Fire antikke byer ved Lyciens kyst.

Olympos's ruiner er spredt ud over en dal, og den bedste måde at udforske området på er at starte ved indgangen og følge flodens bred ned til havet. Ifølge ministeriets registrering af det arkæologiske område ligger adressen i Yazır-kvarteret i Kumluca-distriktet. Dalen åbner ud til kysten mellem Çıralı og Adrasan. Det meste af ruinerne er skjult under vegetation, så det er vigtigt at holde sig til stierne og kigge mellem træerne. Byen blev først introduceret til det videnskabelige samfund i 1812 gennem kaptajn Beauforts notater. Byen var bygget på begge sider af Olympos-floden, og en gang var der en bro med tre buer, der forbundt de to sider. I dag kan man stadig se en del af broen, og de gamle anlæg langs flodens bredder viser, hvor havnen lå. Udgravningerne har vist, at byen var planlagt med vinkelrette gader, og at Nordhavnsgaden var den vigtigste akse, der strakte sig fra øst til vest. De ældste strukturer, der er blevet fundet i byen, er de mure, der omkranser det område, der kaldes Sydbyen, og som er bygget af polygonale sten. Et af de mest karakteristiske træk ved dalen er den høje stenhus, der er tilbage af et lille tempel i ionisk stil. De skulpturelle baser ved indgangen viser, at templet var dedikeret til den romerske kejser Marcus Aurelius, og Kulturportalen daterer bygningen til omkring 172-173. Stå foran porten og sammenlign dens størrelse med din egen højde; det er den eneste måde at forstå dens dimensioner. På den sydlige side af floden ligger et lille teater, der er bygget på græske fundamenter og restaureret i romersk tid. En af de store bygninger, der er blevet udgravet, er et bad, der menes at stamme fra Vespasianus-perioden, og Tyrkiets Turistencylopædi daterer det store bad til omkring 78 e.Kr. Byens mest folkerige periode var i byzantinsk tid; ifølge udgravningsresultaterne var byen større i det 5. og 6. århundrede end i romersk tid, og gulvene i de store bygninger fra denne periode var dækket af mosaikker. Kirkegårdene strakte sig langs begge sider af dalen fra det 1. århundrede, og encyklopædien nævner, at der er blevet fundet 354 grave her. Nekropolisgaden i Nordbyen er en interessant gade, fordi de romerske grave her blev brugt som boliger i byzantinsk tid, og der blev bygget civile bygninger imellem dem. Kulturportalen anser kaptajn Eudemos' grav, der ligger i en klippe nær flodudløbet og er kendt for sin skibsrelief og sin indskrift, som den mest interessante ruin i byen. Tyrkiets Turistencylopædi nævner, at dette kunstværk befinder sig på Antalya Museum, så spørg personalet på det arkæologiske område, om det er muligt at se det der. En Denne strand er også et område, hvor havskildpadder lægger deres æg. Fra maj til september overvåges områderne af frivillige, og man bør ikke komme for tæt på de markerede reder. At bade i det klare vand ved denne kyst er den perfekte afslutning på en tre timers vandretur. Hvis du har tid om aftenen, kan du besøge Yanartaş, som ligger i nærheden af Çıralı. Flammerne findes på den sydlige side af Çakaltepe og springer ud af klipperne i en højde af cirka 180 meter over havets overflade, og de får deres energi fra naturgas, primært metan. Ifølge Den Tyrkiske Turistencylopædi menes det, at denne gas bliver presset op fra jorden af jordskælv og udkommer på samme sted. Ifølge Kulturportalen blev den antikke by Olympos berømt for denne brændende ild, og flammerne er forbundet med mytiske væsner som Khimaira, der spytter ild. Flammerne er bedst at se i mørke, men husk en lommelygte og godt fodtøj, da du skal op ad skråningen. Efter Olympos kan du vende tilbage til vejen mellem Antalya og Kumluca og fortsætte vestpå mod Finike-sletten; næste stop er Limyra. Kilder: Museumskort (Olympos), Kulturportalen, Den Tyrkiske Turistencylopædi, Wikipedia (Olympus, Lycia), Wikipedia (Yanartaş).

Limyra ligger i Finike-distriktet, nær Turunçova, og strækker sig ud langs Toçak-bjergets sydlige skråning og ud over den tilstødende slette. Byen er opdelt i to niveauer: Akropolis, eller "Øvre By", ligger på toppen af bjerget, mens "Nedre By" er delt i en vestlig og en østlig del i sletten. For at få mest muligt ud af dit besøg, bør du først besøge teatret, derefter udforske ruinerne i sletten og til sidst bestige akropolis. Byens navn på lykisk var Zemuri, og det er kendt, at bebyggelsen eksisterede mindst siden det 5. århundrede f.Kr. Limyra oplevede sin storhedstid i første halvdel af det 4. århundrede f.Kr., hvor kong Perikles gjorde byen til hovedstad i Lykien og støttede de lokale guvernører, der gjorde oprør mod perserne. Efterfølgende kom regionen under persisk kontrol igen, og i denne periode havde guvernøren fra Karien, Mausolos, stor indflydelse. Teatret betragtes i dag som et symbol på byen. Kulturportalen og den tyrkiske turistencyclopædi skriver, at det blev bygget i den hellenistiske periode og blev restaureret efter et jordskælv i år 141 e.Kr. Den engelske Wikipedia tilskriver teatret fra romertiden til den lykiske velgører Opramoas i det 2. århundrede e.Kr. og angiver, at det kunne rumme 8.000 tilskuere. Fordi teatret er hugget ind i skråningen, får du et godt overblik over sletten, når du kommer op til de øverste rækker. Limyra er en af de byer i Lykien, der har flest klippegrave. Kulturportalen nævner over 400 klippegrave, hvoraf mange er kendt for deres lykiske inskriptioner. Ifølge den tyrkiske turistencyclopædi findes der 200 klippegrave og sarkofager sammen i den anden nekropol, der ligger på skråningen af Toçak-bjerget. Når du ser på facaderne, kan du se, hvordan træhusarkitekturen er blevet overført til sten. Du vil få en endnu bedre forståelse af denne tradition ved dit næste stop, Myra. Når du kommer ned i sletten, skal du starte med den vestlige del af byen. Her finder du resterne af monumentet Ptolemaion, der stammer fra første kvartal af det 3. århundrede f.Kr., fra Ptolemaios II's tid. Ifølge den engelske Wikipedia blev dette monument bygget af indbyggerne i Limyra som en tak til Ptolemaios II Philadelphos for hans støtte i kampen mod de invaderende galater. Byens mure i den vestlige del blev forstærket med 11 tårne i det 7. århundrede e.Kr. for at modstå arabiske angreb. En sti, der starter fra en af portene i denne del af byen, fører ned til et sumpet område og til Gaius Cæsars kenotaf, et monumentalt gravsted, der ikke indeholder Heron-bygningen, der dateres til det 1. århundrede, er kendetegnet ved kvindestatuer i stedet for søjler, såkaldte karyatider, på sin facade. Nogle af reliefkunsten og karyatiderne fra Heron-bygningen udstilles på Antalya Museum, så det er værd at søge efter de originale genstande der. At komme op til Akropolis indebærer en stigning op ad skråningen, så undgå at gå der i de varmeste timer, og husk at medbringe vand. Udgravninger har fundet sted i byen siden 1969; i de første år blev arbejdet støttet af tyske, og siden 1982 af det østrigske institut for arkæologi. Tjek de aktuelle besøgsforhold for stedet, før du tager afsted, via officielle kilder. Efter Limyra kan du tage vestpå via Finike til Demre. Det er den mest behagelige plan at overnatte i Finike eller Demre og besøge Myra den følgende morgen. Kilder: Kulturportalen (Limyra); Tyrkisk turistencyclopædi; Wikipedia (Limyra).

Myra ligger ved kanten af Demre, ved foden af en klippeskrænt, der vender ud mod den flodaflejrede slette, der tidligere blev kaldt Myros. Ifølge "Tyrkiets Turistencylopædi" skyldes denne aflejring, at den antikke by i dag ligger omkring fem kilometer inde fra havet. Størstedelen af ruinerne fra de lykiske og romerske byer ligger begravet under denne jord; det man kan se, er det teater, der er bygget ind i skråningen, og de klippeskårne grave. For at få mest muligt ud af dit besøg, start med at udforske teatret, efterfulgt af de nærliggende klippegrave, og brug den resterende tid på at besøge den anden gravplads i øst. Myra, der nævnes i lykiske inskriptioner, var en af de seks store byer i Lykiske Forbund, der havde ret til tre stemmer, og Strabon anser den for at være en af forbundets største byer. Da Lykien blev en selvstændig romersk provins i år 325, blev Myra dens hovedstad. Den mest kendte struktur fra byzantinsk tid, der afspejler denne betydning, er Sankt Nikolaus-kirken i byens centrum; denne rute er dog dedikeret til teatret og klippegravene. Arabiske angreb svækkede byen i løbet af det 7. og 9. århundrede, og Myra blev erobret af den abbasidiske hær i år 809. Teatret er anlagt ved foden af akropolis' sydlige skråning. Ministeriets side om det historiske sted beskriver det som en struktur, der er bygget ind i skråningen og strækker sig nedad, og som er et af de få antikke teatre, der er bevaret til i dag. Ifølge "Tyrkiets Turistencylopædi" er teatret, der kunne rumme 11.000 tilskuere, et af de største teatre i Lykien. Bygningen blev ødelagt i et jordskælv i år 141 og genopbygget senere. Søg efter teatermasker udskåret i sten omkring scenen; disse masker er blevet fundet under udgravninger, og encyklopædien nævner også en maskefries, statuer og sæder med ryg. Det siges, at der er afbildninger af fisk og dyr på de ærespladser i de forreste rækker, så kig godt efter i de nederste rækker. Da teatret og klippegravene deler den samme skråning, er det muligt at se begge på samme billede. En gruppe af byens klippegrave ligger lige over teatret og er kendt som "Den maritime gravplads". Ifølge "Tyrkiets Turistencylopædi" er gravene her arrangeret side om side, som i et bikube, og er monumenter, der efterligner typiske lykiske huse. Gravene er udhugget i den lodrette klippe; nogle har en facade, der ligner et hus, mens andre har en facade, der ligner et tempel. Ministeriets side understreger især vigtigheden af de relieffer, der findes på gravene Udgravningerne i Myra begyndte i 2009 under ledelse af arkæologen Nevzat Çevik. Tjek de aktuelle besøgstider for udgravningsstedet på Musekortets hjemmeside, før du tager afsted. Hvis du har tid, kan du også besøge den antikke havn Andriake, som ligger omkring fem kilometer væk; kornlageret, der blev bygget i kejser Hadrianus' tid, bruges i dag som et museum for Lykiske civilisationer. Efter Myra kan du fortsætte i retning af Kaş og ankomme til Üçağız ved kysten af Kekova; efterlad din bil der og tag en båd til Kaleköy. Kilder: Musekort (Myra udgravningssted); Kulturportalen (Myra); Tyrkiets turistleksikon; Wikipedia (Mira); Wikipedia (Myra).

Simena, der i dag er kendt som Kaleköy, ligger på en lille halvø over for Kekova-øen, i distriktet Demre. Der er ingen vej til landsbyen; man skal parkere bilen i Üçağız og sejle derhen. Nogle kilder nævner også, at det er muligt at gå dertil. Selve Üçağız ligger på stedet for det antikke Teimiussa, og der er kun omkring en kilometer mellem de to landsbyer. Når du aftaler en bådtur, skal du gøre det klart, at du ønsker at se vragene og have tid til at besøge fæstningen i Kaleköy. Ifølge kilderne kan beboelse i Simena spores tilbage til det 4. århundrede f.Kr., hvilket bevises af gravinskriptioner og fund af mønter. Navnet Simena optræder for første gang i det 1. århundrede e.Kr. i værker af den romerske forfatter Plinius. Simena var ikke en del af Lykiske Forbund som en selvstændig by, men som en del af en bygruppe bestående af Aperlai, Isinda og Apollonia, som sammen stemte som én enhed. Fra havnen skal du gå op ad bakken til fæstningen. Den engelske Wikipedia beskriver fæstningen som et byzantinsk fort, bygget i middelalderen for at beskytte mod pirater, der søgte tilflugt i Kekova. Den tyrkiske Wikipedia nævner, at der her findes rester af mure fra den hellenistiske periode samt ruiner af et byzantinsk fort. Når du når fæstningen, vil du først se en lille teater, hugget ind i klippen, med syv rækker og plads til omkring 300 personer. Nogle kilder antyder, at dette enten kan have været et teater eller en forsamlingsbygning, et såkaldt "bouleuterion". I byen findes også cisterne, der blev brugt til at forsyne skibe med vand. Fra murene kan du se ud over Kekova-øen og den smalle passage imellem. Det er tydeligt, hvorfor denne beskyttede kystlinje var et tilflugtssted for både skibe og pirater. Vejen ned er stejl, så tag det roligt, især i varmt vejr, og husk at medbringe vand. På vejen ned kan du se gravene. Kaleköy ligger midt i en lykisk nekropol, hvoraf en del er oversvømmet. Nogle af klippegraverne har lykiske inskriptioner. Ifølge Kulturportalen kan lykiske sarkofager ses forskellige steder i fæstningen samt i vandet langs kysten. En af disse sarkofager er dedikeret til Mentor, søn af Idargus. De sarkofager, der ligger langs kysten, er bedst at se fra en båd, hvor man kan se deres silhuetter stige op fra vandet. Den oversvømmede by er den sidste del af ruten. Ifølge Kulturportalen blev byen delvist oversvømmet på grund af jordskælv i antikken. Der er ruiner af et romersk bad i vandet langs kysten; den tyrkiske Wikipedia daterer bygningen til anden halvdel af det 1. århund Simena er et område med stor arkæologisk betydning og ligger inden for det 260 kvadratkilometer store beskyttelsesområde Kekova. Området blev udpeget som beskyttelsesområde i 1990, og ministeriet oplyser, at dykning er forbudt i visse bugter på grund af de arkæologiske fund. Tjek svømme- og dykkerreglerne, før du tager afsted, og observer de sunkne ruiner fra båden. Om aftenen kan du sejle tilbage til Üçağız, hvor turen slutter, og du kan overnatte i Demre eller i byen Kaş, som ligger længere vestpå. Kilder: Kulturportalen (Simena, Kekova); Miljø-, Bygnings- og Klimaministeriet (Kaş-Kekova beskyttelsesområde); Tyrkiets turistleksikon; Wikipedia (Simena); Wikipedia (Simena, Kaleköy, Kekova).