod den af 13 kvarterer. I dag administreres Sille som to kvarterer, Subaşı og Ak, der tilhører distriktet Selçuklu. I 2001 blev det udpeget som et byområde, hvilket har bidraget Når man ser ud over dæmningen og ned i dalen, kan man med et enkelt blik se skråningerne af Küçük Gevele, også kendt som Takkeli Dağ, og hvordan bebyggelsen er presset sammen i dalen. At spise frokost i Sille er det bedste valg i forhold til ruten, da der er begrænsede muligheder for at spise på de næste to stop. På vej tilbage skal man passere byens centrum i østlig retning og dreje ud på vejen mod Aksaray. Det næste stop er Zazadin Han, som ligger langs denne vej. Kilder: Kulturportalen, Sille; Konya Valighed, Sille; NTV (AA), 5000 års historie i Sille, Konya; Wikipedia, Sille og Sille-dæmningen.

Zazadin Han ligger cirka 22 kilometer fra Konya, omkring 5 kilometer inde fra Aksaray-vejen, nær landsbyen Tömek. Når man forlader hovedvejen, rejser den massive stenhøj sig pludselig i stepperne og fortæller af sig selv, hvordan hanen engang fungerede som et vartegn for handlende. Når du parkerer bilen, gå en tur rundt om bygningen, før du går ind, for det mest interessante ved denne han er de ydre mure. De mangekantede, firkantede og cylindriske søjler, der støtter facaderne, og hjørnetårnene giver bygningen et slotlignende udseende. Se nøje på stenene i murene; teksten fra Konya-guvernementet fremhæver brugen af mange genbrugte sten og den store koncentration af stenhugger-mærker. Forskere fra Selçuk Universitetet hævder, at nogle af disse sten stammer fra romerske og byzantinske ruiner, hvilket forklarer, hvorfor du ser sten i forskellige størrelser og med forskellig bearbejdning side om side. Gå derefter hen til den overdækkede indgang på sydsiden og observer, hvordan de tofargede sten er lagt i et skiftevis mønster. Læg mærke til de små søjler med tov-mønster på hver side af indgangen og deres dekorative hovedstykker. Når du går gennem den overdækkede indgang, kommer du ind i en flad indgangshal, der fører til gården; gården er omgivet af overdækkede gallerier og værelser på sin syd-, øst- og nordside. Kilder nævner, at der er 24 værelser, både åbne og lukkede, samt et bad, et lager, et depot og en stald i gården. Over indgangshallen er der et lille bederum med stjernetoft, der kan nås via en stentrappe i det sydvestlige hjørne af gården; betragt det som en del af hanens arkitektoniske program. En anden stentrappe i den nordlige del af gården fører op til taget; hvis det er muligt at komme op på taget, skal du ikke gå glip af muligheden for at se stepperne fra oven. Gå derefter hen til den overdækkede sektion på vestsiden; dette er et område, der fungerede som et opholdsrum om vinteren, med sine søjler og hvælvinger, der ligner en sal. Indeni er den centrale sektion bredere og højere end de tilstødende sektioner, og det centrale, firkantede område er dækket af et kuppel, der hviler på tromper. Indvendigt er det lysere end forventet, fordi kuppelen er blevet dækket af en gennemsigtig konstruktion og en kuppel under restaureringerne. Prøv at finde de to inskriptioner over dørene; ifølge dem blev den overdækkede sektion færdiggjort i 1235-1236, og gården i 1236-1237 af vizir Sadeddin Köpek. Ifølge teksten fra guvernementskontoret er det sandsynligt, at Sadeddin Köpek, der også var kendt som en dekoratør og ark Vent til det øjeblik om eftermiddagen, hvor sollyset fra siden belyser indgangen, da de tofarvede sten er bedst synlige på det tidspunkt. Fortsæt derefter ad vejen mod Aksaray og bevæg dig mod øst; den sidste destination, Kızören Obruğu, ligger langs samme vej. Kilder: Konya Valighed, Zazadin Hanı; TRT Haber (AA), Seljuk-imperiets største karavanserai i Konya; Timeturk (AA), Zazadin Hanı venter sine gæster med sin pragt; Wikipedia, Zazadin Hanı.

Kızören Obruğu ligger et par kilometer nord for vejen mellem Konya og Aksaray, i Obruk-kvarteret, som er en del af Karatay-distriktet. Den ligger cirka syvogfyrre kilometer fra byens centrum. Efter Zazadin fortsætter vejen gennem en flad slette. Når man tænker på de karstiske hulrum under denne slette, bliver oplevelsen af det sted, man ankommer til, mere meningsfuld. Når du parkerer bilen, skal du først gå hen til Obruk Han, som ligger lige vest for obrugen, i stedet for direkte til kanten af obrugen. Denne seldsjukiske karavanserai, som ikke har nogen inskriptioner og hvis bygherre er ukendt, er dateret til første halvdel af det 13. århundrede af historikere, og den har fået sit navn fra den nærliggende obruge. Årsagen til, at karavanseraen blev bygget her, var vandet; den opfyldte karavanserajens vandbehov i lang tid fra denne sø. Selçuk Universitet udførte udgravninger og renoveringsarbejde i karavanseraen i 1996, og i de seneste år er den blevet restaureret og omgivet af grønne områder af Karatay Kommune. Se på de sten med inskriptioner på karavanserajens vægge; kommunen har forklaret, at disse inskriptioner er blevet oversat og indeholder oplysninger om datidens liv. Ifølge Showcaves bruges ordet "obruge" kun til at beskrive disse sjældne karstiske søer, der findes i Konya-regionen. De fleste af de synkende områder i sletten er tørre; Kızören er et særligt vigtigt eksempel, fordi den stadig indeholder vand. Gå derefter til udsigtspunktet ved kanten af obrugen, og før du kigger ned, så stop et øjeblik og forsøg at forstå formen på hullet. Det synkende område, hvis øvre del udvider sig som en tragt, fører ned til vandet med stejle kalkstensvægge. Ifølge Showcaves er den ellipseformede obruge cirka 180 meter lang og 150 meter bred, og vanddybden er op til 145 meter; selvom der i den tyrkiske Wikipedia nævnes større mål, bør du betragte disse tal som omtrentlige. Vandoverfladen er i dag mere end 20 meter under slettens niveau, og denne forskel er ikke kun et resultat af naturlige processer. Overdreven udvinding af grundvand til landbrug har sænket søens niveau, og det er blevet fastslået, at niveauet faldt med omkring 10 meter mellem 1996 og 2006. Derfor er vandindvinding fra søen til landbrug og husholdningsbrug blevet stoppet. Søen viser desuden en forskel i vandstanden på op til 5 meter i løbet af året. Ifølge geologen Fetullah Arık findes der i området syd for Kızören, der strækker sig til Karapınar, mange nye obruger ud over de gamle. Se langvarigt på vandoverfladen; ifølge Wikipedia er der ikke blevet registreret nogen levende organismer i denne dybe sø, Gå fra den ene side af søen til den anden og betragt den fra forskellige vinkler, da dybden af søen først kan forstås ved at bevæge sig rundt. Dette er dagens sidste stop; det er sikrere at tage vejen til Aksaray, inden det bliver mørkt, og vende tilbage til Konya, frem for at køre på mørke landeveje. Kilder: Showcaves, Kızören Søen; Ramsar Sites Information Service, Kizören Obrouk; Timeturk (AA), Et 800 år gammelt karavanserai med udsigt over Obruk-søen; Memurlar.net (AA), Obruk Han; Wikipedia, Kızören Søen.