Fra Kalekapısı til Hıdırlık: Lagene i Kaleiçi.

Start ruten ved Kalekapısı-pladsen, lige under klokketårnet. Hvis du ankommer med sporvogn, vil tårnet allerede være foran dig, når du stiger af ved Kale Kapısı-stationen. Tag et par skridt tilbage og se, hvad tårnet står på, for det er her, historien begynder. Tårnet er placeret oven på en del af den ydre mur omkring Kaleiçi, nærmere bestemt ved Kalekapısı-tårnet, som beskyttede byens hovedindgang til fastlandet. Ifølge Antalya Storbykommunes historiske side, endte veje fra øst, vest og nord ved denne port. Ibn Bibi nævner denne port, når han beskriver beleiringerne i 1207 og 1216; Evliya Çelebi omtaler den som Varoş Kapısı. Navnene Pazar Kapısı, Çarşı Kapısı og Asitane Kapısı refererer også til den samme port. Selve porten blev ødelagt under Første Verdenskrig; det, du ser i dag, er tårnet og den tilhørende del af muren. Det meste af muren omkring Kaleiçi blev revet ned i 1920'erne, og nedrivningen blev afsluttet midt i 1930'erne. Ifølge Antalya Valis side, er det kun dele af muren, såsom Hıdırlık-tårnet, Hadrian-porten og klokketårnet, der er bevaret inde i byen.

Når det kommer til tårnets historie, er der forskellige oplysninger, og det er godt at være opmærksom på det. Storbykommunens side hævder, at tårnet blev bygget af befolkningen fra Izmir, der flygtede til Antalya efter Izmirs besættelse i 1921. Wikipedia og nyhedsartikler fra 2022 angiver derimod 1901, hvilket var det 25. år af II. Abdülhamids regeringstid; ifølge denne historie var uret en gave i anledning af denne jubilæumsdag. Sandheden er, at selve tårnet er ældre, mens klokketårnet blev tilføjet i begyndelsen af det 20. århundrede. Kig op og se på de fire sider; hver side har en rund urskive, som senere blev udskiftet med elektroniske ure. Øverst ser du en kuppel dækket af bly; gamle fotografier viser, at tårnet havde en kuppel helt frem til 1940'erne, og denne kuppel blev genopbygget under restaureringen, som blev gennemført af Valiklik i 2022. Under samme restaurering blev det opdaget, at det originale urværk var blevet stjålet, og der blev kun fundet en klokke i tårnet. På det ældste fotografi, dateret 1930, ses urskiverne med osmanniske tal. Tårnet blev restaureret i 1930 og igen i 1967 på grund af et jordskred ved bunden. Ifølge Wikipedia er tårnet 14 meter højt fra jorden og 8 meter fra muren.

For at tage et godt billede, skal du vente på, at morgensolen rammer tårnets facade, der vender mod pl

Museet ligger i Barbaros-kvarteret, på adressen Kocatepe Sokak 25, og bruger to beskyttede bygninger. Når du træder ind, skal du kigge ned; indgangen er belagt med en mosaik af grus, dekoreret med botaniske og geometriske mønstre, hvilket er et typisk træk ved de gamle huse i Antalya. Ifølge Vehbi Koç-fondets encyklopædi købte Suna og İnan Kıraç disse bygninger i en forfalden tilstand, restaurerede dem i perioden 1993-1995, og museet åbnede for offentligheden med status som et privat museum. Åbningsåret varierer i forskellige kilder, men ligger mellem 1996 og 2000; fondets egen tekst angiver 2000. I dag er museet tilknyttet AKMED, Vehbi Koç-fondens forskningscenter i Antalya. Den første bygning er et typisk Antalya-hus fra det 19. århundrede med en indvendig gårdhave og to etager. Gå op på den øverste etage; de tre værelser her er indrettet med træpaneler i loftet og dekorative malerier, inspireret af Tekelioğlu-gården. I værelserne genskabes tre scener fra et bryllup i Kaleiçi (Antalyas gamle bydel) i anden halvdel af det 19. århundrede: servering af kaffe, brudgommens barbering og hennaaften. Kultur- og turistdirektoratet beskriver denne udstilling som et etnografisk arrangement med særlige effekter. Gå igennem scenerne i rækkefølge, og kig nøje på tøjet, som dukkerne har på, og på genstandene i værelserne, da bryllupsritualerne er udvalgt for at dokumentere den anatolsk folkekultur. Glem ikke at kigge ud af vinduerne; gårdhaven og altanen giver et indblik i, hvordan et typisk Kaleiçi-hus ser ud indefra.

Gå derefter ud i haven og gå over til den anden bygning. Dette er en gammel græsk-ortodoks kirke, dedikeret til Sankt Georg; den præcise byggeår er ukendt, men ifølge en inskription blev den kraftigt restaureret i 1863. Efter befolkningsudvekslingen i 1920'erne mistede den sit menighed, blev brugt som lager i mange år og har mistet mange af sine originale træelementer. Under restaureringen blev den genskabt i sin oprindelige form med en rektangulær plan, et enkelt skib og et hvælvet loft; loftet er dekoreret med blå malerier og stuk. Når du træder ind, skal du først kigge op på loftet og derefter på udstillingsmontrene. I hovedsalen udstilles Çanakkale-keramik fra Suna og İnan Kıraç-samlingen; ifølge Wikipedia indeholder denne samling også en kinesisk vase i form af et kort over Tyrkiet. Øverste etage er reserveret til kortvarige temaudstillinger om forskellige regioner; spørg ved indgangen, hvad der udstilles på dagen. Bygningen bruges også til arrangementer

Mens du nærmer dig Kesik Minare-bygningen i Hesapçı Sokak, så kig først på minaretten på afstand, da bygningens navn og historie er forbundet med den. Denne ene bygning er et af de få steder, hvor du kan opleve den to tusinde år lange historie i Kaleiçi. Ifølge provinsens hjemmeside kan bygningens elementer dateres tilbage til det 2. århundrede, og fundene viser, at der i det 5. århundrede blev bygget en basilika oven på et eksisterende antikt tempel. Kommunens hjemmeside skriver, at området blev brugt som byens agora i den hellenistiske og romerske periode, og at der i den tidlige byzantinske periode blev bygget Panhagia-kirken i den. I artiklen om Kesik Minare i TDV Islam Encyclopedia beskriver Semavi Eyice, at bygningen har gennemgået mindst fire eller fem ombygninger: den centrale del med stensøjler blev senere omdannet til et kvadratisk tårn og dækket med et kuppel, men det er ikke kendt, om kuppelen var lavet af mursten eller træ. Wikipedia-artiklerne tilføjer, at den blev beskadiget under arabiske angreb og restaureret i det 9. århundrede. I slutningen af middelalderen blev den brugt som katolsk kirke under den latinske erobring af Antalya; Wikipedia forbinder denne periode med, at kongen af Cypern overtog byen i 1361. Under det osmanniske styre blev den omdannet til en moské. Provinsens hjemmeside skriver, at bygningen blev omdannet til en moské og at der blev tilføjet et minaret af Şehzade Korkut, søn af Bayezid II; Eyice påpeger dog, at denne forbindelse ikke er sikker, og at Hünkar Camii, som rejsende Evliya Çelebi besøgte i byen i 1671, muligvis var denne bygning. Det lokale navn er Kesik Minare Camii, og navnet Cumanun Camii forekommer også i kilderne. Navnets oprindelse er en brand i slutningen af det 19. århundrede. Provinsens hjemmeside siger, at trædelen af minaretten brændte i den brand, og at navnet har været brugt siden da; kommunen angiver 1895, og Wikipedia 1896. Efter branden forsvandt trætaget, og bygningen stod i over hundrede år som en åben ruin; i sin artikel fra 2002 beskriver Eyice bygningen som en ruin omgivet af en beskyttelsesmur. Ifølge den samme artikel fandt udenlandske forskere, der besøgte byen i slutningen af det 19. og begyndelsen af det 19. århundrede, bygningen forladt, og en lille restaurering, der blev påbegyndt omkring 1960 på vestsiden, blev aldrig fuldført, og et restaureringsprojekt, der blev startet i 1998, gjorde ikke store fremskridt. West Mediterranean Development Agency's turistside tilføjer, at bygningen i en periode under det osmanniske styre også blev brugt som et Mevlevi-kloster. Ifølge Wikipedia blev restaureringen, der startede For at tage et billede, skal du fange minarets solbeskinnede side om eftermiddagen. Da bygningen ligger i den sydlige del af Kaleiçi, som er planlagt i et gittermønster, er gaderne her regelmæssige. Hvis du følger den samme gade mod syd, vil du efter et par minutter nå frem til Hıdırlık-tårnet, hvor den cylindriske del af tårnet vil være synlig, hvor muren slutter. Kilder: TDV Islamisk Encyklopædi; Antalya Valighed; Antalya Storbykommune; BAKA; Wikipedia.

Tårnet, der ligger i hjørnet af Kaleiçi, hvor vejen møder Karaalioğlu Parken, slutter, hvor de sorte mure når havet. Ifølge provinsregeringens hjemmeside er Hıdırellez-tårnet det sydligste punkt af de sorte mure; det har en firkantet base og en cylindrisk overdel, og det stammer fra antikken. Start med at gå hele vejen rundt om tårnet og observer de to dele: en firkantet base og en rund tårn. Ifølge den engelske Wikipedia menes det, at strukturen blev opført med en firkantet plan i det 2. århundrede og senere blev omdannet til et rundt tårn i samme århundrede. Provinsregeringens hjemmeside beskriver strukturen som ekstremt solid og nævner, at der er en stor, firkantet masse indeni. Kommunens hjemmeside beskriver strukturen som en monumental grav, der blev bygget i det 1. eller 2. århundrede. Find den vigtigste dør på den østlige side; de tolv fasces (bundter af økser), der er udskåret på hver side af døren, er grundlaget for teorien om, at tårnet blev bygget til ære for Marcus Calpurnius Rufus, der var konsul i Attaleia i det 1. århundrede, og hans familie. Ifølge kommunen fører denne dør til et langt korridor, der fører til et område med et korsformet layout, og der er nicher rundt om dette område. Andre kilder nævner andre funktioner. En artikel, der er udgivet i DergiPark, daterer tårnet til det 2. århundrede og siger, at det menes at være bygget af kejser Hadrian, og at dets funktion var som et fyrtårn og et tårn til at overvåge skibe, der ankom til bugten. Provinsregeringen skriver også, at det menes, at det var et sted, hvor der blev tændt signalild, på grund af dets indre struktur. Spørgsmålet om, hvorvidt det er en grav, et fyrtårn eller et observations tårn, er derfor stadig åbent, og det er en del af oplevelsen at stå foran tårnet og overveje alle tre muligheder. Hvis det er muligt at komme ind, skal du kigge i det lille rum i stueetagen; ifølge artiklen er der rester af fresker på væggene, der er blevet udvisket over tid på grund af vandindtrængning, og nogle kilder anser dette rum for at være en helts grav. På øverste etage er der et område, hvor man kan gå rundt om en tyk mur. I byzantinsk tid blev tårnet integreret i byens forsvarsværker og forbundet med murene; den engelske Wikipedia tilføjer, at de øverste sektioner blev restaureret i seljuk- og osmanniske perioder. Højden er angivet som cirka 14 meter i forskellige kilder. Da besøgsordningen kan ændre sig, skal du undersøge, om det er muligt at komme ind i tårnet, og vær opmærksom på, at nogle områder muligvis er lukkede på grund af igang Du kan sidde og slappe af på parkbænke, og derefter, ved dette punkt hvor Kaleiçis mure slutter, kan du opsummere ruten: Du startede ved det osmanniske klokketårn, besøgte et hus fra det 19. århundrede og en gammel kirke, oplevede en bygning med lag fra romertiden til osmannisk tid, og du endte ved et romersk tårn. For at vende tilbage kan du gå gennem parken i retning af Cumhuriyet Caddesi og tage bussen, eller du kan gå tilbage gennem de samme gader til Kalekapısı og tage den nostalgiske sporvogn. Kilde: Antalya Storbykommune; Antalya Guvernørkontor; DergiPark; Wikipedia.