Fra Bornova: Fra palæet til museet, fra Levanten-gaden til campusområdet.

Start ruten ved Bornova metrostation og gå nordpå ad Mustafa Kemal Caddesi. Undervejs kommer du forbi flere villaer med høje havemure; Paterson-villaen er den største, og bag muren gemmer sig en have på over 25.000 kvadratmeter. Byggeriet af villaen begyndte i 1859 af den skotske købmand John Paterson, som var flyttet til området; familien beskæftigede sig med handel med korn, eksport af landbrugsprodukter og chromudvinding. Værelserne var indrettet med pejse og møbler importeret fra England, og det vides, at der arbejdede omkring 60 tjenestefolk i huset. Bygningen havde 38 værelser, og størstedelen af materialerne var blevet importeret fra Europa og England. Facaden var blevet ændret syv gange af ejerne. På det tidspunkt var haven 133 hektar stor og indeholdt løsninger til hestevæddeløb, landbrugsdyr, drivhuse og landbrugsarealer. I dag er det område, der er tilbage omkring villaen, 25.400 kvadratmeter, hvilket er mindre end en femtedel af det oprindelige areal. Disse tal giver dig en idé om, hvor lille en del af det oprindelige område du ser, når du går langs muren. Villaen har været under restaurering i lang tid, så du bør observere den udefra. Fra porten kan du se en tre-etagers bygning med et tårn og den centrale bygning. Restaureringen af tårnbygningen og det tilhørende tyrkiske bad blev afsluttet i slutningen af 2016, mens rekonstruktionen af den centrale bygning er planlagt til senere. I den første fase af restaureringen blev store dele af bygningen, som var blevet tilføjet senere og ikke var en del af det originale design, fjernet. Under udgravninger i haven blev tre udhuse, to dekorative bassiner med springvand og en cisterne fundet, som også er blevet inkluderet i projektet. Da restaureringen er blevet udskudt flere gange, bør du undersøge, om det er muligt at komme ind; selvom den er lukket, vil facaden og havemuren give dig en god oplevelse. Husk på bygningens historie, mens du går langs gaden. Villaen blev brugt som bolig indtil 1960, hvorefter den skiftede hænder flere gange og blev brugt som kontor, bolig og fabrik. De forskellige lag på facaden afspejler disse ændringer. Familien flyttede til England i 1963, og villaen fungerede i omkring fem år som kontor for NATO-personale. I 1973 blev dele af bygningen revet ned og ombygget til en tæppefabrik. I 1978 blev der truffet en beslutning om ekspropriation, og i 1986 forårsagede en brand omfattende skader på de centrale dele af bygningen. I 1991 påbegyndte Kultur- og Turisme Ministeriet den første restaurering. Samtidig udførte kommunen en omlægning af området omkring villaen på 54.000 kvadratmeter med godkendelse fra Det Øverste Beskyttelsesråd. I 201 Mange af de andre havemure, som du ser undervejs, tilhører også fra samme periode og er forbundet med de omkringliggende villaer. På denne måde kan man opleve Bornovas karakteristiske, middelhavsinspirerede atmosfære på gadeniveau. Kilde: Wikipedia, Paterson-villen; BirGün, restaureringen af Paterson-villen.

En ungdomsvej mødes du af en buet stengavl. De to stenbænke på hver side er de traditionelle siddepladser, der kaldes "pesulaki", og er blandt de ældste dele af ejendommen, der vender ud mod haven. Om foråret dækker en lilla klatreplante gavlen. Hvis du kommer tidligt om morgenen i de uger, kan du opleve både blomsterne og den tomme have. Det menes, at Mattheys-palæet blev bygget i 1780, men nogle kilder angiver 1860, da palæet gennemgik en større ombygning i midten af 1800-tallet. Det blev længe kendt som Wood-Paterson-huset. Bygningen, som John Maltas omdannede til et sommerhus, blev i 1840 overdraget til hans datter, Eugenie Wood. Eugenie's datter, Hortense Wood, var maler, digter og komponist. Hun tog pianotimer hos Franz Liszt og modtog Mustafa Kemal Paşa i dette hus den 16. september 1922. Blandt gæsterne den dag var også Fevzi, İsmet og Asım Pasha, samt Halide Edip. Det fortælles, at Hortense spillede skak med sin nevø, Fernand de Cramer, under besøget. Det siges også, at Liszt spillede på et klaver i palæets "Cairo-rum". Tony Mattheys, som gav palæet dets nuværende navn, var far til de efterfølgende ejere, Renee Steinbüchel og Sonia Whittall. I 2018 blev ejendommen købt af deres børn, og restaureringen blev påbegyndt. Takket være havemuren, der er bygget af brosten, og den buede indgang, er palæet en af de få tilbageværende palæer i Bornova, der stadig eksisterer i dag. Køb din billet og gå først en tur i haven. Indgangen til Bornova-palæerne er kendt som "porten til præstigen", og haven var lige så vigtig som selve bygningen. Cypresser er et symbol på disse haver. I haven er der en minigolfbane med ni baner, der blev anlagt i minde om Bornova Golfklub, som lukkede i 1970. Hver bane har en model af et Bornova-palæ, lavet af den keramiske kunstner Verda Sipahi, og et symbol, der repræsenterer det pågældende palæ. Her finder du også en model af Paterson-palæet, som du lige har set udefra, så du får mulighed for at se indretningen her. Symbolet for Mattheys' egen bane er naturligvis den buede indgang. Indenfor finder du 16 til 19. århundredes anatolske tæpper, udvalgt fra Aras-tæppesamlingen, som er udstillet i ti sale. Disse tæpper er vævet i Vest- og Mellem-Anatolien og repræsenterer over tredive års samling. Gå gennem salene i rækkefølge. De dekorative gipsdetaljer og de høje lofter fortjener lige så meget opmærksomhed som selve tæpperne. Restaureringen, der fandt sted mellem 2018 Når du forlader stedet, drej til højre ad Gençlik Caddesi og gå et par hundrede meter. Når du når frem til den anglikanske kirke, er du ankommet til La Fontaine-palæet. Kilde: Wikipedia, Mattheys Palæet; Visit İzmir, Arkas Kunst Bornova.

Læs om La Fontaine-palæet sammen med dets to naboer: på den ene side den anglikanske kirke, og ved siden af det ligger Murat-palæet, bygget af den engelske Edwards-familie i 1880. Disse tre bygninger var centrum for det område, hvor Bornovas "Levantiner" boede, og lidt længere fremme lå det store hus, som også tilhørte de samme familier, og som i dag er hjemsted for Ege Universitetets rektorat. Den første ejer af palæet, ifølge registre, var James La Fontaine, som var barnebarn af Charlton Whittall, der købte det store hus i 1836. Ifølge Ege Universitetets registre var La Fontaine-familien en engelsk familie med schweizisk baggrund, og palæet tilhørte dem i begyndelsen af det 20. århundrede. Den anglikanske kirke på den anden side hedder Saint Mary Magdalene. Det store hus blev oprindeligt bygget i begyndelsen af det 18. århundrede som et kloster for hollandske nonner; i 1948 blev det overdraget til staten, og i dag fungerer det som rektorat, med nye bygninger tilføjet på begge sider. Byggeår og arkitekt er ukendte; denne usikkerhed siger også noget om palæet, da det, ligesom mange andre palæer i Bornova, er et hus, der er blevet udvidet over tid. Start med at betragte facaden fra fortovet. Bygningen består af en kælder og to etager, som er tydeligt adskilte, og på anden etage er der en altan med støbejernsgelænder, der vender ud mod hovedgaden. Hovedindgangen er fremhævet af en buet dør, og facaden er holdt enkel; når du sammenligner den med Murat-palæet ved siden af, kan du se to forskellige stilarter i samme område. Tag et billede af jernarbejdet på altanen i eftermiddagssolen; om morgenen er facaden i skygge. Palæets historie med ejerskifte er kort, men opsummerer Bornovas 20. århundrede. Efter James La Fontaines død gik huset til hans kone, Clara, og deres børn. I 1941 købte Claras niece, Ruby Gladys Whittall, det fra familien. I 1963 overtog Ege Universitet det på grund af behov for bygninger. Indtil 1975 var universitetets bygningsafdeling placeret her; derefter blev det i rækkefølge brugt af Blindeskolen, politiet og artilleriet, og senere af Folkesundhedsinstituttet. I 1996 blev det igen overdraget til universitetet, og det blev i en periode brugt som Institut for Samfundsvidenskab og Dekanat for Pædagogisk Fakultet. Siden restaureringen i 2010 har det fungeret som Ege Universitetets Center for Anvendt Forskning og Museum for Atatürk-principper og -revolutioner. Når du træder ind, skal du ikke lede efter den originale udsmykning; mange af freskerne, stuk og loftdekorationer var forsvundet med tiden, og det indre, du ser i dag, er et pal "Kuyulu Ev", som tidligere var en del af Whittall-grunden, var engang klublokale for det britiske samfund i Bornova, og er i dag et forskningscenter for kvindestudier. For at komme til næste destination, gå ind gennem campusporten og følg vejene i sydvestlig retning. "Sirkehane"-bygningen, med sin facade af sten og mursten, vil dukke op efter cirka ti minutters gang, midt i det grønne område. Kilde: Wikipedia, La Fontaine-palæet; Visit İzmir, La Fontaine-palæet; Ege Universitetets palæer.

Sirkehane-bygningen fikerede sin navn fra 1960'erne; landbrugsfakultetets afdeling for fødevare- og fermenteringsteknologi producerede eddike og syltede varer i bygningens bageste del, mens den forreste del blev brugt som bolig. Bygningen blev opført i slutningen af det 19. århundrede og begyndelsen af det 20. århundrede, og på trods af omfattende søgninger er der ingen oplysninger om de oprindelige ejere. I 1943 blev den overtaget af staten, og i 1990 blev den overdraget til Ege Universitet gennem en byttehandel. Bygningen blev også brugt som bolig indtil 1990'erne; ifølge universitetets registre var det planlagt at starte et restaureringsprojekt i 2007. Den blev restaureret, selvom store dele var i ruiner, og blev færdiggjort den 22. juni 2010. Samme år, i november, fik den status som et særligt museum med godkendelse fra Kulturministeriet. Efter restaureringen blev bygningen først åbnet som Ege Universitet Balkaner og Anatolien Kostumed Museum, og det nuværende navn, Etnografisk Museum, blev tildelt efter denne godkendelse. Referencen til kostumer i det oprindelige navn afspejler stadig kernen i samlingen; af de 2.499 udstillede genstande er 2.100 kostumer. Facaden i sten og mursten, samt haven, er behagelige for øjet efter de overdådige facader fra Levanten-villaer; den fremstår som et landsted midt på campus. Besøg dags, tidspunkter og adgangskrav kan variere, så tjek universitetets museums hjemmeside for de seneste oplysninger, før du tager afsted. Indenfor udstilles 2.100 traditionelle kostumer fra Balkanlandene og den tyrkiske verden, samt 110 folkeinstrumenter, smykker, tilbehør, våben, skrin og skabe, i alt 2.499 genstande. Start din tur med kostumeafdelingen; det er interessant at observere forskellene i hovedbeklædning og forklæder, når kostumerne er organiseret efter region, hvilket fortæller en historie om migrationsruter fra Balkan til Egeerhavet. Dernæst kan du se på udstillingen af folkeinstrumenter; de 110 instrumenter, der spænder fra strygeinstrumenter til slaginstrumenter, er materiale til studier af folkemusik og folkedans, og museet er i virkeligheden blevet etableret med dette formål. Den tredje afdeling er et bryllupshus, og det er det sted, hvor de fleste besøgende bruger mest tid. I en traditionel Izmir-hus-atmosfære genskabes bryllupstraditioner fra det 19. århundrede; der er separate områder for hennaaften, udstilling af brudekister, forberedelser til bryllupsmiddagen og broderi af brudekister. På samme etage genskabes også værksteder for træarbejde, skomageri, kobbersmedearbejde og skræd En af de restaurerede villaer, som universitetet har bevaret, er en villa, der blev bygget af den franske Pandespanian-familie i 1880. Den fungerer som café og restaurant for studerende og ansatte; du kan spørge personalet på campus om, hvor du kan finde den til frokostpausen. Museumsbygningen er i dag mest kendt som "Sirkehane", og det er en god idé at bruge dette navn, når du spørger efter vej på campus. For at komme til det sidste stop, gå ud af campus' vestlige indgang og gå i retning af Bornova-stationen. Det tager cirka tyve minutter at nå indgangen til Aşık Veysel Rekreationsområde. Hvis du bliver træt, kan du også tage en bus fra Rektorat-stationen for at komme tættere på. Kilder: Ege Universitet, Etnografisk Museum; Visit İzmir, Sirkehane; Ege Universitetets villaer.

Ruten slutter ikke ved en arkitektonisk seværdighed, men er et sted til at trække vejret. Aşık Veysel Rekreatiområde er en park på 231.000 kvadratmeter, hvis bygning startede i 2008 og blev åbnet af İzmir Storbykommune den 25. september 2010. Siden da har det været Bornovas største grønne område. Parken er opkaldt efter folkepoeten Aşık Veysel; den sande Veysel Şatıroğlu blev født i landsbyen Sivrialan, der tilhører distriktet Şarkışla i Sivas i 1894, og mistede begge øjne som syvårig på grund af fåresyge. Han begyndte at spille andre digteres sange på en bağlama, som hans far gav ham for at holde ham beskæftiget. I 2023, 50 år efter hans død, blev det fejret som "Aşık Veysel Året" i Tyrkiet. Han blev kendt i 1930 ved en digteraften arrangeret af Ahmet Kutsi Tecer i Sivas, og han underviste i musik på Landsbyinstitutterne i en periode. Hans mest kendte værker er "Uzun İnce Bir Yoldayım", "Dostlar Beni Hatırlasın" og "Kara Toprak". Efter de høje mure omkring villaerne åbner horisonten sig pludselig her. Gå ind i parken fra hovedindgangen og følg først gangstien til højre, og du kommer til den kunstige sø på 1.500 kvadratmeter. Amfistadierne omkring søen er det bedste sted i parken at sidde. Om eftermiddagen kommer lyset over vandet, og det er herfra, man tager de bedste billeder af søen. Efter søen kan du gå mod syd i parken, hvor du finder et isstadion på 12.000 kvadratmeter og en halvo-olympisk swimmingpool. Swimmingpoolen er den seneste store tilføjelse, der blev åbnet i 2021 efter at være blevet bygget fra 2019. Begge er indendørs faciliteter, og du kan finde information om åbningstider og betingelser på kommunens hjemmeside. Der er også sportsfaciliteter i nærheden: tre basketballbaner, to tennisbaner og en lille fodboldbane. Hvis du har en bold med, skal du muligvis vente. Der er tre separate legepladser spredt ud i forskellige dele af parken. Hvis du kommer med børn, er det bedste valg den, der ligger tættest på søen. I nordenden af parken ligger Izmirs største frilufts teater; amfiet med plads til 5.000 personer blev renoveret i sommeren 2026 med nye sæder, et nyt tag og beplantning. Alle 5.200 sæder blev udskiftet. Scenen drives af İzmir Kültür A.Ş. og har koncerter hele sommeren. I 2026 var der planlagt et program med 85 koncerter frem til begyndelsen af november. Under renoveringen blev scenetaket vedligeholdt, og kantiner og toiletter blev renoveret. I denne sæson blev der for første gang etableret separate For dem, der ankommer i bil, er der en parkeringsplads i parken, men da det er muligt at komme dertil med metro, er det sandsynligvis ikke nødvendigt. Vend tilbage til amfiteatrets trapper ved solnedgang, hvor du kan få et godt billede af søen og træerne bagved. For at komme tilbage, gå ud af parkens sydlige indgang og gå til Bornova metrostation; herfra fortsætter turen problemfrit med M1-linjen til Konak og Üçyol. Kilder: Wikipedia, Aşık Veysel Rekreationsområde; Wikipedia, Aşık Veysel; Karar, renovering af det udendørs teater.