Nezaket'le

De er alle dem, der lider af høflighed og pligtfølelse, der står tæt pakket i bussen om vinteren i mørket på vej til arbejde, som ikke kan komme ud af køkkenet, når der kommer gæster, som ivrigt tager sig af deres niece, som om hun var deres eget barn, som løber rundt for at få deres far til en hospitalsaftale, som konstant er bekymrede for at undgå at noget går i stykker, eller at nogen bliver såret af deres ord.
Du, der ikke er født med en sølvsked i munden, og som, som det fremgår af spillet, er enig i udsagnet "du har ikke en skønhed som min søster, så selvom du får et godt ægteskab, synes jeg, du skal begynde at kæmpe nu, for livet er hårdt," – du, jeg, vi, han/hun...
Her er hun, selveste Nezaket.
Og en kvinde, alene i sin egen verden...
Først var det hans egen familie, der var problemet. En ligeglad far og en mor med psykiske problemer. Efter en snedækket eftermiddag kom han hjem fra skolen og forsøgte at varme sine frosne hænder ved brændeovnen, en desperat person, der knap nok kunne nå frem til den gamle, malede varevogn, der tilhørte onkel Hacı Hasan ved døren, og som var en potentiel fare, da han ved et uheld kunne vælte en tallerken med ost. Fru Nezaket er en fin dame.
Til sidst, lad os sige farvel til ham.
"Med venlighed" eller "Høfligt".