Fra Amorium til Sultanbjergene: Den gamle rute i det østlige Afyon.

Start din rejse i Amorium, som ligger nordpå, i nærheden af Hisarköy, omkring 13 kilometer øst for Emirdağ. Kulturportalen skriver, at kulturcentret ligger cirka 70 kilometer nordøst for byen Afyonkarahisar. Inden du tager afsted, bør du undersøge besøgsforholdene på udgravningsstedet hos den lokale kultur- og turistafdeling eller museet. Når du ankommer til landsbyen, bør du først nyde udsigten; bakken, der rejser sig midt i sletten, er byens "øvre by" (höyük). Denne bakke er centrum for den ældste bebyggelse i området, og langs kanterne kan man stadig se spor af byzantinske mure. Den "nedre by" var omgivet af en anden mur. Den nemmeste måde at forstå byens to lag er at starte vandreturen ved foden af bakken og følge murens spor. Kulturportalen oplyser, at byen hed Aura i hitittertiden, mens navnet Amorium stammer fra den klassiske periode. Der er næsten ingen spor fra den hellenistiske og romerske periode; det tydeligste tegn fra disse perioder er de mønter, som byen selv prægede. Ifølge Kulturportalen var Amorium en af de første byer, hvor det romerske senat gav tilladelse til at præge egne mønter i regionen. Byens storhedstid var i byzantinsk tid. I løbet af kejser Zenons regeringstid, i slutningen af det femte århundrede, blev byens mure bygget. Efter 640 blev Amorium hovedkvarter for den byzantinske hær i Anatolien, og senere blev det centrum for provinsen Anatolikon. I det niende århundrede kom en dynasti, der satte tre kejser på den byzantinske trone, også fra denne by; den lokale afdeling skriver, at denne dynasti var kendt som Phrygian-dynastiet. Men denne berømmelse førte også til byens undergang, da hæren under den abbasidiske kalif Mutasim belejrede og erobrede byen i 838. TDV Islamic Encyclopedia fortæller, at byen blev ødelagt igen i 931 af emiren af Tarsus, og at den derefter gradvist mistede sin betydning. I de følgende århundreder kaldte befolkningen stedet "Hergan Kale", og det var først i det nittende århundrede, gennem rejsende William Hamiltons undersøgelser, at ruinerne blev genopdaget. Når du besøger de udgravede strukturer, skal du være opmærksom på informationsskiltene. Ifølge Kulturportalen blev der i 2001 i området kaldet "Den Store Plads" i den nedre by udgravet et byzantinsk bad fra det sjette til det niende århundrede samt en gade uden belægning. Udgravningerne begyndte i 1987 med en overfladeundersøgelse af R. Martin Harrison fra Oxford, og fortsatte fra 1993 til 2009 under ledelse af Chris Lightfoot. Siden 2014 har arbejdet været ledet af Zeliha Demirel Gökalp fra Anadolu Universitetet. I de åbne udgravningsområder er jorden Kilde: Kulturportalen, den antikke by Amorium; Afyonkarahisar Provinsielle Kultur- og Turismeafdeling, Antikke Byer; TDV Islamisk Encyklopædi, Ammuriye.

Kırkgöz-broen ligger cirka syv kilometer uden for Bolvadins centrum, over floden Akarçay, der løber ud i Eber-søen. Kilder angiver en afstand mellem seks og syv kilometer, og broen er let tilgængelig med bil fra byens centrum. Broen ligger i dag væk fra hovedvejen, hvilket gør området roligt, og du kan nemt gå langs hele dens længde. Start med at stå ved broens begyndelse og få et overblik over hele dens udstrækning. Ifølge CNN Türk er broen omkring 200 meter lang. Navnet "Kırkgöz" betyder "fyrre øjne", men antallet af buer har ændret sig over tid. Ifølge Anadolu Ajansı blev broen bygget i 1150 af den byzantinske kejser Manuel I Komnenos med fyrre buer. I det sekstende århundrede, under Sultan Süleymans kampagner, udvidede arkitekten Mimar Sinan broen i nordlig retning og øgede antallet af buer til 64. I dag angives antallet af eksisterende buer i forskellige kilder som 57. Wikipedia nævner, at nogle af buerne blev fjernet under reguleringen af flodlejet, mens andre er skjult under jorden. Derfor er det ikke overraskende, at du kan komme frem til forskellige resultater, hvis du forsøger at tælle dem. Læg mærke til formen på buerne, mens du går. De midterste buer er bredere og mere spidse, mens de mod enderne bliver mindre og mere flade. Stenene afslører også broens forskellige lag. Kultur- og turistdirektoratet i provinsen nævner, at den sydlige del er bygget af marmor og bearbejdet basalt, mens den nordlige del er en tilføjelse af Sinan. Ved broens fundament kan man se genbrugte arkitektoniske elementer fra græsk, romersk og byzantinsk tid, endda gravsten. At lede efter disse elementer forvandler broen til et lille friluftsmuseum. Ifølge Wikipedia er stenhuggerarbejdet mere regelmæssigt i den nordlige del fra osmannisk tid; sammenlign de to ender for at se forskellen selv. Sinan tilføjede også en bønneplads og en marmortrappe ned til vandet. Broens inskription er ikke længere på plads; ifølge Wikipedia faldt inskriptionen engang i floden, blev senere fundet og flyttet til et museum. Historikeren Mustafa Güler, der talte med Anadolu Ajansı, sagde, at broen har været en vigtig del af handelsruten fra Istanbul til syd siden romertiden. Ifølge Güler var ruten også brugt af pilgrimsfartende karavaner i osmannisk tid, og broen var et konstant travlt knudepunkt. Tag et billede af broen fra siden, så buerne ser ud som en linje. Eftermiddagslyset vil varme stenens farver. Husk, at der kun er en enkelt række med et lavt gelænder langs broen, så kom ikke for tæt på kanten. Bestig ikke stenene, og flyt ikke de genbrugte elementer, da broen allerede er beskadiget af efterforskere. Fra her kan du følge Akarçay

Eber-søen, som er det sidste stop på Akarçay-floden, ligger mellem byerne Bolvadin, Çay og Sultandağı. Ifølge Wikipedia ligger søen syv kilometer fra Bolvadin. Søen er beliggende i et lukket, sænket område, kendt som Akarçay-bassinet; i nord hæver Emir-bjergene sig, mens Sultan-bjergene ligger i syd. Søens overflade ligger omkring 967 meter over havets overflade. Kultur- og turistdirektoratet angiver søens areal til 150 kvadratkilometer, mens Wikipedia oplyser 125 kvadratkilometer; forskellen skyldes søens varierende areal fra år til år. Det er vigtigt at undersøge vandstanden, før du besøger søen. Hürriyet Daily News rapporterede, at søen var helt udtørret under en tørkeperiode. Wikipedia på engelsk oplyser, at vandet er vendt tilbage til søen i 2020. Det betyder, at det landskab, du ser, kan variere meget afhængigt af årstiden og nedbøren det pågældende år. Når du ankommer til bredden, vil du sandsynligvis se mere rør end vand. Ifølge Wikipedia er det meste af overfladen dækket af røde rør, der kan nå op til fem-seks meter i højden, hvilket får søen til at ligne en eng fra afstand. De flydende øer, som de lokale kalder "kopak", består også af rødder fra disse rør, der er løsnet fra jorden. Rør og pileflet har i århundreder været en vigtig levevej for de omkringliggende landsbyer, og bruges til at fremstille fletværk, puder og papir. Ifølge direktoratet lever der karpe og aborre i søen. Eber er også et vigtigt område for fugle. Wikipedia på engelsk oplyser, at BirdLife International definerede søen som et vigtigt fugleområde i 1989. Den tyrkiske artikel nævner arter som grågås, skestork, dalmatinerpelikan og purpurskovl. Ret din kikkert mod de områder, hvor rørrene møder det åbne vand, da vandfuglene oftest ses i disse områder. Vær stille for ikke at skræmme fuglene, og undgå at gå ind i rørrene. Søen blev i 1992 udpeget som et beskyttet naturområde af første grad. Direktoratet påpeger også, at søen er blevet beskadiget af forurening, hvilket gør det endnu vigtigere ikke at efterlade noget affald ved bredden. Når vandstanden overstiger et bestemt niveau, ledes overskydende vand gennem en kanal til den lavere beliggende Akşehir-sø. For at få de bedste billeder, vælg tidlige morgentimer eller sen eftermiddag, når Sultan-bjergene kan ses i baggrunden af rørrene. Underlaget ved bredden kan være mudret og blødt, så brug passende fodtøj og undgå at bevæge dig væk fra fast grund. Fra her kan du fortsætte mod sydøst til Sultandağı, som er et distriktscenter ved foden af Sultan-bjergene.

Kilde: Afyonkarahisar Kultur- og

Den sidste destination på ruten er Ishakli Karavansarai, der ligger midt i bymidten af Sultandagi. Sultandagis gamle navn er Ishakli, og karavansaraen har fået sit navn derfra; den er også kendt som Sahip Ata Han. Ifølge TDV Islam-encyclopædien ligger strukturen langs vejen mellem Akşehir og Çay, 25 kilometer fra Akşehir. Man genkender karavansaraen med det samme på grund af dens lange og tykke stenvægge. Ifølge encyklopædien forstærkes strukturen næsten som et fort med tykke mure og støttetårne ovenpå. Brug lidt tid på at betragte facaden, før du går ind. De ydre vægge er understøttet af firkantede og halvcirkelformede søjler. Den vigtigste indgangsport, der fører til gården, er dækket af en kavsar med syv rækker af mukarnas, men toppen er i dag ødelagt. Se på de polygonale nicher på hver side af porten og de små tromper i form af muslingeskaller i de øverste hjørner. Indskrifterne fortæller, hvornår og af hvem karavansaraen blev bygget. Ifølge TDV Islam-encyclopædien viser indskrifterne på de to porte, at strukturen blev bygget i september 1249, i de tidlige år af Seljuk Sultan II. İzzeddin Keykavus' regeringstid, under ledelse af vizir Sahip Ata Fahreddin Ali. Encyklopædien præsenterer denne karavansarai som den ældste kendte struktur, der blev bygget af Sahip Ata. Sahip Ata var en af de mest produktive statsmænd i Seljuk-perioden; turkishhan.org nævner, at han også stod for byggingen af Ince Minareli Madrasa i Konya og Gök Madrasa i Sivas. Når du træder ind i gården, skal du se den lille, hævede pavillon i midten, der fungerer som moské. Kulturportalen påpeger, at denne struktur er det sidste eksempel på en Seljuk-pavillon-moské, der står frit i en gård. Hvis du ser nøje, vil du bemærke, at pavillon-moskéen er forskudt i forhold til karavansaraens hovedakse, da den er placeret i forhold til kibla-retningen (bederetningen). Encyklopædien nævner, at der i nogle dele af den vestlige mur er blevet brugt genbrugte dele fra romerske og byzantinske sarkofager. Overfor gården ligger den lukkede sektion, der kaldes "vinterafdelingen". Dette er et rektangulært rum med fem skibe, dækket af hvælvede lofter, og hviler på seksten stensøjler. Det midterste skib er bredere og højere end de andre, og det lysende kuppel i midten af hvælvet gav lys til rummet. Indvendigt er det mørkt; vent lidt ved døren, indtil dine øjne vænner sig til det, og observer derefter mønsteret af fødderne. Strukturen har gennemgået mange restaureringer gennem årene. Encyklopædien nævner, at karavansaraen blev restaureret