Titreye Titreye Yağıyordu Kar ve Dilsizdi Gece

Et hotelværelse. En kvinde, en mand, og den voksende ensomhed mellem dem.
Kvinden oplevede sin barndom som en frossen fugl, der rystede i kulden, ligesom snefnug, der faldt. Hendes arme var som en mangel, en fravær af selve eksistensen.
De er to sjæle, der er kommet tæt på hinanden, hvilket er en stor fejl, da de begge er fortabte i andres liv. Men på en overraskende måde finder de trøst hos hinanden.
"Uanset hvor livet førte os, var vi stadig vores eneste støtte."
Med det åndedrag, der oplyste hans barndom, og den sjæl, der fik blomster til at spire i hans hjerte... Det er en poetisk historie om et tvunget bånd, der forvandler ulykke til lykke, fyldt med konfrontationer.
Jo mere ensomhed, desto mere smelter sjælene sammen.
Kan den største fejl også være din største styrke?