Aziziye Tabyası

Aziziye Fortifikationen er en del af de osmanniske forsvarsanlæg, der ligger i udkanten af Erzurum, ved foden af Top Dağı. Det er en af de mest kendte fortifikationsanlæg i byen. Ifølge turistguiden ligger hovedfortifikationen i den sydlige ende af Top Dağı, i en højde af cirka 2068 meter. Anlægget blev bygget mellem 1867 og 1872 under Sultan Abdülazez' ordre, baseret på et projekt af Fosfor Mustafa Paşa. Formålet var at overvåge Erzurum-Kars-vejen, der førte til byen fra øst. I dag ligger fortifikationen sammen med sin nabo, Mecidiye Fortifikationen, inden for grænserne af Nene Hatun Historiske Nationalpark. Linjen af fortifikationsanlæg, der omgiver Erzurum, er langt mere omfattende end blot et enkelt anlæg. Kulturportalen nævner 21 fortifikationsanlæg, der er placeret på strategisk vigtige højder omkring byen, og angiver, at de første anlæg stammer fra de osmannisk-iranske krige i det 18. århundrede. En artikel af Erman Aksoy fra Gazi Universitetet identificerer 44 fortifikationsanlæg, der eksisterede i det 18. og 19. århundrede. TDV Islamisk Encyklopædi oplyser, at flere fortifikationsanlæg, herunder Aziziye og Mecidiye, blev bygget før 1877, mens andre blev bygget senere i byens nord, syd og øst. Ifølge turistguiden blev der også anvendt sten fra Erzurum-borgen, som var delvist nedbrudt, i konstruktionen af dette anlæg. Navnet Aziziye dækker faktisk tre nærliggende anlæg. Den første fortifikation har en U-formet plan; den vestlige del indeholder kommandocentraler, mens de andre sektioner består af hvævede rum, der adskilles af runde buer. De østlige og nordlige vægge er bygget af fint tilhuggede sten, mens de andre vægge er bygget af rå sten. Den anden fortifikation ligger cirka 200 meter nord for den første og består af en halvmåneformet jordvold og to stenhuse i enderne. Den tredje fortifikation har en regulær sekskantet plan og blev bygget for at beskytte Vank-floden, der kommer fra Pasinler-sletten. Dette anlæg, der har brønde til opbevaring af sne i gården, er bygget med basalt i buerne, mørkebrune sten i væggene og mursten i taget. Kulturportalen beskriver også den generelle struktur af fortifikationsanlæggene. Rum, der ligger ved siden af hinanden, er dækket af et tykt lag jord, og på den anden side, i retning af den forventede fjende, er der gårde til samling, depoter og lazaretter. Bredden af kaserne-rummene er 3 til 4 meter, og dybden er mellem 6 og 14,5 meter. Nogle af rummene er blevet opdelt med træbjælker, hvilket har skabt to etager. Aksoys artikel beskriver, hvordan folk fra byen løb til forsvarsværket, bevæbnet med sten og stave, for at deltage i kampen, efter nyheden om dets erobring. Ifølge turistguiden findes der foran forsvarsværket mindesmærket Aziziye, der blev opført i 1953, og Nene Hatuns grav, som er blevet et symbol på forsvaret. Nene Hatun modtog i 1955 den prestigefyldte titel "Årets Mor" og døde samme år i Erzurum. Byen, som ikke kunne erobres gennem krig, blev ifølge TDV Islamisk Encyklopædi overgivet i begyndelsen af 1878 gennem en våbenhvile og blev senere genoptaget af Berlin-traktaten, der blev underskrevet den 13. juli 1878. Området, der i mange år var en militær sikkerhedszone, blev den 18. maj 2009 erklæret som en historisk nationalpark på 387 hektar. Hvert år i november arrangeres en mindevandring til Aziziye og Mecidiye forsvarsværkerne. Ifølge Kulturportalen ligger forsvarsværkerne cirka tre kilometer fra byens centrum, i øst, langs vejen til Kars, nord for den militære kaserne, og transporten foregår med privat- eller erhvervskøretøjer. Da området er åbent, er det en god idé at medbringe en hat om sommeren og varmt tøj om vinteren. Fra området omkring monumentet kan man, når man kigger mod vest, se hele byen, og mod syd kan man se de brede skråninger af Palandöken i et bredt panorama.