Larisa (Buruncuk) Antik Kenti

Larisa er en antik by, der ligger på toppen af en bakkeryg over landsbyen Buruncuk i Menemen. Den ligger omkring 30 kilometer nord for Izmir og har en dominerende beliggenhed over det frugtbare sletteområde, der er dannet af sedimenter fra floden Gediz, som tidligere var kendt som Hermos. Larisa var en af de tolv byer i regionen Aiolis, og for at adskille den fra andre steder med samme navn i Grækenland og langs Küçük Menderes, blev den kaldt Larisa Phrikonis eller Larisa ved bredden af Hermos. Navnet menes at stamme fra gamle stedsnavne i anatolske sprog, der betyder "fæstning, befæstet sted", og ender på "-assa". Kilder indikerer, at bebyggelsen har en lang historie. Ifølge en ph.d.-afhandling, der blev afsluttet ved Istanbul Tekniske Universitet i 2021, kan spor af bebyggelse i området dateres tilbage til den neolitiske periode, mens de tidligste arkitektoniske rester stammer fra den tidlige bronzealder. Geografen Strabon beretter, at de første indbyggere var pelasgere, hvorefter aiolere immigranter bosatte sig her. Strabon mente, at Larisa, som nævnes af Homer i Iliaden, var denne by. Ifølge Xenofons beretning, etablerede den persiske konge Kyros en koloni af egyptiske soldater her, og byen blev derfor i en periode også kendt som "Egyptiske Larisa". Xenofon skriver også, at den spartanske kommandør Thibron belejrede byen, men ikke kunne erobre den. De fleste af de arkitektoniske rester, der er synlige i dag, dateres til perioden fra det 7. til det 4. århundrede f.Kr. Byen blev stærkt beskadiget under Peloponneserkrigen i 405 f.Kr., og efter at være blevet genopbygget, blev den plyndret af galaterne i 279 f.Kr. Da der ikke er fundet spor af senere bebyggelse, menes byen at være blevet forladt omkring 3. århundrede f.Kr. Dette gør Larisa interessant, da den er et område, hvor den arkaiske og klassiske by er bevaret i sin oprindelige form, uden at være blevet overbygget af senere strukturer. Bebyggelsen er spredt ud over to toppe i enderne af Buruncuk-bakkeryggen. På den lavere, vestlige top ligger akropolis, hvor der findes repræsentative bygninger som paladser, et tempel og en megaron. På de sydlige og nordlige skråninger ligger byområder, og i nord og øst strækker der sig en stor kirkegård. Den højere, østlige top er domineret af en stærk fæstning, og på den sydøstlige skråning ligger en mindre bebyggelse. I det flade område mellem de to toppe er der fundet regelmæssigt planlagte landbrugsstrukturer og terrasser. De klippefyldte toppe har dannet grundlag for monumentale mure, og de klippefyldte områder er blevet brugt som stenbrud. Paladset fra En del af de udgravede artefakter er blevet sendt til Stockholm, en anden del til Istanbul Arkæologiske Museum, mens fund fra den arkaiske periode opbevares på Izmir Arkæologiske Museum. Da udgravningerne primært fokuserede på akropolis, blev kun den østlige borg og bebyggelsen ved foden af borgen markeret på et overordnet kort. Ifølge Kultur- og Turisme Ministeriets registre, påbegyndte professor Dr. Turgut Saner i 2010 en arkæologisk undersøgelse, der omfatter hele området. Disse undersøgelser har vist, at byen oplevede en intens byggeaktivitet i perserperioden, især i det 5. og 4. århundrede før Kristus. Larisa er ikke et veludviklet arkæologisk område; stierne op ad bakkerne er belagt med sten og ujævne, så gode vandresko er et must. Der er næsten ingen skygge, så det anbefales at besøge området tidligt om morgenen om sommeren eller i foråret, når sletterne er grønne, for at få en bedre oplevelse. Når man når toppen af akropolis, kan man se Gediz-flodens slyngede forløb og bjergene i nord på én gang. Når man går rundt mellem murene og resterne af bymuren, skal man være forsigtig med ikke at træde på stenene og undgå at flytte på nogen genstande. For at komme dertil kan man bruge IZBAN's nordlige linje til Menemen, hvorefter man skal fortsætte i bil til Buruncuk og op ad bakken. For at få den seneste information om adgangsforholdene anbefales det at kontakte Izmir Provincial Kultur- og Turismekontor.