Fra Hasankale til Oltu: Vejen til det østlige og nordlige Erzurum.

Start din ved Hasankale, der ligger øst for Erzurum, på en stejl klippe, der hæver sig over byen. Ifølge guiden ligger borgen 36 kilometer øst for byens centrum, på en stejl bakke foran Hasan Dede-bjerget. Borgen har også givet byen sit navn; byen Pasinler er i osmanniske registre og blandt lokalbefolkningen blevet omtalt som Hasankale i lang tid. Nærm dig borgen fra vest, da jordvejen, der fører til den indre borgs port, ligger på denne side. Ifølge guiden var det tidligere umuligt at komme hertil, selv med heste, på grund af de stejle klipper. Den nuværende vej blev anlagt, da borgen senere blev brugt som stenbrud; således er den sti, du går på, en del af den oprindelige vej, der førte til borgen. Gå op ad stien uden at haste, da underlaget er stenet og nogle steder løst. Når du er oppe, prøv først at studere borgens plan. Ifølge den engelske Wikipedia-artikel er der tre lag af mure på toppen, og de to ydre mure afsluttes på en stejl klippe uden at danne en fuldstændig ring. Porten er placeret i den vestlige del. Guiden bemærker, at de smukke søjler, buer og inskriptioner, der engang prydede den indre borgs port, ikke længere er der, og at portene til den ydre borg også er blevet ødelagt og forsvundet. Castles.nl skriver, at der ikke er nogen bygninger tilbage i den indre borg; det, du ser, er ikke et bygningskompleks, men en forsvarslinje, der er hugget ind i klippen. Borgens historie kan ikke begrænses til en enkelt periode. Det rapporteres, at der blandt ruinerne findes inskriptioner og stenhuggeri fra perioden under den urartiske konge Minua, og det antages, at bakken har været et forsvarssted siden jernalderen. Castles.nl skriver, at under slaget mellem Seljukkerne og Byzantinerne i 1048 blev denne borg erobret af den seldsjukkiske kommandør Ibrahim Yınal. Der er forskellige fortællinger om, hvem der grundlagde den nuværende borg. Historikeren Naima tilskriver borgen den akkayunlu-hersker Uzun Hasan, mens Ibrahim Hakkı Konyalı tilskriver den Hasan Bey, søn af Emir Hacı Togay fra Ilkhanid-dynastiet, og daterer den til årene 1336-1339. Det er kendt, at under det osmanniske rige blev borgen restaureret og styrket af Sultan Süleyman den Storslåede. Gå derefter til et sted med solid grund og kig ud over sletten. Dette er et udsigtspunkt, der giver overblik over hele Pasinler-sletten, og det har i århundreder været en vigtig militærbase, der overvågede vejen fra øst til Erzurum. Den store slette, der strækker sig nedenfor, er den øvre del af Aras-floden, og vejen til det andet stop på ruten går Kilde: Erzurum Provincial Kultur- og Turismestyrelse, Rejsehåndbog; Castles.nl, Hasankale Slot; Wikipedia, Pasinler Slot.

Den anden seværdighed er Çobandede-broen, der ligger lige øst for bymidten i Köprüköy, og som spænder over floden Aras. Broen er i dag lukket for trafik, men en parallel bro ligger cirka fem hundrede meter længere østpå, så du kan gå hen og opleve den historiske bygning i ro og mag. Start med at betragte broen fra kysten, fra siden, da hele broen kun kan ses tydeligt på afstand. Kulturportalen skriver, at broen er 128 meter lang og 8,5 meter bred, med den største bue på 13 meter og det højeste punkt på 30 meter. Broen er bygget med syv buer, men på grund af en restaurering, hvor den første bue blev lukket, kan man i dag se seks buer. TDV Islam-encyclopædien nævner, at denne bue sandsynligvis blev ødelagt under en oversvømmelse og lukket under restaureringen i 1872. Gå derefter tættere på broen og læg mærke til stenens farve. Buen er bygget med sorte, røde og grå kvadre, og farverne ændrer sig i løbet af dagen, når lyset skifter. Ifølge en lokal legende er disse sten blevet bragt fra en landsby, der ligger omkring seks kilometer væk. Kulturportalen nævner, at der er blevet lagt fyrretræer under fundamentet for at forhindre, at broen synker ned, og at der er lavet mellemrum mellem væggene for at lette belastningen. De spidse udskæringer foran fundamentet og de halvcirkelformede støttepiller bagpå er broens mest iøjnefaldende detaljer. Oven på disse udspring er der blevet bygget små, kantede tårne, der er dækket med halvcirkelformede spir. Det er omdiskuteret, hvad disse pavilloner har været brugt til; nogle forskere mener, at de kan have været vagttårne, mens andre hævder, at de blot er dekorative elementer, der forbedrer broens udseende. På den østlige side skal du kigge efter relieffer bestående af geometriske knuder og kæder. Det er også blevet rapporteret, at der er stenhugger-mærker på gelænderstenene; hvis du kigger godt efter, kan du måske se et mærke i form af en bue med en pil. Broens historie er ikke helt sikker. Både Kulturportalen og den lokale guide skriver, at broen blev bygget i 1298 af Çoban Noyan, en embedsmand under Ilkhanid-herskeren Gazan Khan. TDV Islam-encyclopædien nævner, at restaureringens inskription er meget beskadiget, og at der kun er rygter om, hvem der var bygherren, men at man ud fra broens arkitektur og udsmykning kan antage, at den er bygget i det 14. århundrede. Broens navn stammer fra denne historie om embedsmanden Çoban, mens distriktet har fået sit navn fra broen. I århundreder har broen været et sted, hvor veje fra Erzurum til Muş, Fra herfra skal I vende tilbage til Pasinler og fortsætte nordpå mod vejen til Narman. Kilder: Kulturportalen, Çobandede-broen; TDV Islamisk Encyklopædi, Çoban-broen; Erzurum Provinsielle Kultur- og Turismestyrelse, Rejsehåndbog; Wikipedia, Çobandede-broen.

Det tredje stop er de eventyrlystne klippeformationer, der ligger syv kilometer syd for Narman bymidte, langs vejen mellem Narman og Pasinler. Kulturportalen skriver, at dette sted ligger ved den syvende kilometer af vejen; det vil sige, hvis du følger vejen, der går nordpå fra Pasinler, når du til stedet, før du når bymidten. Stop først ved udsigtspunktet ved vejkanten og se dalen fra oven. Ifølge en meddelelse fra Erzurum provinsadministration fra 2020 er der bygget en toetagers facilitet for besøgende ved vejen, og området kan nås via en vej, der er cirka tre og et halvt kilometer lang. Fra dette sted forenes røde klipper, spidse toppe og smalle dale i et enkelt panorama. Når man ser på dette landskab med viden om, hvor farverne og formerne kommer fra, ændrer det oplevelsen. Den røde farve skyldes oxidation af jern i de sedimentære bjergarter. Formerne er skabt ved, at vind og vand i lang tid har eroderet det sandede jord; først skabte vandet udskæringer, og derefter bearbejdede vinden disse udskæringer med forskellige mønstre. Kilder angiver forskellige tal for, hvor gamle formationerne er. Kulturportalen og den lokale guide skriver, at de eventyrlystne klippeformationer er dannet ved erosion af materiale, der ophobede sig i et sedimentbassin for 2,5 til 3 millioner år siden, mens provinsadministrationens meddelelse nævner en langt ældre dato. Lokalt er stedet kendt som "Det røde eventyrlystne klippeformationers land", og Kulturportalen sammenligner dalen med Grand Canyon, som er skabt af Colorado-floden. Stien, der fører ned i dalen, er den bedste måde at opleve området indefra, og det meste af den tid, der bruges her, går til denne vandretur. Ifølge provinsadministrationens meddelelse er der tale om en vandretur på cirka en time. Under nedstigningen er jorden sandet og glat, og selv i tørt vejr kan fodfæstet være dårligt; brug sko med god støtte. Efter regn bliver den sandede jord til mudder, så tjek vejrudsigten, før du begiver dig ud på stien. Undgå at gå op på toppen af de eventyrlystne klippeformationer eller langs kanten af kløfterne, da den eroderende jord let kan løsne sig. Returrejsen er op ad bakke, så juster din energi derefter, og medbring rigeligt med vand. Dette område er beskyttet. Kulturportalen skriver, at de eventyrlystne klippeformationer blev erklæret for et naturmonument i 2018 og beskyttes i henhold til reglerne for nationalparker. Ifølge provinsadministrationens meddelelse er området også blevet optaget på UNESCO's foreløbige liste over verdensarvssteder af UNESCO's nationale kommission for Tyrkiet. Den samme meddelelse nævner, at der er tolv forskellige dale i området; det vil sige, det landskab, du ser fra vejen, er kun en lille del af hele området. Der er begræn Kilde: Kulturportalen, Narman's eventyrformationer; Erzurum Guvernørkontor, Erzurum bliver en geopark kendt som "Røde Eventyrland"; Erzurum Kultur- og Turismekontor, Turistguide; Wikipedia, Narman's eventyrformationer.

Ruten slutter ved borgen i centrum af Oltu-distriktet. Borgen ligger på en stejl, men ikke særlig høj klippe, hvor vandene fra Narman og Sivri Deresi løber sammen og danner Oltu-floden. Ifølge den lokale guide står borgen inden for det område, som Oltu-floden danner, og man kan se den fra toppen af klippen, når man ankommer til byen. Indgangen til den indre borg ligger mod syd, og man kommer op til porten via trapper. Gå langsomt op ad trapperne, og når du er oppe, så gå først en runde rundt om borgen.

Den del af borgen, der er bevaret i dag, er den indre borg; de ydre mure, der omgav byen, er ikke bevaret. Den indre borg har en arkitektur, der følger formen på den naturlige klippe, og den er omgivet af høje, tykke mure og tårne. Ifølge Kulturportalen er borgen bygget på et område på tre tusinde kvadratmeter og er bygget af huggede sten. Læg mærke til tårnene og murene i nordvest; kilderne nævner, at dette område tidligere var meget mere imponerende. Inde i den indre borg kan du lede efter spor af cisterner og rum, der tilhørte borgvagterne.

Byggeåret for borgen er omdiskuteret. Nogle kilder hævder, at borgens arkitektoniske træk kan dateres tilbage til urartierne, mens Wikipedia nævner forskellige fortællinger og bemærker, at der i det 19. århundrede blev fundet georgiske inskriptioner i borgen. Ifølge Kulturportalen blev borgen restaureret i byzantinske, seldsjukiske, ak koyunlu-, kara koyunlu- og osmanniske perioder, og den blev i en periode brugt som en karavanserai i den osmanniske periode. Ifølge Wikipedia kom borgen i de osmanniske hænders besiddelse i midten af det 16. århundrede, og den blev derefter det administrative centrum for Oltu-distriktet. Efter krigen i 1877-1878 var Oltu i en periode under russisk administration. Sidst blev borgen restaureret og forstærket i 1998 og 1999.

En af de mest interessante detaljer ved borgen er dens forbindelse til vandet. Den lokale guide nævner, at porten og tunnelen i borgen vender ud mod Oltu-floden, og Kulturportalen taler om en skjult vandvej, der fører fra klippen ned til floden. I den østlige del af den indre borg ligger et tyrkisk bad, der stammer fra seldsjukperioden og er forbundet med den indre borg via buer; du kan se det udefra, når du går ned. Fra murene kan du se ud over Oltu-flodens dal og de to sider af byen; Wikipedia nævner, at byen er spredt ud på begge sider af floden. Undgå at komme for tæt på de høje, uforsvarlige kanter.

Oltu er kendt for Oltu-stenen, og når du kommer ned fra borgen, vil du støde på værksteder i byen, hvor denne sorte sten