Fra Adana til Taurusbjergene, fra fabrikmuseet til bjergbanen.

Start din besøg ved museets indgang i Döşeme Mahallesi, og brug de første par minutter i gården, før du går ind. Murstensfabrikkens bygninger, de høje vinduer og de store haller udgør en udstilling i sig selv, der er lige så vigtig som selve museet. Bygningen blev grundlagt i 1907 af Simyonoğlu-familien som en garnfabrik og begyndte at fungere under navnet Milli Mensucat Fabrikası i 1927. Fabrikken lukkede i 1980'erne, og restaureringen begyndte i 2013. Arkæologimuseet åbnede her i 2017. Når du ser på bygningerne, er det værd at vide, at forfatteren Orhan Kemal i en periode arbejdede i fabrikkens regnskab, og at hans oplevelser her inspirerede ham til romanen "Murtaza".

Da komplekset er meget stort, så prøv ikke at se alt. Det bedste er at afsætte to timer, fordelt på tre dele, til denne rute. Brug den første time på museets otte sale. Salene er arrangeret kronologisk, fra førhistorie til osmannisk periode, så det er nemmest at gå ligeud fra indgangen. Søg efter den stenhuggede figur af Tarhunda, den hittitiske stormgud, som står på en vogn trukket af okser. Figuren er omkring to et halvt meter høj og blev fundet begravet i en mark i 1998. I samme sale udstilles også en stèle med anatolisk hieroglyfskrift og en babylonisk stèle. I romersk afdeling skal du se nærmere på reliefferne på den lange side af Akhilleus-sarkofagen, der blev fundet i Tarsus i 1958. Scenen, hvor Hektor bliver returneret mod løsepenge, er detaljeret udskåret i stenen. Den bronzestøbte mandlige figur, der blev fundet ved kysten i Karataş, er også et af de mest fotograferede værker i denne afdeling.

Brug den anden halve time på mosaikhallerne. Mosaikkerne er blevet reddet fra udgravninger i centrum af Adana og i omkringliggende byer, og de er blevet placeret på gulvet, så de kan ses i deres oprindelige kontekst. Et af de mest bemærkelsesværdige værker er mosaikken fra Misis, som blev fundet i 1956 og er den første reddede mosaik fra byen. Den stammer fra den antikke by Misis, som du vil besøge en anden dag, hvor du skal se Misis-broen. Se nærmere på farveovergangene i mosaikken, der viser Eros, der rider på søheste, og som blev fundet i Aigeai i Yumurtalık, i fundamentet af en romersk villa. Loftet i hallerne er højt, og der er masser af lys, hvilket gør det nemt at se mosaikkerne fra oven. Et vidvinkelobjektiv er nyttigt her.

Brug den sidste halve time på afsnittene om landbrug og industri, da resten af dagen vil foregå i det omkringliggende landskab. I afsnittet om landbrug præsenteres afgrøder som bomuld, vand Kilde: KTB Adana Kultur- og Turismestyrelse, Adana Museum; İstiklal (AA), mosaiksalen; ABB, "100 seværdige steder i Adana", side 36; Wikipedia, Adana Arkæologiske Museum.

Når du kører nordpå fra museet, forsvinder byen pludselig, og foran dig åbner der sig en stor vandoverflade. Ifølge byens turistinformation ligger søen cirka ti kilometer fra byens centrum, så du kan nemt komme hertil med en kort køretur fra museet. Parkér bilen ved en af søens kyster og gå et par hundrede meter hen mod vandet. Det vigtigste her er at få et indtryk af omfanget: søen, som du ser foran dig, er det vand, der blev opsamlet for at forhindre oversvømmelser af det slette, som du så på museet. Dæmningen, der blev bygget for at beskytte Adana mod oversvømmelser fra Seyhan-floden, er en jorddæmning og blev åbnet den 8. april 1956. Ifølge kilder blev den bygget på 974 dage. Ifølge en erklæring fra Statens Vandforvaltning (DSİ) beskytter dæmningen et område på omkring 850.000 dekar, inklusive det tidligere område kendt som "gammel Adana" og byens centrum, mod oversvømmelser. Ifølge byens turistinformation kan omkring 174.000 hektar land gødes takket være dæmningen. Det betyder, at vandet til bomulds- og vandmelonmarkerne, som du så på museets landbrugsafdeling, i høj grad kommer herfra. Dæmningens kraftværk har også bidraget til byens elektricitet i mange år. Mens du går langs kysten, hold øje med vandet og de fjerne elmaster. Området omkring søen blev i 2006 udpeget som et område for udvikling af vildtlevende dyr og er et vigtigt hvilested for trækfugle. Under en optælling midt om vinteren er der registreret over 25.000 fugle af 13 forskellige arter. De storkereder, der er på elmasterne, er også et kendetegn ved området. Et kikkert kan forvandle dette stop til en helt anden oplevelse; stol ikke på din telefons zoom, da det kan skræmme fuglene. Det er bedst at observere dem på afstand. Vandstanden varierer betydeligt afhængigt af årstiden og tørken. Under dæmningens konstruktion i 1955 blev en romersk by ved navn Augusta fundet. Efter en del udgravninger blev den oversvømmet af søens vand. Det siges, at nogle af byens ruiner kan ses, når vandstanden er lav, men betragt det ikke som et mål i sig selv, men snarere som en heldig tilfældighed. Om morgenen giver vandet en smuk refleksion, mens landskabet i det fjerne får et blødt lys ved solnedgang. Der kan være lidt skygge langs kysten, så en hat og vand kan være nyttigt. Gå ikke ind i fuglenes reder eller hvileområder, og efterlad ikke affald langs kysten. Efter en times pause skal du vende tilbage til bilen. Derefter vil vejen føre dig væk fra sletten og op mod Toros-bjergene i retning af Karaisalı.

Kilde: ABB,

Varda-broen ligger cirka 75 kilometer fra byen, i Hacıkırı-kvarteret i Karaisalı, og den lokale befolkning kalder den "Koca Köprü". Man kan nå den via vejen til Karaisalı; ifølge Wikipedia er afstanden fra Adana til Karaisalı via landevej omkring 64 kilometer. Vejen bliver smallere og mere snoet mod slutningen, så kør forsigtigt. Parkér bilen på et fladt område ved siden af kløften, og gå hen til et sted, hvor du kan se hele broen fra siden. Broen er cirka 172 meter lang, og midterstøtten er 99 meter høj; nogle kilder angiver en højde på 98 meter. Det første, man bemærker, er, at broen ikke er lige, men buet, og den danner en kurve med en radius på omkring 1200 meter over jernbanelinjen. Se på de tre store buer, der hviler på de fire hovedstøtter, og på de to mindre buer på siderne. Ifølge Wikipedia er broen en viadukt bestående af i alt 11 buer. Broen blev bygget som en del af jernbanen, der skulle forbinde Istanbul med Bagdad og Hijaz, og den var en af de mest udfordrende strækninger gennem Taurusbjergene. Byggeperioden er angivet forskelligt i forskellige kilder: Kulturinventaret angiver, at arbejdet startede i 1905, mens Kultur- og Turismeafdelingen i provinsen angiver, at det startede i 1907, men begge oplyser, at det blev færdiggjort i 1912. Ifølge ministeriets hjemmeside omkom 21 arbejder og en tysk ingeniør under de fem års byggearbejde; når man ser på broen, er det vigtigt at huske dette arbejde. Kulturinventaret nævner, at broen gjorde det muligt at afvikle den tidligere U-formede linje, som var i brug, men som udgjorde en risiko for togene. Vandet, der løber i bunden af kløften, er Çakıt-floden. Samme flod skaber Kapıkaya-kløften lidt længere oppe, og ifølge rejseguider er kløften omkring to kilometer fra broen. Hvis du har tid, kan du gå til starten af den anlagte vandresti og se på kløftens kalkstensvægge. Broen er også kendt for at være med i åbningsscenen i James Bond-filmen "Skyfall". Det bedste sted at tage billeder er fra kanten af kløften, hvor man kan se broen med sine buer fra siden; om eftermiddagen rammer solen de stenbeklædte fødder. Hvis et tog passerer, får man et godt indtryk af broens størrelse, men planlæg ikke din tur udelukkende for at se det. Linjen er stadig i brug, så gå ikke op på broen, på skinnerne eller i tunnellerne. Kanterne af kløften er stejle, så hold børn tæt på dig, hvis du rejser med dem. Det er nemt at finde skygge og flade områder, hvor man kan sidde, så det er et godt sted til en frokostpause. Spis den mad, du har med,

Fra Belemedik kan man køre ned ad vejen, der kommer fra nord, fra Pozantı. Ifølge den engelske Wikipedia er dette den eneste måde at komme dertil. Kilder angiver, at afstanden fra Pozantı centrum er mellem ni og tolv kilometer. Landsbyen ligger i Taurusbjergene, ved den vestlige bred af Çakıt-floden, i en højde af cirka 700 meter over havets overflade. Når man stiger ud af bilen, vil man straks bemærke luften; den er markant køligere og mere fugtig end i det flade område, man forlod om morgenen. Man har to og et halvt timer til rådighed her, og den bedste måde at bruge tiden på er med en rolig gåtur i dalen. Start gåturen fra togstationen. Belemedik var i 1907 hovedkvarter for Philipp Holzmann-selskabets byggeri af jernbanen til Bagdad, og stationen er et levn fra den tid. Ifølge den engelske Wikipedia var der faciliteter som hospital, skole og biograf i lejren, der blev etableret for arbejderne og det tekniske personale. De stenvægge og tunnelåbninger, man ser i dalen i dag, er spor fra den tid. Taurus-tunnelerne er mest koncentreret mellem Hacıkırı og Belemedik, hvilket betyder, at det område, man ser om morgenen (Varda), og dette sted er de to ender af den samme udfordrende strækning. Husk også historien bag navnet på landsbyen: Det siges, at navnet "Belemedik" stammer fra et tysk udtryk, som de hold, der arbejdede på at bygge tunnelerne, brugte, når de ikke kunne finde hinanden. Det er en folkehistorie, og sådanne oplysninger findes i kilderne. Det er også kendt, at 41 tyske arbejdere, der døde af naturlige årsager under byggeperioden, er begravet i Belemedik. Efter stationen kan man gå langs Çakıt-floden og beundre platanerne. Ifølge TRT Haber har nogle af platanerne i dalen stået der i over 200 år. Om efteråret bliver bladene gule og røde, og det er den tid, hvor naturfotografer og vandrere holder mest af. De huse, der er bygget af sten og træ, er også en del af dalens karakter; betragt dem som privat ejendom og tag billeder på afstand. Kommunens turistguide nævner, at der er blevet åbnet bungalows, campingpladser og områder til campingvogne i området, der passer til det lokale miljø; hvis man ønsker at overnatte her, skal man kontakte den virksomhed, der driver stedet, for at få oplysninger om den aktuelle situation. Under vandreturen skal man holde sig væk fra jernbanesporene; tunnelerne er ikke en del af vandrestien. Der kan være glatte sten på stierne, så man bør bære lukket og solidt fodtøj. Vis respekt for dyrelivet, og efterlad ikke affald eller lav bål ved floden. På grund af dalens smalle bredde skal man tage billederne i det tidlige eftermiddagslys; sørg for at få de billeder, man ønsker af platanerne, før solen går ned bag