Alanya Tersanesi

Alanya Værftet, der ligger nær Kızıl Kule og er en del af byens gamle bymur, er det første værft, der blev etableret af Anatolierne langs Middelhavskysten. Sultan I. Alaeddin Keykubad påbegyndte byggeriet seks år efter at have overtaget byen. Ifølge kilderne blev det færdiggjort i 1227 eller 1228; ifølge Wikipedia blev det bygget på et år. Før dette havde sultanen etableret et værft i Sinop ved Sortehavet, og med etableringen af Alanya-værftet ved Middelhavet, fik han titlen "sultanen over to have". I dag er det det eneste bevarede Seljuk-værft i Anatolien. Bygningen består af fem buer, der vender ud mod havet. Ifølge kommunens oplysninger er bredden af hver bue 7,70 meter; den længste er 43 meter, og den korteste er 32 meter. Den facade, der vender mod havet, er cirka 57 meter lang, og dybden varierer mellem 40 og 44 meter, afhængigt af kilden. Smalle, buede vægge adskiller buerne fra hinanden. Væggene er bygget af huggede sten, mens buerne og hvælvingerne er bygget af mursten. Åbningerne i hvælvingerne tillod både lys at komme ind og røgen fra værkstedet at slippe ud. Bygningen er placeret, så den får mest muligt naturligt lys, og den er bygget på forskellige niveauer for at minimere skader på klippen. Havet kan ikke nå helt ind i alle buer; enderne, der vender mod land, er delvist dækket af grus og sten. I enden af den tredje bue findes en brønd med ferskvand. Et tilstødende lager, udhugget i klippen, får lys ind gennem et hul i loftet. Man kommer ind til værftet gennem en smal dør med buet indgang fra den gamle havn i nordvest. Over døren er der en reliefinskription i fem linjer, der lovpriser Alaeddin Keykubad som "sultanen over land og de to have". I den første linje af inskriptionen ses sultanens våben mellem to rosetter. Den udstikkende del til højre for døren var et lille bederum, mens rummet med fem vinduer til venstre var kontoret for værftets embedsmænd. Ifølge kommunen var dette ikke kun et sted, hvor skibe blev bygget eller hvor skibe søgte ly om vinteren. Det fungerede også som et permanent værft med reparationsværksteder, sejlværksteder, smedeværksteder, administrative afdelinger og lagerbygninger. Da det var en del af et kompleks med to tårne, der var beskyttet af murene, udgjorde det en sikker base mod pirater og fjendtlige flåder. Piri Reis beskriver byen, værftet og havnen i sin "Kitab-ı Bahriye" fra begyndelsen af det 16. århundrede. Efter Seljukkerne fortsatte Karamanoğullari og Alaiye Beyleri med at drive værftet, og under det osmanniske rige blev der også Det tredje tårn indeholder den centrale søjle, værktøj til skibsbygning og en brønd til drikkevand. I det fjerde tårn findes antikke søjler, og i det femte findes instrumenter, der blev brugt til at finde vej. Lige ved siden af værftet står Tophane, som menes at være bygget for at beskytte det. Ifølge en publikation fra Antalya's provinsadministration er det en rektangulær bygning med mål på 14 x 12 meter, og den er fra perioden under Alaeddin Keykubad. For aktuelle oplysninger om åbningstider og entrépriser, se Alanya kommunes hjemmeside. Det kan besøges sammen med Kızıl Kule (Det Røde Tårn). For at få det bedste overblik over den facade med fem buer, er det bedst at se det fra havet. Indvendigt er det køligt og delvist mørkt, og da gulvet er ujævnt med sten og grus, bør du bære skridsikre sko.