Fra Boztepe til Hamsiköy, langs den gamle handelsrute.

Start ved Boztepe, der ligger i den sydøstlige del af byen, og gå først hen til udsigtsplatformen for at få et overblik. Herfra kan man se havnen, den historiske bymidte og kystlinjen i ét. Ifølge Trabzons Kultur- og Turismeafdeling er Boztepe et vigtigt landskabselement og et populært rekreativt område på toppen af bakken, og denne beskrivelse er stadig relevant i dag, da bakken i århundreder har været et åbent område, hvor byen kan "trække vejret". Når du kigger mod havnen, skal du huske følgende: Ifølge en undersøgelse publiceret i Belleten, ankom de fleste karavaner fra Bayburt og Gümüşhane til byen via Boztepe. Det betyder, at det område, du står på nu, var det sidste sted, hvor lasten fra det centrale Anatolien passerede, før den nåede havet.

Følg derefter den træbelagte sti mod øst. Denne sti, som er anlagt af Ortahisar Kommune, er omkring 1100 meter lang og er bygget på en platform med stålbuer. Ifølge oplysninger er platformen anlagt i en vis højde over jorden for at minimere udgravninger og fyldninger. Undervejs finder du to terrasser, en med træ og en med glas, samt to træbalkoner med den bedste udsigt. Balkonerne er udstyret med siddepladser, pavilloner og gynger, hvilket gør dem til det perfekte sted for en kort pause. Fra den glastækkede terrasse kan du se skråningen nedenfor, mens dem, der er utilpas med højder, kan blive på den træbeklædte terrasse.

Mens du går, tænk på bakkenes historie. Ifølge Wikipedia blev Boztepe i osmannisk tid først brugt som græsningsområde, før det gradvist blev beboet. Evliya Çelebi nævnte vinmarkerne i området, da han besøgte Trabzon i 1640. I dag er der ingen vinmarker på skråningen, men bakken bevarer stadig spor af denne tradition. I en bog fra 1681 står der, at de lokale beboere var fritaget for skat, fordi de var ansvarlige for vedligeholdelsen af vejene. Dette detalje bekræfter igen, at bakken var et vigtigt knudepunkt for trafik. I 1834, da befolkningen voksede, blev bebyggelsen opdelt i to områder: Øvre Boztepe og Nedre Boztepe.

Når du kigger mod den sydlige skråning, kan du se området Gölçayırı. Ifølge undersøgelsen i Belleten var dette det område, hvor Mahmud Pasha slog lejr i sommeren 1461, og det blev omtalt som "Skylolimne" i byzantinske kilder. Navnet betyder "hundesump" på græsk, og i dag er der hverken sø eller sump tilbage. Det bedste lys til fotografering er tidligt om morgenen og ved solnedgang; middagssolen får havnen til at se flad og bleg ud. Når byens lys tændes om aftenen, ændrer udsigten sig fuldstændig, så du kan eventuelt vende ruten og besøge Boztepe til sidst på

Når du ankommer til ejendommen på Zeytinlik Caddesi, så hold et par minutter udenfor, før du går ind. Ifølge Kulturportalen blev denne bygning opført som bolig af Banker Kostaki Teofilaktos mellem 1898 og 1913. Tyrkiske kilder nævner, at arkitekterne var italienere, og at en betydelig del af materialerne blev importeret fra Italien. Hjørnefacaden med stenvæggene er bedst at betragte fra fortovet. Ejendommens senere historie er lige så kompleks som dens facade: Efter at Teofilaktos gik konkurs i 1917, blev hans ejendom beslaglagt, og den kom i familiens Nemlioğlu. Atatürk boede i denne ejendom sammen med sin kone, Latife Hanım, og sit følge under sit første besøg i Trabzon den 15.-17. september 1924.

Start din rundvisning inde fra stueetagen, da dette niveau fortæller om ejendommens historie. Ifølge den engelske Wikipedia-artikel er stueetagen indrettet som en udstilling, der kronologisk viser bygningens arkitektur og historie. Kig op; Kulturportalen oplyser, at væggene i alle etager, bortset fra kælderen, er udsmykket med malerier. Disse dekorationer varierer fra rum til rum, så brug et par minutter i hvert rum og kig på de dekorative bånd, hvor væggen møder loftet. Detaljerne omkring døre og vinduer fortjener også opmærksomhed.

Forestil dig derefter de år, hvor ejendommen skiftede hænder. Bygningen, der blev nationaliseret under guvernør Ali Galip Bey, blev brugt som regeringsbygning i perioden 1927-1931 og som inspektørkontor i perioden 1931-1937. I 1937 blev den overdraget til Ministeriet for National Uddannelse og fungerede som en erhvervsskole for piger i et halvt århundrede. I 1987 blev ejendommen overdraget til Kulturministeriet, og efter en restaurering i perioden 1988-2001, blev den åbnet som museum den 22. april 2001. På trods af den mangeartede brug, er det imponerende, at dekorationerne er bevaret, hvilket viser, hvad restaureringen har reddet.

Gå derefter ned i kælderen. Her finder du en afdeling med arkæologiske fund, der præsenterer en samling fra bronzealderen til byzantinsk tid. Ud over marmor-, basalt-, keramik-, metal- og glasobjekter, udstilles også gamle mønter. Hvis du følger udstillingen i kronologisk rækkefølge, vil du lettere kunne forstå den tusindvis af år lange beboelseshistorie ved kysten af Trabzon. Til sidst kan du besøge etnografiafdelingen på første sal, hvor du finder lokale genstande og artefakter fra osmannisk tid. Når du er færdig med at besøge, så tag en kort pause i haven. Tjek de aktuelle åbningstider og lukkedage på den officielle hjemmeside, før du tager afsted. Der er en kort køretur til

Når du når frem til Soğuksu, gå ikke direkte ind i palæet, men tag først en tur langs stien i fyrreskoven. Ifølge Kulturministeriet i Trabzon er palæets have omgivet af fyrretræer, og det er herfra, man får det bedste udsyn til bygningen. Haven foran palæet, med sin pool og blomsterbede, giver det bedste udgangspunkt for at tage billeder. Palæet blev bygget som et sommerhus af den trabzonske bankmand Konstantin Kabayanidis. Byggeåret varierer i forskellige kilder: Kulturportalen nævner begyndelsen af det 19. århundrede, Wikipedia angiver en byggeperiode fra 1890 til 1912, mens en anden side af ministeriet nævner 1913. Derfor er det mest sikre at sige, at palæet blev bygget i slutningen af det 19. århundrede og begyndelsen af det 20. århundrede.

Når du nærmer dig facaden, skal du observere materialerne. Ifølge Wikipedia er palæet bygget i en kombination af sten, mursten og træ, og det består af fire etager inklusive kælderen. Ministeriet angiver, at facaden er udført i sten, mens der er brugt mursten indvendigt, og trapperne er i træ med gelændere. Indflydelsen fra den vestlige renæssancestil er tydelig i de overdådige dekorationer på facaden. Når du træder ind, skal du starte med stueetagen, som omfatter en stue, et opholdsrum, en spisestue og et gæsteværelse. På første sal er der et arbejdsværelse, et stort soveværelse, venteværelser og mødelokaler, mens der på anden sal er to mindre værelser. Ifølge en artikel på Haber7 udstiller museet 344 genstande, herunder møbler, porcelæn, tæpper og malerier fra slutningen af det 19. århundrede og begyndelsen af det 20. århundrede.

At kende til, hvordan palæet blev omdannet til et museum, vil berige dit besøg. Efter folkeflytningen i 1923 blev bygningen overdraget til statskassen, og i 1930 blev den købt af den lokale administration og i 1931 overdraget til Atatürk. Atatürk blev modtaget her under sit første besøg i 1924, vendte tilbage i november 1930 og tilbragte to nætter på palæet under sit sidste besøg i juni 1937. Ifølge Kulturportalen var det her, han den 11. juni 1937 besluttede at donere sin formue til nationen. Efter Atatürks død blev palæet købt af kommunen og åbnede som museum i 1943.

Afslut din tur ved at vende tilbage til haven og se på den dobbelte port på havesiden af palæet. Ifølge artiklen er der et reservoir under denne sektion, der opsamler regnvand, samt en tunnel, der førte ud til skoven, men som nu er lukket. Denne passage er ikke synlig i dag, men det viser, hvor omhyggeligt

Når I kører forbi Maçka og begynder at køre op ad Zigana-vejen, vil I bemærke, at dalen bliver smallere, og luften bliver køligere. Kulturportalen beskriver Hamsiköy som et gammelt overnatningssted, der ligger ved foden af Zigana-bjerget, langs den nordlige rute af Silkevejen, 19 kilometer fra Maçka. Ifølge en undersøgelse fra Belleten fører Zigana-vejen fra Hamsiköy og Maçka til Boztepe, og den er i brug året rundt. Det betyder, at varerne, som I ser blive transporteret til havnen fra toppen om morgenen, passerer lige forbi denne landsby. Når I ankommer til landsbyen, parkerer I bilen og går derefter en tur for at udforske dalen.

Kulturportalen forklarer, at landsbyens navn, Hamsiköy, stammer fra det arabiske ord "hamse", som betyder "fem", og at bebyggelsen består af fem forskellige dele. TÜRKPATENTs geografiske registreringsdokument nævner de fem landsbyer som Hamsiköy, Çıralı, Güzelyayla, Dikkaya og Başar. Wikipedia oplyser, at det gamle navn for bebyggelsen var Ciharlı, og at navnet blev ændret til Hamsiköy i 1959 ved lov. Under jeres gåtur skal I være opmærksomme på de gamle huse og de stenhane, der ligger langs floden; Kulturportalen beskriver dem som en del af landsbyens naturlige skønhed. Om foråret blomstrer der lilla skovroser på skråningerne, og de farvelægger dalen. Tåge er et almindeligt syn her; når den sænker sig ned over bjergskråningerne, kan udsigten ændre sig på få minutter.

Derefter kommer vi til den dessert, der er berømt for landsbyen. Hamsiköy Sütlacı (en slags risbudding) blev registreret som et geografisk produkt i 2017, og Maçka Håndværker- og Kunstnerforening er indehaver af registreringen. Registreringsdokumentet angiver, at desserten kun er lavet med mælk, ris, sukker og en knivspids salt. Ifølge dokumentet ligger landsbyen i en højde mellem 1200 og 1600 meter, og da Zigana-bjergets skråninger mod havet modtager meget nedbør, er græsmarkerne grønne det meste af året. Det fremgår, at smagen af mælken kommer fra de forskellige planter, der vokser på disse græsmarker, og at produktionen, inklusive indkøb af mælken, skal foregå inden for det geografiske område. Tilberedningen foregår i to gryder, og konsistensen kan bedømmes ved, at den løber som honning fra en ske. Desserten kan serveres frisk eller med en karamelliseret overflade, og den kan pyntes med kanel og valnødder.

Kulturportalen nævner, at der også produceres ost, smør, fersk ost og gedeost af mælken fra landsbyen; I kan overveje at købe nogle af disse med jer hjem. Trab