Beyşehir Gölü Milli Parkı

Beyşehir-søen er en stor sø, beliggende i den østlige del af Göller-regionen, ved grænsen mellem provinserne Konya og Isparta. Den er kendt som Tyrkiets største ferskvandssø. Ifølge den tyrkiske Wikipedia ligger omkring 80% af søen i Konya og 20% i Isparta. Søen er placeret i en tektonisk depression, omgivet af Taurus-bjergene i vest og syd, det vulkanske Erenler-bjerg i øst, Sultan-bjergene og Anamas-bjerget i nordvest. Ifølge Beyşehir-distriktets turistinformation overstiger højden af de omkringliggende bjerge to tusinde meter. Området omkring søen blev erklæret nationalpark den 20. februar 1993 ved en beslutning fra ministerrådet. Både distriktsadministrationen og Wikipedia angiver nationalparkens areal til 88.750 hektar, hvilket gør den til Tyrkiets største nationalpark. På Isparta-siden af søen ligger et separat beskyttelsesområde, Kızıldağ Nationalpark, der blev etableret i 1969. På denne måde er Beyşehir-søen den eneste vandressource, der er beskyttet af to separate nationalparker. Søens dimensioner varierer afhængigt af kilder og vandstand. Distriktsadministrationen angiver et areal på 651 kvadratkilometer. Søen strækker sig cirka 45 kilometer fra nordvest til sydøst. Wikipedia angiver søens bredeste punkt til 24 kilometer, mens distriktsadministrationen angiver 25 kilometer. Søen er relativt lav, og det dybeste punkt, ifølge forskellige kilder, er kun 10 meter. Vandoverfladen ligger i en højde af cirka 1.115 til 1.123 meter over havets overflade, og denne forskel afhænger af måleperioden. Søen når sit højeste vandstand i maj og sin laveste i oktober. Den engelske Wikipedia bemærker, at kystlinjen er trukket sig tilbage med omkring 300 meter på grund af tørken i de seneste år. I søen findes 33 øer i forskellige størrelser, dannet af bakketoppe, der er oversvømmet. Ifølge turistinformation fra provinsen og kommunen er de største øer primært beliggende i den vestlige del af søen. Den største ø er Mada-øen, hvor der stadig ligger en landsby. Hacı Akif-øen er kendt for sin hule med stalaktitter og stalagmitter, der er omkring 100 meter lang. İğdeli-øen er den mest populære ø for turister på grund af sine røde sandstrande og bugter. På Çeçen-øen findes ruiner af historiske bygninger og spor af et flisebelagt badehus; provinsen skriver, at fliserne fra dette badehus udstilles på et museum i Konya. Søen er et vigtigt område for fugleobservation. Ifølge turistinformation fra Beyşehir kommune danner grupper af ænder, gæs, terner, måger og storke, der ankommer i september og oktober, grupper på titusindvis af fugle. Med ankomsten af skarv og gæs overstiger det Under Seljuk-perioden blev Kubadabad-paladset bygget langs søens sydvestlige bred, og på den lille ø overfor blev der bygget en struktur, der er kendt som Kız Kalesi (Jomfruens Borg). Nationalparken omfatter derfor både naturen og de kulturelle rigdomme fra Seljuk-perioden. Det nemmeste sted at komme til søen er fra Beyşehir bymidte. Floden Çarşamba Çayı løber gennem byen og er den eneste udløber fra søen. Over denne kanal ligger Taşköprü, en bro der blev bygget mellem 1908 og 1914. Ifølge den engelske Wikipedia er denne struktur bygget både som en bro og som en dæmning til at regulere oversvømmelser, og den fungerer i dag som en historisk passage, der kun bruges af fodgængere. Fra broen og den omkringliggende kyst kan man se det åbne vand i søen, sivområderne og bjergene i baggrunden. Skovdækket i nationalparken består af fyr, sortfyr, gran, cedertræ og eg; træerne strækker sig steder hen til kysten. Den mest besøgte periode er fra maj til oktober; efteråret er mere ideelt for dem, der ønsker at observere fugle. Om vinteren kan søens overflade delvist eller helt fryse. Færgeforbindelserne til kystlandsbyerne og øerne varierer afhængigt af sæsonen, og opdateret information kan fås fra Beyşehir kommune. Der er regelmæssige busforbindelser fra Konya til Beyşehir, men en privat bil er meget mere praktisk til at udforske området omkring søen.