Bursas vestlige side: Fra museerne til Çekirge-kilderne.

Start din haven ved II. Murad-gaden, og gå først hen til II. Murads grav, som ligger sydvest for moskeen. Ifølge TDV Islam-encyclopædien blev gravstedet bygget i 1451, og Bursa-afdelingen beskriver II. Murad som den sidste osmanniske sultan, der blev begravet i Bursa. Før du når porten, løft blikket, for de udskårne trædetaljer over indgangen er et mesterværk, som også roses i encyklopædien. Indenfor er der to kvadrater, der ligger oven på hinanden; det ydre er 13,45 meter i side, det indre er 6,90 meter, og der er et 3,25 meter bredt område imellem. Kuppelen i midtersektionen hviler på fire søjler og fire støttepiller, som er hentet fra andre bygninger. Midten af denne kuppel er bevidst åben, da sultanen i sit testamente havde ønsket, at sol, måne og regn skulle falde direkte ned over hans grav. Hans lig blev begravet direkte i jorden, og Bursa-afdelingen fortolker denne enkelhed som et tegn på en hersker, der ikke brød sig om pragt og overdådighed. I en sideafdeling ligger andre medlemmer af sultanens familie, herunder Şehzade Alaeddin. Kilder giver forskellige lister over, hvem der er begravet her. Når du forlader gravstedet, kan du læse haven som et slægtstræ, da disse bygninger, der blev bygget mellem 1449 og 1573, fortæller historien om en families over hundrede år. Den ældste er Hüma Hatun-gravstedet fra 1449, en sekskantet bygning, der ifølge encyklopædien er ret beskeden og tilhørte moder til Fatih Sultan Mehmed. Gravstedet, der i dag er kendt som Cem Sultan-gravstedet, blev faktisk bygget i 1479 til Fatihs ældste søn, Şehzade Mustafa, som døde i 1474. Cem Sultan døde i Italien i 1495, og hans lig blev bragt til Bursa i 1499 og begravet i dette gravsted. Når du kigger ind gennem den marmorbeklædte facade, kan du se de turkis- og indigo-farvede sekskantede fliser, der dækker væggene op til vindueshøjden, det gyldne ornament på rammerne og de udskårne trædøre, der er udført i kündekari-teknik. Du kan også finde lignende kündekari-arbejde på døren til Gülşah Hatuns gravsted, som var Fatihs kone, og som har en kvadratisk plan. Ifølge TDV blev det ottekantede Şehzade Ahmed-gravsted bygget i 1513 af Mimar Alaeddin, og her ligger ikke kun Şehzade Ahmed, men også hans bror Şehinşah og Şehzade Korkut. Dørinskriptionen på Şehzade Mahmud-gravstedet er dateret 1507, og bygningen tilskrives Mimar Yakub Şah. Indenfor strækker fliserne sig op til 2,90 meter. Besøg Spørg personalet, hvilke mausoleer der er åbne den dag, og vær stille, når du er inde i bygningerne, og rør ikke ved fliserne. Når du forlader haven, gå over til huset på den anden side. Ifølge Kulturportalen er denne bygning fra det 17. århundrede et af de ældste huse, der stadig står i Bursa. Det menes, at der tidligere lå en pavillon tilhørende Murad II på stedet, og ifølge overleveringen er det stedet, hvor Fatih Sultan Mehmed blev født. Bursa's afdeling for bevaring af kulturarv mener, at huset blev bygget i det 17. århundrede som bolig for en pasja. Huset blev nationaliseret i 1946, åbnede som museum i 1958, blev lukket for besøgende i 1992 og genåbnede i 2005. I det øverste værelse kan du se et træskab dekoreret med blomstermotiver, et træloft med geometriske mønstre og en sekskantet loftsdekoration. Hvis du ønsker at se et andet eksempel på Muradiyes civile arkitektur, kan du gå ned ad Uzunyol Sokağı, der ligger syd for Kaplıca Caddesi. Dette hus blev bygget i 1836 som et statsligt gæstehus, fungerede en periode som det russiske konsulat og blev købt og restaureret af kunstneren Hüsnü Züber i 1988. Bygningen, der i mange år var åben for besøgende under navnet "Levende Museum", blev ifølge en artikel i DergiPark renoveret fra 2015 og åbnede i 2021 som et ungdomscenter. Derfor er det bedre at beundre dets træfacade og gadebilledet i stedet for at planlægge et besøg indeni. Derefter kan du gå ned ad bakken i nordlig retning, mod Çekirge Caddesi, for at nå Kulturparken. Kilder: TDV Islam Encyclopedia; Bursa's afdeling for bevaring af kulturarv; Kulturportalen; Bursa Storbykommune; DergiPark; Wikipedia.

Når du er kommet ned fra Muradiye, gå ind i Kültürpark, som ligger langs Çekirge Caddesi. Ifølge Kulturportalen blev parken åbnet i 1955 af daværende borgmester Reşat Oyal, og den er Bursa's første store, velanlagte grønne område. Parken, der strækker sig over et område på omkring 393.000 kvadratmeter, har officielt heddet Reşat Oyal Kulturpark siden 1999. Da dette stop primært handler om museet inde i parken, bør du først besøge museet og derefter udforske parken. Museet blev grundlagt i 1904 som en afdeling af Det Osmanske Museum, og ifølge Museumskort-siden er det det tredje ældste museum i Tyrkiet. Samlingen blev flyttet til Yeşil Medrese i 1930 og til den nuværende bygning i 1972, som blev designet af Mimar Ertem Yücel. Ifølge Kulturportalen indeholder museet omkring 25.000 artefakter, hvoraf omkring 2.000 er udstillet. Udstillingen er opdelt i fire sektioner, og ved at besøge sektionerne i rækkefølge kan du få et overblik over historien i Bursa-området. Den første sal strækker sig fra Miocæn-perioden til Frig-perioden; her kan du se fossiler af elefanter fra Paşalar-området nær Mustafakemalpaşa og et kvindeskjelet fundet i Aktopraklık Höyüğü. I salen med stengods kan du se en bronzestatue af Apollon fra romertiden og en bronzebuste af Athena blandt marmorstatuerne. Den anden sal viser mønter, glasvarer, lamper, metalgenstande, segl og smykker fra den arkaiske periode til byzantinske periode i kronologisk rækkefølge. Blandt museets mest bemærkelsesværdige genstande er en hellenistisk gulddiadem dekoreret med olivengrene, fundet i Gemlik, og en bronzestatue af et barn, der bærer en hund, fundet under en udgravning i Mudanya. Den sidste sektion er dedikeret til artefakter fundet under en redningsudgravning i Üç Pınar Tumulus i 1988. Her kan du se tre gravsten fra persisk dominansperiode og rekonstruerede dele af en krigsvogn, der dateres til det 6. århundrede f.Kr. Kulturportalen bemærker også, at en græsk-persisk gravsten, der blev fundet i landsbyen Şükraniye, der tilhører Karacabey, er et af de tre kendte eksempler i verden. Efter at have set udstillingen, gå ud i haven, da der i museets have er en stor samling af gravsten, der er udstillet udendørs. Det er nemmere at se detaljerne i figurerne på gravstenene, når du betragter dem i lyset fra siden. Da Museumskort-siden viste, at museet var midlertidigt lukket, da denne rute blev udarbejdet, bør du tjekke den aktuelle status, før du besøger. Hvis muse Hvis du fortsætter, skal du dreje ind på Çekirge Caddesi og gå mod vest, i retning af Çekirge. Karagöz-museet ligger på denne gade, cirka en og en halv kilometer længere fremme. Hvis vejen virker lang, kan du tage en bus eller en minibus, der kører langs gaden, og køre et par stop. Kilde: Kulturportalen; Museums-kortet; Wikipedia.

Mens du går vestpå langs Çekirge Caddesi, vær opmærksom på den lille park på din højre side, altså på nordlige side af gaden, da Karagöz og Hacivat-monumentet er placeret der. Se monumentet, før du går ind i museet; ifølge Kulturportalen er det nuværende keramikarrangement baseret på et værk, som billedhuggeren Gönül Akıncı færdiggjorde i 1982 på bestilling fra kommunen. Den samme kilde nævner på museets side, at området i 1950 blev omdannet til et symbolsk lærred, og at der bagved var tre repræsentative gravsten. Ifølge legenden blev Karagöz og Hacivat, som arbejdede på en moskébygning i Orhan Gazis tid, henrettet, fordi de distraherede arbejderne med deres vittige samtaler. Den samme legende fortæller, at sultanen, som senere fortrød, fik Sheik Küşteri til at skabe billeder af de to og opføre dem på lærredet. Metin And, som skrev artiklen om Karagöz i TDV Islam Encyclopedia, understreger, at ingen af disse fortællinger er baseret på dokumentation. Derfor bør du betragte monumentet mere som et mindested dedikeret til skyggeteateret end som en grav. Museet ligger lige overfor monumentet, på den anden side af gaden. Bygningen er en gammel eldistributionsbygning, der i omkring tredive år blev brugt som transformerstation, og som efter den 3. Internationale Bursa Karagöz Festival i november 1995 blev omdannet til et kulturcenter af kommunen. Bygningen blev åbnet i juni 1997 under navnet Karagöz Evi og omdannet til museum i 2007. Den toetagers bygning har et samlet areal på 1.008 kvadratmeter og indeholder to gallerier, en teatersal, et atelier og et specialbibliotek. I det første galleri kan du se historien om Karagöz-teateret og de redskaber, der bruges bag lærredet. Ved at se nærmere på et billede kan du også læse om fremstillingsteknikken; ifølge encyklopædien skæres billederne ud af kamelhud, bearbejdes for at blive gennemsigtige og farves med plantebaserede farver. Læg også mærke til de små huller i billederne, da dukkeføreren holder billederne fast med pinde, der er placeret i disse huller. Ifølge encyklopædien bevæger den vandrette pind billedet i én retning, mens den lodrette pind tillader rotation til venstre og højre. Det andet galleri er dedikeret til traditionelle billeder, og samlingen omfatter billeder fra Metin Ands samling samt værker af mestre som Tacettin Diker og Orhan Kurt. I gallerierne udstilles også hånddukker og karikaturer fra osmanniske aviser. Undersøg også teatersalen; ifølge encyklopædien opføres forestillingerne bag et hvidt lærred med lys fra en olielampe eller stearinlys. En forestilling består typisk af en introduktion, en dialog, en scene og en afslutning. Hvis På grund af mulige ændringer i museets åbningstider og udstillingsplaner, anbefales det at tjekke de seneste meddelelser fra Bursa Storbykommune. Når du forlader museet, gå et par hundrede meter vestpå ad Çekirge Caddesi, hvor det gamle kursted Çekirge venter på dig. Kilde: TDV Islamisk Encyklopædi; Kulturportalen; Wikipedia.

Den sidste destination på ruten er den gamle badeanstalt i Çekirge, og Bursa's afdeling for bevaring af kulturarv omtaler også bygningen som "Armutlu". Da bygningen i dag stadig fungerer som et badehus, er den mest almindelige måde at opleve den på at blive vasket. Hvis du kun ønsker at se den, skal du spørge ved indgangen, om det er muligt. Ifølge afdelingen for bevaring af kulturarv blev badeanstalten bygget af sultan Murad I som et dobbelt badehus, men der findes intet dokument, der angiver den præcise byggeår. Forskellige kilder foreslår forskellige datoer mellem 1371 og 1385. Ifølge artiklen af Hasan Yılmazyaşar i DergiPark, knytter osmanniske krøniker og arkivdokumenter bygningen til perioden under Murad I. Nogle kilder angiver, at badeanstalten blev bygget oven på ruinerne af et byzantinsk badehus. Forskere diskuterer, om bygningen i sin kerne er en byzantinsk bygning eller et værk af tyrkiske arkitekter og håndværkere, og Yılmazyaşar behandler denne uenighed i detaljer. Ifølge en oplysning, der er citeret af Wikipedia, bevarede Murad I's håndværkere planen for en bygning fra det 5. eller 6. århundrede, genopbyggede væggene og tilføjede kuplen. Når du træder ind, kommer du først til omklædningsrummet, der blev tilføjet i perioden under Bayezid II. Ifølge Discover Islamic Art blev dette rum bygget i 1511, og Wikipedia nævner, at en inskription, der angiver denne dato, er bevaret. Omklædningsrummet består af to kupler og to halvkabler, og i midten er der en fontæne, der får lys fra mange vinduer. Den samme kilde nævner også, at der under omklædningsrummet er en kælder, som muligvis blev brugt til at opbevare gæsternes ejendele. Den mest kendte del af bygningen er rummet under kuplen, der understøttes af otte søjler. Discover Islamic Art placerer denne søjlegang i det varme område, mens teksten fra Bursa's afdeling for bevaring af kulturarv beskriver den runde, buede kuppel, der forbinder de otte søjler, som en del af det lune område. Vær opmærksom på søjlerne, da kilderne angiver, at de er genbrugte elementer fra den byzantinske periode. I det varme område er der en rund pool med en diameter på syv meter. Vandet strømmer fra en løvehovedformet kanal overfor indgangen, først til et lille bassin og derfra gradvist til poolen. De halvcirkelformede nicher i hjørnerne erstatter de private rum, der findes i klassiske osmanniske bade. Yılmazyaşar påpeger, at de tidligste eksempler på denne niche-indretning findes i romerske og senantikke bade. Historikeren von Hammer-Purgstall skrev, at vandet var så varmt, at man kunne koge æg i det. By Vær venlig at tale lavt, gå forsigtigt rundt og undgå at tage billeder af andre personer, der er i gang med at bade. De dekorative elementer og marmorbordene ved poolen er gamle og værdifulde, så undgå at læne dig op ad dem eller placere genstande ovenpå dem. Når dagen er omme, kan du tage en bus eller minibus, der kører langs Çekirge Caddesi, for at komme tilbage til byens centrum. Kilde: Bursa Regionalt Kontor; DergiPark; Discover Islamic Art; Wikipedia.