Fra Galata-slottet til Bekir Ağalar-gården, via Kahramankazan og Çubuk.

Karalar landsby ligger omkring otte kilometer fra centrum af Kahramankazan og er en lille bebyggelse med kun et par hundrede indbyggere. Det arkæologiske område ligger nord for landsbyen, omkring en klippeformation kaldet Asarkaya. Det er bedst at parkere bilen et sikkert sted i landsbyen og gå til klippen. Der er ingen parkeringsplads ved det arkæologiske område. Der er ingen indgang, billetkontor eller informationsskilte; du skal finde vej selv. Start med at observere selve klippen. Ifølge Kahramankazan kommunes historiske side er der menneskeskabte huller i klippen, og området omkring er omgivet af mure. Samme kilde nævner, at det menes, at klippen blev brugt som en militær fæstning i klassisk tid, og at den i romertiden blev omdannet til et beboelsesområde med mange fund af keramik. Søg efter trappetrin hugget ind i stenen ved foden af klippen. Disse trapper, som kan ses på billeder på Commons, er resterne af en gammel sti, der førte op til ruinerne. Gå ikke på trapperne eller murene, men observer dem fra siden. Det var Remzi Oğuz Arık, der i 1933 vakte opmærksomhed omkring denne klippe i videnskabelige kredse. TDV Islam Encyclopedia nævner, at Arık, som blev udnævnt som arkæolog ved Ministeriet for Uddannelse og blev sendt til Ankara, afdækkede en galatisk by ved udgravningerne i Karalar og præsenterede en inskription tilhørende Deiotaros for verden. En kilde, der samler antikke inskriptioner, oplyser, at en gravinskription fundet i Karalar tilhører Deiotaros Philopator, søn af den galatiske tetrark Deiotaros, og at den dateres til perioden 43-40 f.Kr. Derfor forbindes Karalar med Blucium, den fæstning, som Strabon nævner som stedet, hvor Deiotaros boede. Men denne sammenhæng er ikke endelig; studier, som f.eks. artiklen af Stephen Mitchell, der blev udgivet i Anatolian Studies i 1974, fortsætter med at diskutere placeringen af de galatiske fæstninger. Husk dette som en hypotese, mens du observerer fra toppen af klippen. Vær også opmærksom på bakkerne omkring klippen. Den engelske Wikipedia nævner, at der nord for landsbyen kan ses ruiner af et tempel og gravhøje, og der er også et billede af en galatisk gravhøj fra området på Commons. Du vil se nogle af disse gravhøje med ulovlige udgravningshuller. Doç. Dr. Çiğdem Gençler Güray fra Ankara Universitet fortæller, at efter overfladeundersøgelserne blev der brugt dynamit af skattejægere i området, og at skaderne er uoprettelige. Hun er også den, der siger, at der ikke er nogen skjulte skatte i klipperne eller murene. Hvis du ser et hul eller et stykke, der er blevet brudt af, så rør ikke ved det og flyt ikke noget. Overfl Områdets bredde forklarer i sig selv, hvorfor en garnison blev etableret netop her. Det bedste lys til fotografering er i de tidlige morgentimer; senere på dagen bliver klippen flad og lyset hårdt. Der er næsten ingen skygge i området, så det er vigtigt at have hat og vand med om sommeren. Der kan være stærk vind på toppen, så hold dig tæt på jorden og undgå at komme for tæt på klippekanten. En time og et kvarter er tilstrækkeligt til at se klippen, trapperne og den nærmeste gravhøj. Derefter kan du vende tilbage til landsbyen og tage afsted mod distriktsbyen, der ligger otte kilometer væk, og besøge Satıkadın-museet. Kilder: Kahramankazan Kommune, Kahramankazan's historie; DHA, Hellensk, romersk og byzantinsk bebyggelse i Ankara; TDV Islamisk Encyklopædi, Remzi Oğuz Arık; Attalus, Epitaph of Deiotarus Philopator.

Satı Kadın-museet er et toetagers landsbyhus, der er blevet restaureret af Kahramankazan kommune og omdannet til et museum i 2014. Foran museet står en buste af Satı Kadın og en mindesten, der fortæller om hendes liv i afsnit. Læs informationstavlerne ved springvandet, før du går ind; her beskrives hendes arbejde som landsbybestyrer, hendes møde med Atatürk, hendes tid som parlamentsmedlem og hendes sidste år. Denne korte læsning vil give dig en tidslinje, som du kan bruge, mens du ser på genstandene inde i huset. Her er en oversigt over historien: Ifølge Wikipedia blev Satı Kadın født i Kazan landsby i 1890. Hendes rigtige navn var Hatice, og hun begyndte at blive kaldt Satı Ağa, efter at hun vandt en kamp mod en af de lokale magthavere om sin fars arv. Under Befrielseskrigen arbejdede hun for at forsyne hæren med forsyninger, og efter bogreformen lærte hun at læse og skrive i de nye folkeskoler. I 1933, da kvinder fik ret til at være landsbybestyrere, blev hun valgt til dette embede i Kazan landsby. Efter at kvinder fik ret til at stemme og blive valgt i 1934, blev hun en af de otte kvinder, der blev valgt til parlamentet i de første valg. Kahramankazan kommune omtaler hende som den første kvindelige parlamentsmedlem fra en landsby; hun var parlamentsmedlem for Ankara fra 1935 til 1939 og var medlem af Landbrugsudvalget i parlamentet. Detaljerne om hendes møde med Atatürk varierer afhængigt af kilderne. Ifølge Wikipedia mødte Atatürk hende, da han rejste til Kızılcahamam i 1934 og passerede hendes landsby. Hendes barnebarn fortalte til Anadolu Ajansı, at Atatürk besøgte landsbyen samme år, da han var på vej til Istanbul, og at Satı Kadın, i en situation, hvor landsbyboerne var tilbageholdende, trådte frem og tilbød ham en drik. Ifølge familiens fortælling, da hun blev spurgt om sin alder, sagde hun, at hun var født i 1919, og at hun ikke havde levet, da Nationalkampen begyndte. I parlamentets registre står hendes navn som Hatı Çırpan; ifølge hendes barnebarn var det Atatürk, der gav hende dette navn. Du kan spørge personalet inde i museet om disse historier; kommunen skriver, at personalet giver besøgende information. Inde i museet udstilles genstande, som Satı Kadın brugte, hendes tøj og andre objekter fra den periode. Vær særlig opmærksom på billederne og malerierne på væggene, da de tydeligst viser vejen fra et landsbyhus til talerstolen i parlamentet. Ifølge en artikel i Anadolu Ajansı bevarer hendes familie også den kjole og det bælte, hun bar, da hun mødte Atatürk. Ifølge den samme artikel lånte Satı Kadın denne kjole ud til unge piger, der ikke havde noget bryllups Inden du tager afsted, bør du bekræfte åbningstiderne for museet hos Kahramankazan kommune. I distriktet findes også en park, der er opkaldt efter hende, Satıkadın Parkı, og hvis du har tid, kan du tage et kort afstikker dertil. Et besøg varer cirka fyrre-fem minutter og giver mulighed for at se huset, haven og springvandet. Herfra kan du tage til Kurtboğazı for en frokostpause, eller fortsætte langs motorvejen til dæmningen. Kilder: Kahramankazan kommune, Satı Kadın Museumshus; Anadolu Ajansı, Satıkadın's minde; Wikipedia, Hatı Çırpan og Satıkadın Museum.

Ruten stopper ved et sted, der ikke er et museum, men et sted for en pause. Ifølge distriktsadministrationen ligger Kurtboğazı-dæmningen langs vejen til Istanbul, cirka fem kilometer fra byens centrum. Efter at have gået i solen i Karalar om morgenen og stået op i museet, bruger vi tid her på at sidde ned, spise og samle kræfter til anden halvdel af dagen. Vi går ikke i detaljer om dæmningens byggeår eller dens rolle i Ankaras vandforsyning på denne rute; her handler det om at finde et godt sted ved bredden. Distriktsadministrationen skriver, at der findes picnicborde, restauranter og udpegede rekreative områder omkring søen. På den anden side oplyser ASKİ, at dæmningens oplandsområder, som forsyner Ankara med vand, er et beskyttet område, og at det er farligt og forbudt at bade, picnicere og lave bål i disse områder. Læs disse to oplysninger sammen: spis på en af restauranterne ved bredden eller på et af de udpegede områder, undgå at slå et bord op tilfældigt ved bredden, og lav ikke bål nogen steder. Disse steder bliver hurtigt fyldt op i weekenden, så det er nemmere at komme i løbet af ugen. Tag dit affald med dig; ASKİ minder om, at alt, der efterlades i vandløbene og ved bredden, forringer vandkvaliteten. Det er absolut forbudt at bade; ASKİ-embedsmænd oplyser, at disse områder ikke er egnede til svømning på grund af det lerholdige og mudrede sediment på dæmningens bund. Distriktsadministrationens side nævner fiskeri og skriver, at der findes aborre, karpe og ørred i søen. Hvis du vil fiske, skal du undersøge de aktuelle fiskeregler på forhånd. En kort vandretur langs bredden er den bedste måde at få bevæget benene efter måltidet. Under vandreturen skal du observere landskabet. Kommunen skriver, at distriktet er beliggende på Akıncı-sletten, og at man i nord kan se de sydlige forlængelser af Köroğlu-bjergene, der adskiller det centrale Anatolien fra det vestlige Sortehav. Kig på de højder i nord, som kommunen nævner; det er bjergene i den retning. Dæmningen forsynes af floderne Bahtılı, Kınık, Pazar og Uzunöz. Blandt disse navne er Kınık også navnet på en af de landsbyer, hvor Gurays team fandt keramikfragmenter om morgenen. Så under frokostpausen sidder du med kortet over den arkæologiske overfladeundersøgelse, der blev foretaget om morgenen. Også landbrugsprodukter er relevante for dette stop. Ifølge kommunen dyrkes der hvede, byg, kikærter og sukkerrøer i distriktet, men den mest kendte produkt er melon. I august og september arrangeres der et melonmarked under ledelse af kommunen. Hvis du rejser i slutningen af sommeren, skal du kigge efter denne melon på boderne langs vejen og på markedet; det vil være en god Kilde: Kahramankazan Kommune, Kurtboğazı-dæmningen; Kahramankazan Kommune, Kahramankazans historie; ASKİ (Ankara Su ve Kanalizasyon İdaresi), advarsel om, at det er farligt og forbudt at gå ind i dæmningerne.

Çubuk By Museum ligger i byens centrum, i Bekir Ağalar-gården, som tilhørte en af de velhavende familier i gamle dage. Kommunen restaurerede gården i 2013 og åbnede den i 2015 som udstillingslokale under den internationale Çubuk Syltetøjs- og Kulturfestival. I 2017 blev bygningen registreret som et bymuseum af Kultur- og Turisme Ministeriet. Wikipedia nævner, at museet ikke har parkering, så man skal parkere bilen i en nærliggende gade og gå derhen. Inden man går ind, bør man stoppe i haven. Ifølge beskrivelserne af billederne på Commons udstilles der arkæologiske fund i haven. Ifølge Çubuk Kommunes historie har distriktet oplevet forskellige perioder efter hittitterne, herunder frygisk, galatisk, persisk, romersk og byzantinsk tid; det galatiske lag, som man så i Karalar om morgenen, findes også her. Spørg personalet om, hvor stenene i haven kommer fra. Derefter kan man se på gårdens facade med balkoner og finde et sted fra gaden, hvor man kan se hele bygningen; det er bedst at tage billeder om eftermiddagen, når lyset kommer fra siden. En detalje, der øger gårdens betydning, er året 1933. Ifølge Kulturportalen boede Atatürk på denne gård, da han besøgte distriktet det år. Historien, man hørte om i Satıkadın Museum om morgenen, fandt sted et år senere; de to distrikters museer bevarer minder om to forskellige besøg i samme periode. Man kan bringe dette op som et samtaleemne med personalet, da lokale fortællinger er rige på sådanne detaljer. Indenfor er der et panorama af slaget ved Ankara i 1402, som er et centralt element i besøget. For at forstå slaget, skal man vide, at det ifølge Wikipedia fandt sted den 20. eller 28. juli 1402 i Çubuk-sletten mellem Det Osmanniske Rige og Timur-imperiet. Den osmanniske sultan, Bayezid I, blev taget til fange, og staten gik ind i en periode uden hersker i elleve år. Når man står foran panoramaet, kan man forestille sig, at den osmanniske hær var vendt mod Melikşah-landsbyen, mens Timur havde slået lejr i Çubuk-flodens slette. Selve slagmarkens placering er ikke entydig; nogle forskere har foreslået landsbyen Culuk i Haymana, men den mest udbredte opfattelse er, at det var i Çubuk-sletten. Ifølge Çubuk Kommune har mange af distriktets landsbyer fået deres navne fra dette slag. Okçular (Bueskytter) bærer dette navn, fordi det var her, at Bayezids bueskytteenheder havde deres hovedkvarter. Ifølge kommunen blev Bayezid taget til fange, da hans hest snublede og faldt på en bakke i Mahmutoğlan-kvarteret. Det siges, at navnet på Kışlacık-landsbyen stammer fra, at Bayezids soldater oprettede en kaserne der; det Hvis du ankommer på en torsdag, afholder kommunen et lokalt marked i byen, hvor du kan finde regionale produkter sammen med et traditionelt marked. Her kan du finde blandt andet: "bazlama" (en type brød), smør, ost, kirsebær og figner. I centrum ligger også en registreret bygning, "Tahta Minareli Camii" (Moskéen med det træbeklædte minaret), som er bygget af muddersten, og hvor en kort gåtur er nok til at beundre dens arkitektur udefra. Derefter kan du tage afsted nordvestpå, mod Karagöl, som ligger omkring 28 kilometer væk. Kilder: Kulturportalen, Çubuk By Museum; Çubuk Kommune, Historiske steder og historie; Wikipedia, Ankara-slaget og Çubuk By Museum.

Den sidste destination for dagen er Karagöl, beliggende mellem Çubuk og Kızılcahamam, ved foden af Kavak Dağı og Yıldırım Dağı. Ifølge Ministeriet for Landbrug og Skovbrug ligger naturparken 28 kilometer fra Çubuk og 68 kilometer fra Ankara. Vejen stiger nordvestpå, og søen ligger 1630 meter over havets overflade. På grund af denne højde er det betydeligt køligere her om aftenen sammenlignet med sletterne; tag varmt tøj på, før du stiger ud af bilen. Vi dedikerer dette stop primært til skoven omkring søen, snarere end selve søen. Ifølge Wikipedia ligger Karagöl ved den nordvestlige grænse af den iransk-turkiske flora region, og nogle arter, der er udbredt længere nordpå i Europa-Sibirien, findes også her. Mens du går langs kysten, skal du kigge efter rystende pil, sort el og kaukasisk linde. Flere arter af ahorne, samt hasselnødder og bærbuske, er også blandt de arter, der udgør den tætte skov omkring søen. Fyrretræer og andre fyrretræer er dominerende på skråningerne. Ifølge Çubuk distriktsadministration skyldes denne blanding overgangen mellem det kontinentale klima i det centrale Anatolien og det fugtige klima ved Sortehavet, og der findes endda hasselnødder mellem eg og fyrretræer. Forskellen mellem den tørre steppe, du så i Kurtboğazı, og denne skov, er den mest slående kontrast på ruten. Undersøg træernes blade nøje, og hvis det er en efterårsdag, skal du kigge på ahornenes farver. Ifølge Çubuk kommune findes der kildevand i skovene ved søen, og vandet, der springer ud af klipperne, er meget koldt. Kommunen oplyser også, at det er muligt at se vilde dyr i skovområderne; gå stille og fodr dem ikke. Krigen, du hørte om på museet, dukker også op her. Ifølge Çubuk kommune overnattede Yıldırım Bayezids hære her i 1402 og dækkede deres vandbehov; Karagöl ligger inden for grænserne af Kışlacık landsby, som siges at have fået sit navn fra lejren for den pågældende hær. Kommunen skriver også, at der tidligere var et hotel ved søen, hvor landsholdene campede, men at hotellet senere blev forsømt og er blevet revet ned. Mens du går langs søbredden, skal du huske denne historie. I naturparken er det muligt at picnicere, vandre, klatre, observere flora og fauna, nyde udsigten og dyrke sportslig fiskeri under kontrollerede forhold. Der er en vagthytte, toiletter, en indgangspavillon, en parkeringsplads og en restaurant ved indgangen; parken drives af Ankara Storbykommune. Gå ikke i vandet i det bassin, hvor søen løber ud, og efterlad intet ved bredden. Ifølge ministeriet er det årlige antal besøgende omkring 100.000, og parken er især fyldt med Regionsdirektoratet, Çubuk Karagöl Naturpark; Çubuk Kommune, Karagöl; Çubuk Kommune, Seværdige steder; Wikipedia, Karagöl (Çubuk).